Justus von Liebig
|
---|
|
|
Født
| 12. maj
1803
Darmstadt
,
Hessen
,
Tyskland
|
---|
Død
| 18. april
1873
(69 ar)
Munchen
,
Bayern
,
Tyskland
|
---|
Gravsted
| Alter Sudfriedhof
|
---|
Nationalitet
| Tysk
|
---|
Bopæl
| Storhertugdømmet Hessen
|
---|
Børn
| Georg von Liebig
,
Hermann von Liebig
,
Johanna Liebig
|
---|
Familie
| Jacob Volhard
(
nevø
)
|
---|
|
Uddannelsessted
| Bonns Universitet
(fra 1819)
,
Friedrich-Alexander-Universitat Erlangen-Nurnberg
|
---|
Medlem af
| Royal Society
(fra 1840)
,
Kungliga Vetenskapsakademien
,
Kongelige Belgiske Medicinakademi
,
Det Kongelige Nederlandske Videnskabsakademi
,
Ungarsk Videnskabsakademi
med flere
|
---|
Beskæftigelse
| Universitetsunderviser
,
agronom
,
opfinder
, forfatter
,
kemiker
|
---|
Fagomrade
| Kemi
|
---|
Arbejdsgiver
| Ruprecht-Karls-Universitat Heidelberg
, Justus-Liebig-Universitat Gießen
,
Ludwig-Maximilians-Universitat Munchen
|
---|
Arbejdssted
| Munchen
|
---|
Elever
| Franz Varrentrapp, Alexei Nikititj Tikhomandritskij, Friedrich Schadler
|
---|
|
Udmærkelser
| Foreign Member of the Royal Society
(1840)
,
Pour le Merite for videnskab og kunst
,
æresborger i Munchen
,
Copleymedaljen
(1840)
,
Albert-medalje
(1869)
med flere
|
---|
|
|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Justus von Liebig
(født
12. maj
1803
, død
18. april
1873
) var en tysk kemiker.
Justus von Liebig blev født i
Darmstadt
som søn af en urtekræmmer og farvehandler. Allerede som barn eksperimenterede han med de stoffer, han fandt i sin fars værksted, og pa den made opstod hans store lyst til kemien. Hans interesse blev ogsa vakt af de kemiske eksperimenter, som markedsgøglerne viste frem. Det var der, han oplevede knaldperler, som skaffede ham et første kendskab til
knaldkviksølv
.
Han sluttede allerede gymnasietiden i 2 g., og han afbrød ogsa sin
apoteker
lære
i utide, for den svarede ikke til hans ønsker. Han vendte i stedet hjem til Darmstadt og hjalp sin far i værkstedet. I fritiden gik han pa storhertugens bibliotek for at videreuddanne sig som
autodidakt
indenfor kemien ved hjælp af bøger og egne undersøgelser.
I
1819
blev Liebig ved sin fars hjælp optaget pa kemistudiet ved universitetet i Bonn hos professor
Karl Wilhelm Gottlob Kastner
. Professoren opdagede hurtigt den unge mands talent, og han brugte ham som assistent i sit laboratorium. Da Kastner i
1821
fik embede ved universitetet i Erlangen, fulgte Liebig med og indledte der sin doktorafhandling, der fik titlen: "Angaende forholdet mellem mineralernes og planternes kemi". I
1822
deltog Liebig sammen med andre studenter i nogle demonstrationer vendt mod magthaverne. Derfor blev han eftersøgt af politiet og matte flygte hjem. Hans lærer, professor Kastner, fik dog kort efter gennem rosende omtale hos Ludwig 1. af Hessen-Darmstadt ordnet det sadan, at storhertugen gav Liebig et stipendium til studier ved Sorbonne i Paris, som dengang var centrum for kemisk forskning. Her modtog han datidens mest moderne kemiundervisning hos professorerne
Joseph Louis Gay-Lussac
,
Thenard
og
Vauquelin
.
Kort efter offentliggjorde han egne undersøgelser over knaldkviksølv, og det gjorde den berømte naturforsker,
Alexander von Humboldt
, opmærksom pa ham. Pa baggrund af Humboldts anbefalinger hos den hessiske storhertug blev den kun 21-arige Liebig i
1824
løst ansat professor i kemi og farmakologi ved universitetet i Giessen, og allerede aret efter blev han fastansat som professor. Arbejdsvilkarene var kummerlige fra begyndelsen: Hans løn var ringe, og han fik kun minimale tilskud til udstyr, kemikalier, opvarmning osv. Derfor matte han betale mange absolut nødvendige apparater og materialer ud af egen lomme for overhovedet at kunne undervise. Alligevel opnaede han stor interesse og succes hos studenterne pa grund af sine undervisningsmetoder.
For at skaffe penge drev han mellem
1827
og
1833
ved siden af professoratet et privat institut for farmakologi og tekniske erhverv. Der uddannede han sammen med professorerne Umpfenbach, Wernekink og Schmidt apotekerlærlinge og fremtidige ledere i de tekniske erhverv.
Hans undervisningsmetoder, hans opdagelser og hans skrifter gjorde ham snart kendt og berømt over hele Europa, sadan at der foruden tyske studerende kom talrige udlændinge til Giessen, deriblandt 84 englændere og 18 amerikanere, som ville høre hans forelæsninger over kemi og farmakologi. I
1845
blev han adlet pa grund af sine fortjenester og fik titlen ?friherre“.
Han afviste tilbud om ansættelse ved universiteterne i Reval
1827
, Gottingen
1835
, St. Petersborg
1839
, Wien
1841
, London
1845
og Heidelberg
1851
, men kunne hver gang forbedre sin finansielle og ansættelsesmæssige situation ved nye lønforhandlinger. Men da sa universitetet i Munchen forhørte sig hos Liebig gennem professor
Max von Pettenkofer
vedrørende en ansættelse, og da kong Maximilian 1. af Bayern indbød ham personligt og tilbød at bygge et nyt, kemisk institut med tilhørende embedsbolig, og da kongen yderligere sikrede ham vidtgaende frihed i undervisning og forskning, kunne han ikke sta imod: Han accepterede ansættelsen og underviste i Munchen fra
1852
. Her blev han udnævnt til æresmedlem eller korresponderende medlem af mange videnskabelige foreninger i ind- og udland, og han modtog talrige æresbevisninger og ordener fra regerende herskere i hele verden. Den
15. december
1859
blev han udnævnt til præsident for det bayriske videnskabernes akademi. Dette embede beholdt han til sin død. I
1870
blev han gjort til æresborger i byen Munchen.
Liebig døde den
18. april
1873
i Munchen efter en lungebetændelse og blev begravet den 21. april under stor deltagelse fra befolkningen pa Munchens skovkirkegard. I de følgende ar rejste man mindesmærker for ham i mange tyske byer, bl.a. i Munchen og Giessen.
Universitetet i Giessen blev senere kaldt ?Justus-Liebig-Universitat”, ligesom gader i flere tyske byer er opkaldt efter ham - herunder i
Berlin
-bydelen
Friedrichshain
.
Liebig indledte sin videnskabelige løbebane i Giessen med at undersøge hessiske og bayerske sundhedskilder og deres mulige brugbarhed i forbindelse med udvinding af forskellige salte. Han blev hurtigt klar over, at datidens
analysemetoder
var meget langsommelige og temmelig upræcise.
Det lykkedes ham efter arelange forsøg at forbedre analyseapparaterne og i særdeleshed analysemetoder til afklaring af grundstofindhold. Pa den made kunne han forenkle og fremskynde afklaring af grundstofsammensætningen i dyre- og plantedele.
Han selv, hans medarbejdere og studenter undersøgte og offentliggjorde i den følgende tid den kemiske sammensætning hos hundredvis af planter og plantedele og mange organer og produkter fra dyr. Derved grundlagde de i praksis den
organiske kemi
, for ingen havde før dem gennemført sa mange nøjagtige og kontrollerbare undersøgelser pa omradet.
Sammen med vennen, professor
Friedrich Wohler
, der havde professoratet i kemi og farmakologi i Gottingen, udviklede han i
1832
teorien om de kemiske radikaler, som gør det muligt at forklare flertallet af de stoffer, der udelukkende bestar af
brint
,
ilt
og
kulstof
. Det var ogsa sammen med Wohler at han opdagede isomerien (eksemplificeret ved henholdsvis knaldsølv og sølvcyanat), dvs. den kendsgerning, at to forskellige stoffer kan have den samme bruttosammensætning, men forskellige strukturer og egenskaber.
I Giessenperioden var det dog forbedring af landbruget, der havde hans største interesse. Han havde selv oplevet en hungersnød i arene 1813/14, og han ønskede at forhindre en gentagelse af elendigheden. Hans opdagelser pa det omrade blev samlet i to værker, som udkom i
1840
og
1842
:
Die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Agricultur und Physiologie
(dvs. ”Den organiske kemi anvendt pa jordbrug og fysiologi”), eller kort og godt: ’’
agrikulturkemi
’’, og
Die Thierchemie oder die organische Chemie in ihrer Anwendung auf Physiologie und Pathologie
(dvs. ”Dyrekemien eller den organiske kemi anvendt pa fysiologi og patologi”). Disse to bøger skabte kolossal opmærksomhed i samtiden, ikke kun hos videnskabeligt uddannede, men hos alle dannede mennesker.
Agrikulturkemien
, hvor han slar til lyd for mineralsk gødning og forklarer dens betydning for kvalitet og udbytte af plantedyrkning, udkom i 9 oplag og blev oversat til 34 sprog.
I arene mellem
1846
og
1849
beskæftigede han sig sammen med sine engelske elever, Edward Frankland og Sheridan Muspratt, bl.a. med udvikling af en vandopløselig fosfatgødning. Resultatet blev det sakaldte
superfosfat
, som stadig er den mest brugte fosfatgødning pa verdensplan.
Da Sheridan Muspratts datter døde af
kolera
i Liebigs hjem i
1852
, fik han den tanke, at man kunne udvikle et kødkoncentrat, som ville redde patienter med alvorlige mave- tarminfektioner, nar det blev givet i flydende form. Ud fra dette produkt udviklede han senere sit berømte kødekstrakt.
Det var dog først, da Liebig i
1862
gav den tyske ingeniør, Georg Christian Giebert, licens til massefremstilling i Uruguay, at
Liebigs Kødekstrakt
blev produceret og solgt i store mængder verden over. Liebig havde tænkt sig, at koncentratet først og fremmest skulle være et næringsmiddel for den fattige del af befolkningen. Den temmelig høje pris og produktets sammensætning gjorde det dog ikke muligt, og i stedet viste det sig at sla igennem som et meget brugt krydderi til supper og kødspiser. Dermed blev det en forløber for de velkendte kraftterninger, som f.eks. Maggi og Knorr.
Pa den tid var spædbørnsernæring udelukkende baseret pa modermælken. Hvis moderen ikke havde mælk pa grund af sygdom eller andet vedvarende, matte barnet sulte ihjel. Liebig fremstillede efter længere undersøgelser en ?brystbarnssuppe“, som han kaldte det. Det blev en tidlig forløber for nutidens babymad.
Justus von Liebig brugte megen tid og lagde et stort arbejde i at skabe en kemisk blanding, som kunne bruges til brødbagning, sa man ikke længere var afhængig af det let fordærvelige gær. Han gennemførte disse eksperimenter sammen med sin amerikanske elev,
Eben Norton Horsford
, og de lavede et produkt, som vi kalder for ”bagepulver” i dag. Horsford fik stor, økonomisk gevinst med dette ”backing powder” i Amerika, hvorimod der skulle ga næsten 50 ar, før det slog an i Europa.
Den sakaldt "liebigske"
minimumslov
er opkaldt efter Justus von Liebig, selv om det ikke er ham, der har udmøntet den.
Justus von Liebig er gaet over i historien som den mest kendte, berømte og succesrige kemiker i det
19. arhundrede
. Han er ogsa kendt som grundlæggeren af den
organiske kemi
, agrokemien og ernæringsfysiologien.
Han fik stor indflydelse pa fagets udvikling gennem sin intense, litterære virksomhed. Fra
1831
var han medudgiver af datidens normsættende videnskabelige tidsskrift,
Annalen der Chemie und Pharmazie
,
som senere blev kaldt
Liebigs Annalen der Chemie
.
Sammen med
Poggendorff
udgav han en "Handbog i Kemi" og sammen med
Friedrich Wohler
en "Handbog i Organisk Kemi". Han skrev en "Vejledning i Analyse af Organiske Stoffer", men først og fremmest mange bøger, som beskæftigede sig med forbedring af landbrugets dyrkningsmetoder.
For at udbrede kemiens opdagelser til et bredere publikum skrev han fra
1841
de sakaldte "Kemiske Breve". Det var populærvidenskabelige afhandlinger, som udkom med uregelmæssige mellemrum i avisen
Augsburger Allgemeine Zeitung,
og som fik stor bevagenhed hos læserne.
Desuden indførte Justus von Liebig med sine forelæsninger den eksperimenterende undervisning i de naturvidenskabelige fag. Pa grund af hans forskning i analysemetoder blev kemien til en eksakt videnskab. Han dannede skole for højt ansete kemikere i ind- og udland, sadan at 42 ud af de første 60
nobelprisvindere
i kemi var efterfølgere af hans elever.