Den
Første østrigske republik
var den stat, som blev oprettet pa ruinerne af det opløste
Østrig-Ungarn
efter nederlaget i
1. verdenskrig
. Sammenbruddet af det tidligere imperium bevirkede, at østrigerne i begyndelsen havde svært ved at finde en ny, egen identitet. Mange ønskede efter opløsningen af det tidligere imperium en forening af det tysksprogede Østrig med Tyskland, men dette blev forhindret af omverdenen. Østrigs politik kunne her efter for en tid samle sig om at udvikle den nye republik, men med fremkomsten af
Nazi-Tyskland
i 1933 kom spørgsmalet om forholdet mellem de to lande atter i front.
Socialdemokraten
Karl Seitz
overtog den
30. oktober
1918
magten i Østrig og proklameredes den 12. november som foreløbig præsident.
[1]
Samme dag døde den hidtil fungerende udenrigsminister og de ny mænds ledende kraft, Victor Adler. Socialdemokraten
Karl Renner
blev statsminister og
Otto Bauer
udenrigsminister. I februar 1919 afholdtes valg med almindelig valgret fra 20 ars alderen for mænd og kvinder til en konstituerende nationalforsamling, hvori socialdemokraterne fik 72 mandater af 170 og matte optage repræsentanter for det næststørste parti, de kristelig-sociale i regeringen. Bauer, der havde sat sig som mal at fa Østrig optaget som stat i det tyske rige, tradte som følge af sejrherrernes afgjorte modstand her imod tilbage i juli, og Renner, der da overtog udenrigsministerposten, blev den, som kom til at underskrive
freden i St. Germain
den 10. september 1919. Ved freden blev republikken Østrig indskrænket til sit nuværende omfang, dog saledes, at den endelige grænse pa et par omstridte punkter først blev fastsat efter
folkeafstemninger
. Saledes kom
Klagenfurt
-bassinet pa grænsen af det daværende
Jugoslavien
ved en folkeafstemning 1920 til Østrig, og af det fra
Ungarn
ved freden erhvervede
Burgenland
matte som følge af en afstemning 1921 staden
Oedenburg
gives tilbage til Ungarn. Af tysk befolkning mistede Østrig ca. 3 millioner, især beboere af
Bohmen
og det til
Italien
afstaede
Sydtyrol
. Til gengæld kom ca. en kvart nillion tyskere med Burgenland ind under Østrig. Uagtet, at befolkningen overvejende er tysk, fandtes der dog sa mange indbyggere af anden nationalitet, at Østrig var blandt de stater, der har sluttet mindretalstraktat med de allierede under garanti af
Folkeforbundet
. Foruden at fastsla landomradet indeholdt fredstraktaten bestemmelser om, at Østrigs hær skulle indskrænkes til 30.000 mand hvervede soldater, fladen udleveres, anskaffelse af militær materiel begrænses og skadeserstatning gives efter senere fastsatte bestemmelser, der krævede overordentlig byrdefulde ydelser til nabostaterne. Dette i forbindelse med de høje toldmure, der rejstes af disse nyskabte nabostater, tabet af industriomrader og savnet af umiddelbar adgang til havet var medvirkende til Østrigs elendige økonomiske tilstand i de følgende ar.
[1]
Efter fredsslutningen var det derfor først og fremmest de finansielle og økonomiske forhold, politikken kom til at dreje sig om. Det samarbejde, der fra begyndelsen var tilvejebragt mellem de to hovedpartier, Socialdemokrater og Kristelig-sociale, blev vanskeligere og vanskeligere, og i juni 1920 afløste den kristelig-sociale
Mayr
Renner som statsminister, mens sidstnævnte beholdt udenrigsministerposten. Efter valgene i oktober samme ar, der gav de kristelig-sociale mægtig fremgang, mens socialdemokraterne gik tilbage og fra nu af kun har været det næststørste parti, tradte Renner ud af kabinettet, Mayr overtog hans post og styrede nu med et rent kristelig-socialt ministerium. I december valgtes forfatteren
Hainisch
til præsident og var det endnu i 1928.
[1]
Af andre partier spillede kun altyskerne en rolle.
[1]
Under den stærke iver i begyndelsen af republikkens tid for at blive forenet med Tyskland vandt dette parti sa megen tilslutning, at det fik en snes mandater i parlamentet, men efterhanden, som man blev klar over, at denne tankes virkeliggørelse ikke ville være umiddelbart forestaende, mistede partiet halvdelen af sine mandater, men var dog stærkt nok til sammen med de kristelig-sociale at danne flertal i huset. Ministerierne
Seipel
(maj 1922?november 1924 og fra oktober 1926) var sammensat af disse to partier. I mellemtiden forsøgte Ramek at regere med et rent kristelig-socialt ministerium, men matte efter et par ars forløb trække sig tilbage, dels som følge af at de ynkeligt stillede tjenestemænd truede med strejke, dels fordi opdagelsen af nogle finansskandaler skabte mistillid til ministeriets politik. Ved valget i april 1927 blev Seipels flertal bevaret, omend socialdemokraterne fik en mindre fremgang. Kommunisterne kunne ikke finde stærk tilslutning i Østrig. I første halvar af 1919 var der ganske vist i Wien uroligheder, der kostede menneskeliv, men senere blev der mellem
2.
og
3. Internationales
tilhængere indgaet kompromis, spottende kaldet "halvtredie Internationale", og under disse forhold kunne intet kommunistisk parti komme i parlamentet. Pa anden made kunne de dog til tider minde om deres tilværelse. I sommeren 1927 kom det saledes som følge af deres misfornøjelse med en nævningekendelse til sadant røre, at Wiens domhus gik op i luer.
[2]
Uden hensyn til, hvilket parti der har været ved magten, var den politiske hovedopgave som oven for anført arbejdet for statens og samfundets materielle genrejsning. Da den østrigske sektion af reparationskommissionen, der skulle lede landets afleveringer ifølge fredstraktaten, havde afsluttet sit arbejde og var afrejst i april 1921, ankom nogle finansdelegerede fra Folkeforbundet, hvoraf Østrig allerede i 1920 var blevet medlem, for at undersøge mulighederne for at bringe Østrig ud af den tilsyneladende ganske habløse stilling, det befandt sig i. Sa længe, denne undersøgelse stod pa, levede landet sa at sige fra handen i munden af sma utilstrækkelige lan fra de i landets økonomi mest interesserede stater (England, Frankrig, Italien, Tjekkoslovakiet). I 1922 forela forslagene til genrejsning, og den 4. oktober samme ar vedtog Folkeforbundsradet, at der skulle rejses et lan til Østrig pa 650 millioner guldkroner, garanteret af sidstnævnte magter mod pant i tolden og tobaksmonopolets indtægter. Endvidere skulle Østrig ved indre reformer i løbet af 2 ar skaffe balance pa sit budget.
[2]
De garanterende magter nedsatte en kontrolkommission, og pa Folkeforbundets vegne blev borgmester i Rotterdam, dr. Zimmermann, udset til som generalkommissær at føre tilsyn med regeringen. I december 1922 ankom Zimmermann til Wien, og ved en overmade hardhændet fremgangsmade fik regeringen statsudgifterne sa stærkt nedsat, at der pa budgettet 1925?26 var tilvejebragt balance. Blandt de vigtigste forholdsregler, der blev truffet, kan nævnes, at tjenestemændenes antal, som ganske vist var alt for stort i forhold til statens daværende omfang, blev bragt ned med 100.000 mand, lønnedsættelser blev gennemført og skatterne stærkt forhøjede. Der oprettedes en ny seddelbank og indførtes et nyt møntsystem (fra 670 kr. pr. dollar i januar 1921 var kroneværdien i august 1922 faldet til 83.000 kr. pr. dollar). Zimmermann kunne rejse fra Wien 1926, og dermed ophørte finanskontrollen, der dog om fornødent kunne genindføres inden 10 ars forløb.
[2]
Folkeforbundets genrejsningsarbejde for Østrig blev mønstret for reformer af lignende art i andre lande. Ogsa pa erhvervslivets omrade skete der fremskridt, saledes blev der blandt andet sluttet en del handelstraktater med udlandet, men vedvarende lagde de høje toldmure følelige hindringer i vejen for velstanden, og stadig sa mange østrigere hen til en forening med Tyskland som den eneste virkelige redning. For at bane vej for denne ordning, der ogsa fandt støtte fra mange sider i Tyskland, indledte de to riger fra 1926 at bringe deres nye love i enslydende form.
[2]
Ifølge forfatningen af 1. oktober 1920 var Østrig en demokratisk republik og nærmere bestemt en forbundsstat, der efter hovedstaden Wiens udskillelse som et særligt land bestod af følgende 9 selvstændige lande:
Burgenland
,
Karnten
,
Nedreøsterrig
,
Øvreøsterrig
,
Salzburg
,
Steiermark
,
Tyrol
,
Vorarlberg
og
Wien
. Forbundshovedstad var Wien. Forholdet mellem forbundets og de enkelte landes kompetence var fastsat gennem en udførlig opregning saledes, at alle vigtigere anliggender henhørte under forbundets lovgivningsmagt og forvaltning, mens landene, der endog selv vedtog deres forfatninger, nærmest var forvaltningsorganer og kun i snævert omfang udøvede en selvstændig lovgivningsmagt.
[3]
Forbundets lovgivningsmagt udøvedes af det af hele forbundsfolket valgte nationalrad i forbindelse med det af landdagene valgte forbundsrad.
[3]
Nationalradet, hvis medlemstal i 1923 af sparsommelighedsgrunde blev nedskaret fra 183 til 165, blev valgt ved lige, umiddelbar og hemmelig valgret af alle mænd og kvinder over 20 ar, samt efter reglerne for forholdstalsvalg. Valgene skete for 4 ar, og før valgperiodens udløb kunne nationalradet kun selv ved lov beslutte sin egen opløsning, lige som det ogsa kun selv kunne udsætte sine møder. Det valgte selv sin præsident og et efter forholdstal valgt hovedudvalg, der i omfattende grad deltog i forvaltningen, der i blandt navnlig ved udnævnelsen af forbundsregeringen.
[3]
Forbundsradet, der skulle repræsentere de enkelte lande som sadanne, men som i forhold til nationalradet kun spillede en ret underordnet rolle, blev valgt af de enkelte landdage i forhold til landenes indbyggerantal dog saledes, at intet land valgte over 12 og intet under 3 medlemmer. I 1928 var det samlede medlemstal 46. Valgene skete for de enkelte landdages valgperiode og efter forholdstal, dog at mindst eet mandat matte tilfalde det næst største parti i landdagen. Medlemmerne af forbundsradet behøvede ikke at tilhøre den landdag, der valgte dem, men skulle kun være valgbare dertil.
[3]
Nationalradet og forbundsradet tradte sammen i forenet samling som forbundsforsamling for at vælge forbundspræsidenten samt for at tage beslutning om en krigserklæring, men forhandlede og besluttede ellers hver for sig.
[3]
Forbundets udøvende magt la hos forbundspræsidenten og forbundsregeringen.
[4]
Forbundspræsidenten blev valgt af forbundsforsamlingen ? altsa af begge kamre i forening ? for en tid af 4 ar. Genvalg for den følgende 4 ars periode kunne kun finde sted een gang. Medlemmer af regerende eller tidligere regerende huse var udelukkede. Forbundspræsidenten kunne kun drages til ansvar med samtykke af forbundsforsamlingen, hvortil krævedes to trediedele af de afgivne stemmer, men hans magt var meget begrænset. Han repræsenterede republikken udadtil, udnævnte højere embedsmænd, uddelte titler og ærestegn samt udøvede benadningsret, men han udnævnte ikke selv ministrene (han modtog kun deres embedsløfte), havde intet - selv blot suspensivt -
veto
over for love og havde ingen opløsningsret over for de lovgivende kamre. Alle hans beslutninger skulle for at blive gyldige underskrives af forbundskansleren eller den vedkommende forbundsminister.
[4]
Forbundsregeringen bestod af forbundskansleren, vicekansleren og de øvrige forbundsministre. I 1928 udgjorde deres tal 8. Forbundsregeringen blev valgt af nationalradet ved en afstemning ved navneoprab efter et forslag stillet af nationalradets hovedudvalg, der ogsa i tilfælde af et ministerskifte pa en tid, da nationalradet ikke matte være er samlet, foreløbigt udnævnte regeringen. Lige som regeringen blev valgt af nationalradet, saledes matte ogsa regeringen eller enkelte af dens medlemmer ga af, hvis nationalradet vedtog et mistillidsvotum, hvortil dog krævedes, at halvdelen af nationalradets medlemmer var til stede, og en femtedel af de tilstedeværende medlemmer kunne altid forlange, at afstemningen udsattes to dage. Tillige kunne ministrene eventuelt drages til ansvar for rigsretten ("forfatningsdomstolen") ifølge beslutning af nationalradet.
[4]
Lige som det var nationalradet alene, der bestemte over regeringens dannelse og skæbne, saledes var det ogsa dette kammer, hvem lovgivningsmagten hovedsageligt tilkom. Forbundsradet havde saledes intet selvstændigt lovinitiativ, alle lovforslag skulle fremsættes i nationalradet, enten efter forslag af dettes medlemmer eller af regeringen, dog kunne forbundsradet igennem forbundsregeringen stille forslag i nationalradet, og det samme kunne 200.000 stemmeberettigede eller halvdelen af de stemmeberettigede i 3 lande gøre. Dernæst havde forbundsradet kun en blot indsigelsesret af rent udsættende art over for de af nationalradet vedtagne lovgivningsbeslutninger. Disse blev nemlig altid gyldige som lov, hvis forbundsradet besluttede ikke at rejse nogen indsigelse eller ikke rejste nogen sadan i løbet af 8 uger, og selv om forbundsradet kunne gøre indsigelse, blev nationalradets beslutning lov, dersom dette gentog sin oprindelige beslutning under nærværelse af mindst halvdelen af dets Medlemmer. Og imod visse lovbeslutninger af nationalradet, saledes angaende dettes opløsning, angaende budgettet og statsregnskabets godkendelse, kunne forbundsradet slet ingen indsigelse gøre.
[4]
Folkeafstemning var kun pabudt i visse tilfælde af forfatningsændring. En sadan kunne kun vedtages af nationalradet med et flertal pa to trediedele af de afgivne stemmer, men kun, hvor en fuldstændig revision af forfatningen skulle finde sted, skulle den underkastes en afstemning af hele forbundsfolket. Ved partielle forfatningsændringer skulle folkeafstemning der imod kun ske, nar en trediedel af nationalradet eller forbundsradet forlangte det. Og ved almindelige love skulle folkeafstemning kun finde sted, hvis nationalradet selv eller flertallet af dets medlemmer forlangte det.
[4]
Med hensyn til domstolenes organisation bemærkes, at der foruden de ordentlige domstole fandtes en særlig forvaltningsdomstol og en særlig forfatningsdomstol. De almindelige domstole var ikke berettigede til at prøve loves forfatningsmæssighed, der imod var forfatningsdomstolen kompetent dertil, ikke blot pa begæring af forbundsregeringen eller en landsregering, men ogsa enhver, der ansa sig krænket i sine af forfatningen hjemlede rettigheder, kunne rejse dette spørgsmal ved at klage til forfatningsdomstolen.
[4]
Lovgivningsmagten udøves i de enkelte lande af landdage, der blev valgt efter forholdstal ved lige og umiddelbar valgret af alle efter landdags-valgordningerne stemmeberettigede mandlige og kvindelige forbundsborgere, der bøde i landet. Landsforfatningerne blev vedtaget og ændret ved landslov, men matte ikke stride mod forbundsforfatningen, og det samme gjaldt naturligvis almindelige landslove. Hvis forbundsregeringen fandt, at en vedtaget landslov matte udsætte forbundsinteresser for fare, kunne den inden 8 uger nedlægge indsigelse imod den, og den matte da ikke kundgøres, førend den pa ny var vedtaget af landdagen under nærværelse af mindst halvdelen af dennes medlemmer. Endelig kunne forbundspræsidenten pa forslag af forbundsregeringen opløse en landdag, hvis forbundsradet med to trediedele af de afgivne stemmer, hvori den vedkommende landdags stemmer dog ikke skulle medregnes, gav sit samtykke dertil.
[4]
Den udøvende magt i de enkelte lande la hos en af landdagen valgt landsregering, der bestod af landshøvdingen (
Landeshauptmann
) og andre medlemmer. I anliggender, der henhørte under den middelbare forbundsforvaltning, var landshøvdingen bundet ved de af forbundsregeringen og de enkelte forbundsministre givne anvisninger. I landet Wien indtog Wiens byrad stillingen som en landdag, borgmesteren og byens senat stillingen som landshøvding og landsregering.
[4]
De lokale forvaltnings- og selvstyreorganer inden for landene udgjordes af storkommunerne (
Gebietsgemeinden
) og smakommunerne (
Ortsgemeinden
), af hvilke de sidste havde status af underafdelinger af de første ? købstæderne faldt dog uden for denne inddeling, idet de behandledes som storkommuner. Begge slags kommuner valgte ved lige og almindelig stemmeret og efter forholdstal deres kommunerepræsentation og kommunerad.
[4]
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind XXV; 1928
48°12′N
16°22′Ø
/
48.2°N 16.37°Ø
/
48.2; 16.37