Jacob Peter Mynster
(
8. november
1775
?
30. januar
1854
) var en dansk
teolog
og
biskop
over
Sjællands stift
fra
1834
til sin død.
Hans far var
kammerrad
og inspektør ved
Frederiks Hospital
Christian Gudzon Peter Mynster, der døde allerede
1777
. Moderen, Frederikke Nicoline Christiane født Ring, giftede sig samme ar med overlæge ved samme hospital
Frederik Ludvig Bang
, men døde allerede i
1779
. Mynster og hans tre ar ældre bror
Ole Hieronymus Mynster
blev da opdraget hos stedfaderen.
Mynster blev teologisk kandidat i
1794
. Han var huslærer for den senere minister
A. W. Moltke
.
1811
-
1828
var han
kapellan
i
Vor Frue Kirke
i
København
. Han blev
1812
docent
i
psykologi
ved
pastoralseminariet
, og senere meddirektør;
1814
udarbejdede han grundlaget for den udgave af
Luthers lille Katekismus
, der autoriseredes til brug i skolerne; samme ar var han med til at oprette
Bibelselskabet
, i hvis bestyrelse han indtradte;
1815
blev han medlem af kommissionen til revision af
Det Nye Testamente
og
1817
endvidere medlem af direktionen for universitetet og de lærde skoler. I
1826
blev han hofprædikant og
1828
kongelig konfessionarius
samt hof- og slotspræst. Mynster betegnes af flere kirkehistorikere som en "magtfaktor" allerede fra midt i 1820'erne.
[1]
I
1834
blev Mynster biskop over
Sjællands
stift, et embede han beholdt til sin død i 1854.
Som kongevalgt medlem af
Stænderforsamlingen
mødte han i
Roskilde
1835, 1838, 1840, 1842, 1844 og 1848.
Mynster var en aktiv skribent, og deltog engageret i mange af tidens store debatter, bl.a med
Grundtvig
.
F.L. Bang var en virksom, dygtig og vel anset mand, der heller ikke manglede kærlighed til børnene, men han var kun lidt egnet til at lede deres opdragelse, og det samme gjaldt om hans hustru Louise født Hansen, hvem han, efter anden gang at være blevet enkemand, ægtede 1782.
- Pietisme i hjemmet
Hele huset var præget af en
pietisme
, der, hvad vel dengang var det almindelige, var for holdningsløs til at gøre noget alvorligt indtryk, men som kunne være plagende nok med lange, kedsommelige husandagter og skændeprædikener over de ubetydeligste virkelige eller indbildte forseelser. Men ved siden af den megen strenghed, der anvendtes, havde børnene tillige en stor frihed til at benytte deres tid, som de kunne og ville.
Som hele opdragelsen var ogsa skolegangen planløs; en kort tid gik Mynster i
Metropolitanskolen
, hvor han dog egentlig undervistes privat
af en farbroder, som var hører, hjælpelærer, ved denne. Men bade før og efter havde han huslærere, af hvilke en gav ham navnet
Job
, der længe hæftede ved ham. I aret 1790 dimitterede stedfaderen ham selv uden nogen som helst undersøgelse af hans kundskaber, og det var sikkert ikke faderens skyld, at han gjorde en god eksamen.
- Vennekredsen
Som student blev Mynster trukket ind i den kreds af unge mennesker, som samledes om hans ældre broder: bl.a.
præsten Hieronymus Laub
,
Carl Heger
, broder til
Kamma Rahbek
,
Heinrich Steffens
, botanikeren
J.W. Hornemann
og flere; med adskillige af disse knyttede han venskabsforbindelser, der varede hele livet, og hans andelige udvikling fremmedes sikkert mere ved samlivet med vennerne end ved hans egentlige studier.
Han var, uden selv at have haft ønsker i den retning, af stedfaderen blevet bestemt til at studere
teologi
, fordi han ansas for at være for dum til at indlade sig med medicinen. Men teologiens daværende tilstand var ikke sadan, at den kunne øve synderlig tiltrækning pa et
begavet ungt menneske, og de forelæsninger, der blev holdt ved universitetet, var kun lidet lærerige, endnu mindre op vækkende. Mynster havde vel fra barndomstiden bevaret en dyb religiøs følelse, men
den historiske Kristus
havde for ham som for de fleste af
hans samtidige ingen virkelighed. Det faldt ham endnu længe efter ikke ind at søge det rige indhold, der la gemt i fortidens teologi, der jo gjaldt for et overvundet standpunkt, som det nsas for utænkeligt at vende tilbage til med noget udbytte.
Det teologiske studium var ham kun et pligtarbejde, som han udførte sa upaklageligt, at han 1794 tog sin
embedseksamen
; men sit egentlige andelige liv levede han sammen med vennerne, med hvem han delte begejstringen for
den franske revolution
sa vel som tidens filosofiske og litterære interesser. Tonen i kredsen var den samme som i sin tid i det norske selskab; men midt i ≪Kommersen≫ blev Mynster ofte grebet af tungsindig længsel efter noget dybere. De prøver pa
vers
forfattede i denne periode, som han senere har meddelt, udtrykke begge retningerne, de lystige forfattedes i det lystige selskab, de vemodige i ensomme timer.
- Huslærer
Allerede inden Mynster havde taget sin embedseksamen, var han antaget som huslærer for grev
Joachim Godske Moltkes
eneste søn,
Adam Wilhelm
. Moltke havde siden 1784 været uden offentlig virksomhed. Han levede vel om vinteren i København, men det meste af aret i en fornem, trist ensomhed pa
Bregentved
. Mynsters tid var ikke stærkere optaget af hans elev, end at han kunne drive meget selvstudium, bade i æstetisk og filosofisk retning.
Han læste
Kant
,
Hegel
og
Schelling
, af hvilken sidste han især følte sig tiltrukket; det var med mismod, han tænkte pa, at denne mand, som alt havde bragt det sa vidt, kun var et halvt ar ældre end han selv. Han blev dog hverken dengang eller senere tilhænger af noget filosofisk system, men han søgte hos filosofferne hjælp mod
materialistiske
anskuelser, han var kommet ind i, og som vakte tvivl hos ham, han ikke kunne afvise, medens han dog var grebet af rædsel, nar disse forestillinger blev levende for ham.
Han forsøgte flere gange pa at besvare universitetets filosofiske
prisopgaver
, men først 1798 kom han sa vidt, at han indgav en afhandling om
Fordelene og Manglerne sa vel ved den offentlige som ved den private Opdragelse
, for hvilken han vandt prisen. Da den tid nærmede sig, at den unge Moltke skulle være student, blev præstekaldet i
Spjellerup
og
Smerup
pa Vemmetofte gods ledigt, og Mynster bestemte sig til at anmode grev Moltke, der radede for besættelsen, om det, ikke fordi han egentlig følte drift til at blive præst, men han følte heller ikke drift til at blive noget som helst andet i verden.
Greven modtog hans begæring velvillig, og efter at en plan til en udenlandsrejse var forhandlet og opgivet, blev han i juli 1801 kaldet og i november samme ar ordineret, medens det blev ordnet saledes, at embedet foreløbig besørgedes ved en hjælpepræst, for at Mynster kunne blive hos sin elev, indtil denne havde taget
artium
og
"Anden Eksamen"
(filosofikum). Ved begge eksaminer udmærkedes han, sa Mynster havde fuldført sit hverv pa den bedste made. Han havde ogsa vundet tro venner bade i faderen og sønnen.
- Tungsind
Medens han var huslærer, var han, sa vel som tidligere i København, ofte hjemsøgt af tungsind, der i det sidste ar tog saledes overhand, at han var ved at ga til grunde under dets tryk. Den beretning, han som en gammel mand har givet herom, viser, med hvilken gru han tænkte pa den tid, da det syntes ham, der var intet andet for ham at gøre end rat tage ud til Spjellerup og sørge sig ihjel.
≪Jeg bringer≫, siger han, ≪nødig de Ord, der tilhøre Andagtens timer, i det sædvanlige Foredrag;
dog kan jeg ikke bekvemme mig til her blot at sige: Omsider arbejdede dog min bedre Natur sig atter frem;
men jeg vil sige, at der dog hist oppe var et Øre til at høre min Klage, at Guds Nade dog bevarede mig fra at ga til Grunde.≫
I november 1802 kom Mynster da til
Spjellerup
. Uagtet han her lige sa lidt som, medens han var hos grev Moltke, undgik omgang med andre, levede han dog endnu bestandig i virkeligheden et eneboerliv; hvad der foregik i hans indre, skjulte han med ængstelig omhu, og ingen vidste, før han selv som en gammel mand fortalte det, hverken hvorledes han havde kæmpet med tungsindets dæmon, eller hvorledes han endelig sejrede. Det var i aret 1803, han sad og læste i en bog af
Jacobi
, en forfatter, der dengang fik en særegen betydning for ham, fordi han hos ham fandt den samme søgen efter et fast standpunkt som hos sig selv.
[2]
Da for det ham med et gennem Sjælen som et lyn fra det høje, og han sagde sig med al klarhed:
≪Dersom Samvittigheden ikke er en betydningsløs Indbildning
-- og i denne Henseende nærede jeg ingen Tvivl --,
dersom du skal lyde den i noget, da skal du lyde den i alt
uden Undvigelse, gøre og tale, hvad der er din Pligt, sa fuldt,
som du erkender og formar, ganske ubekymret om Verdens Dom,
dens Ros eller dens Dadel; og dersom der er en Gud
-- og heller ikke derom var der i mit Hjærte nogen Tvivl --,
og du jo ikke vægrer dig ved i noget at bøje dig for ham
og at hengive dig i hans Vilje,
da skal du gøre det i alt, uden Forbeholdenhed, og ganske, ganske
overlade dig og alt dit i hans faderlige Hand, nøjes med de Evner,
han tildeler dig, og tale de Savn, han palægger dig.≫
Disse tanker var ham naturligvis ikke nye; men for første gang følte han sig grebet af dem, som man kun bliver grebet af det, der kommer fra Gud, og han siger: ≪Intet ligner den henrykkelse, den indvortes Jubel, hvormed jeg ofte sagde mig selv: Jeg har en Gud og en Frelser!≫ Fra den tid er det, som om cellen, hvori han havde indesluttet sig, abnede sin dør, og han begynder ikke blot som hidtil at føle trang til at udrette noget, men ogsa at tro pa, at han evnede det.
Hertil bidrog det maske ikke lidt, at
Fru Rahbek
efter et besøg i Spjellerup 1804 blev hans varme veninde, med hvem han førte en levende brevveksel, af hvilken meget ? maske alt for meget ? er trykt i forskellige samlinger. Den beundring, hun nærede for Mynster, kan forekomme os overdreven, men den tjente til at styrke hans tillid til sig selv, hvilket dengang nok kunne behøves. Han begyndte nu ogsa pa en ikke ubetydelig litterær virksomhed. I aret 1809 skrev han, efter forgæves at have forsøgt at anmelde Oehlenschlagers
Poetiske Skrifter
,
et digt til denne. I dette hedder det:
≪Saa gaa vi til vort Værk med Kraft og Lyst;
end ligge Templets gamle, faste Stene,
vi rydde bort det sammenfaldne Grus
og bygge atter frejdigt Herrens Hus.≫
Her havde han betegnet, hvad der herefter skulle være hans livsopgave. Det følgende ar erklærede han den herskende
rationalisme
krig ved en afhandling mod det af biskop
Boisen
gjorte
liturgiske
forslag. Et par teologiske afhandlinger oplæste han pa Sjællands landemode, deriblandt
Om den Kunst at prædike
(1810). Størst betydning fik dog en
prædikensamling
(1810), hvori han allerede udfolder sine store evner som prædikant; han vil her vise sine samtidige den samme vej, som han selv er vandret, og trøste dem, der trænge dertil, med den trøst, hvormed han selv er blevet trøstet, og det kan ikke undre os, at det er stilheden, ensomheden, han priser som det rette middel til at finde sig selv i modsætning til den travlhed og stundesløshed, hvori sa mange menneskers liv hengar.
Det næste ar (1811) søgte og fik Mynster embedet som 1.
kapellan
ved
Frue Kirke
i København. Denne gang følte han en bestemt drift til en større virksomhed i hovedstaden, og han tog intet hensyn til de mange advarsler fra slægt og venner mod at
ombytte et godt landsbykald med et fattigt kapellani og det idylliske Spjellerup med det urolige København. Det viste sig ogsa, at han ikke havde taget fejl; thi han fik hurtig en stor menighed;talrige tilhørere, deriblandt de fleste teologiske studenter og kandidater, samlede sig om hans prædikestol.
Han afslog tilbud bade om at blive den senere konges,
Frederik VII
’s, opdrager og om et professorat i
Kristiania
; men der blev palagt ham mange særskilte hverv. Han blev (
1812
)
docent
i psykologi ved
pastoralseminariet
, for hvilket han (samme ar) blev meddirektør;
1814
udarbejdede han grundlaget for den udgave af
Luthers lille Katekismus
, der autoriseredes til almindelig brug ved skolerne; samme ar var han med at oprette
Bibelselskabet
, i hvis bestyrelse han indtradte;
1815
blev han medlem af kommissionen til
Det Nye Testamentes
revision og
1817
endog medlem af direktionen for universitetet og de lærde skoler.
Da denne hørte mellem kollegierne og havde umiddelbart referat til kongen, ma det anses for et betydeligt tegn pa den anseelse, Mynster nød, at han som kapellan opnaede en sa anselig stilling. I aret
1826
blev han hofprædikant og 1828 kongelig
konfessionarius
samt hof- og
slotspræst.
- Howitz-fejden 1824
De mange arbejder, der saledes palagdes ham, af brød ikke hans litterære virksomhed. I aret 1824 deltog han i den store filosofiske fejde mod professor
F.G. Howitz
, der havde erklæret sig for en tilhænger af den gamle anskuelse om en evig nødvendighed og et urokkeligt fatum, skæbne. Han udgav sine tidligere teologiske arbejder pa tysk (
Kleine theologische Schriften
, 1825) og en argang prædikener (1823) samt
Betragtninger over de kristelige Troslærdomme
(1833). Disse sidste sa vel som prædikenerne fik en overordentlig betydning som de andagtsbøger, de dannede i en hel menneskealder søgte til, og hvori mange fandt den næring for deres andelige liv, som de forgæves søgte i kirkerne, hvor
rationalismen
endnu for en stor del førte ordet.
Mynster havde fortrinlige forudsætninger for at kunne skrive betragtninger: ikke blot bød hans mange kundskaber ham stof alle vegne fra; men han havde selv oplevet sa meget i de indre prøvelser, han havde gennemgaet, at han var en erfaren fører for andre, især hvor han omtaler det indre liv,
bønnen
, hengivenheden i Guds vilje, medens han kun i mindre grad havde øje for betydningen af samfundslivet, hvor de troende drager og opbygger hinanden. Han havde selv staet pa det standpunkt, hvorpa det store flertal af
menigheden
endnu stod, og han vidste at ga ind i sine samtidiges tankegang.
Netop dette, som er hans prædikeners og betragtningers fortrin, bevirker, at de fleste nu ikke længere søger opbyggelse i dem. Men hvis der skulle komme en slægt, som, træt af den travle syssel med at løse samfundsopgaver, følte trang til enkeltvis at ga ind i lønkammeret og fordybe sig i sig selv, da ville den utvivlsomt atter kunne søge til Mynsters opbyggelsesbøger og finde frugtbar anvisning i dem.
I Mynsters huslige forhold var der i København sket en stor forandring, idet han 1815 ægtede biskop
Fr. Munters
ældste datter, Marie Frederikke Francisca (Fanny). Hun var ikke 19 ar gammel, 21 ar yngre end Mynster, men han levede med hende i det lykkeligste ægteskab. Hun døde 1871.
Da
biskop Munter
døde 1830, var der allerede mange, som mente, at Mynster skulle være hans efterfølger; det blev dog
P.E. Muller
; men ved dennes død 1834 var Mynster selvskreven til hans embede. 9. september 1834 udnævntes han til biskop over Sjællands stift.
- Røret om Grundtvigs
Kirkens genmæle
var stilnet af
Det var endnu en forholdsvis stille tid i den danske kirke; den store strid, som
Grundtvig
havde vakt ved
Kirkens genmæle
, var stilnet af. Mynster havde ikke blandet sig i den, men han havde ved en
prædiken
Om den kristelige Visdom
taget afstand fra begge partier og naet at vække uvilje hos dem begge. Vel netop fordi hans egen udvikling, som alt oftere omtalt, var sket i stilhed og ensomhed, havde han modvilje mod alle kirkelige bestræbelser, der vakte opsigt og satte masserne i bevægelse. Der er næppe noget skriftsted, han oftere nævner end
Esajas 42,2
: ≪Han skal ikke rabe og ej opløfte røsten og ej lade sin røst høre pa Gaden≫.
- Den grundtvigske bevægelse
Det agitatoriske, der var ved den grundtvigske bevægelse, især efter at
Jacob Christian Lindberg
havde taget den i sin hand, var ham højlig imod. Forholdet mellem Grundtvig og Mynster, der i forvejen havde været køligt nok, blev ikke bedre ved Mynsters optræden under
forhandlingerne om
sognebandsløsning
ved
Stænderforsamlingen
i Roskilde, og et formeligt brud ma der siges at have fundet sted, da Grundtvig
1838
, samme ar som de nævnte forhandlinger fandt sted, androg om ikke blot som hidtil at matte prædike, men ogsa at matte holde
konfirmation
og
altergang
i Frederikskirken (
Christians Kirke
).
Den meget skarpe erklæring, biskoppen indgav mod dette andragende, indeholder formodentlig det samme, som han mundtligt sagde Grundtvig, da denne søgte ham. Men der var endnu ingen anledning for denne til offentlig at træde op mod Mynster, og han deltog ikke i de temmelig umotiverede angreb, Lindberg rettede mod ham for hans
katekismus
. De førte til, at Mynster skrev:
Om de danske Udgaver af den lille Katekismus
(1835).
Mynsters anseelse stod dengang pa det højeste, han var almindelig anerkendt som den danske kirkes ypperste mand, og da han nu tillige indtog dens første embedsstilling, kan man ikke undre sig over, at han troede at kunne tage en stor reform i sin hand, nemlig indførelsen af et nyt
ritual
og en ny
alterbog
.
[3]
Nar denne sag, som der havde været arbejdet pa sa længe, nu igen kom op, beroede det egentlig pa forhold i
kancelliet
. Her stod
Stemann
og
A.S. Ørsted
i bestandig modsætning til hinanden, idet den første ville gøre de gamle kirkelove gældende pa en langt mere bogstavelig made, end Ørsted fandt forsvarlig. Mynster stod i denne sag helt pa Ørsteds side, og da denne med megen møje havde udvirket, at der skulle tages hensyn til et andragende fra en del af Københavns præster om at tilvejebringe en forandring af
ritualet
og en ny
alterbog
, vægrede Mynster sig ikke ved at udføre arbejdet, under hvilket han dog radførte sig med nogle af ham selv valgte mænd. Da han var færdig, blev udkastene trykt og først uddelt til et stort antal mænd, siden kom de i boghandelen. Tillige nedsattes der 5. april 1839 en kommission for at give dem deres endelige form.
- Mynster havde gjort forskel mellem voksnes dab og barnedab
Det var egentlig kun et eneste punkt i Mynsters forslag, der virkelig blev underkastet drøftelse bade i de erklæringer, der indhentedes, og i pressen. Han havde ved
daben
gjort forskel mellem voksnes dab og barnedab; kun ved den første skulle der som hidtil spørges direkte om
forsagelse
og tro; men ved barnedaben skulle der siges: ≪Men Dabens hellige pagt er denne, at du skal forsage . . ., at du skal tro≫ . . ., hvorefter der til slutning spørges barnet: ≪Vil du døbes pa denne Tro?≫
- Misbilligelse af Mynsters ændringer
En del af professorerne med
H.N. Clausen
i spidsen udtalte sig endnu i den retning, som tidligere havde været almindelig, nar der forhandledes om
liturgiske
spørgsmal; men ellers var omtrent alle enige i at misbillige den af Mynster gjorte forandring og ønske,
at det gamle skulle bibeholdes.
- Grundtvigs
Frisprog mod Biskop Mynsters Forslag
1839
Grundtvig udgav 1839
Frisprog mod Biskop Mynsters Forslag
, et skrift, der bar sin titel med rette; i det voldsomste sprog angreb han ikke blot den med daben gjorte forandring, men ikke et stykke, ja ikke en linje i forslaget fandt hans bifald. Biskop
Fogtmann
fælder en træffende dom, nar han siger, at Grundtvig har vel ret i ≪nogle Poster≫, men han har uret i ≪alle Mader≫.
Mynster skrev mod Grundtvig og hans meningsfæller:
Oplysninger angaende Udkastet til en Alterbog og et Kirkeritual
(1840), og det var ham ikke nogen vanskelig opgave at pavise de vilde pastande og urimeligheder, som Grundtvigs skrift vrimlede af. Men nar dette og de andre udtalelser fra samme side dog vakte en almindelig uvilje mod forslaget næsten i alle kirkelig interesserede kredse, la grunden dog dybere,
end bade Mynster og hans modstandere indsa.
- Efter forkastelsen mistede Mynster lysten til at arbejde med reformer
Udkastet led af den, rigtignok uundgaelige, fejl at være nyt, og det var først, da det forela til sammenligning med det gamle, at det gik op for læserne, at det er en farlig sag med nye kirkelige formularer. Det var bestandig, som hørte man igennem dem en enkelt mands røst, medens de gamle, der var nedarvede fra slægt til slægt, klang som selve kirkens røst. Dette ma anses for hovedgrunden til, at ritualforandringen aldrig blev udført. Det er let forstaelige at denne sags udfald betog Mynster lysten til at arbejde pa reformer i kirken; den øvrige del af sit liv modsatte han sig kun dem, der ønskedes fra andre sider.
I det hele blev Mynsters stilling en anden efter kong
Frederik VI’s
død. Da han holdt ligtalen over ham i
Roskilde Domkirke
, begyndte han med de ord: ≪I Frederik VI’s Mænd!≫ Til disse hørte han selv, som alle, der kom i nærmere berøring med den
gamle konge, havde han næret den største kærlighed og ærbødighed for ham; men disse følelser formaede han ikke ret at overføre pa hans efterfølger.
- Frihedstrangen udvikler sig bade politisk og kirkeligt
Der begyndte nu rundt om at røre sig en trang til større frihed bade i politisk og i kirkelig henseende.
Stænderinstitutionen
havde kun skærpet appetitten, ikke tilfredsstillet den, og alle vegne stødte det nye liv, der rørte sig, mod gamle love og indretninger. For sa vidt det var kirkelige spørgsmal, der rejstes, skulle disse afgøres i
kancelliet
; men den alt omtalte uenighed i dette var ikke blevet mindre; bestandig stod der to partier eller synspunkter over for hinanden, og som følge deraf var dets optræden tit holdningsløs.
- Mynster betragtede det som sin opgave at holde pa det bestaende
Mynster betragtede det bestandig som sin opgave at holde pa det bestaende. Han kunne endnu mindre end tidligere forlige sig med den uro, der var kommet over mennesker, som efter hans mening havde gjort langt bedre i at passe deres egne sager og lade dem, der havde forstand pa det, styre statens og kirkens anliggender, og medens han havde et skarpt blik for uklarheden hos oppositionsmændene og for de urene elementer,
der var blandet ind i bevægelserne, formaede han ikke at se, at der bag alt dette kunne skjule sig en berettiget stræben. Saledes var det over for Grundtvig og hans tilhængere sa vel som
over for dem, der fra andre synspunkter og pa andre mader
ønskede større frihed i kirken.
De gudelige forsamlinger
havde efterhanden udbredt sig over hele landet og øvede en stor tiltrækning pa
almuen
. Autoriteternes forhold til dem havde været meget ujævnt, snart havde de uhindret kunnet holdes, snart var man optradt mod dem med stor strenghed. Præsterne var i det hele meget uvillig stemt mod dem, og der blev gjort flere forsøg pa at fa
konventikelplakaten
af
13. januar
1741
, der bestemte, pa hvilken made de matte holdes, skærpet. Dette fraradede Mynster dog bestandig; i det hele har han mange gange dæmpet iveren for at fare hardt frem mod forsamlingerne; men en ting holdt han pa: man skulle gøre den nævnte anordning gældende over for dem, der rejste omkring og holdt forsamlinger, medens der skulle ses gennem fingre med dem, der kun holdt dem pa deres hjemsted.
Men det er klart nok, at han kun følte liden sympati for den hele bevægelse og for de prædikende lægmænd. Vel indrømmer han, at de opvakte
i reglen er flittige og stræbsomme folk, men, siger han, flere og flere forledes ogsa til i fordærvelige grublerier at forsømme deres jordiske kald ? andre skaffer sig et levebrød af at være partiledere, talere eller husværter, og der føres megen betænkelig lærdom bade i
pietistisk
retning og ved ≪den forvirrede Tale om Dabspagten≫. Alt dette er sandt nok, men det er ikke mindre sandt, at der dog ofte i lægmændenes tale var en inderlighed og bag den en kristelig erfaring, som savnedes hos mange præster, og dette var hovedgrunden til, at deres prædiken fik sa stor indgang.
Baptisterne 1839 og afvisningen af Mynsters tvangsdab
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
I 1839 begyndte den baptistiske vækkelse. ??Det var efter landets forfatning aldeles ulovligt, at et fremmed religionsparti søgte at udbrede sig i det, og Mynster var straks pa det rene med, at det burde forbydes dem at optræde som samfund, sa de holdt den hellige
nadver
; deres børn skulle
døbes
, de børn der dog var døbte skulle
konfirmeres
, og hvis de ikke
ville lade være at gøre
proselytter
, skulle de henvises til fristæderne.
Regeringen forsøgte ogsa at ga frem imod dem pa denne made, men hvad der havde været vanskeligt at sætte igennem i midten af det 18. arhundrede, var blevet umuligt i midten af det 19. Fængslinger og mulkteringer, udstedelse af bøder, bevirkede kun, at sekten vakte endnu
mere opsigt. Der blev indhentet nye, meget forskellig lydende erklæringer fra biskopperne; Mynster holdt pa, at børnene for statens
skyld matte døbes; denne kunne ikke være tjent med, at der opvoksede mennesker, som slet ikke hørte til noget religionssamfund.
I
kancelliet
var der ligeledes uenighed, og det blev derfor
kongen
selv, der matte tage en beslutning, og denne gik da ud pa, at
baptisterne vel matte forsamle sig og nyde den hellige
nadver
, men deres børn skulle døbes (23. december 1842). Man var her gaet
ud fra den mislige tankegang, som i øvrigt ogsa var Mynsters, at da de ansa barnedaben for en nullitet, uden betydning, kunne de heller intet have at indvende mod børnenes dab. Men denne forudsætning holdt ikke stik, baptisterne søgte pa alle mader at unddrage børnene daben, og snart begyndte ogsa
P.C. Kierkegaard
i
Pedersborg
og andre præster at vægre sig ved at døbe de børn, der med magt matte tages fra forældrene for at bringes til kirken.
- Selv Mynsters venner var imod tvangsdab
I det hele rejste den offentlige mening sig næsten enstemmig mod de tagne forholdsregler, og Mynster blev her forladt selv af sine bedste
venner som Ørsted og
Martensen
. Københavns Præstekonvent indgav ogsa et andragende mod
tvangsdaben
. Regeringen truede først
Kierkegaard
med afskedigelse, men turde ikke gøre alvor af sin trussel, og da kancelliet 1846 atter matte forestille kongen sagen, var det kun Mynster og Stemann, der endnu fastholdt, at der skulle gas frem efter loven. Ørsted udtalte, at den ved plakaten af 23. december 1842 tilvejebragte tilstand var uholdbar, og at de dengang tagne bestemmelser matte forandres. Dette skete
dog først i aret 1848.
- Nyt sammenstød med Københavns Konvent
Ligesom i den her omhandlede sag stødte Mynster ogsa sammen med
Københavns Konvent
, da der forhandledes om en ny
salmebog
.
[4]
Bade Grundtvigs salmedigtning og talrige udgaver af ældre salmer havde abnet øjnene for den evangeliske salmebogs mangler.
- Manglende blik for Grundtvigs betydning
Mynster var ikke meget ivrig for denne sag; han manglede her som pa sa mange punkter blik for Grundtvigs betydning, og han fandt, at hvad der vanheldede eller misprydede den evangeliske salmebog, var mangel pa logik, pa orden og sammenhæng i tankegangen, medens de fleste af dem, der klagede over, at den var fattig pa
poesi
, ikke i poetisk henseende stod pa noget højere standpunkt end dens redaktion.
Imidlertid ønskede han dog, at ritualkommissionen skulle samle et lille tillæg pa ikke over 30 salmer. Dette approberedes 1842, efter at Mynster havde brugt mange ord for at bevise, at det ikke var nødvendigt, at der blev optaget en
salmedigter
(dvs. Grundtvig) i kommissionen. Denne blev færdig med sit arbejde 1844, men inden den kom sa vidt, havde Københavns Konvent gjort skridt, der matte krænke biskoppen hardt. Det havde ikke blot nedsat en komite til at udarbejde en hel ny salmebog, men det havde andraget pa, at udarbejdelsen af
tillægget matte stilles i bero for ikke at træde hindrende i vejen for denne.
Mynster følte sig med grund ilde berørt heraf, og han følte sig ikke sikker pa, at kongen ikke ville ga ind pa andragendet. Hans frygt lægger sig for dagen i de indtrængende ord, hvormed han lægger ham pa sinde ikke at forandre den en gang tagne beslutning. Han vandt for sa vidt sejr, som tillæggets indførelse approberedes, men tillige lovede kongen at tage under overvejelse, om den nye salmebog, nar den var blevet færdig, kunne blive indført.
- Roskilde Konvent overtager det forkastede tillæg
Konventet tog nu fat pa arbejdet, det nedsatte en komite, og der udkom et prøvehæfte, væsentlig udarbejdet af Grundtvig og med stærkt præg af hans individualitet. Efter anmodning skrev Mynster en erklæring om det ≪sa moderat som muligt, men det skarpe kunne og burde ikke undgas≫. Men
til hans store tilfredsstillelse vendte stemningen sig, og konventet forkastede selv komiteens arbejde. Endnu en gang dukkede dog det forkastede prøvehæfte frem, idet Roskilde Konvent
[4]
indgav et andragende om at matte bruge det som tillæg til salmebogen.
Mynster skrev atter ≪en lang og, om man vil, Stræng Betænkning≫, og kongen afgav 12. maj 1847 en resolution, hvori enhver linje er en undskyldning for, at biskoppens bestemthed har nødt ham til at tage en beslutning, der var modsat hans egne ønsker og formodentlig ogsa stred mod hele eller halve løfter, der var givet til Grundtvig.
- Fælles overbestyrelse for kirken og skolen
Der var endnu en sag, hvori Mynster stødte sammen med Københavns Konvent. Der var opstaet en ikke ringe misfornøjelse med kancelliets styrelse af kirke- og skolesager, og især ønskede præsterne, at der skulle sidde en gejstlig mand i den øverste styrelse for disse. Østifternes Stænderforsamling indgav et andragende derom 1840; det var forfattet af
H.N. Clausen
og gik ud pa oprettelsen af en fælles overbestyrelse for kirken og skolen.
Senere sluttede konventet sig dertil, og sagen blev flere gange behandlet i kancelliet, hvor der var uenighed om den som om alt andet. Mynster var ogsa her mod enhver forandring, men mest beklagede han sig over konventets egenmægtige optræden som repræsentant for
gejstligheden
, og han fandt ikke uden grund, at det var løse og trivielle grunde, det anførte. Hvor dybt Mynsterfølte sig krænket ved den opposition, han mødte i stiftets præsteskab, viste han ved i sine erindringer at indføre en skrivelse fra1845 til Københavns Konvent, hvori han opgør sit mellemværende med det.
- Efter 1848 kommer Mynster mere i defensiven
Hidtil kan det siges, at Mynster dog egentlig havde sejret i alle de nævnte stridigheder og forhindret, at de forandringer, han misbilligede, sattes igennem. Anderledes blev det efter 1848; da brød den længe opdæmmede strøm gennem alle hindringer, og han vil ikke kunne frikendes for at have været mellem dem, der ved at modsætte sig alle reformer var skyld i, at gennembruddet blev sa voldsomt.
Hans opgave blev nu kun at arbejde pa, at de uundgaelige reformer gennemførtes saledes, at de gjorde sa lidt skade som muligt; at der skulle komme noget godt ud af dem, har han sikkert kun haft ringe hab om.
D.G. Monrad
udtalte som
kultusminister
, at det nu matte være opgaven i kirken at gennemføre de samme grundsætninger, der var i færd med at gøre sig gældende i staten.
Det var med et tungt hjerte, Mynster indtog sin plads som kongevalgt medlem af den
grundlovgivende forsamling
. Han skriver sommeren 1848:
≪Dersom vi pa en skikkelig made blive af med den udvortes Fjende,
have vi endnu at kæmpe mod den indvortes, som ikke er mildere,
og som truer bade Stat og Kirke.≫
- Stemte mod grundloven
Under grundlovsforhandlingen var det nærmest hans ønske, at der skulle indsættes sa fa bestemmelser som muligt om kirken, eller at i ethvert tilfælde disse skulle fa en sadan form, at tilkommende
rigsdage
ville være bundet ved dem. Men det lykkedes ikke hverken at fa bestemt, at kirkens forfatning ikke matte ordnes, uden at kirken var hørt, eller at afvigende religionssamfund kun ved lov kunne fa ret til offentlig gudsdyrkelse, eller at fa kirkens ejendomsret anerkendt. Den eneste sejr han vandt, var at et forslag om
sognebandsløsning
udstemtes, væsentlig dog af formelle grunde. I øvrigt var han blandt dem, der stemte imod
Grundloven
. Efter den tid skrev han endnu et par smapjecer mod
Spandets
forslag om
borgerligt ægteskab
. Han var blevet formand for den af Ørsted som
kultusminister
1853 nedsatte kirkekommission; men inden den ret fik begyndt sine forhandlinger, døde han 30. januar 1854.
Det gar ved skildringen af Mynsters sidste ar som sa tit i fremstillingen af en mands liv, at det er lettest at fa fat pa de stridigheder, han har været indviklet i; men det ville være et urigtigt indtryk, hvis man ville mene, at Mynster gik op i bitterhed og forgæves modstand mod forandringer, der matte og skulle fremmes.
- Litterær virksomhed
Han vedblev sin litterære virksomhed, især udgav han bestandig nye prædikener, ligesom han samlede sine teologiske afhandlinger (
Blandede Skrifter
, 6 bind, 1852-57; de sidste bind blev udgivet
efter hans død
af svigersønnen
J.H.V. Paulli
). Et af ham udarbejdet
Grundrids af den kristelige Dogmatik
udkom først efter hans død.
Hans mangearige studier over kirkens ældste historie førte kun til udgivelsen af mindre afhandlinger om det 1. arhundredes kirkehistorie. Han bevarede til det sidste sine mange interesser, og frem for alt han havde ikke i de mange stridigheder, der optog ham, glemt vejen til det lønkammer, hvor han i sin ungdom havde levet sa rigt et liv og gjort sa mange erfaringer. I de aftentimer, der bestandig var helliget bøn og betragtning, hentede han til det sidste den sindets ligevægt, som ikke forlod ham, selv nar han kun kunne tænke pa de offentlige sager "med Sorg og Væmmelse". Hertil kom ogsa den glæde, han til det sidste følte ved sin embedsgerning, især
visitatserne
. "Jeg forsikrer dig", skrev han til sin hustru, "at mangen Gang, nar jeg saledes gar og taler i Kirkerne, kan jeg synes, at det er det bedste af alle Embeder at være Biskop."
- Eftermæle
Hans foreløbige eftermæle blev ikke saledes, som det ville være blevet, hvis han var død 15 ar tidligere. I den henseende delte han skæbne med sin ven Ørsted. Ikke blot gengældte Grundtvig og hans tilhængere ham den bitterhed, han havde næret mod dem; men mange præster, der var overbeviste om, at kirken trængte til større frihed, havde med misbilligelse set de hindringer, han lagde i vejen for udviklingen. Her skal ikke dvæles ved
Søren Kierkegaards
voldsomme angreb pa ham, kun skal det bemærkes, at det er besynderligt, at den mand, som selv roste sig af at være den ensomme, ikke havde blik for, i hvor høj grad Mynsters prædiken bar præg af, at ogsa han i ørkenens ensomhed havde fundet Jordans kilder.
Mynster havde intet parti, der kunne værge hans navn mod de mange umodne og uforstandige gentagelser af
Kierkegaards angreb
pa ham.
[
kilde mangler
]
Men medens disse lød i litteraturen, sad der rundt om i landet mangfoldige præster, der havde gaet i hans skole, og mange af kirkens bedste mænd har vedkendt sig, hvor meget de skyldte ham.
Efterhanden har ogsa en retfærdigere bedømmelse arbejdet sig frem, og der er nu næppe mange, som ikke ville samstemme med H.L. Martensens en gang sa anfægtede ord i en
prædiken
kort efter hans død:
"I denne hellige Række af sandhedsvidner (fra Apostlene indtil vore Dage)
var ogsa vor hedengangne lærer et tjenende led til Guds og Faderens Ære;
og Troens Vidnesbyrd, hvor førte han det ikke iblandt os i ands og Krafts Bevisning".
- Mynster, Jacob Peter
i
Dansk Biografisk Leksikon
(1. udgave, bind 12, 1898), forfattet af
L. Koch
- J.P. Mynster:
Meddelelser om mit Levnet
(1854).
- Breve fra J. P. Mynster
(1860).
- Af efterladte Breve til J. P. Mynster
(1862).
- Nogle Blade af J. P. Mynsters Liv og Tid
, udg. af C. L. N. Mynster (1875).
- Hans Lassen Martensen:
Til Erindring om J.P. Mynster
(1855).
- C.L.N. Mynster:
Nogle Erindringer og Bemærkninger om J.P. Mynster
(1877).
- Breve til P. Hjort
I og II.
- Thomas Hansen Erslew
:
Forfatter-Lexicon
- Koch, Hal et al. (red) (1954)
Den danske kirkes historie
Bind 6 : "Tiden 1800-1848". Gyldendal, 1950-66. DK5=27.6 ? Med afsnit: "Statskirken ? Mynsters kirke"
- Jens Rasmussen (1999)
J.P. Mynster : Sjællands biskop 1834-1854 : kampen for en rummelig kirke : forholdet til N.F.S. Grundtvig og grundloven
. Odense Universitetsforlag. DK5=99.4 Mynster, J. P. Rasmussen, Jens (f. 1949-12-04)
ISBN
87-7838-483-4
- Jens Rasmussen (2002).
En brydningstid ? Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850
, Odense.
ISBN
87-7838-667-5
? Med yderligere litteratur.
- Adskillige af Jacob Peter Mynsters skriftlige værker findes tilgængelige pa
Google Books
- ^
Om Mynster som
magtfaktor
fra midt i 1820'erne:
Hal Koch (1954)
Den danske kirkes historie
Bind 6 : "Tiden 1800-1848".
s.. 203 og Martin Schwarts Lausten
Danmarks kirkehistorie
(2004) s. 208)
- ^
Jacobi
udformede en umiddelbarhedsfilosofi, og Mynster fandt umiddelbarheden i det religiøse forhold. Virkeligheden i sig selv var umiddelbart givet for os i troen eller følelsen. Troen var umiddelbar vished eller viden. Saledes var den forudsætningen for videre erkendelse (Jens Rasmussen
En brydningstid ? Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850
, Odense 2002, side 41) ? Se evt. afsnit
"Trons filosofi"
(svensk)
- ^
Til ritualstriden, se afsnit "Ritualstriden i 1830'erne" i Jens Rasmussen
En brydningstid ? Kirkelige holdninger i guldalderperioden 1800-1850
, Odense 2002, side 71ff ? Rasmussen skriver at ritualsagen i 1830'erne er væsentlig derved at man i denne debat for første gang ser konturerne til de kirkelige retninger senere i arhundredet, selv om debatten ikke førte til noget nyt ritual for statskirken
- ^
a
b
Danske salmebøger og -samlinger
(rtf-fil) (
htm-fil
), en oversigt
Dansk teologi og kirkeliv i 1800-tallet
|
---|
Teologi
| |
---|
Udlandet
| |
---|
Bevægelser
| |
---|
Institutioner
og forordninger
| |
---|
Markante personer
| |
---|
Universitetsteologer:
("skriftteologer")
| |
---|
Biskopper
| |
---|
Udgivelser
| |
---|
Stridigheder
Kontroverser
| |
---|
Salmedigtere
| |
---|
Komponister
| |
---|
Regenter
| |
---|
|
|
---|
Baggrund
| |
---|
Periodens afslutning
| |
---|
Centrale værker
og
udgivelser
og
opdagelser
| Skulptur
| |
---|
Maleri
| |
---|
Arkitektur
| |
---|
Ballet, Teater
| |
---|
Musik
| |
---|
Litteratur
| |
---|
Naturvidenskab
| |
---|
Filosofi, Teologi
| |
---|
Tidsskrifter
| |
---|
|
---|
Hovedpersoner
| |
---|
Centrale personer
inden for
de forskellige omrader
| Skulptur
| |
---|
Maleri
| |
---|
Arkitektur
| |
---|
Ballet
Teater
Skuespil
Opera
| |
---|
Musik
| |
---|
Litteratur
| |
---|
Naturvidenskab
| |
---|
Filosofi
Teologi
| |
---|
Jura
Humaniora
| |
---|
Næringslivet
Mæcener
| |
---|
|
---|
Fejder
Stridigheder
Opposition
| |
---|
Institutioner
Offentligheden
Selskabslivet
| Institutioner
| |
---|
Presseforhold
| |
---|
Saloner og muser
| |
---|
Selskaber og klubber
| |
---|
|
---|
Kilder og litteratur
til perioden
| |
---|
Tilgrænsende emner
| |
---|
Betydningsfulde begivenheder
| |
---|
- Kategorier og skabeloner med tilknytning til emnet eller perioden
|