Faste
er frivillig afholdelse fra
føde
og i nogle tilfælde
drikke
og
sex
. Man kan faste af flere grunde: religiøse, medicinske eller
sundhedsmæssige
.
Periodisk faste
er en type faste, hvor den fastende begrænser sit fødeindtag til bestemte periode eller bestemte dage.
Flere
religioner
og
trosretninger
benytter faste til andelig hengivelse og oplysning. Udover rituel faste, hvor fasten er lagt i kalenderen med faste dage, kendes individuel faste eller
askese
i forbindelse med overgangsriter eller stræben efter
mystik
og
religiøs
indsigt.
Oldkirken
opfordrede til faste
onsdag
og
fredag
for at lægge afstand til
jødernes
faste
mandag
og
torsdag
. Senere begrundedes valget med, at
Jesus
blev forradt af
Judas Iskariot
pa en onsdag, mens
Tertullian
anførte, at
korsfæstelsen
skete pa en fredag. Snart blev fasteopfordringerne udvidet til at omfatte ugen op til
paske
og dagene før
daben
. Da
bodsvæsenet
blev sat i system, spillede fasten en fremtrædende rolle.
Hermas Hyrden
fra
Rom
mellem 120 og 140 opfordrer med tanke pa den kommende
dommedag
stærkt til at gøre bod: der blev kun givet syndsforladelse en gang. I løbet af 200-tallet udtænkte man en graduering af synd. Mindre
synder
blev afbødet med faste, anger,
bøn
og
almisse
.
[1]
Før kristendommen blev
statsreligion
i 391, fandt daben normalt sted paskenat, og den døbte viste sig værdig til optagelse i
menigheden
gennem bøn, faste og nattevagen i ugerne før daben. I de følgende arhundreder blev
barnedab
gradvis det almindelige.
[2]
Fasten tillægges forskellig betydning i de
kristne
kirkesamfund.
Katolikkerne
praktiserer en arlig rituel faste i de 40 dage (
søndage
tælles ikke med) fra
askeonsdag
til
langfredag
.
Karnevallet
(af
middelalderlatin
carne
= "kød" +
vale
= "fjernelse") markerer begyndelsen pa fasten. I fastetiden ma der kun spises et dagligt maltid ifølge
kirkeretten
.
Protestantisk
kristendom har traditionelt været skeptisk over for faste og askese, men i nyere tid spores interesse for kropslige, erfarings- og følelsesmæssige sider som de kristne fastetraditioner.
Tallet 40 er i kristen, jødisk og muslimsk tankegang et udtryk for faste og afholdenhed. (Ordet
karantæne
stammer fra det latinske ord for 40 dage.) Tallet 40 sættes ofte i forbindelse med
ørken
som i det jødiske folks 40-arige ørkenvandring pa
Sinai-halvøen
forud for indgangen i "det forjættede land" og
Det Ny Testamente
tekst om Jesu 40 dages ørkenfaste som den egentlige forberedelse til hans virke og livsmission.
Jesu Kristi Kirke af Sidste Dages Hellige
har en manedlig fastedag (normalt den første
søndag
i
maneden
), hvor medlemmerne opfordres til at faste i stedet for at indtage to pa hinanden følgende maltider med mad og drikke. De opfordres til at give et pengebeløb "fasteoffer" svarende til det (eller mere), de har sparet ved ikke at spise. Det gar til de fattige.
Hos
muslimer
hedder fasten
sawm
pa
arabisk
og strækker sig over 30 dage i fastemaneden
Ramadanen
. Fasten er en af
islams
fem søjler
. De faster hver dag fra daggry til solennedgang. Imens ma de ikke drikke, spise, ryge eller have seksuelt samkvem. Efter solnedgang afbrydes dagens faste af et maltid, som samler familien. I
ramadanen
er fasten palagt alle voksne muslimer, undtagen gravide, ammende, menstruerende, syge, ældre, rejsende og krigere. Hvis nogle er for syge til at faste i ramadanen, kan de faste en anden dag, og hvis det heller ikke kan lade sig gøre, kan de give penge til fattige som bod.
Fasten i ramadanen afsluttes med
eid-festen
for familie og venner. Der er ogsa tradition for at give gaver, og mange vælger denne dag til at markere
zakat
, og der er tradition for at besøge familiegravstedet.
Blandt arsagerne til muslimernes faste er, at de vil underkaste sig og vise
lydighed
over for Allah. Muslimerne bliver befalet i
Koranen
:
”I som tror, fasten er palagt jer, ligesom den var palagt dem før jer, sa I kan opna gudsfrygtighed.” (al-Baqarah 2:183)
”Den af jer, der oplever maneden [Ramadanen] skal faste i den.” (al-Baqarah 2:185)
Andre arsager er, at fasten skal bruges til
refleksion
over, hvordan fattigere lever og taknemmelighed for, at man er velsignet med frivilligt at afsta fra mad, drikke og seksuelt samkvem.
Fasten i alevismen
har et andet indhold.
Fasten bliver i Islam ogsa brugt som en værn mod darlige ting.
[
kilde mangler
]
I den
jødiske
kalender findes fastedage og fasteperioder. Mest udbredt er fasten i forbindelse med festerne
yom kippur
og
purim
. Endelig er der fastedage, der knytter sig til særlige begivenheder i jødedommens historie, som helligdagen
tisha be-av
, hvor der fastes til minde om
templet i Jerusalems
ødelæggelse i
586 f.Kr.
og
70
e.Kr.
Hinduismen
har indlagt flere fasteperioder af varierende strenghed op til de store helligdage. Ortodokse hinduer faster tirsdag og fredag, og de spiser en, maske to gange om dagen, og maden bestar fortrinsvis af grøntsager.
Før
kirurgiske
operationer
er der fasteregler for at undga opkastning under
bedøvelsen
. Det mest almindelige er seks timers faste for fast føde og to timer for tynde væsker for patienter over fire ar.
I nogle
kostfilosofier
indgar faste, gerne med begrundelsen "at kroppen skal renses ud". Det kan ogsa være en del af en
vægttab
.
- ^
Martin Schwarz Lausten:
Kirkehistorie
(s. 47-9), forlaget ANIS, Frederiksberg 1997,
ISBN
87-7457-202-4
- ^
Martin Schwarz Lausten:
Kirkehistorie
(s. 63)
Gads Religionsleksikon
Arkiveret
7. juni 2007 hos
Wayback Machine