- For alternative betydninger, se
Holsten (flertydig)
.
(
Se ogsa artikler, som begynder med Holsten
)
54°10′N
9°40′Ø
/
54.167°N 9.667°Ø
/
54.167; 9.667
Holsten
(
tysk
:
Holstein
plattysk
:
Holsten
,
latin
:
Holsatia
) er et omrade i det nordlige
Tyskland
, i
delstaten
Slesvig-Holsten
, der oprindelig var beboet af en
saksisk stamme
Holsten
/
Holtsaten
der kan oversættes med
?skovboere“
(
gammelsaksisk
holt
?træ, skov“ og
s?t
?Sasse, beboer“).
Det historiske landskab Holsten grænser mod syd til
Elbens
nedre løb, mellem
Hamborg
, der historisk regnes til Holstein-Stormarn, og
Brunsbuttel
. Herfra og mod nord grænser det langs
Holstengraben
og
Holstenau
til
Ditmarsken
, der indtil 1559 var en selvstændig
bonderepublik
. Grænsen til landsdelen Slesvig gik langs nutidens
Kielerkanalen
og de pa nogle strækninger sammenfaldende floder
Ejderen
og
Levensau
. Byerne
Rendsburg
og
Kiel
ligger langs denne linje, og regnes med deres historiske bykerner til Holsten. Fra Kiel til
Lubeck
nar Holsten til
Østersøen
, men historisk har øen
Fehmarn
, der ligger ca. to kilometer fra det holstenske fastland hørt til Slesvig.
Hertugdømmet Lauenburg
regnes ikke til landskabet Holsten, hvis sydødstgrænse, udgøres af den nuværende kreisgrænse mellem
Stormarn
og
Lauenburg
, i en uregelmæssig linje fra
Lubeck
til floden
Billes
udmunding i Elben tæt ved det centrale Hamborg.
Efter
folkevandringstiden
i
den tidlige middelalder
var Holsten grænseomrade mellem
Nordalbingien
(del af
stammehertugdømmet Sachsen
) pa kysten af
Nordsøen
, den slaviske folkegruppe
wagriernes
omrader i
Vagrien
som var en undergruppe under
obotrittere
pa kysten af
Østersøen
og mod
Danerne
i
Jylland
.
Da
Karl den Store
erobrede hele stammehertugdømmet Sachsen omkring ar
800
, garanterede han i en traktat fra
811
med
Hemming af Danmark
, omradet nord for
Ejderen
til danerne, og Holsten delt i
grevskabrene
Stormarn
, Holsten og Ditmarsken.
I
1100-tallet
blev hele Holsten samlet som et grevskab (tysk:
Grafschaft Holstein
) under grev
Adolf 2. af Holsten
, men i slutningen af samme arhundrede blev det sat under pres af danskerne og grev
Adolf 3. af Holsten
matte i 1203 overgive landet til
Valdemar Sejr
. Men efter Valdemar Sejrs nederlag i
Slaget ved Bornhøved
i
1227
kom Holsten igen under grevernes besiddelse, bortset fra Ditmarsken, som blev en del af
Bremen
.
Greverne af Holsten fik efterhanden en stor indflydelse i Danmark, særlig i
Slesvig
, hvor de støttede hertugerne nar de var i konflikt med den danske konge.
Da den sidste mandlige arving til grevskabet døde i 1459, blev der igangsat forsøg pa at fa de to landomrader til at sta sammen overfor den danske trone. Derfor blev
Christian 1.
, 5. marts
1460
, af adelsmændene i Slesvig og Holsten, valgt til
hertug
af
Slesvig
og
greve
af Holsten. Sadan kom disse omrader i
personalunion
med Danmark. Forudsætningen var imidlertid at Christian matte anerkende de holstenske stormænds rettigheder, og at de to omrader altid skulle høre sammen, samt indkalde dem til rad en gang om aret.
[1]
Holsten blev i 1474 ophøjet til et
hertugdømme
(tysk:
Herzogtum Holstein
) af kejser
Frederik 3. (Tysk-romerske rige)
ved at gøre Christian 1. til hertug af Holsten, som blev en del af det
tysk-romerske rige
som et
rigsumiddelbart
omrade. Holsten beholdt denne status helt frem til opløsningen af
Det tysk-romerske rige
i
1806
. Regeringsmagten blev givet ved lenshyldning direkte til
kejseren
. Valget af
hertug
eller greve skete pa
landstingene
som blev holdt ved
Bornhoved
. Folkeforsamlingene pa landstingene udviklede si til
stænderforsamlinger
, kaldt
landdage
.
Da Christian 1. døde, blev regeringsmagten nok en gang delt mellem sønnerne
Hans
og
Frederik
. Det førte til delingen i
1490
, som fik konsekvenser for
Sønderjylland
. Fællesregeringen ophørte i Slesvig efter
1713
, da den
gottorpske
del af Slesvig tilfadt kongen,
Frederik 4.
.
I sin rolle som hertug af Holsten var den dansk-norske konge
vasal
under det tyske rige. Da dette blev opløst i
1806
blev Holstein/Holsten en del af det danske monarki, men fra
1815
samtidig en del af det
tyske forbund
. I
1848
udbrød der abent oprør, som blev slaet ned i
trearskrigen
. Forsøg pa at indføre en fællesforfatning for kongeriget Danmark og hertugdømmet Slesvig blev stoppet af modstand fra de tyskdominerede stænderforsamlinger i Holsten og Slesvig (tysk
Schleswig
), som ønskede en sammenslutning af Slesvig og Holsten til en stat. Disse blev støttet af
Østrig
og
Preussen
, som erobrede hertugdømmerne i
1864
. Slesvig og Holsten blev i
1867
forenet til provinsen
Slesvig-Holsten
og indlemmet i kongeriget Preussen. Nordslesvig blev i
1920
igen dansk efter
folkeafstemningen om Slesvig
. Det øvrige
Slesvig-Holsten
blev fra
1946
en
tysk delstat
.
- Gregersen, H. V.:
Slesvig og Holsten før 1830
, Politikens Forlag, 1981
- Lange, Ulrik:
Geschichte Schleswig-Holsteins: Von den Anfangen bis zur Gegenwart
, Wachholtz, 2004
- Frandsen, Steen Bo:
Holsten i helstaten. Hertugdømmet inden for og uden for det danske monarki i første halvdel af 1800-tallet
, Museum Tusculanums Forlag, 2008