Jacob Brønnum
Scavenius
Estrup
(
16. april
1825
i
Sorø
?
24. december
1913
pa
Kongsdal
) var en
dansk
godsejer
og
konservativ
politiker, der var
Danmarks 12. konseilspræsident
(svarende til
statsminister
) fra
1875
til
1894
. Han er dermed Danmarks længst siddende
regeringsleder
.
[1]
Estrup var modstander af
almindelig valgret
og af
parlamentarismen
. Han havde i perioden som regeringsleder fra
1875
til
1894
ikke flertal i
Folketinget
men regerede via
provisorier
(midlertidige
finanslove
) udstedt af
Landstinget
. Først i
1901
blev
parlamentarismen
indført, da
Christian 9.
udnævnte
ministeriet Deuntzer
, der reelt var det første
Venstreministerium
. Estrup er en kontroversiel skikkelse i danmarkshistorien, og i dag betragtes han oftest som en reformfjendtlig politiker, der regerede i strid med parlamentaristiske principper. Hans regeringstid kaldes ofte
provisorietiden
. Estrups væsentligste politiske milepæl var opførelsen af
Københavns Befæstning
, der var den primære anstødssten for Venstre-politikerne. Hans regering fik desuden anlagt en del jernbaner samt
Københavns Frihavn
.
Han var søn af
etatsrad
Hector Frederik Janson Estrup
og dennes første hustru, Jacobine Scavenius (f. 1800), datter af etatsrad
Jacob Brønnum Scavenius
til
Gjorslev
. Estrup tog forsteksamen i
1844
og tre ar efter
landmalereksamen
. Ved faderens død i
1846
overtog han dennes ejendom
Kongsdal
i
Holbæk Amt
, og senere erhvervede han
Skaføgard
i
Randers Amt
. Her valgte han at bo og kom trods sin
sjællandske
fødsel til at føle sig som - og betragtes som
jyde
. Begge Estrups forældre døde af
tuberkulose
, og den truede ogsa hans liv. Hele ungdommen igennem var han meget svag, og kun ved gentagne rejser til Syden og ved en gennemført regelmæssighed og forsigtighed i livsførelse, som han beholdt resten af livet, lykkedes det ham at trodse sygdommen. Estrup var i øvrigt en ivrig og virksom landmand og fik af sine standsfæller betroet forskellige tillidsposter, ogsa af ikke-politisk natur; bl.a. blev han i
1856
valgt til medlem af Randers Amtsrad.
Snart skulle dog det politiske liv lægge beslag pa ham. Ved opløsningsvalget
1. december
1854
valgtes han til Folketingsmand for
Randerskredsen
. Han valgtes som modstander af
ministeriet Ørsted
og var medlem af det 25-mands udvalg, tinget nedsatte for at modtage de afgaede ministres forklaringer angaende de uden bevilling afholdte rustningsudgifter. Han stillede her sammen med seks andre medlemmer et forslag om, at erstatningsansvar kun skulle gøres gældende for de udgifter, som var afholdte pa trods af tingets ligefremme nægtelse; men da hans forslag forkastedes, stemte ogsa han for udvalgets hovedforslag om rigsretsaktionen. Allerede ved det næste valg sommeren
1855
undlod Estrup imidlertid, rimeligvis af helbredshensyn, at søge genvalg, og han stod nu uden for det politiske liv, indtil han
14. april
1864
indvalgtes i
Rigsradets
Landsting for den kreds, i hvilken han boede. I dette og i den reviderede grundlovs Landsting havde han indtil
1898
uafbrudt sæde som valgt medlem for 9. kreds, hvor han var bosat. I Estrups første ar i Landstinget var det
forfatningskampen
om
Grundloven
, som i den indre politik næsten udelukkende lagde beslag pa opmærksomheden, og han stillede sig her bestemt pa den store grundbesiddelses standpunkt og ønskede ved forfatningsforandringen at erhverve sa megen magt som muligt for den. Det var Estrup, som i januar
1865
i spidsen for en gruppe af godsejere, der indtog en mellemstilling mellem
det Bluhme'ske ministerium
og Rigsradets væsentlig
nationalliberale
centrum, stillede et ændringsforslag til ministeriet Bluhmes udkast til en revideret grundlov, gaende ud pa, at valgretten til Landstinget i stedet for som foreslaet at gøres afhængig af en arlig indtægt pa 2.000
rigsdaler
, skulle for landdistrikternes vedkommende overlades til delegerede for sogneforstanderskaberne og et lige stort antal af de største grundbesiddere, og for
Københavns
og købstædernes til den højestbeskattede femtedel af Folketingsvælgerne. Dette forslag blev vel taget tilbage inden afstemningen, men blev dog grundlaget for den senere overenskomst. Estrup tog ogsa ellers livlig del i grundlovsbehandlingen, og øvede en betydelig indflydelse pa denne. Hans medfødte politiske evner gjorde sig allerede nu gældende og vandt almindelig anerkendelse. Han var ogsa medvirkende ved den sammenslutning mellem
godsejerpartiet
og en del af Venstre, som førte til grundlovsoverenskomsten og oktoberforeningens dannelse, og
10. oktober
1865 deltog han i den fest pa
Hotel Phønix
, hvor alliancen mellem "de store og de sma bønder" besegledes.
6. november
1865 indtradte Estrup som
indenrigsminister
i
ministeriet Frijs
og viste sig snart som regeringens betydeligste kraft i det indre reformarbejde, som nu begyndte. Det lykkedes ham at gennemføre sa betydelige lovarbejder som loven om
borgerrepræsentantvalg
i København (
23. december
1865), Landkommunalloven (
6. juli
1867
), Købstadkommunalloven (
26. maj
1868
), Vejloven (
21. juni
1867), de store jyske og sjællandske jernbanelove og loven om anlæg af
Esbjerg Havn
. Estrup nød i disse ar en ikke ringe popularitet, især i Jylland, og han arbejdede i det hele godt sammen med Folketinget. Hans tilbagetræden
22. september
1869
, 8 maneder før det samlede ministeriums afgang, skyldtes helbredshensyn. Disse var vel ogsa delvis bestemmende for ham, da han foraret
1870
vægrede sig ved at patage sig det ny ministeriums dannelse. Under
ministeriet Holstein-Holsteinborg
udbrød konflikten mellem regering og Landsting pa den ene og Folketing pa den anden side, efter at det forenede Venstre havde opnaet flertal i dette sidste ting. Estrup, som indtog en ledende stilling inden for Landstingets godsejergruppe, var lige fra begyndelsen en absolut modstander af Venstres krav om en Folketingsparlamentarisme, og han nærede den anskuelse, at Landstinget i fornødent fald ikke burde vige tilbage for en konflikt. Under den fortsatte kamp kom tyngdepunktet i Landstinget mere og mere til at ligge i godsejergruppen, og det var derfor intet under, at Estrup som dennes fører indtrængende opfordredes til at danne den ny regering, da Ministeriet Holstein-Holsteinborg sommeren
1874
trak sig tilbage. Han ansa imidlertid endnu ikke situationen for moden og gav et afslaende svar; men da det svage
ministerium Fonnesbech
aret efter gik af som følge af en overenskomst i fællesudvalget om Finansloven, tradte han endelig til, efter at først grev
C.E. Frijs
havde sagt nej.
11. juni
1875
dannedes
ministeriet Estrup
, i hvilket konseilspræsidenten overtog
Finansministeriets
portefølje
.
Fra nu af og til ministeriets afgang 1894 er Estrups historie nogenlunde den samme som landets politiske, og det vil derfor være tilstrækkeligt at papege nogle fa hovedmomenter. Estrup vedkendte sig det som sine to hovedopgaver at hævde regeringens og Landstingets magtstilling over for Folketingets parlamentariske krav, og at fa gennemført en sadan udvikling af forsvarsvæsenet, som de ledende militære ansa for nødvendig, derunder navnlig en befæstning af København, ogsa mod landsiden. Dette program matte, efter forholdenes natur, snart bringe ham i skarp konflikt med Folketinget, hvis ledere heller ikke var til sinds at vige tilbage for den kamp, som de to tings sa yderst forskelligartede sammensætning før eller senere matte medføre. Den første af de folketingsopløsninger, som ministeriet Estrups tid var sa rig pa, kom allerede foraret
1876
pa forsvarssagen, og førte til et stort nederlag for det ministerielle parti, som tabte ikke mindre end 15 kredse. Estrup, hvis hovedstyrke netop la i en vis stejl urokkelighed under modgang, og som følte sig stærk ved kongens tillid, ved sit ministeriums ensartethed og ved den stigende opinion i Landstinget og i Højre for, at kampen burde kæmpes til bunds, lod sig imidlertid ikke anfægte væsentlig af det ugunstige valgresultat. Han undlod vel i de nærmest følgende ar at bringe forsvarslovene frem igen, men fortsatte i øvrigt i det tidligere spor. Allerede foraret
1877
kom det da ogsa til en sprængning af finansloven, og under
12. april
1877 udstedte regeringen en foreløbig finanslov, som dog kun indeholdt hjemmel for afholdelse af de udgifter, som var bevilgede bade af Folketing og Landsting. Den foreløbige finanslov betegnedes af Venstre som et grundlovsbrud og fremkaldte en overordentlig bevægelse imod ministeriet; men til gengæld ydede dettes tilhængere det udelt tilslutning, og troen pa, at Estrup var den rette mand til at føre kampen mod Venstre til ende, styrkedes mægtigt i hans parti. Konflikten fandt dog en foreløbig afslutning november 1877, da en del af Venstre enedes med Højre om en midlertidig finanslov, og saledes muliggjorde dennes vedtagelse i begge ting. Estrup havde forholdt sig ret passiv over for denne overenskomst, men i den følgende tid blev hans stilling yderligere styrket ved Venstres splittelse i to grupper,
Moderate Venstre
("det forhandlende Venstre") og det
Radikale Venstre (1878)
, og ved opløsningsvalget januar
1879
pa det vestindiske spørgsmal, vandt Højre 12 kredse. Senere opstod endnu en udbrydergruppe,
Det Folkelige Venstre
. Splittelsen i Venstre blev nu benyttet til at gennemføre flere vigtige love, navnlig vedrørende forsvarsvæsenet, idet regeringen snart vandt støtte hos den ene, snart hos den anden af Venstre-grupperne.
Samtidig blev Højre i
1881
et formelt parti, der støttede Estrups politik. Partiet bestod oprindeligt af Estrups faste støtter,
godsejerne
, samt Højre-fløjene fra
De Nationalliberale
og
Mellempartiet
. Højre støttede forsvarssagen, og partiets mærkesag blev opførelsen af
Københavns Befæstning
. Højre var regeringsparti frem til
Systemskiftet
i 1901.
Gennem tyve ar havde Højre et fast flertal i
Landstinget
. I Højres bedste tid var omkring en tredjedel af
Folketingets
medlemmer højremænd.
De Frikonservative
brød ud af Højre omkring ar 1900. Partiets darligste folketingsvalg var i
1901
(8 mandater) og
1913
(7 mandater).
Godsejerne var de ledende i Højres gruppe i Landstinget. Højres folketingsgruppe var derimod fortrinsvis valgt i
byerne
. Omkring
1880
var de fleste fra
middelklassen
i København og købstæderne højremænd, ligesom mange handværkere og arbejdere støttede højre. I løbet af
1880'erne
gik mange arbejdere over til
Socialdemokraterne
. Samtidigt gik frisindede dele af byernes middelklasse over til den radikale fløj i Venstre (det senere
Radikale Venstre
). Denne udvikling svækkede gradvist Højres folketingsgruppe.
Den mere bøjelige og skiftende politik, som den ny situation krævede, var dog ikke helt Estrups sag, og 1881 trak det pa ny sammen til konflikt. Modsætningen mellem regeringen pa den ene og Venstregrupperne pa den anden side skærpedes, medens disse sidste begyndte at nærme sig til hinanden. De to opløsningsvalg forar og sommer 1881 faldt uheldig ud for regeringen, og de skarpe udtryk i det abne brev, ved hvilket den første af de to opløsninger fandt sted, navnlig de kendte ord om Folketingets manglende "evne eller vilje", blev et samlende kampsignal for oppositionen. Sammenholdet i Højre begyndte ogsa at svækkes noget, hvad der navnlig gav sig udtryk i det sakaldte majforlig
1882
, ved hvilket Højres nationalliberale fløj satte igennem, at man strakte sig videre i imødekommenhed over for Folketinget, end indflydelsesrige elementer i regering og Landsting syntes om. Venstre benyttede imidlertid ikke de chancer, der saledes bød sig, og "
visnepolitikken
" samlede pa ny Højre og styrkede regeringens hænder. Spørgsmalet om Københavns Befæstning kom igen stærkt i forgrunden, og det bar øjensynligt hen imod en konflikt, skarpere og alvorligere end den i 1877. Foraret
1885
sprængtes finansloven, og regeringen udstedte en provisorisk finanslov, der gav regeringen myndighed til at fa dækket ogsa de udgifter, som Folketinget havde nægtet.
I 1881 blev Estrups datter Magda gift med
lensgreve
Frederik Christian Moltke
til
Bregentved
, en af landets største godsejere. Begivenheden blev fejret efter alle kunstens regler og markerede den gamle
adels
accept og støtte til Estrups regering.
I de følgende ar var selvfølgelig modsætningen mellem regering og Folketing skarpere end nogensinde, men Højre havde aldrig staet mere sluttet end da, og Estrup aldrig øvet en mere ubestridt myndighed og været mere populær inden for sit parti. Denne stemning i Højre kulminerede, da den unge
typograf
Julius Rasmussen
onsdag den
21. oktober
1885
foretog et mislykket attentat pa konseilspræsidenten pa aben gade uden for Estrups hjem pa Toldbodvejen 34 (nu Esplanaden) i København, hvor
Frederik 6.s
elskerinde
fru Dannemand
havde boet. Det mislykkedes, da den første kugle prellede af pa en frakkeknap, mens den anden borede sig ind i porten, hvor man i længere tid kunne beskue hullet.
Estrup selv var sa uanfægtet af attentatforsøget, at han uden videre klædte om og gik til middagsselskab. Attentatet kom ogsa som bestilt for at begrunde oprettelsen af de forhadte "bla gendarmer" ? et
efterretningskorps
, der tjente Estrups interesser. Rasmussen begik selvmord i fængslet.
[2]
Søndagen den 25. oktober 1885 samledes 13.000 mennesker og gik med 500 studenter i spidsen fra Christiansborgs ruiner til Estrups bolig under rabene ≫Leve Estrup.≪
Den regelmæssige lovgivningsvirksomhed var i de første ar af provisorieperioden sa godt som standset, og hvad regeringen pa egen hand ved foreløbige love og pa "forventet tillægsbevilling" gennemførte, var i det væsentlige kun militære foranstaltninger, i den hensigt at gennemføre hovedstadens befæstning mod landsiden og supplere den allerede eksisterende søbefæstning, samt forskellige foranstaltninger af væsentlig undertrykkende art, som oprettelsen af et gendarmerikorps (de sakaldte "bla
gendarmer
", bl.a. beskrevet i
Henrik Pontoppidans
novelle
Den første Gendarm
), love om ekstraordinære politiforanstaltninger, om indskrænkninger i anskaffelse og brug af vaben, og om tillæg til
Straffeloven
og til Presseloven, der strammede
censuren
, og var møntet pa at kriminalisere oppositionens kritik af regeringen.
Det første spadestik til Københavns Befæstning blev foretaget i
1886
, og fæstningsarbejderne strakte sig frem til forliget i 1894, der satte en stopper for fæstningens videre udbygning pa landsiden. En ring af forter samt
Vestvolden
blev lagt omkring hovedstaden, og fæstningen var datidens ? og i mange ar ogsa eftertidens ? største entreprenørarbejde og formentlig Estrups væsentligste politiske bedrift. Ud over dens forsvarsmæssige bestemmelse rummede fæstningen ogsa
symbolværdi
i tiden efter 1864. Den skulle demonstrere, at Danmark havde viljen til at forsvare sin eksistens som selvstændig nation. Selve fæstningen blev dog lynhurtigt forældet.
Ved opløsningsvalget januar
1887
genvandt Højre pa det nærmeste de hovedstadskredse, det ved det foregaende valg havde tabt til oppositionen.
Fra 1887 synes der igen at skulle komme gang i lovgivningsarbejdet, og der gjordes fra begge partiers side forsøg pa en overenskomst om Finansloven, som dog ikke førte til noget. I samlingen
1890
-
91
begyndte en forholdsvis frugtbar reformperiode med Estrups billigelse, men uden aktiv ledelse fra hans side. Ogsa under de forligsforhandlinger, som førtes i samlingerne 1892-94, og som
1. april
1894 satte frugt i vedtagelsen af en regelmæssig finanslov, indtog konseilspræsidenten en forholdsvis passiv stilling. Han godkendte dog til sidst forligsgrundlaget, og afgav samme dag, som finansloven vedtoges i Landstinget en erklæring, som stillede hans tilbagetræden i udsigt. Ministeriets afgang fandt derefter sted
7. august
samme ar. Efter sin fratræden hædredes Estrup af kongen, som allerede
1878
havde dekoreret ham med
Elefantordenen
, ved tildelelse af rang over ministrene. Han var allerede Storkorsridder af
Dannebrogordenen
og
Dannebrogsmand
. Ogsa Højrepartiet viste ham pa forskellig made sin paskønnelse, og Landstingets Højre valgte ham til sin formand.
Estrup sa ikke med velvilje pa den del af Venstre, som havde fremkaldt det politiske forlig, og næppe heller pa dem af sine partifæller, som havde været særlig virksomme for at gennemføre ministerskiftet 1894. Det skyldes sikkert hans indflydelse, nar det ny
ministerium Reedtz-Thott
ikke blev sammensat af repræsentanter for begge de politiske retninger, som havde gennemført forliget, men blev et rent Højre-ministerium, hvor sa mange som muligt af de tidligere ministre bevarede deres porteføljer. Dette i forbindelse med at ministerskiftet trak ud til august 1894, og at det ny ministeriums optræden i dets første maneder i sa ringe grad bar præg af en ændret politisk kurs, spildte forligets frugter, og gav dets modstandere vind i sejlene, sa de fik flertal ved Folketingsvalgene i
1895
.
Siden søgte ministeriet i stærkere grad at drage konsekvenserne af forliget, navnlig ved konseilspræsidentens erklæring i efteraret
1896
om, at han hellere ville trække sig tilbage end udstede nogen provisorisk finanslov, og ved indbringelse af forslag til en række ny skattelove, hvoraf indkomst- og formueskatteloven var den vigtigste. Estrup sa i ministeriets holdning en slags sabotage af den politik, der var ført indtil 1894, og unddrog det mere og mere partiets støtte, hvad der blev hovedarsagen til dets fald i foraret
1897
.
Heller ikke det efterfølgende
ministerium Hørring
, som i det væsentlige fortsatte i Reedtz-Thotts spor, var efter hans sind, og september 1898 nægtede han at modtage genvalg til Landstinget. Derimod sympatiserede han mere med den kraftigere Højre-politik, som det var det i foraret
1900
tiltradte
ministerium Sehesteds
opgave at føre, og han modtog under dette ministerium
8. september
1900 udnævnelse til
kongevalgt
Landstingsmand. For at styrke ministeriets stilling ved at bane vej for en gennemførelse af
skattereformen
under dets ledelse, medvirkede Estrup til Landstingets Højres tilbud om fuldstændig at opgive
hartkornsskatterne
, men enighed med Folketinget lod sig dog ikke opna, og juli
1901
afløstes den Sehestedske regering af et ministerium, udgaet af
Venstrereformpartiet
.
Overfor dette og de følgende Venstre-ministerier indtog Estrup en udpræget oppositionsstilling, og modsatte sig de vigtigste af dem foreslaede lovgivningsforanstaltninger. Med særlig styrke kæmpede han imod det
1908
gennemførte forslag om udvidelse af den kommunale valgret, og det af
ministeriet Berntsen
1912
indbragte grundlovsforslag. J.B.S. Estrup døde
juleaften
1913 pa Kongsdal og er begravet pa
Undløse Kirkegard
ved
Tølløse
. I
1915
efter Estrups død blev Højre og De Frikonservative grundstammen i
Det konservative Folkeparti
.
J.B.S. Estrup blev i 1857
[3]
gift med
Regitze Holsten
, datter af
Adam Christopher Holsten-Charisius
, og blev bl.a. fader til
kammerherre
,
hofjægermester
Hector Estrup
til
Ormstrup
og
Kongsdal
(1860-1914), til
Adam Estrup
til
Farupgard
(1864-1934) og til
cand.theol.
Jacob Estrup
til
Skaføgard
(1870-1941).
Estrups politiske hovedstyrke la i hans karakters fasthed og i hans urokkelige selvsikkerhed. Han var født regeringsmand: det faldt ham naturligt at lede og befale, og hans personlighed aftvang uvilkarlig hans omgivelser respekt. Han var som taler klar og koncis, hans ord sluttede sig nøje om tanken, og hans viden var sikker og selvstændig, sa langt den rakte. Han var af naturen ordrig og af et nervøst temperament; men den fortsatte selvtugt, gennem hvilken han havde udformet og fæstnet sit medfødte anlæg til at beherske andre, havde i hans offentlige optræden gjort ham sikker og rolig, og givet hans taler deres knappe og skarptskarne form. Som finansminister var hans hovedegenskab, sa snart ikke storpolitiske hensyn tradte i forgrunden, en vis sparsommelig forsigtighed, en udpræget tilbøjelighed til at holde sig pa "den sikre side". Han har som finansminister øvet en mere gennemgribende indflydelse pa den finansielle detalje, ogsa pa de andre ministeriers omrade, end nogen af hans forgængere siden
W.C.E. Sponneck
. Estrups mangler hører pa det nøjeste sammen med hans fortrin. Hans fasthed og selvtillid udartede ikke sjælden til stivhed og uimodtagelighed for pavirkning af andre. Han var en noget tørt anlagt natur, lidet smidig og iderig. Dette fuldt sa meget som de politiske forholds vanskelighed skyldtes det, at han i sin nittenarige finansadministration, trods sin betydelige arbejdsomhed og forretningskyndighed, gennemførte forholdsvis fa reformer, og at han i sin almindelige politiske virksomhed kom til at fremme sa meget af det, han ville bekæmpe. Siden sin genindtræden i Landstinget var han her, hvor hans vilje i sa mange ar havde været den bestemmende i alle afgørende sager, ude af stand til at føre tingets flertal med sig, og selv inden for Højre var hans indflydelse ? trods den store ærbødighed, man altid mødte ham med ? slet ikke altid den bestemmende. Med en viljekraft, som aftvang ogsa hans modstandere respekt, vedblev han dog til det sidste, trods sin høje alder og tiltagende legemlige skrøbelighed, at tage aktiv og ofte virkningsfuld del i kampen for den stats- og samfundsopfattelse, som han i sa mange ar var den ypperste repræsentant for.
- K.G. Brøndsted,
J. B. S. Estrup. Mindeskrift i Anledning af Hundredaarsdagen for hans Fødsel 16. April 1925
, Højres Fond 1925.
- Th. Thaulow,
Jacob Brønnum Scavenius Estrup: Hans Liv og Gerning 1825-1913
, 1940.
- Ditlev Tamm
,
Konseilspræsidenten Jacob Brønnum Scavenius Estrup 1825-1913
, København:
Gyldendal
1996.
ISBN
8700245062
|
---|
1848-1900
| | |
---|
1900-1950
| |
---|
1950-2000
| |
---|
2000-
| |
---|