Freden i Nystad ( svensk : Freden i Nystad , russisk : Ништадтский мир , finsk : Uudenkaupungin rauha ) er betegnelsen pa den fred, der blev indgaet mellem Rusland og Sverige 30. august 1721 ( gs ) ( 10. september ns ) , og som markerede afslutningen pa Den Store Nordiske Krig .

Baggrund [ rediger | rediger kildetekst ]

I arene 1719-1721 (efter Karl 12.s fald) hærgede russerne langs de svenske kyststrækninger og afbrændte flere byer. For at opna fred matte Sverige forhandle og indga fredsaftaler pa de vilkar, man kunne opna:

• Freden i Stockholm 1719 med Hannover ,
• Freden i Stockholm 1720 med Kongeriget Preussen ,
• Freden i Frederiksborg 1720 med Danmark-Norge ,
• Freden i Nystad 1721 med Rusland , der endegyldigt afsluttede krigen.

Fredsforhandlingerne [ rediger | rediger kildetekst ]

Fredsforhandlinger indledtes den 12. maj 1718 pa Lofo pa Aland . De svenske forhandlere var Georg Heinrich von Gortz , Carl Gyllenborg og Johan Paulinus Lillienstedt , mens Rusland blev repræsenteret af Jacob Daniel Bruce og Heinrich Ostermann . Forhandlingerne blev afbrudt den 13. september samme ar. Under sommeren 1719 forsøgte zar Peter at øge presset pa Sverige gennem flere hærgninger langs den svenska kyst . I 1720 var den svenske situation vanskelig, men Sverige forsøgte at fa en alliance i stand med England mod Rusland. Forsøget mislykkedes, og man blev tvunget til at søge fred. ^[1]

England og Frankrig stillede op som mæglere, men i december 1720 kom den russiske fyrste Mnizersky til Stockholm med en fredsinvitation. Det svenske rigsrad accepterede invitationen den 13. og 14. december, og riksradsmedlemmet Lillienstedt og landshovdingen Otto Reinhold Stromfelt fik fuldmagter til at forhandle i Nystad. Rusland var nu yderligere repræsenteret af Bruce og Ostermann. Svenskerne tog omgaende spørgsmalet om russerhærgningerne op, hvilket førte til, at en kurir blev sendt for at kalde den russiske flade tilbage. ^[1]

Sveriges delegater havde kun fuldmagt til at afsta Kexholms lan, Ingermanland og Narva , samt nogle lan i det østlige Livland. Zar Peter var fast besluttet pa, at Rusland skulle beholde gjorte erobringer, samt større dele af Finland, og truede med at genoptage hærgningerne i Sverige, til hvilke var mobiliseret 115.000 mand. Sverige fandt det derfor nødvendigt at acceptere fredsbetingelserne. ^[1]

Vilkar [ rediger | rediger kildetekst ]

Som en del af aftalen matte Sverige:

1. afsta Estland , Livland , Ingermanland , Vyborg med omgivende len, den sydlige del af Kexholms lan , desuden øerne Øsel , Dagø og Moon til Rusland (p. 4),
2. have ret til fra Livland ( Reval , Arensburg og Riga ) toldfrit arligt at udføre for 50.000 rubler korn, dog undtaget ar med misvækst (p. 6).

Til gengæld matte Rusland:

1. afsta de besatte omrader af Finland til Sverige (p. 5),
2. betale krigsskadeerstatninger pa op omkring 2 millioner Reichsthaler (p. 5),
3. garantere befolkningen (adelige, uadelige, stæder, magistrater, gilder og skraer) i de af Sverige afstaede omrader trosfrihed og bevare deres skolevæsen (p. 10) samt ret til at beholde hidtidige handelsprivilegier (p. 9).

Følger [ rediger | rediger kildetekst ]

Freden markerede et vendepunkt i magtbalancen i det nordlige Europa , idet Sverige rent magtpolitisk begyndte sin tilbagegang, hvorimod Rusland med de store omradeovertagelser i Baltikum begyndte at fremsta som en stormagt i omradet.

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

• Robert L. Frost: The Northern Wars. War, State and Society in Northeastern Europe, 1558-1721 ; Harlow 2000.
• Ulf Sundberg: Svenska freder och stillestand 1249-1814; 2. uppl.; Hjalmarson & Hogberg, Stockholm 2002; ISBN   91-89080-98-X ; s. 316-318, 320-321
• Goran Wensheim: "Studier kring freden i Nystad"; Bibliotheca Historica Lundensis XXIX ; C. W. K. Gleerup, Lund 1973; ISBN   91-40-02853-4

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Fredstaktaten Arkiveret 3. september 2009 hos Wayback Machine (svensk)
• Nordisk familjebok , Uggleupplagan, bind 20 (1914), sp. 283; opslag: Nystad Arkiveret 20. juni 2013 hos Wayback Machine