Folkeforbundet
, eller
Folkenes Forbund
(
engelsk
:
League of Nations
), var en international organisation, som blev grundlagt
25. januar
1919
som en del af
Versailles-traktaten
, der afsluttede
1. verdenskrig
.
[1]
Det var inspireret af
Woodrow Wilsons
fredsplan. Hensigten var at sikre fred og fremme internationalt samarbejde, arbejde for nedrustning, at hjælpe flygtninge samt andet humanitært arbejde.
26 stater var medlemmer i forbundet fra begyndelsen; i løbet af tyverne var 55 stater med. Det højeste antal var 58 i 1934.
USA
kom aldrig med.
Den første generalforsamling blev afholdt i
Geneve
15. november
1920
. Her la Forbundets hovedsæde. Forbundet opløstes formelt
18. april
1946
og overførte sine malsætninger til de
Forenede Nationer
.
Da det hverken lykkedes Forbundet at forhindre den
Spanske borgerkrig
eller
2. verdenskrig
, var det nærmest gaet i opløsning før verdenskrigen. Men det havde succes med
Folkeforbundet, som i samtiden ogsa blev kaldt for
Nationernes Forbund
, blev oprettet i 1920 af
USAs
præsident
Woodrow Wilson
efter forudgaende beslutning i 1919.
[3]
Tanken om et internationalt politisk organ for bevarelse af freden havde imidlertid eksisteret længe.
Leon Bourgeois
beskrev 1910 i
La Societe des nations
et sadant, og er af nogle anset for at være Folkeforbundets andelige fader. Det var imidlertid erfaringerne fra
1. verdenskrig
som for alvor gav ideen sin fremgang. I en tale i den amerikanske forening
League to enforce peace
fremsatte Wilson en udtalelse direkte til støtte for en sadan organisation. Større spredning fik hans tale i det amerikanske senat den 22. januar 1917 og i den tale til kongressen den 8. januar 1918, hvori han fremlagde sine "
14 punkter
". Ogsa i Wilsons tale pa USA's nationaldag den 4. juli 1918 indgik spørgsmalet om oprettelsen af en international fredsorganisation.
[3]
Ogsa fra andre sider var lignende tanker blevet offentliggjort. Den tyske rigskansler
Theobald von Bethmann Hollweg
havde allerede i november 1916 udtalt, at Tyskland var villigt til at deltage ved dannelsen af et folkeforbund. I Frankrig fremlagde en regeringskommission et forslag herom i juni 1918, og i Storbritannien havde en regeringskommission ledet af
Walter Phillimore
i marts 1918 fremlagt et forslag, som ogsa var blevet overdraget Wilson, som havde diskuteret det med sin ven
Edward Mandell House
, som fik til opgave at udarbejde et nyt forslag, som fremlagdes den 16. juli 1918, og som adskilte sig fra det britiske forslag ved at foresla oprettelsen af en international domstol som en vigtig bestandsdel.
[3]
Wilson lagde Houses forslag til grund for et eget udkast til et eget forslag om oprettelsen af et folkeforbund, som han bragte med sig, da han i december 1918 rejste til
fredskongressen i Paris
. Her fik han ogsa synspunkter fra
Jan Smuts
vedrørende spørgsmalet om etniske minoriteter og vigtigheden af beskyttelse ogsa for sadanne indenfor rammen for folkeforbundet. Pa grundlaf af de nye synpunkter blev udarbejdet et andet udvidet udkast, som den 10. januar 1919 forelagdes britiske og amerikanske sagkyndige. Wilsons egen udenrigsminister
Robert Lansing
var skeptisk over for Wilsons planer, men en anden af USA's delegerede,
Tasker Howard Bliss
, deltog med kommentarer og bemærkninger, som antages at have haft indflydelse pa Wilsons tredje udkast.
[3]
Den britiske delegation havde et eget i visse henseender afvigende forslag, hvilket førte til, at der blev indledt forhandlinger mellem den britiske repræsentant
Robert Cecil
og amerikaneren
David Hunter Miller
for at finde et kompromis. Sammen med den britiske kronjurist
Cecil Hurst
blev derefter den 1-2. februar 1919 udarbejdet det sakaldte Hurst-Miller-udkast. Dette udkast blev efterfølgende lagt til grund for en
folkeforbundskommission
, som blev oprettet af fredskongressen den 25. januar
[4]
og under Wilsons ledelse
[4]
sammentradte 3-13. februar 1919. Repræsenteret i kommissionen var USA, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan, Belgien, Brasilien, Kina, Portugal og Serbien. Den 6. februar kom Grækenland, Polen, Rumænien og Tjekkoslovakiet med.
[3]
Det endelige udkast blev af kommissionen i enighed fremlagt den 14. februar 1919. Det var fortrinsvis Storbritannien og USA som stod bag forslaget, selv om en del franske og italienske redigeringsforslag var blevet imødekommet. Folkeforbundskommissionen underkastede fra den 22. marts til den 11. april 1919 forslaget en del revideringer, overvejende af formel art. Under indtryk af stemningen i USA blev Wilson tvunget til at tage visse forbehold for USA's vedkommende, især vedrørende
Monroedoktrinen
. Det reviderede kommissionsforslaget blev enstemmigt vedtaget af fredskonferencen den 28. april 1919.
[4]
Dets endelige vedtagelse skete dog først den 28. juni 1919, da det med nogle mindre ændringer blev underskrevet i
Versaillestraktaten
. Da denne tradte i kraft den 10. januar 1920, kan ogsa Folkeforbundet siget at have pabegyndt sin eksistens fra denne dato.
[4]
Akten om Folkeforbundets oprettelse indgik ogsa i fredstraktaterne med Østrig i Saint Germain den 10. september 1919, med Bulgarien i Neuilly den 27. oktober 1919 og med Ungarn i Trianon den 4. juni 1920.
[3]
Som oprindelige medlemmer blev optaget de stater, som havde undertegnet fredstraktaten i Versailles, nemlig Australien, Belgien, Bolivia, Brasilien, Frankrig, Grækenland, Guatemala, Haiti, Honduras, Italien, Japan, Jugoslavien, Canada, Kina, Cuba, Liberia, Nicaragua, New Zealand, Panama, Peru, Polen, Portugal, Rumænien, Siam (Thailand) , Storbritannien, Sydafrika og Tjekkoslovakiet. Tretten stater, der havde været neutrale under verdenskrigen, blev tilbudt medlemskab under den forudsætning, at de inden den 10. marts 1920 havde ansøgt om medlemskab, hvilket Sverige gjorde den 9. marts.
[4]
Af andre indbudte stater, som ogsa blev medlemmer, var Argentina, Chile, Colombia, Danmark, El Salvador, Nederlandene (Holland), Norge, Paraguay, Persien (Iran), Schweiz, Spanien og Venezuela.
[5]
USA, Ecuador og Hedjas, som ikke ratificerede Versaillestraktaten, blev ikke medlemmer.
[4]
Argentina tilkendegav dog allerede i december 1920, at det overvejede at forlade Folkeforbundet i protest mod, at dets forslag om at lade alle stater fa ret til at søge om medlemskab, blandt andet Tyskland, ikke var blevet imødekommet.
[5]
I 1920 blev Albanien, Bulgarien, Finland, Luxemburg og Østrig medlemmer. Estland, Letland og Litauen blev medlemmer i 1921 Ungarn i 1922, Abessinien og Irland i 1923, Den Dominikanske Republik i 1924, Tyskland i 1926, Mexico i 1931, Irak og Tyrkiet 1932.
[5]
Costa Rica blev medlem i 1920 men udtradte i 1927. Brasilien udtradte 1928 efter at have anmeldt sin udtræden i 1926 i protest mod, at det ikke havde faet en permanent plads i radet.
[5]
Japan
var medstifter af Folkeforbundet i 1919, men udtradte i 1933.
Tyskland
, der indtradte i 1926, forlod Folkeforbundet i 1933.
Danmark var et af de oprindelige medlemmer af Folkeforbundet, men forlod Folkeforbundet i juli 1940 efter den tyske
besættelse
.
[6]
Pagten for Folkeforbundet (fransk:
pacte
, engelsk:
covenant
), der udgjorde de første 26 artikler i
Versaillestraktaten
og flere af de andre efter
1. verdenskrig
afsluttede fredstraktater, tradte i kraft den
10. januar
1920
.
[1]
Pagtens artikel 1 indeholdt regler om optagelse i forbundet.
[1]
Heri bestemtes, at medlem kunne blive enhver stat, dominion eller koloni med selvstyre, safremt den kunne opna ⅔ af forbundsforsamlingens medlemmers tilslutning.
[7]
Blandt de lande, som blev optaget efter disse retningslinjer, var Østrig, Ungarn og Bulgarien.
[7]
Artikel 2?7 omhandlede forbundets tre hovedorganer: delegeretforsamlingen, radet og det faste sekretariat.
[1]
Artikel 5 fastslog, at forsamlingen og radet kun kunne træffe afgørelser i enighed (med visse undtagelser).
[7]
Artikel 8?17 gav bestemmelser om rustningernes begrænsning, om fredelig bilæggelse af mellemfolkelige stridigheder og om midler til at handhæve forbundsforpligtelserne.
[1]
Ved artikel 8 anerkendte forbundets medlemmer, at fredens opretholdelse krævede en indskrænkning af de nationale rustninger til den laveste grænse, som var forenelig med den nationale sikkerhed og med handhævelsen ved fælles virksomhed af mellemfolkelige forpligtelser. Ved denne bestemmelse tilsigtedes det at modarbejde rustningerne, men ikke at foreskrive Forbundsmedlemmerne et vist mindstemal, hvorunder rustningerne ikke matte indskrænkes. Pagten forudsatte dog, at de enkelte stater havde en vis militærstyrke.
[1]
[8]
Artikel 10 anerkendte forbundsmedlemmernes territoriale integritet og bestaende politiske uafhængighed, som forbundet forpligtede sig til at beskytte mod angreb udefra.
[1]
[9]
Denne bestemmelse kunne derimod ikke paberabes som anledning til indblanding i en stats indre anliggender.
[10]
Artikel 11 bestemte, at man til behandling kunne optage "ethvert spørgsmal, som falder indenfor forbundets virksomhedsomrade eller som berører verdensfreden."
[7]
Af andre bestemmelser, der tilsigtede at værne om de enkelte staters selvstændigbed, kan nævnes artikel 1, 2. stk. om medlemmernes udtræden af forbundet, artikel 5, 7. stk., hvorefter der krævedes enstemmighed til delegeretforsamlingens og radets beslutninger, med mindre der udtrykkeligt var fastsat noget andet
[10]
, artikel 15, 8. stk., hvorefter radet ikke var berettiget til at angive en løsning af et spørgsmal, der efter folkeretten udelukkende hørte under vedkommende stats egen myndighed
[10]
, artikel 16, der gjorde det muligt at udelukket et medlem ved overtrædelse af traktaten
[7]
og artikel 26, 2. stk., hvorefter det stod ethvert medlem frit ikke at godkende forandringer, der vedtoges i pagten, idet vedkommende stat i sa fald ville ophøre med at være medlem af forbundet.
[10]
Ifølge artikel 18 skulle alle traktater og mellemfolkelige aftaler, der fremtidig blev indgaet mellem forbundets medlemmer, registreres i sekretariatet for at være bindende og der efter offentliggøres.
[10]
Artikel 20 ophævede tidligere indgaede mellemfolkelige forpligtelser eller forstaelser, der var uforenelige med pagten, dog ansas voldgiftstraktater eller lokalt begrænsede forstaelser til fredens sikring sa som
Monroedoktrinen
ifølge artikel 21 ikke for uforenelige med pagten.
[10]
Artikel 22?25 henlagde en række vigtige administrative og socialpolitiske opgaver til forbundet
[10]
, og endelig gav artikel 26 regler om fremgangsmaden ved ændring af pagten.
[10]
Folkeforbundet bestod af tre institutioner: forsamlingen, radet og generalsekretariatet.
[7]
Af Folkeforbundets hovedorganer skulle forbunds- eller delegeretforsamlingen som hovedregel samles en gang arlig (ifølge forretningsordenen den første mandag i september) i
Geneve
, hvor forbundet havde sit sæde, mens radet, der skulle holde fire regelmæssige møder om aret, jævnlig samles andetsteds. Sekretariatet la i Geneve og den senere oprettede faste domstol i Haag.
Delegeretforsamlingen (fransk:
l’Assemblee
, engelsk:
the Assembly
) bestod af delegerede for alle medlemsstaterne, idet hver medlemsstat kunne sende højst 3 repræsentanter
[7]
samt stedfortrædere, sagkyndige radgivere og sekretærer, og hvert medlem havde en stemme.
[7]
Saledes bestod Danmarks delegation i 1924 af fire parlamentarikere med en diplomat (gesandt
Herluf Zahle
) som formand. I Delegeretforsamlingen havde hvert forbundsmedlem en stemme, og forsamlingen var ifølge pagten berettiget til at behandle ethvert spørgsmal, der faldt inden for forbundets virksomhed, eller som angik verdensfreden.
[10]
Forsamlingen skulle mødes en gang om aret i september i Geneve, men kunne ogsa holde møder pa andre steder og tidspunkter, safremt dette var blevet besluttet pa et forudgaende møde.
[7]
Det var radets formand, som indkaldte forsamlingen og abnede den.
[7]
Forsamlingen skulle vælge en egen præsident og 6 vicepræsidenter, idet formænd for nedsatte udvalg ogsa havde status af vicepræsident.
[4]
Efter en almindelig abningsdebat konstituerede forsamlingen sig med normalt 6 udvalg, idet hver stat var repræsenteret i alle udvalg. Møderne i forsamling og udvalg var abne, medmindre andet blev besluttet. Officielle sprog var fransk og engelsk.
[11]
Radet (fransk:
le Conseil
, engelsk:
the Council
) skulle oprindeligt besta af 9 medlemmer, nemlig 5 faste ? repræsenterende
Amerikas forenede Stater
(der imidlertid ikke var medlem af forbundet),
England
,
Frankrig
,
Italien
og
Japan
? og 4 andre, valgt af forsamlingen.
[11]
Sidstnævnte gruppe blev 1922 forøget til 6
[11]
, saledes for aret 1924 repræsentanter for
Belgien
,
Brasilien
,
Tjekkoslovakiet
,
Spanien
,
Sverige
og
Uruguay
.
[10]
De forbundsmedlemmer, der ikke var repræsenteret i radet, skulle have mulighed for at sende en repræsentant, der skulle deltage som medlem i de radsmøder, hvor der behandledes spørgsmal, som særlig vedrørte dette forbundsmedlems interesser.
[10]
De i radet repræsenterede medlemmer havde hver kun en stemme og e repræsentant.
[10]
For at radet kunne tage beslutning, krævedes som hovedregel lige som i delegeretforsamlingen enstemmighed.
[10]
Derimod var grundsætningen om staternes ligeberettigelse ikke gennemført i radet, hvor
stormagterne
altid havde ret til at være repræsenteret, mens alle de andre magter matte skiftes til at besætte de 6 øvrige pladser.
[10]
Forbundets tredje hovedorgan var det faste sekretariat (
le Secretariat permanent
), der blev ledet af en generalsekretær
[10]
(i begyndelsen englænderen sir
Eric Drummond
[10]
[11]
), som tillige deltog i alle radets og delegeretforsamlingens møder.
[10]
Sekretariatet udviklede sig til en omfattende institution, hvor en mængde sagkyndige fra forskellige lande dagligt arbejdede med de spørgsmal, som Folkeforbundet beskæftigede sig med.
[10]
Den faste domstol for mellemfolkelig retspleje (
Cour Permanente de Justice Internationale
) blev i henhold til pagtens artikel 14 oprettet ved en traktat, der blev vedtaget i Geneve den
13. december
1920
. Domstolen skulle træde sammen i
Haag
mindst en gang arlig for at behandle foreliggende sager. Blandt andet pa dette punkt adskilte den nye domstol sig fra den voldgiftsdomstol, som var blevet oprettet pa
Haagkonferencen
i 1899, hvis dommere var blevet udpeget af en liste for hver enkelt sag, og som stadig eksisterede ved siden af den ny domstol.
[10]
Domstolen var sammensat af 11 medlemmer, der var valgte for 9 ar (deriblandt danskeren Nyholm
[10]
), samt 4 stedfortrædere.
[10]
Domstolen kunne afgøre internationale stridigheder med bindende virkning for parterne, hvilke kun kunne være stater eller medlemmer af Folkeforbundet
[10]
, og dens myndighedsomrade omfattede i øvrigt alle sager, som parterne indankede for den.
Domstolen kunne endvidere afgive betænkninger i spørgsmal, som radet eller forbundsforsamlingen forelagde den, og afgav en række sadanne responsa. Foruden at afgøre tvistigheder, der saledes frivilligt henvistes til den, var domstolens domsmyndighed obligatorisk i alle retstvister mellem stater, fx vedrørende traktaters fortolkning og alle spørgsmal angaende folkeret, nar vedkommende stat en gang for alle eller for et bestemt tidsrum havde forpligtet sig dertil. En sadan erklæring var pa betingelse af gensidighed afgivet for 5 ar af Danmark og flere andre stater. Domstolens statutter var ratificeret af en lang række stater, deriblandt Danmark, Norge, Sverige, Holland, Schweiz, Storbritannien, Frankrig, Italien og Japan.
I tilslutning til udtalelserne i pagtens artikel 23 var der ved Versaillestraktatens 13. del stiftet en international arbejdsorganisation, bestaende blandt andet af de stater, der var medlemmer af Folkeforbundet. Denne organisation omfattede dels en forsamling, hvori hver medlemsstat var repræsenteret ved to regeringsdelegerede samt en arbejder- og en arbejdsgiverrepræsentant, dels et internationalt arbejdsbureau i Geneve, der under tilsyn af et forvaltningsrad lededes af en direktør (franskmanden
Albert Thomas
).
Pa konferencer, organisationen havde sammenkaldt (i Washington 1919, i Genua 1920 og i Geneve 1921, 1922 og 1923) blev der vedtaget en række konventioner om sociale forhold, fx om arbejdsløshed og om kvinders og børns natarbejde.
Forbundet lod foruden adskillige midlertidige udvalg og kommissioner nedsætte en række faste udvalg af fremragende fagmænd fra forskellige lande. Af sadanne udvalg kan nævnes:
- det radgivende opiumsudvalg, der var radet behjælpeligt i spørgsmal om modarbejdelsen af handelen med
opium
,
morfin
,
kokain
og andre skadelige bedøvelsesmidler;
- det radgivende tekniske udvalg for samfærdsel og transit;
- det faste udvalg for bekæmpelsen af handel med kvinder og børn;
- sundhedsudvalget, der under ledelse af danskeren
Thorvald Madsen
udrettede et stort arbejde blandt andet for at hindre epidemiske sygdommes udbredelse fra
Østeuropa
;
- det land-, sø- og luftmilitære udvalg, som blandt andet beskæftigede sig med spørgsmalet om rustningernes begrænsning;
- mandatudvalget, der havde at gøre med sadanne (navnlig tidligere tyske og tyrkiske) kolonier og omrader, hvis befolkning mentes at mangle betingelserne for selvstyre, og som derfor i henhold til pagtens artikel 22 administreredes af dertil af forbundet udpegede og kontrollerede mandatmagter (især Storbritannien og Frankrig).
Forbundet beskæftigede sig med en række politiske problemer af højst uens karakter.
Folkeforbundets vigtigste formal var at bevare freden i verden, men det fik tillige til opgave at garantere de nationale minoriteters rettigheder. Med tiden patog organisationen sig ogsa sekundære opgaver inden for økonomisk og socialt arbejde, som epidemibekæmpelse, flygtningehjælp og hjælp med saneringen af visse landes finanser.
[12]
I fredsaftalerne efter 1. verdenskrig blev en lang række omrader, som før krigen havde hørt under de tabende lande, stillet under Folkeforbundets kontrol. De blev kaldt
mandatomrader
, og var en form for
protektorat
. Tanken var at forberede befolkningen til selvstændighed, men efter som omraderne blev ansete for modne for selvstændighed i varierende grad, blev de inddelt i tre forskellige typer af mandatomrader: A-mandat, B-mandat og C-mandat.
[13]
[14]
Til A-mandater regnedes de tidligere tyrkiske besiddelser Irak, Palæstina og Syrien, med Storbritannien som mandatmagt for Irak og Palæstina og Frankrig som mandatmagt for Syrien. Irak ansas i 1932 som værende klart til at blive selvstændigt.
[13]
[14]
Til B-mandater regnedes de tidligere tyske afrikanske kolonier
Togo
,
Kamerun
og
Tysk Østafrika
. Togo og Cameroun blev overvejende forvaltede af Frankrig, mens Storbritannien forvaltede en mindre del. Tysk Østafrika blev overvejende forvaltet af Storbritannien, mens en mindre del blev forvaltet af Belgien. I A- og B-mandatomrader skulle alle tilsluttede staters medborgere garanteres fuld økonomisk ligestilling.
[13]
[14]
Till C-mandater regnedes det tidligere Tysk Sydvestafrika med
Sydafrika
som forvalter samt Samoa, Ny Guinea og Stillehavsøerne nord for ækvator under New Zealand, Australien og Japan som mandatstater. Desuden øen Nauru som forvaltedes af Storbritannien, Australien og New Zealand.
[13]
[14]
Forude de nævnte stod ogsa
Saarland
1920-35 og
Fristaden Danzig
under Folkeforbundets overopsyn.
[12]
[14]
Forbundet var indblandet i løsningen af en lang række internationale konflikter.
Aland
med 6.500 øer midt mellem
Sverige
og
Finland
har en overvejende
svensktalende
befolkning. I
Freden i Fredrikshamn
i 1809 blev Aland sammen med resten af Finland afstaet fra
Sverige
til
Rusland
. Da Finland erklærede sig selvstændig fra Rusland i 1917, ønskede Aland at blive indlemmet i Sverige,
men i
1920
foreslog Finland, at Aland i stedet skulle fa en autonom status indenfor Finland. Dette ville alændingene ikke godtage. I 1920 havde konflikten eskaleret saledes, at der var fare for krig, og spørgsmalet blev taget op i Folkeforbundet, hvor der blev nedsat en neutral komite.
I juni 1921 konkluderede Folkeforbundet, at Aland fortsat skulle tilhøre Finland og være en neutral og demilitariseret zone. Finland matte ogsa garantere befolkningens ret til opretholdelsen af det svenske sprogs stilling og til deres svenske kultur og traditioner. Med Sveriges modstræbende tilslutning blev dette den første internationale aftale, hvor Folkeforbundet var direkte involveret.
Den
anden polske republik
gjorde krav pa
Øvre Schlesien
, som havde været en del af
Preussen
før krigen. Versaillestraktaten anbefalede, at grænsedragningen mellem Tyskland og Polen skulle afgøres efter en folkeafstemning. Der var
opstand
i omradet bade før og efter folkeafstemningen, som blev afholdt den 20. marts 1921. 59,6 % (500.000) stemte for at tilhøre Tyskland (
Weimarrepublikken
), men Polen bestred enkelte af omstændighederne omkring folkeafstemningen.
Stormagterne kunne heller ikke blive enige om at godkende folkeafstemningen.
[18]
Den 12. august 1921 blev Folkeforbundet bedt om at afgøre striden, og der blev nedsat en undersøgelsesgruppe med repræsentanter fra Belgien, Brasilien, Kina og Spanien.
Undersøgelsesgruppen anbefalede, at Øvre Schlesien blev delt mellem Polen og Tyskland i henhold til resultatet fra folkeafstemningen, og at de to sider skulle blive indbyrdes enige om toldbestemmelser og andre spørgsmal.
Efter en konference i Geneve i november 1921 blev det afgjort, at størstedelen af omradet skulle tilhøre Tyskland, mens den polske del ville indeholde de fleste mineralressourcer og det meste af industrien. Aftalen blev ratificeret af begge lande, selv om tyskerne i omradet var utilfredse. Aftalen sikrede fred i omradet indtil 2. verdenskrig.
Fredskonferencen i
Paris
overlod til Folkeforbundet at fastsætte
Albaniens
grænser
. Dette førte til en ustabil situation i denne
region
,
græske
styrker stod i det
sydlige
Albanien
og
jugoslaviske
i det
nordlige
Albanien
. Først i
november
1921
fastsatte Folkeforbundet
grænserne
saledes, som de havde været i
1913
, med blot tre mindre ændringer i
Jugoslaviens
favør.
Jugoslavien
protesterede, men trak sig tilbage til de fastlagte
grænser
.
Der opstod en ny
international
konflikt den
24. august
1923
, da den
italienske
general
Enrico Tellini
og fire andre blev
dræbt
ved en
grænseovergang
mellem
Grækenland
og
Albanien
.
Italiens leder
,
Benito Mussolini
, blev rasende og forlangte, at en
kommission
undersøgte hændelsen i løbet af fem
dage
, og at
Grækenland
skulle betale 50 millioner
lire
i
skadebod
.
Grækenland
svarede, at dette kun blev aktuelt, hvis det blev bevist, at dette var en
kriminel
handling fra
græsk
side.
Mussolini
svarede med at sende
krigsskibe
til den
græske ø
Korfu
og
besætte
øen
den
31. august
1923
. Dette var et brud pa Folkeforbundets
pagt
, og
Grækenland
bad Folkeforbundet om at behandle sagen.
Ententemagterne
ønskede, pa anmodning fra
Mussolini
, at
Ambassadørradet
skulle være ansvarlig for at behandle sagen, fordi det var Ambassadørradet som havde udpeget
Tellini
til den opgave, han var pa, da han blev skudt.
Ambassadørradet
sluttede sig i store træk til Folkeforbundets indstilling, blandt andet blev
Grækenland
palagt at betale 50 millioner
lire
i
erstatning
? dette til trods for at de skyldige for
drabene
aldrig blev fundet.
Italien
trak derefter sine styrker tilbage fra
Korfu
.
Memelland
med havnebyen Memel (nu
Klaip?da
) som var befolket med en stor tysk befolkningsandel, var i henhold til artikel 99 i Versaillestraktaten under
Ententemagternes
kontrol. Frankrig og Polen ønskede at lade byen være international, mens
Litauen
ønskede Memelland underlagt sig. I januar 1923
invaderede Litauen omradet
. Striden blev efterfølgende overdraget til Folkeforbundet, som nedsatte en undersøgelsesgruppe, som foreslog, at Memelland blev givet en autonom status indenfor Litauen. Dette blev godkendt af Folkeforbundets rad den 14. marts 1924 og af de allierede og Litauen.
Kontrollen over dette omrade var vigtig for Litauen, da det sikrede adgang til og havn ved
Østersøen
.
Hatay
, som havde været en del af
Det Osmanniske Rige
, kom under fransk kontrol efter 1. verdenskrig. Under overopsyn af Folkeforbundet blev Alexandretta (nu
?skenderun
) i det franske mandatomrade Syrien i 1937 en autonom region, republikken Hatay, med band til bade
Tyrkiet
og
Frankrig
. I 1939 blev Hatay en del af Tyrkiet.
[26]
Provinsen
Mosul
havde været en del af
Det Osmanniske Rige
før 1. verdenskrig.
Det britiske imperium
, som havde faet herredømmet over Irak i 1920, hævdede, at Mosul tilhørte Irak, mens Tyrkiet ogsa gjorde krav pa provinsen. Folkeforbundet sendte en undersøgelsesgruppe til omradet i 1924. Den fandt ud af, at befolkningen i omradet hverken ønskede at tilhøre Irak eller Tyrkiet, men dersom de matte vælge, foretrak de Irak.
Folkeforbundets rad bestemte i 1925, at Mosul blev en del af Irak under forudsætning af, at det britiske mandat varede i yderligere 25 ar for at sikre rettighederne for den
kurdiske befolkning
. Selv om Tyrkiet havde accepteret Folkeforbundets mægling før indgaelsen af
Lausannetraktaten
, protesterede Tyrkiet mod denne afgørelse, og spørgsmalet kom for
Den Faste Domstol for Mellemfolkelig Retspleje
, som støttede afgørelsen i radet. Storbritannien, Tyrkiet og Irak indgik ogsa en separat fredsaftale den 5. juni 1926.
Saargebiet
, som før krigen delvis havde været en del af
Preussen
, og delvis var omradet Pfalz (En del af det som i dag er
Rheinland-Pfalz
), blev i Versaillestraktaten sat under Folkeforbundets overopsyn. I den palagte folkeafstemning, som blev afholdt i 1935, stemte 90,3 % for at omradet skulle tilhøre Tyskland og ikke Frankrig.
Mukden-hændelsen
fandt sted den 18. september 1931 nær byen Mukden (i dag
Shenyang
) i
Manchuriet
. Den blev anledningen til Japans invasion af Manchuriet. Japanerne oprettet den selvstændige stat
Manchukuo
trods internationale protester fra USA og Folkeforbundet. Den nye stat blev i begyndelsen kun anerkendt af Italien og Nazi-Tyskland. I 1933 fordømte Folkeforbundet Japans invasion ? mod Japans stemme. I stedet for at trække tropperne tilbage, valgte Japan at træde ud af Folkeforbundet.
Folkeforbundet formaede ikke at forhindre
Chacokrigen
i 1932 mellem
Bolivia
og
Paraguay
om
Gran Chaco
-region. Regionen var spredt befolket, men via floden
Paraguay
kunne det land, som havde kontrol over dette omrade, fa adgang til
Atlanterhavet
.
Italien angreb Etiopien i
den anden italiensk-abessinske krig
fra 3. oktober 1935 til 7. maj 1936. Krigen afslørede hvor lille magt, Folkeforbundet havde, bade til at stoppe Italien (som var medlem) og til at beskytte Etiopien.
Et statskup den 17. juli 1936 indledte
den spanske borgerkrig
. I september 1936 bad den spanske udenrigsminister om Folkeforbundets støtte. I februar 1937 forbød Folkeforbundet
de internationale brigader
, som var udenlandske frivillige, men dette var i praksis kun et symbolsk vedtagelse.
Efter mange mindre konflikter, indledte Japan den 7. juli 1937 en mere omfattende invasion af Kina, den
anden kinesisk-japanske krig
. Den 12. september 1937 bad Kina om Folkeforbundets støtte, og den 6. oktober 1937 blev invasionen fordømt af Folkeforbundet ? uden at det fik praktiske konsekvenser.
[34]
Folkeforbundets manglende evne til at hævde sin myndighed medførte, at det i løbet af 1930-erne blev stadig mere svækket i takt med en række internationale kriser, ide man ikke kunne hindre
Japan
,
Italien
,
Tyskland
og
Sovjetunionen
fra at udvide deres territorier med vold. De tre fremtidige
aksemagter
og det kommunistiske diktatur undergravede den internationale
kollektive sikkerhed
.
I 1935
invaderede Italien Etiopien
, der endda var et andet medlem af Folkeforbundet, uden efterfølgende mærkbare
sanktioner
fra andre medlemmer. Karakteristisk nok modarbejdede Polen, der selv havde imperialistiske malsætninger, i juni 1936 beslutningen om internationale sanktioner mod Italien.
[35]
De økonomiske sanktioner mod Italien var blevet indført sa tidligt som i efteraret 1935, og allerede da valgte lande som Østrig og Ungarn at sta uden for. Polen rettede sig efter sanktionerne, men valgte at i forsommeren 1936 virke for deres afskaffelse efter som tiltagene ikke længere forekom at tjene noget formal. I juli 1936 ophævede Folkeforbundet disse.
[36]
I marts 1936
remilitariserede Tyskland Rhinlandet
i strid med
Versaillesfredens
bestemmelser uden mærkbare reaktioner fra omverdenen.
Ikke mindst disse begivenheder viste, at Folkeforbundet enten var uvillig eller ikke formaede at stoppe militær ekspansion og banede vejen for de begivenheder, der udløste
2. verdenskrig
. Den tyske regering frygtede ikke længere omverdenens reaktioner, da den begyndte at stille krav om landafstaelser til Tjekkoslovakiet i 1938, og ignorerede
Munchenaftalens
bestemmelser, da man efterfølgende - sammen med blandt andet Polen - okkuperede Tjekkoslovakiet. Derefter begyndte Tyskland imidlertid ogsa at kræve landafstaelser af Polen. Tyskland havde allerede i 1933 forladt Folkeforbundet, og Japan udtradte samme ar. Da 2. verdenskrig udbrød i september 1939, var Folkeforbundet pa det nærmeste ophørt at fungere som organisation, og udelukkelsen senere samme ar af Sovjetunionen skulle blive dets sidste handling af nogen betydning.
Den 14. december 1939 blev
Sovjetunionen
stemt ud af Folkeforbundet som følge af
sit angreb
pa
Finland
.
[37]
Udelukkelsen skete endda kun ved at bryde Folkeforbundets egne former. Kun 7 af 15 medlemmer i sikkerhedsradet stemte for udelukkelsen (Storbritannien, Frankrig, Belgien, Bolivia, Egypten, Den Sydafrikanske Union og Den Dominikanske Republik), hvilket ikke var en majoritet. Endvidere var 3 af de 7 medlemmer (Sydafrika, Bolivia og Egypten) først blevet valgt ind i sikkerhedsradet dagen inden afstemningen.
[38]
Folkeforbundet ophørte i princippet at fungere efter dette og blev formelt opløst i 1946.
[39]
- ^
a
b
c
d
e
f
g
"Rasmussen (1924), s. 697"
.
Arkiveret
fra originalen 4. marts 2016
. Hentet 15. august 2013
.
- ^
Henning Poulsen:
Hitlers krig
(s. 20), Gyldendal, 1990,
ISBN
87-00-32462-0
- ^
a
b
c
d
e
f
Carlquist, Gunnar
(red.):
Svensk uppslagsbok
, bind 18; Svensk Uppslagsbok AB, Malmo 1937; s. 770-72
- ^
a
b
c
d
e
f
g
NF, sp. 703
- ^
a
b
c
d
Carlquist, Gunnar
(red.):
Svensk uppslagsbok
, bind 18; Svensk Uppslagsbok AB, Malmo 1937; s. 773-74
- ^
Politiken, 19. juli 1940.
- ^
a
b
c
d
e
f
g
h
i
j
NF, sp. 704
- ^
NF, sp. 706
- ^
NF, sp. 706f
- ^
a
b
c
d
e
f
g
h
i
j
k
l
m
n
o
p
q
r
s
t
u
v
"Rasmussen (1924), s. 698"
.
Arkiveret
fra originalen 4. marts 2016
. Hentet 15. august 2013
.
- ^
a
b
c
d
NF, sp. 705
- ^
a
b
Carlquist, Gunnar
, red. (1937).
Svensk uppslagsbok. Bd 19
. Malmo: Svensk Uppslagsbok AB. s. 776-777.
- ^
a
b
c
d
Carlquist, Gunnar
(red): Svensk uppslagsbok, bind 18; Svensk Uppslagsbok AB, Malmo 1934; s. 139
- ^
a
b
c
d
e
NF, sp. 710
- ^
Anna M. Cienciala,
THE REBIRTH OF POLAND
Arkiveret
5. februar 2012 hos
Wayback Machine
- ^
Ca?aptay, Soner (2006).
Islam, secularism, and nationalism in modern Turkey
. Taylor & Francis. s.
117
?121.
ISBN
978-0-415-38458-2
.
- ^
"Japanese Attack on China 1937"
. Mount Holyoke University.
Arkiveret
fra originalen 31. august 2011
. Hentet 11. juni 2013
.
- ^
Vladimir Besjanov, "Krasnyj blitskrig", OOO Izdatel Bystrov, 2006, s. 87.
- ^
Goran Hagg, "Mussolini. En studie i makt", Norstedts 2008, s. 198-199 och Jozef Beck, "Ostatni raport", Warszawa 1987, s. 106-107.
- ^
Udelukkelse af av Sovjetunionen, NF-protokol
Arkiveret
24. juni 2015 hos
Wayback Machine
(engelsk)
- ^
Igor Pychalov. Velikaja obolgannaja vojna
Arkiveret
6. april 2011 hos
Wayback Machine
(russisk)
- ^
Лига наций
Arkiveret
15. januar 2007 hos
Wayback Machine
(russisk)
- Ake Hammerskjold: "Nationernas Forbunds konstitutionella Organisation" (
Svensk Tidskrift
; 11. argang (1921); s. 348-366)
- Gunnar Hesslen: "Forenta Staterna och Nationernas Forbund" (
Svensk Tidskrift
; 20. argang (1930); s. 77-84)
Arkiveret
21. marts 2018 hos
Wayback Machine
- Northedge, F.S (1986).
The League of Nations: Its Life and Times, 1920?1946
. Holmes & Meier.
ISBN
0-7185-1316-9
.
- Gustav Rasmussen
:
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind XVII (1924), s. 697-700; opslag; Nationernes Forbund
Arkiveret
4. marts 2016 hos
Wayback Machine
- Gustav Rasmussen:
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind XXVI (1930), s. 758; opslag; Nationernes Forbund
Arkiveret
17. november 2016 hos
Wayback Machine
- Scott, George (1973).
The Rise and Fall of the League of Nations
. Hutchinson & Co LTD.
ISBN
0-09-117040-0
.
- Verner Soderberg: "Nationernas Forbund. Gamla och nya planer pa "helliga alliancer" ." (
Svensk Tidskrift
; 8. argang (1918); s. 469-484)
Arkiveret
4. marts 2016 hos
Wayback Machine
- Ake Thulstrup: "Nationernas Forbunds fodelse" (
Svensk Tidskrift
; 19. argang (1929); s. 285-293)
Arkiveret
21. marts 2018 hos
Wayback Machine
- Ernst Trygger: "Nagra ord om Nationernas Forbund" (
Svensk Tidskrift
; 13. argang (1923); s. 1-24)
- "Nationernas Forbund" i:
Nordisk Familjebok
, Uggleupplagan, bind 37 (1925); sp. 703-712
Arkiveret
20. marts 2018 hos
Wayback Machine
(NF)