Hans Vilhelm (H.V.) Kaalund
(født
23. juni
eller
27. juni
1818
, død
27. april
1885
) var en dansk digter.
H.V. Kaalund var oldebarn af
Jacob Langebek
. Langebeks datter blev gift med adelsmanden oberst
J.C. Kaalund
- en verdensmand, der satte mange penge over styr. Deres søn, premierløjtnant Marinus Nicolaus, ægtede en skorstensfejerdatter fra
Randers
, Juliane Marie Schmidt, og blev ansat som toldbetjent i
København
. H.V. Kaalund var yngste søn af premierløjtnant Kaalund (1790?1832) og hans kone. Pa H.V. Kaalunds dabsseddel star der 27. juni, men moderen pastod, at han var født 23. juni.
Kaalund arvede sin faders lune og sin moders frejdighed og udprægede nerveliv. Han var forgudet af sin fader, der ofte tog ham med til ungkarlegilder, hvor han skulle agere den gode samvittighed. Hjemme læste de sammen humoristiske skildringer og morede sig. Kaalund følte sig mest tiltrukken af sin moders slægt og elskede især sin morfar højt. Morfaren, der var flyttet til København, havde tit Kaalund som gæst, og da hele familie var begejstret for poesi, gjaldt det ogsa for Kaalund. Han var ikke gammel, da han blev sat i en lille skole, og senere kom han i det von Westenske Institut, men skolelivet interesserede ham ikke. Han elskede derimod at færdes i naturen.
Da Kaalund var 14 ar gammel, døde faderen, og moderen fik kun lidt at leve af; der voksede nu en vis smalighedens and frem i hende, og han følte, det snævrede ham ind. 15 ar gammel blev han konfirmeret og lærte pa denne tid at kende bogholder ved den grønlandske handel C.A. Muhle, i hvis hus der kom mange kunstnere. Det var bestemt, at Kaalund gennem sin farbroder i
Vestindien
skulle anbringes ved en
plantage
der; men sa traf han hos Muhle
billedhuggeren
Hermann Ernst Freund
, og da han havde røbet anlæg for bildende kunst, anbragtes han som lærling i Freunds atelier. Her fik han kammerater som
Jerichau
,
Conradsen
osv., men arbejdet styredes ret frit, sa Kaalund lærte ikke meget. Om vinteren gik han pa kunstakademiet, og her var det, at Jerichau hævdede, han havde mere evne for at male end at modellere. Kaalund tog derfor penselen i hand, men drev det ikke til at frembringe mere end to billeder.
I disse ar var han desuden stærkt optagen af
Grundtvig
: han hørte ham prædike og gik til Lindbergs foredrag pa Kalkbrænderiet, hvor han dog følte sig sa meget uden for det hele, at han tegnede humoristiske
karikatur
portrætter
af forsamlingens deltagere.
Bade Kaalund selv og hans nærmeste kunne mærke, at han ikke var kaldet til at blive bildende kunstner. Allerede i Freunds atelier havde han forelæst kammeraterne digte, som vandt bifald, og en dag skete det, at
P.O. Brøndsted
indfandt sig der og fattede interesse for den unge mand. Han hørte, at Kaalund havde lyst til at ”tage
artium
”, men fraradede dette, samtidig med at han nærede sin proteges lyst til at studere historie og skønlitteratur, og senere vejledte ham under dette studium.
I sommeren 1838 gjorde Kaalund opsigt med et digt til
Bertel Thorvaldsen
og endnu mere næste ar med en mindesang over
Frederik 6.
. Hans evige higen udkastede store planer om udenlandsrejser og liv blandt Nordamerikas indianere, og vagabonddriften i ham fandt tilslutning hos hans ven Jerichau, som foreslog, at de sammen skulle ga til Rom. Denne plan blev imidlertid kuldkastet ved, at Kaalund fik stærk
nervefeber
. Som
rekonvalescent
flyttede han ud til
Bagsværd
og kom snart til at elske den smukke egn om
Fure-
og
Farumsøen
sa højt, at han fire ar igennem tilbragte sin tid i Farum fra foraret til langt ud pa efteraret og tit noget af vinteren med. Hos præsten Aagaards var han hurtig hjemme og besang dem i sit digt:
Til Familien i Præstegarden
.
I Farum dirigerede han "et muntert Sommerfugleliv" i hjem og skov, pa sø og mark, og det var en stor, ungdommelig og frejdig kreds, han førte an i en frisk, elskværdig tilværelse. Hans naturbeskrivende digte er sa godt som alle fremkommet derude. Det gærede stærkt i ham, og han var i uafbrudt andelig virksomhed. I enkelte øjeblikke var han bange for, at hans liv var forkvaklet, og at han aldrig mere skulle fa sammenknyttet de sønderrevne trade i sit indre. At der foregik en udvikling i ham, var han sig bevidst, hans and og hjerte følte større harmoni, over for verden svandt hans fjendskab, og hans indre væsen fornam ro og tillid; men møjsommelig søgte han efter digterisk form for sit andelige liv.
Han frembragte en mængde vers, tragedier og epopeer, som dog aldrig blev offentliggjort. Derimod udgav han i 1840
Samlede Digte
og
Kong Haldan den stærke
. Disse bøger indledte han med varme udtalelser om, hvad han skyldte
Oehlenschlager
. Digtsamlingen blev gennemgaende modtaget med spot og han, men indeholdt dog
Konen ved Leddet i Frederiksdal
,
Frederik VI
,
Niels Ebbesens Minde
osv. En mildere, men dog ikke meget anerkendende omtale fik hans epos, der var stærkt pavirket af Oehlenschlager og
Tegner
og mindre originalt end digtene. Begge disse bøger røbede fantasi, energi og begejstring.
To ar senere udkom
Valkyrjen Gøndul
, der ligesom de foregaende bøger var skrevet i Farum. Dette værk viste stort fremskridt hos forfatteren, trods det forfejlede i digtets sammensætning og trods det, at dets and ikke stod mal med dets stof, indeholdt det oprindelighed, flugt og kraft, virkelig storhed og skønhed, og der var megen dygtighed i versslyngningen. Digtets opgave var at vise, hvorledes lysten til jordisk hæder styrter det begavede menneske i fordærvelse. Med rette blev der gjort opmærksom pa, at denne anskuelse er fremmed for den hedenske livsbetragtning. Pressen forbigik næsten ganske dette arbejdes fremkomst.
Med
Fabler og blandede Digte
(1844) trængte Kaalund langt mere igennem. I bladpressen fik han omtrent lutter ros, og det var navnlig P.L. Møller, der i en længere afhandling ydede ham stærk anerkendelse. Da han i slutningen af 1844 sammen med
J.Th. Lundbye
udgiver
Fabler for Børn
, bliver der ham mindre ros til del, men det gik ogsa ud over Lundbye. Mest kendt blandt fablerne er
Den dræbte And
, der slutter med den berømte linje
"O, har Du en Moder, da skjøn derpaa!"
I de følgende ar producerede han ikke meget; han skrev nogle anmeldelser af kunstudstillinger og udkastede sammen med
Poul Chievitz
planen til
En Fortid
. Desuden udgav han fra 1845-47 sammen med
J.C. Gerson
Manedsskrift for Børn
, hvori han skrev forskellige stykker i prosa og digte som
Den firbenede Gadestryger
(Proletar),
Bjørnen som Rytter
,
Nisserne pa Vandring
,
I Staden og pa Landet
osv.
Hans økonomiske situation var ringe; dels støttedes han af
Christian VIII
, dels af Grev Moltke-Bregentved og sin ven kaptajn Fr. Schack, i hvis hjem pa Christianshavns Kaserne han om vinteren opholdt sig. Christian VIII ville gerne have benyttet Kaalund til i pressen at virke for hans sag, men da dette ikke ville lykkes, trak kongen sig tilbage fra ham. Kaalund ville aldrig træde i noget partis tjeneste. Han holdt i disse ar omgang med folk som
Jens Christian Hostrup
,
Peder Ludvig Møller
,
Kristian Arentzen
,
Johan Peter Martin Grune
,
Jacob Jacobsen Dampe
og
Meir Aron Goldschmidt
. Goldschmidt inspireredes ofte af Kaalunds mundtligt fremsatte ideer, hvorfor vennerne kaldte Kaalund for
Goldschmidts Jordemoder
. Han var stadig meget optaget af Grundtvig.
Med
krigsudbruddet
i
1848
blev Kaalund pa mange mader grebet af tidsanden, og han skrev forskellige patriotiske digte. I 1849 blev han ansat som hjælpeintendant ved armeen, og i denne egenskab deltog han i
Ryes
tilbagetog i Jylland. I 1850 opholdt han sig som ambulanceforvalter mest i
Kolding
. Efter krigen matte han, for at skaffe sig eksistensmidler, tage plads som huslærer hos gardejer Larsens enke pa Nordskov, nær Odins Høj ved
Hellebæk
, hvor han førte et meget ensomt liv blandt mennesker, der end ikke anede, at han var poet. Fra denne periode stammer digtene
Ensomt Liv
og
Vinteraften pa Landet
.
Han havde opholdt sig pa Nordskov tre ar, da hans trofaste og hjælpsomme ven etatsrad
Edvard Collin
overdrog ham at bestyre et ham tilhørende teglværk pa Strandmosegard syd for
Humlebæk
. Med sin gamle iver og interesse for det praktiske kastede Kaalund sig over gerningen der og udkastede talrige planer, som dog aldrig blev gennemført. Ogsa der tilbragte han tre ar; sa blev teglværket solgt, og atter stod han uden eksistensmidler. Han var i mellemtiden blevet sympatetisk knyttet til Købmand J.B. Jensens hus og havde forelsket sig i den unge datter Cathinca. Hans digt
Maske
forberedte deres forlovelse, som fandt sted 6. juli 1856, lige inden hans afrejse fra Humlebæk.
For en kort tid fik han nu ansættelse ved mønten i København, hvor han skulle optælle gamle markstykker. Dette andsfortærende arbejde forlod han for at overtage en plads ved telegrafvæsenet i
Haderslev
. Gerningen der kedede ham meget, og han fik tillige gentagne anfald af
blodgang
. Længselen efter hans brud affødte det bekendte digt
Til hende
. Hun radede ham resolut til at opgive den stilling, som aldeles ikke passede ham, og han fulgte hendes rad. Det blev da hans plan at nedsætte sig som boghandler i Haderslev, men af pengemangel matte han opgive alle forhabninger i den retning.
Efter et ars ophold i Haderslev og kuldsejlede planer om at blive boghandler drog Kaalund tilbage til København. Her samlede, udvalgte og rensede han sine tidligere digte, og resultatet blev
Et Forar
, der udkom i 1858 og vakte stor opmærksomhed og beundring.
Selskabet for de skønne Videnskabers Forfremmelse
tildelte ham en pengebelønning.
Det var hans hab, at den anerkendelse, han nu havde vundet, skulle bevirke, at han kunne fa en fast stilling. Snart tilbød ogsa fængselsdirektøren
C.N. David
ham at blive overlærer ved det nyoprettede
Vridsløselille Fængsel
, og denne plads tiltradte han i december 1859, samtidig med at anstalten blev tagen i brug. 6. marts 1860 viedes han til Cathinca Julie Jensine Jensen (født 16. september 1836), som han var blevet forlovet med under sin tid i Humlebæk.
Hans daglige gerning bestod nu i at holde foredrag for, besvare forespørgsler af, undervise og i cellerne samtale med de mange forskellige fanger, holde regnskaber og oversigter i orden osv. Han havde altid foretrukket at indlade sig med problematiske naturer, og de fleste af fangerne interesserede ham derfor, men han indsa snart, at det ikke var let at lære dem at kende. Han troede pa menneskenaturen, selv i dens dybeste fornedrelse, og behandlede omhyggeligt alle "med koldt Hoved, men varmt Hjærte". Tappert kæmpede han for cellesystemet og havde pa flere omrader harde kampe at besta for at gennemføre sine principper. Fangerne fik han i tale, vandt deres tillid og erhvervede sig mange venner iblandt dem. Det var et strengt, selvoptugtende liv, han førte der, flere gange gennemgik han heftige sygdomme som
blodgang
og
kopper
, og hans krop svækkedes derved. Oplivelse og styrke hentede han pa sine ugentlige besøg hos andsfrænder i hovedstaden og ved en større rejse, som
Det anckerske Legat
satte ham i stand til at gøre i 1863. Pa denne rejse besøgte han
Stockholm
,
Schweiz
,
Frankrig
,
London
og
Tyskland
. Den digteriske frugt heraf var
Rejsetummel
.
Han siger et sted:
"Jeg er Menneske mer, end jeg er Digter"
, og det hørte ogsa til undtagelserne, at han pa Vridsløselille skrev vers. Imod slutningen af sit ophold derude forfattede han dramaet
Fulvia
(1875), hvis skønne enkeltheder og klassiske and alligevel ikke kunne skjule, at hans begavelse gik i anden retning end det dramatiske. To ar efter udsendte han sin fortrinlige digtsamling
En Eftervar
. Imellem denne og
Et Forar
fra 1858 la hele hans lange periode med arbejde i fængselet: fastheden, sikkerheden, viljekraften, kortheden, det fuldmodne og optøjlede som den nye samling bar præg af. Ligesom i
Fulvia
kæmpede han her for resignationen og kompromiset. Versene er som mejslede af en billedhugger.
Snart efter omarbejdede han
Fulvia
, sa det nu kunne opføres pa
Det Kongelige Teater
, hvor det længe holdt sig pa repertoiret og vandt betydelig anerkendelse. Bemærkelsesværdig var ogsa den sangerkrig, han førte mod repræsentanterne for den nye digtning,
Sophus Schandorph
og
Holger Drachmann
. Af yderste evne forfægtede Kaalund idealitetens sag, og
kvintessensen
af hans mening kan siges at rummes i disse hans ord:
|
Ildtilbederne af Realiteten
dem rammer jeg lige i Planeten.
|
|
|
Han ender med i klare ord at skrive sig ind blandt
kristendommens
tilhængere.
Pa samme tid som han førte denne strid, og netop som
Fulvia
skulle opføres, brød han i marts 1881, efter 21 ars arbejde, op fra Vridsløselille for at søge den hvile, hans legeme sa hardt trængte til. Med en pension pa 1500 kr., en digtergage af 1000 kr. og desuden nogle rentepenge kunne han med sine nøjsomme fordringer sikre sig et anstændigt udkomme. Han tog nu ophold i
Valby
, senere pa
Frederiksberg
, og følte da poesien sla med vingerne, som om den først nu ville udfolde sig i ham. De legemlige kræfter strakte imidlertid ikke til. Ideer myldrede i hans hoved, sit medfødte lune og sin evne for det
epigrammatiske
, som han mente ikke tilstrækkelig var kommen til sin ret i hans digtning, habede han nu at skulle udfolde. Han havde lagt planen til en roman og ønskede at benytte sine rige, psykologiske erfaringer i et lystspil, men alt dette blev kun forsætter. En sommerrejse, som han i 1884 gjorde til
Modum
i Norge, styrkede ham meget, men vinteren bragte atter nedgang med sig. Det viste sig nu, at han led af
mavekræft
. Efter at have ligget til sengs i en maned og lidt meget, døde han 27. april 1885. Over hans grav er der ved bidrag fra danske mænd og kvinder rejst et smukt gravmonument. Hans
Efterladte Digte
udgav
Otto Borchsenius
(1885).
H.V. Kaalund er begravet pa
Solbjerg Parkkirkegard
pa
Frederiksberg
.
[1]
Kaalund var en primitiv digter, fri for skole og principper, og alle vegne elskede han det oprindelige. Derfor førte hans ungdoms higen ham mod oldtidslivet, i sin manddoms dage søgte han til bunds i menneskelivet, og altid fandt han sin trøst i naturen. Han var efterarets sanger; foraret, følte han, gjorde ham til en umandig drømmer, og derfor la det erotiske ogsa fjernt fra ham; høsten derimod vakte hans eftertanke. Af al magt søgte han gennem ihærdigt arbejde at forme sin egen personlighed i overensstemmelse med sin digtning. Det højeste, han ville na, var "Klarhed i Sindet, Renhed, Sjælefred, Mod til at lide, Kraft til at undvære". I hans
etiske
livsanskuelse er der mandig tro pa livets højere magter, mild alvor og stor sundhed.
Nogle af Kaalunds værker:
- Samlede Digte
(1840)
- Kong Haldan den stærke
(1840)
- Valkyrjen Gøndul
(1842)
- Fabler og blandede Digte
(1844)
- Fabler for Børn
(1844), med J.Th. Lundbye
- Et Forar
(1858)
- Fulvia
(1875)
- En Eftervar
(1877)
- Efterladte Digte
(1885, posthumt)
| Søsterprojekter med yderligere information:
|
Denne artikel bygger hovedsagelig pa
biografi(er)
af
Nicolai Bøgh
i 1. udgave af
Dansk Biografisk Leksikon
, 9. bind, side 44, udgivet af
C.F. Bricka
,
Gyldendal
(1887?1905).
Du kan hjælpe Wikipedia ved at ajourføre sproget og indholdet af denne artikel.
Nar en omskrivning af teksten til et mere nutidigt sprog og wikificeringen er foretaget, skal der anføres en reference med henvisning til forfatteren og den relevante udgave af DBL, jf. stilmanualen. Dette angives som fx:
{{Kilde |forfatter=Navn |titel=Efternavn, Fornavn |url=https://runeberg.org/dbl/... |work=[[Dansk Biografisk Leksikon]] |udgave=1 |bind=I til XIX |side=xxx |besøgsdato=dags dato}}
og herefter indsættelse af [[Kategori:Artikler fra 1. udgave af Dansk biografisk leksikon]] i stedet for DBL-skabelonen.
|
|
---|
Baggrund
| |
---|
Periodens afslutning
| |
---|
Centrale værker
og
udgivelser
og
opdagelser
| Skulptur
| |
---|
Maleri
| |
---|
Arkitektur
| |
---|
Ballet, Teater
| |
---|
Musik
| |
---|
Litteratur
| |
---|
Naturvidenskab
| |
---|
Filosofi, Teologi
| |
---|
Tidsskrifter
| |
---|
|
---|
Hovedpersoner
| |
---|
Centrale personer
inden for
de forskellige omrader
| Skulptur
| |
---|
Maleri
| |
---|
Arkitektur
| |
---|
Ballet
Teater
Skuespil
Opera
| |
---|
Musik
| |
---|
Litteratur
| |
---|
Naturvidenskab
| |
---|
Filosofi
Teologi
| |
---|
Jura
Humaniora
| |
---|
Næringslivet
Mæcener
| |
---|
|
---|
Fejder
Stridigheder
Opposition
| |
---|
Institutioner
Offentligheden
Selskabslivet
| Institutioner
| |
---|
Presseforhold
| |
---|
Saloner og muser
| |
---|
Selskaber og klubber
| |
---|
|
---|
Kilder og litteratur
til perioden
| |
---|
Tilgrænsende emner
| |
---|
Betydningsfulde begivenheder
| |
---|
- Kategorier og skabeloner med tilknytning til emnet eller perioden
|