Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Henry Addington
1. viscount Sidmouth
|
---|
|
|
Premierminister i Det Forenede Kongerige Storbritannien og Irland
|
---|
Embedsperiode
17. marts
1801
?
10. maj
1804
|
Monark
|
George III
|
---|
Foregaende
|
William Pitt den yngre
|
---|
Efterfulgt af
|
William Pitt den yngre
|
---|
Personlige detaljer
|
---|
Født
|
30. maj
1757
Camden
,
Storbritannien
|
---|
Død
|
15. februar
1844
(86 ar)
White Lodge,
Storbritannien
|
---|
Gravsted
|
St Mary the Virgin, Mortlake
|
---|
Nationalitet
|
Engelsk
|
---|
Politisk parti
|
Tory
|
---|
Ægtefæller
|
Ursula Mary Hammond
(fra 1781)
Marianne Scott
(fra 1823)
|
---|
Børn
|
William Leonard Addington, 2. viscount Sidmouth
,
Frances Addington
,
Henry Addington
,
Charles Anthony Addington
,
Charlotte Addington
,
Henrietta Addington
,
Mary Anne Ursula Addington
,
okand Addington
|
---|
Mor
|
Mary Hiley
|
---|
Far
|
Anthony Addington
|
---|
Uddannelsessted
|
Winchester College
Cheam School
Reading School
Brasenose College
|
---|
Beskæftigelse
|
Politiker
|
---|
Religion
|
Den anglikanske kirke
|
---|
Underskrift
|
|
---|
Informationen kan være hentet fra
Wikidata
.
|
Henry Addington, viscount Sidmouth
(født
30. maj
1757
, død
15. februar
1844
) var en
engelsk
statsmand
.
Addington var præstesøn og valgtes 1783 som Mr. Addington til
Underhuset
, sluttede sig ivrigt til sin
barndomsven
William Pitt den yngre
og blev 1789 Husets formand. Han
understøttede vel 1799 loven om Irlands union
med Storbritannien, men var en afgjort
modstander af katolikkernes ligestilling og blev
derfor særlig yndet af
Georg III
.
Efter Pitt’s afgang marts 1801 blev S.
førsteminister
og
sluttede n. a.
Freden i Amiens
; men da krigen med
Frankrig udbrød pa ny 1803, viste han kun
liden kraft i sine rustningsbestræbelser og blev derfor fortrængt i maj 1804.
Henry Addington var ogsa
finansminister
fra 1801 til 1804.
Derimod blev han 1805 ophøjet til peer som viscount S. og var en kort
tid
Formand for Geheimeraadet
under Pitt samt
paa ny i Grenville’s ministerium febr. 1806?marts 1807.
Endelig blev han juni 1812
indenrigsminister
, viste stor strenghed i udøvelsen af
de politiske tvangslove, men opgav jan. 1821
indenrigsministeriet og trak sig juli 1824 helt
tilbage, fordi han misbilligede
Cannings
godkendelse af de nyspanske staters uafhængighed.
E. Pellew udgav 1847 hans Liv og Brevveksling (3 bind).
Denne artikel stammer hovedsagelig fra
Salmonsens Konversationsleksikon
2. udgave (1915?1930)
.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at
ajourføre sproget og indholdet af denne artikel
.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret saledes at den er pa nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt
link til
Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915?1930)
som kilde, og indsæt
[[Kategori:Salmonsens]]
i stedet for Salmonsens-skabelonen.
|
| Spire
| |