Jacob Brønnum Scavenius Estrup
12. konseilspræsident i Danmark
Embedsperiode 11. juni 1875  ? 7. august 1894
Monark	Christian 9.
Foregaende	C.A. Fonnesbech
Efterfulgt af	Tage Reedtz-Thott
Valgkreds	9. Landstingskreds
Personlige detaljer
Født	16. april 1825 Sorø
Død	24. december 1913 (88 ar) Kongsdal
Gravsted	Undløse Kirke
Politisk parti	Nationale Godsejere / Højre
Ægtefælle(r)	Regitze Holsten
Far	Hector Frederik Janson Estrup
Profession	Godsejer
Arbejdsgiver	København
Regering	Ministeriet Estrup
Udmærkelser	Storkors af Dannebrogordenen (1869) * Dannebrogordenens Hæderstegn (1877) * Ridder af Elefantordenen (1878)
Informationen kan være hentet fra Wikidata .   [ rediger pa Wikidata ]

Ridder af Elefantordenen 1878

Jacob Brønnum Scavenius Estrup ( 16. april 1825 i Sorø ? 24. december 1913 pa Kongsdal ) var en dansk godsejer og konservativ politiker, der var Danmarks 12. konseilspræsident (svarende til statsminister ) fra 1875 til 1894 . Han er dermed Danmarks længst siddende regeringsleder . ^[1]

Estrup var modstander af almindelig valgret og af parlamentarismen . Han havde i perioden som regeringsleder fra 1875 til 1894 ikke flertal i Folketinget men regerede via provisorier (midlertidige finanslove ) udstedt af Landstinget . Først i 1901 blev parlamentarismen indført, da Christian 9. udnævnte ministeriet Deuntzer , der reelt var det første Venstreministerium . Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte provisorietiden . Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af Københavns Befæstning , der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt Københavns Frihavn .

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

Han var søn af etatsrad Hector Frederik Janson Estrup og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), datter af etatsrad Jacob Brønnum Scavenius til Gjorslev . Estrup tog forsteksamen i 1844 og tre ar efter landmalereksamen . Ved faderens død i 1846 overtog han dennes ejendom Kongsdal i Holbæk Amt , og senere erhvervede han Skaføgard i Randers Amt . Her valgte han at bo og kom trods sin sjællandske fødsel til at føle sig som - og betragtes som jyde . Begge Estrups forældre døde af tuberkulose , og den truede ogsa hans liv. Hele ungdommen igennem var han meget svag, og kun ved gentagne rejser til Syden og ved en gennemført regelmæssighed og forsigtighed i livsførelse, som han beholdt resten af livet, lykkedes det ham at trodse sygdommen. Estrup var i øvrigt en ivrig og virksom landmand og fik af sine standsfæller betroet forskellige tillidsposter, ogsa af ikke-politisk natur; bl.a. blev han i 1856 valgt til medlem af Randers Amtsrad.

Politisk karriere [ rediger | rediger kildetekst ]

Politisk debut [ rediger | rediger kildetekst ]

Snart skulle dog det politiske liv lægge beslag pa ham. Ved opløsningsvalget 1. december 1854 valgtes han til Folketingsmand for Randerskredsen . Han valgtes som modstander af ministeriet Ørsted og var medlem af det 25-mands udvalg, tinget nedsatte for at modtage de afgaede ministres forklaringer angaende de uden bevilling afholdte rustningsudgifter. Han stillede her sammen med seks andre medlemmer et forslag om, at erstatningsansvar kun skulle gøres gældende for de udgifter, som var afholdte pa trods af tingets ligefremme nægtelse; men da hans forslag forkastedes, stemte ogsa han for udvalgets hovedforslag om rigsretsaktionen. Allerede ved det næste valg sommeren 1855 undlod Estrup imidlertid, rimeligvis af helbredshensyn, at søge genvalg, og han stod nu uden for det politiske liv, indtil han 14. april 1864 indvalgtes i Rigsradets Landsting for den kreds, i hvilken han boede. I dette og i den reviderede grundlovs Landsting havde han indtil 1898 uafbrudt sæde som valgt medlem for 9. kreds, hvor han var bosat. I Estrups første ar i Landstinget var det forfatningskampen om Grundloven , som i den indre politik næsten udelukkende lagde beslag pa opmærksomheden, og han stillede sig her bestemt pa den store grundbesiddelses standpunkt og ønskede ved forfatningsforandringen at erhverve sa megen magt som muligt for den. Det var Estrup, som i januar 1865 i spidsen for en gruppe af godsejere, der indtog en mellemstilling mellem det Bluhme'ske ministerium og Rigsradets væsentlig nationalliberale centrum, stillede et ændringsforslag til ministeriet Bluhmes udkast til en revideret grundlov, gaende ud pa, at valgretten til Landstinget i stedet for som foreslaet at gøres afhængig af en arlig indtægt pa 2.000 rigsdaler , skulle for landdistrikternes vedkommende overlades til delegerede for sogneforstanderskaberne og et lige stort antal af de største grundbesiddere, og for Københavns og købstædernes til den højestbeskattede femtedel af Folketingsvælgerne. Dette forslag blev vel taget tilbage inden afstemningen, men blev dog grundlaget for den senere overenskomst. Estrup tog ogsa ellers livlig del i grundlovsbehandlingen, og øvede en betydelig indflydelse pa denne. Hans medfødte politiske evner gjorde sig allerede nu gældende og vandt almindelig anerkendelse. Han var ogsa medvirkende ved den sammenslutning mellem godsejerpartiet og en del af Venstre, som førte til grundlovsoverenskomsten og oktoberforeningens dannelse, og 10. oktober 1865 deltog han i den fest pa Hotel Phønix , hvor alliancen mellem "de store og de sma bønder" besegledes. 6. november 1865 indtradte Estrup som indenrigsminister i ministeriet Frijs og viste sig snart som regeringens betydeligste kraft i det indre reformarbejde, som nu begyndte. Det lykkedes ham at gennemføre sa betydelige lovarbejder som loven om borgerrepræsentantvalg i København ( 23. december 1865), Landkommunalloven ( 6. juli 1867 ), Købstadkommunalloven ( 26. maj 1868 ), Vejloven ( 21. juni 1867), de store jyske og sjællandske jernbanelove og loven om anlæg af Esbjerg Havn . Estrup nød i disse ar en ikke ringe popularitet, især i Jylland, og han arbejdede i det hele godt sammen med Folketinget. Hans tilbagetræden 22. september 1869 , 8 maneder før det samlede ministeriums afgang, skyldtes helbredshensyn. Disse var vel ogsa delvis bestemmende for ham, da han foraret 1870 vægrede sig ved at patage sig det ny ministeriums dannelse. Under ministeriet Holstein-Holsteinborg udbrød konflikten mellem regering og Landsting pa den ene og Folketing pa den anden side, efter at det forenede Venstre havde opnaet flertal i dette sidste ting. Estrup, som indtog en ledende stilling inden for Landstingets godsejergruppe, var lige fra begyndelsen en absolut modstander af Venstres krav om en Folketingsparlamentarisme, og han nærede den anskuelse, at Landstinget i fornødent fald ikke burde vige tilbage for en konflikt. Under den fortsatte kamp kom tyngdepunktet i Landstinget mere og mere til at ligge i godsejergruppen, og det var derfor intet under, at Estrup som dennes fører indtrængende opfordredes til at danne den ny regering, da Ministeriet Holstein-Holsteinborg sommeren 1874 trak sig tilbage. Han ansa imidlertid endnu ikke situationen for moden og gav et afslaende svar; men da det svage ministerium Fonnesbech aret efter gik af som følge af en overenskomst i fællesudvalget om Finansloven, tradte han endelig til, efter at først grev C.E. Frijs havde sagt nej. 11. juni 1875 dannedes ministeriet Estrup , i hvilket konseilspræsidenten overtog Finansministeriets portefølje .

Ministeriets første ar [ rediger | rediger kildetekst ]

Fra nu af og til ministeriets afgang 1894 er Estrups historie nogenlunde den samme som landets politiske, og det vil derfor være tilstrækkeligt at papege nogle fa hovedmomenter. Estrup vedkendte sig det som sine to hovedopgaver at hævde regeringens og Landstingets magtstilling over for Folketingets parlamentariske krav, og at fa gennemført en sadan udvikling af forsvarsvæsenet, som de ledende militære ansa for nødvendig, derunder navnlig en befæstning af København, ogsa mod landsiden. Dette program matte, efter forholdenes natur, snart bringe ham i skarp konflikt med Folketinget, hvis ledere heller ikke var til sinds at vige tilbage for den kamp, som de to tings sa yderst forskelligartede sammensætning før eller senere matte medføre. Den første af de folketingsopløsninger, som ministeriet Estrups tid var sa rig pa, kom allerede foraret 1876 pa forsvarssagen, og førte til et stort nederlag for det ministerielle parti, som tabte ikke mindre end 15 kredse. Estrup, hvis hovedstyrke netop la i en vis stejl urokkelighed under modgang, og som følte sig stærk ved kongens tillid, ved sit ministeriums ensartethed og ved den stigende opinion i Landstinget og i Højre for, at kampen burde kæmpes til bunds, lod sig imidlertid ikke anfægte væsentlig af det ugunstige valgresultat. Han undlod vel i de nærmest følgende ar at bringe forsvarslovene frem igen, men fortsatte i øvrigt i det tidligere spor. Allerede foraret 1877 kom det da ogsa til en sprængning af finansloven, og under 12. april 1877 udstedte regeringen en foreløbig finanslov, som dog kun indeholdt hjemmel for afholdelse af de udgifter, som var bevilgede bade af Folketing og Landsting. Den foreløbige finanslov betegnedes af Venstre som et grundlovsbrud og fremkaldte en overordentlig bevægelse imod ministeriet; men til gengæld ydede dettes tilhængere det udelt tilslutning, og troen pa, at Estrup var den rette mand til at føre kampen mod Venstre til ende, styrkedes mægtigt i hans parti. Konflikten fandt dog en foreløbig afslutning november 1877, da en del af Venstre enedes med Højre om en midlertidig finanslov, og saledes muliggjorde dennes vedtagelse i begge ting. Estrup havde forholdt sig ret passiv over for denne overenskomst, men i den følgende tid blev hans stilling yderligere styrket ved Venstres splittelse i to grupper, Moderate Venstre ("det forhandlende Venstre") og det Radikale Venstre (1878) , og ved opløsningsvalget januar 1879 pa det vestindiske spørgsmal, vandt Højre 12 kredse. Senere opstod endnu en udbrydergruppe, Det Folkelige Venstre . Splittelsen i Venstre blev nu benyttet til at gennemføre flere vigtige love, navnlig vedrørende forsvarsvæsenet, idet regeringen snart vandt støtte hos den ene, snart hos den anden af Venstre-grupperne.

Højres storhedstid [ rediger | rediger kildetekst ]

Samtidig blev Højre i 1881 et formelt parti, der støttede Estrups politik. Partiet bestod oprindeligt af Estrups faste støtter, godsejerne , samt Højre-fløjene fra De Nationalliberale og Mellempartiet . Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag blev opførelsen af Københavns Befæstning . Højre var regeringsparti frem til Systemskiftet i 1901.

Gennem tyve ar havde Højre et fast flertal i Landstinget . I Højres bedste tid var omkring en tredjedel af Folketingets medlemmer højremænd. De Frikonservative brød ud af Højre omkring ar 1900. Partiets darligste folketingsvalg var i 1901 (8 mandater) og 1913 (7 mandater).

Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i byerne . Omkring 1880 var de fleste fra middelklassen i København og købstæderne højremænd, ligesom mange handværkere og arbejdere støttede højre. I løbet af 1880'erne gik mange arbejdere over til Socialdemokraterne . Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere Radikale Venstre ). Denne udvikling svækkede gradvist Højres folketingsgruppe.

Skiftende konflikt [ rediger | rediger kildetekst ]

Den mere bøjelige og skiftende politik, som den ny situation krævede, var dog ikke helt Estrups sag, og 1881 trak det pa ny sammen til konflikt. Modsætningen mellem regeringen pa den ene og Venstregrupperne pa den anden side skærpedes, medens disse sidste begyndte at nærme sig til hinanden. De to opløsningsvalg forar og sommer 1881 faldt uheldig ud for regeringen, og de skarpe udtryk i det abne brev, ved hvilket den første af de to opløsninger fandt sted, navnlig de kendte ord om Folketingets manglende "evne eller vilje", blev et samlende kampsignal for oppositionen. Sammenholdet i Højre begyndte ogsa at svækkes noget, hvad der navnlig gav sig udtryk i det sakaldte majforlig 1882 , ved hvilket Højres nationalliberale fløj satte igennem, at man strakte sig videre i imødekommenhed over for Folketinget, end indflydelsesrige elementer i regering og Landsting syntes om. Venstre benyttede imidlertid ikke de chancer, der saledes bød sig, og " visnepolitikken " samlede pa ny Højre og styrkede regeringens hænder. Spørgsmalet om Københavns Befæstning kom igen stærkt i forgrunden, og det bar øjensynligt hen imod en konflikt, skarpere og alvorligere end den i 1877. Foraret 1885 sprængtes finansloven, og regeringen udstedte en provisorisk finanslov, der gav regeringen myndighed til at fa dækket ogsa de udgifter, som Folketinget havde nægtet.

I 1881 blev Estrups datter Magda gift med lensgreve Frederik Christian Moltke til Bregentved , en af landets største godsejere. Begivenheden blev fejret efter alle kunstens regler og markerede den gamle adels accept og støtte til Estrups regering.

Attentatforsøget pa Estrup [ rediger | rediger kildetekst ]

I de følgende ar var selvfølgelig modsætningen mellem regering og Folketing skarpere end nogensinde, men Højre havde aldrig staet mere sluttet end da, og Estrup aldrig øvet en mere ubestridt myndighed og været mere populær inden for sit parti. Denne stemning i Højre kulminerede, da den unge typograf Julius Rasmussen onsdag den 21. oktober 1885 foretog et mislykket attentat pa konseilspræsidenten pa aben gade uden for Estrups hjem pa Toldbodvejen 34 (nu Esplanaden) i København, hvor Frederik 6.s elskerinde fru Dannemand havde boet. Det mislykkedes, da den første kugle prellede af pa en frakkeknap, mens den anden borede sig ind i porten, hvor man i længere tid kunne beskue hullet.

Estrup selv var sa uanfægtet af attentatforsøget, at han uden videre klædte om og gik til middagsselskab. Attentatet kom ogsa som bestilt for at begrunde oprettelsen af de forhadte "bla gendarmer" ? et efterretningskorps , der tjente Estrups interesser. Rasmussen begik selvmord i fængslet. ^[2] Søndagen den 25. oktober 1885 samledes 13.000 mennesker og gik med 500 studenter i spidsen fra Christiansborgs ruiner til Estrups bolig under rabene ≫Leve Estrup.≪

Den regelmæssige lovgivningsvirksomhed var i de første ar af provisorieperioden sa godt som standset, og hvad regeringen pa egen hand ved foreløbige love og pa "forventet tillægsbevilling" gennemførte, var i det væsentlige kun militære foranstaltninger, i den hensigt at gennemføre hovedstadens befæstning mod landsiden og supplere den allerede eksisterende søbefæstning, samt forskellige foranstaltninger af væsentlig undertrykkende art, som oprettelsen af et gendarmerikorps (de sakaldte "bla gendarmer ", bl.a. beskrevet i Henrik Pontoppidans novelle Den første Gendarm ), love om ekstraordinære politiforanstaltninger, om indskrænkninger i anskaffelse og brug af vaben, og om tillæg til Straffeloven og til Presseloven, der strammede censuren , og var møntet pa at kriminalisere oppositionens kritik af regeringen.

Det første spadestik til Københavns Befæstning blev foretaget i 1886 , og fæstningsarbejderne strakte sig frem til forliget i 1894, der satte en stopper for fæstningens videre udbygning pa landsiden. En ring af forter samt Vestvolden blev lagt omkring hovedstaden, og fæstningen var datidens ? og i mange ar ogsa eftertidens ? største entreprenørarbejde og formentlig Estrups væsentligste politiske bedrift. Ud over dens forsvarsmæssige bestemmelse rummede fæstningen ogsa symbolværdi i tiden efter 1864. Den skulle demonstrere, at Danmark havde viljen til at forsvare sin eksistens som selvstændig nation. Selve fæstningen blev dog lynhurtigt forældet.

Ved opløsningsvalget januar 1887 genvandt Højre pa det nærmeste de hovedstadskredse, det ved det foregaende valg havde tabt til oppositionen.

Forliget mellem Højre og Venstre 1894 [ rediger | rediger kildetekst ]

Fra 1887 synes der igen at skulle komme gang i lovgivningsarbejdet, og der gjordes fra begge partiers side forsøg pa en overenskomst om Finansloven, som dog ikke førte til noget. I samlingen 1890 - 91 begyndte en forholdsvis frugtbar reformperiode med Estrups billigelse, men uden aktiv ledelse fra hans side. Ogsa under de forligsforhandlinger, som førtes i samlingerne 1892-94, og som 1. april 1894 satte frugt i vedtagelsen af en regelmæssig finanslov, indtog konseilspræsidenten en forholdsvis passiv stilling. Han godkendte dog til sidst forligsgrundlaget, og afgav samme dag, som finansloven vedtoges i Landstinget en erklæring, som stillede hans tilbagetræden i udsigt. Ministeriets afgang fandt derefter sted 7. august samme ar. Efter sin fratræden hædredes Estrup af kongen, som allerede 1878 havde dekoreret ham med Elefantordenen , ved tildelelse af rang over ministrene. Han var allerede Storkorsridder af Dannebrogordenen og Dannebrogsmand . Ogsa Højrepartiet viste ham pa forskellig made sin paskønnelse, og Landstingets Højre valgte ham til sin formand.

Senere liv [ rediger | rediger kildetekst ]

Estrup sa ikke med velvilje pa den del af Venstre, som havde fremkaldt det politiske forlig, og næppe heller pa dem af sine partifæller, som havde været særlig virksomme for at gennemføre ministerskiftet 1894. Det skyldes sikkert hans indflydelse, nar det ny ministerium Reedtz-Thott ikke blev sammensat af repræsentanter for begge de politiske retninger, som havde gennemført forliget, men blev et rent Højre-ministerium, hvor sa mange som muligt af de tidligere ministre bevarede deres porteføljer. Dette i forbindelse med at ministerskiftet trak ud til august 1894, og at det ny ministeriums optræden i dets første maneder i sa ringe grad bar præg af en ændret politisk kurs, spildte forligets frugter, og gav dets modstandere vind i sejlene, sa de fik flertal ved Folketingsvalgene i 1895 .

Siden søgte ministeriet i stærkere grad at drage konsekvenserne af forliget, navnlig ved konseilspræsidentens erklæring i efteraret 1896 om, at han hellere ville trække sig tilbage end udstede nogen provisorisk finanslov, og ved indbringelse af forslag til en række ny skattelove, hvoraf indkomst- og formueskatteloven var den vigtigste. Estrup sa i ministeriets holdning en slags sabotage af den politik, der var ført indtil 1894, og unddrog det mere og mere partiets støtte, hvad der blev hovedarsagen til dets fald i foraret 1897 .

Heller ikke det efterfølgende ministerium Hørring , som i det væsentlige fortsatte i Reedtz-Thotts spor, var efter hans sind, og september 1898 nægtede han at modtage genvalg til Landstinget. Derimod sympatiserede han mere med den kraftigere Højre-politik, som det var det i foraret 1900 tiltradte ministerium Sehesteds opgave at føre, og han modtog under dette ministerium 8. september 1900 udnævnelse til kongevalgt Landstingsmand. For at styrke ministeriets stilling ved at bane vej for en gennemførelse af skattereformen under dets ledelse, medvirkede Estrup til Landstingets Højres tilbud om fuldstændig at opgive hartkornsskatterne , men enighed med Folketinget lod sig dog ikke opna, og juli 1901 afløstes den Sehestedske regering af et ministerium, udgaet af Venstrereformpartiet .

Overfor dette og de følgende Venstre-ministerier indtog Estrup en udpræget oppositionsstilling, og modsatte sig de vigtigste af dem foreslaede lovgivningsforanstaltninger. Med særlig styrke kæmpede han imod det 1908 gennemførte forslag om udvidelse af den kommunale valgret, og det af ministeriet Berntsen 1912 indbragte grundlovsforslag. J.B.S. Estrup døde juleaften 1913 pa Kongsdal og er begravet pa Undløse Kirkegard ved Tølløse . I 1915 efter Estrups død blev Højre og De Frikonservative grundstammen i Det konservative Folkeparti .

Privatliv [ rediger | rediger kildetekst ]

J.B.S. Estrup blev i 1857 ^[3] gift med Regitze Holsten , datter af Adam Christopher Holsten-Charisius , og blev bl.a. fader til kammerherre , hofjægermester Hector Estrup til Ormstrup og Kongsdal (1860-1914), til Adam Estrup til Farupgard (1864-1934) og til cand.theol. Jacob Estrup til Skaføgard (1870-1941).

Vurdering af Estrup [ rediger | rediger kildetekst ]

Estrups politiske hovedstyrke la i hans karakters fasthed og i hans urokkelige selvsikkerhed. Han var født regeringsmand: det faldt ham naturligt at lede og befale, og hans personlighed aftvang uvilkarlig hans omgivelser respekt. Han var som taler klar og koncis, hans ord sluttede sig nøje om tanken, og hans viden var sikker og selvstændig, sa langt den rakte. Han var af naturen ordrig og af et nervøst temperament; men den fortsatte selvtugt, gennem hvilken han havde udformet og fæstnet sit medfødte anlæg til at beherske andre, havde i hans offentlige optræden gjort ham sikker og rolig, og givet hans taler deres knappe og skarptskarne form. Som finansminister var hans hovedegenskab, sa snart ikke storpolitiske hensyn tradte i forgrunden, en vis sparsommelig forsigtighed, en udpræget tilbøjelighed til at holde sig pa "den sikre side". Han har som finansminister øvet en mere gennemgribende indflydelse pa den finansielle detalje, ogsa pa de andre ministeriers omrade, end nogen af hans forgængere siden W.C.E. Sponneck . Estrups mangler hører pa det nøjeste sammen med hans fortrin. Hans fasthed og selvtillid udartede ikke sjælden til stivhed og uimodtagelighed for pavirkning af andre. Han var en noget tørt anlagt natur, lidet smidig og iderig. Dette fuldt sa meget som de politiske forholds vanskelighed skyldtes det, at han i sin nittenarige finansadministration, trods sin betydelige arbejdsomhed og forretningskyndighed, gennemførte forholdsvis fa reformer, og at han i sin almindelige politiske virksomhed kom til at fremme sa meget af det, han ville bekæmpe. Siden sin genindtræden i Landstinget var han her, hvor hans vilje i sa mange ar havde været den bestemmende i alle afgørende sager, ude af stand til at føre tingets flertal med sig, og selv inden for Højre var hans indflydelse ? trods den store ærbødighed, man altid mødte ham med ? slet ikke altid den bestemmende. Med en viljekraft, som aftvang ogsa hans modstandere respekt, vedblev han dog til det sidste, trods sin høje alder og tiltagende legemlige skrøbelighed, at tage aktiv og ofte virkningsfuld del i kampen for den stats- og samfundsopfattelse, som han i sa mange ar var den ypperste repræsentant for.

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur om J.B.S. Estrup [ rediger | rediger kildetekst ]

• K.G. Brøndsted, J. B. S. Estrup. Mindeskrift i Anledning af Hundredaarsdagen for hans Fødsel 16. April 1925 , Højres Fond 1925.
• Th. Thaulow, Jacob Brønnum Scavenius Estrup: Hans Liv og Gerning 1825-1913 , 1940.
• Ditlev Tamm , Konseilspræsidenten Jacob Brønnum Scavenius Estrup 1825-1913 , København: Gyldendal 1996. ISBN   8700245062

Eksterne kilder/henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• J.B.S. Estrup pa gravsted.dk
• Estrup, Jacob Brønnum Scavenius i Dansk Biografisk Leksikon (1. udgave, bind 4, 1890), forfattet af M.P. Friis
• Estrup, Jacob Brønnum Scavenius i Salmonsens Konversationsleksikon (2. udgave, 1918)
• Estrup, J.B.S. i Kraks Bla Bog , udgivet af Ove Krak (1910)
• Claus Friisbergs artikel om Estrup i Historie, 2000
• Esplanaden 34 A-D Arkiveret 5. marts 2016 hos Wayback Machine pa Indenforvoldene.dk

• Wikimedia Commons har flere filer relateret til J.B.S. Estrup

Efterfulgte: F.F. Tillisch	Indenrigsminister 5. november 1865 ? 22. september 1869	Efterfulgtes af: Wolfgang Haffner
Efterfulgte: C.A. Fonnesbech	Konseilspræsident 11. juni 1875 ? 7. august 1894	Efterfulgtes af: Tage Reedtz-Thott
Efterfulgte: C.A. Fonnesbech	Finansminister 11. juni 1875 ? 7. august 1894	Efterfulgtes af: Christian Luttichau