Infinitiv (lat. infinitivus modus 'ubestemt made'), ogsa kaldet navnemade eller "at-form" , er en bøjningsform af verberne .

Infinitiv kan fungere som et substantiveret verbum . Det kan sta som subjekt og objekt for andre verber ( at slas er forkert , jeg ønsker at blive rig ), og det kan pa dansk (men ikke f.eks. engelsk og latin) styres af præpositioner ( han er forhippet pa at rejse af sted ).

Pa dansk bliver infinitiv normalt udstyret med smaordet at , undtagen efter de sakaldte modalverber ( ville , kunne , skulle , burde , matte ). Der er historisk tale om præpositionen ad . Engelsk og tysk bruger pa samme made præpositionen to / zu foran infinitiv, og de romanske sprog bruger bl.a. præpositionen de . Infinitiv er et latinsk ord.

Pa dansk og mange andre sprog optræder konstruktionen akkusativ med infinitiv . Den substantiverede brug modsvares pa latin til dels af gerundium og supinum . Pa engelsk kan en infinitiv (fx at spise) modsvares af en ing-form (fx eating) (gerundium, the gerund): Eating is fun = At spise er sjovt. En substantivisk ing-form (gerund) er en gerundium, og en adjektivisk ing-form (gerund) er en gerundiv (fx the eating man, den spisende mand / manden der spiser).

Infinitiv er et af verbets infinitte former. Det vil sige verbalformer, der ikke kan sta som udsagnsled (verballed) i en sætning. 'Komme' og 'kommet' er infinitte, for de kan ikke sta som udsagnsled. Derimod er "kommer', 'kom', 'er' og 'var' finitte verbalformer , idet de kan sta som udsagnsled: Jeg kommer . Han kom . Jeg er kommet, efter at han var gaet. - Nar man taler om sammensat udsagnsled (komposit verballed), fx var gaet, bestar det af en finit verbalform (var) og en infinit verbalform (gaet).