Europæisk integration indebærer politisk , juridisk , økonomisk (og i nogle tilfælde social og kulturel ) integration mellem de europæiske stater . De centrale organer i den europæiske integration er EU og Europaradet . Integrationen indebærer, at der træffes fælles afgørelser om en række politikomrader, f.eks. landbrug , forbrugerspørgsmal, konkurrencevilkar , energi og transport .

Historie [ rediger | rediger kildetekst ]

Den europæiske integrations historie gar tilbage til mellemkrigstiden , nærmere bestemt 1922 , hvor Richard Coudenhove-Kalergi grundlagde Paneuropabevægelsen . Tankerne blev fulgt op af den franske statsmand Aristide Briand , der i et memorandum fra 1930 foreslog en europæisk union .

Efter Anden Verdenskrig og Tysklands tab af rollen som stormagt , blev Europaradet dannet i Strasbourg i 1949 . Ved sin kendte tale pa Universitat Zurich i 1946 advokerede Winston Churchill for et Europas Forenede Stater og etableringen af Europaradet.

Tanken bag etableringen af et tættere europæisk samarbejde var, at de resurser, der havde været afgørende for verdenskrigene ? kul og stal ? ikke længere skulle kontrolleres nationalt, men pa europæisk plan for pa den made at sikre varig fred i verdensdelen. Fokus var derfor pa at fa fjernet hindringer for frihandel mellem landene og etablere et fælles marked . Det skete i 1958 ved etableringen af Det Europæiske Økonomiske Fællesskab og Det Europæiske Atomenergifællesskab . Det indre marked blev formelt gennemført i 1992 , men er stadig ikke komplet; bl.a. eksisterer der ikke et egentligt indre marked for finansielle ydelser.

Europaradets vigtigste resultater er etableringen af Den Europæiske Menneskerettighedskonvention i 1950 og med den Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol i Strasbourg, der de facto er højeste retsinstans for menneskerettigheder og grundlæggende rettigheder. Mens Europaradet hovedsageligt star for den juridiske del af den europæiske integration, er det kulturelle aspekt varetaget gennem Kulturkonventionen fra 1954 og senere konventioner om anerkendelse af uddannelser og eksamensbeviser fra universiteterne og beskyttelse af minoritetssprog . Efter Berlinmurens fald fik tidligere kommunistiske lande i Central- og Østeuropa mulighed for at blive medlem af Europaradet, der nu bestar af 47 lande i Europa med undtagelse af Hviderusland grundet landets ikke-demokratiske regering.

En anden del af den europæiske integration finder sted gennem organisationen for sikkerhed og samarbejde i Europa, OSCE , som er en trans-atlantisk international organisation under FN . Den blev etableret i juli 1973, men blev i sin nuværende form dannet i januar 1995 . OSCE har 56 medlemsstater og dækker størstedelen af den nordlige halvkugle . OSCE arbejder med en politisk-militær, en økonomisk og miljømæssig og en human dimension.

Teorier om integration [ rediger | rediger kildetekst ]

Spørgsmalet om hvordan man kunne undga krig mellem nationalsaterne var centralt for de første teorier. Føderalisme og Funktionalisme forslog en begrænsning af nationalstaternes raderum, mens Transaktionsanalysen søgte at teoretisere betingelserne for stabilisering af systemet af nationalstater.

En af de mest indflydelsesrige teorier om europæiske integration er neofunktionalismen , udviklet af Ernst B. Haas (1958) og videreudviklet af Leon Lindberg (1963). Denne teori fokuserer pa spill over-effekterne af integration, hvilket fører til mere integration. ^[1] I modsætning hertil star den anden store indflydelsesrige teori i integrationsstudier, Liberal Intergovernmentalisme , som fokuserer pa statspræferencer, der bliver aktuelle igennem forhandling. Denne teori blev udviklet af Andrew Moravcsik i 1990'erne ved at bygge pa teorien Intergovernmentalisme af Stanley Hoffman og andre. Denne er stadig indflydelsesrig. ^[1] Den vigtige debat mellem neofunktionalisme og liberal intergovernmentalisme er stadig central for at forsta udviklingen af og tilbagegang for europæiske integration.

I takt med at den empiriske verden har forandret sig, har ogsa teorierne og forstaelsen af europæisk integraion. I dag er der et relativt nyt fokus pa den komplekse lovgivningsproces i EU og multi-level governance (MLG), hvorved man prøver at bruge dette til at teoretisere over udviklingen og processen i EU-samarbejdet.

Ifølge et studie fra 2016 sker europæisk dybdeintegration gennem en "failing forward"-proces ( "fejler fremad" ), hvorved forhandling mellem regeringer fører til ufuldkommenhed fordi det tvinger stater med forskellige preferencer til at sla sig til nøje med løsninger med laveste fællesnævner. ^[2]

Regional integration [ rediger | rediger kildetekst ]

Arbejdet for øget regional integration i Europa har fremmet samarbejdet mellem regeringerne i regionerne og reduceret risikoen for en væbnet konflikt mellem landene. Den regionale integration har ogsa betydet, at barriererne for frihandel i de europæiske regioner er blevet fjernet, og at arbejdskraftens , varernes og kapitalens frie bevægelighed er blevet øget.

I Norden er den regionale integration hovedsageligt sket gennem Nordisk Rad og Nordisk Ministerrad , der har Danmark , Finland , Island , Norge , Sverige og landenes selvstyrende territorier Færøerne , Grønland og Aland som medlemmer. Takket være den nordiske pasunion har man siden 1958 kunnet rejse frit mellem landene uden at medbringe pas .

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]