Erik Emune
(
Erik 2.
var
konge
af
Danmark
1134
-
1137
og søn af
Erik Ejegod
og en ukendt
frille
. Han gjorde det af med
kongsemnerne
Magnus den Stærke
og
Harald Kesja
.
Tilnavnet
Emune
betyder "den altid huskede", "evigt mindet". Efter sin flugt til
Skane
blev han ogsa kaldt
Erik Harefod
.
[1]
Der vides ikke meget om Erik før drabet pa hans halvbror
Knud Lavard
, som var
hertug
over
Slesvig
og
Holsten
samt en del af
Nordalbingien
.
Omkring 1130 ægtede Erik
Malmfrid
, født fyrstedatter i
Novgorod
og søster til Knud Lavards hustru, Ingeborg. Malmfrid var tidligere gift med
Sigurd Jorsalfar
, der havde skilt sig fra hende. Ægteskabet med Erik Emune var barnløst; men fra ægteskabet med kong Sigurd havde hun datteren Kristin. I en del ar levede Erik Emune sammen med frillen
Thunna
. Med hende fik han omkring
1127
sønnen
Svend Grathe
.
[2]
Ægteskabet med Malmfrid skaffede ham en tilknytning til
Kiev
, hvor hendes far Mstislav regerede.
Den 7. januar
1131
myrdede
Kong Niels
' søn Magnus sin fætter Knud Lavard i
Haraldsted Skov
ved
Ringsted
, efter at de havde holdt
jul
hos kong Niels.
Mordet udløste stor vrede hos Knud Lavards tilhængere. Knud Lavard havde to halvbrødre, Harald Kesja og Erik (jarl af
Lolland
den senere Erik 2. Emune).
Harald sluttede sig til Niels' styrker, efter at skaningene valgte Erik til konge, mens Erik satte sig i spidsen for et oprør mod kong Niels.
[3]
De tre følgende ar udkæmpedes drabelige slag ved
Ribe
og ved
Hals
i Jylland, og i
1133
kom
slaget ved Værebro
pa
Sjælland
. I
Viborg
blev byens 2. biskop, Eskild, dræbt foran
alteret
i
Asmild Kirke
i oktober 1132. Mange mente, at Erik stod bag drabet.
Kong Niels og Magnus vandt hver gang, og Erik matte flygte til
Norge
. Men sommeren efter indgik han forbund med
ærkebiskop Asser
i
Lund
og blev
vasal
under den tyske kejser
Lothar 3.
, som havde mødt
Sigurd Jorsalfar
en landsby i
Schwaben
sommeren
1111
, og nu var en nær allieret af den ny
pave
. Til hjælp for Erik Emune sendte kejser Lothar 3. en moderne rytterhær pa 300 mand til
Skane
. 2. pinsedag
1134
stod den tidlige
middelalders
største
slag ved Fodevig
.
Saxo
beskriver meget dramatisk den blodige danske
borgerkrig
, som kulminerede i
slaget ved Fodevig
i det sydvestlige Skane i
1134
.
Erik Emune var ligeledes nært allieret med den norske konge
Harald Gille
, der pastod at være halvbror til Sigurd Jorsalfar og fik tildelt
Halland
som
len
af Erik Emune. Gille havde som Jorsalfar sin militære base i
Konghelle
.
[4]
Kong Boleslaw af
Polen
ville markere sig over for kejser Lothar og paven ved at angribe deres allierede i næromradet: Erik Emune og Harald Gille. Han udstyrede sin svigersøn, den vendiske hertug Ratibor, med polske riddere og maske sa meget som 600 skibe. Ratibor havde grundlagt
bispedømmet
Urzin og det første kloster i
Pommern
. Han og hans mænd hærgede sommeren
1135
langs Skanes kyst og i Lund, sæde for det skandinaviske ærkebispedømme. De fortsatte op mod Norge, bag dem la landsbyerne øde. Omstrejfende hunde ad de døde, og pa lang afstand sas skyen af
skader
, som fulgte styrkerne mod nord. Til Laurentius-messe 10. august 1135 holdt præsten Andreas messe i den
korskirke
, Sigurd Jorsalfar havde faet rejst i Konghelle, og som var opkaldt efter den splint af Jesu
kors
, han havde hentet i
Det hellige land
og deponeret i kirken.
[5]
Da angreb hertug Ratibor, fem dage før hans svigerfar skulle møde kejser Lothar og pavens udsendinge i
Merseburg
til forhandlinger. I
Heimskringla
fortæller
Snorre
om angrebet pa Konghelle. Allerede ugen efter
paske
var jorden begyndt at buldre som en advarsel om en trampende hær undervejs. Bade Erik Emune og ærkebispen i Lund sendte bud til Konghelle om, at man matte styrke beredskabet, da venderne var pa vej. Snorre kan have hørt historien fra sin fosterfar Jon Loptsson, som var 11 ar i 1135, og som igen var fostersøn af Andreas, som var præst i Konghelle i 1135.
[6]
Venderne rykkede ind i gaderne, plyndrede og satte ild pa byen og skibene, der la i havn. Befolkningen havde søgt tilflugt i
kastellet
, og forsvarede sig sa længe, de kunne. Venderne lovede dem
frit lejde
, men de fleste blev alligevel taget til fange eller dræbt. Hertug Ratibor gik ind i korskirken, hvor præsten Andreas gav ham en sølvbeslaet
økse
som gave. Venderne plyndrede kirken, før de brændte den ned. Et skrin, Sigurd Jorsalfar havde faet af Erik Emune, messebogen fra
Konstantinopel
med græske guldbogstaver og splinten af Jesu kors fik Andreas dog tilbage og blev sat fri. Samme nat bragte han korssplinten gennem
storm
og
regn
i sikkerhed pa garden Solbjargir
[7]
nordøst for Konghelle, og senere kom den angiveligt til
Nidaros
. - Fem dage senere mødtes Lothar og Boleslaw i Merseburg, kyssede hinanden som kristne brødre, og kom ogsa til enighed om de 6.000 gulddukater, Boleslaw skulle betale kejseren som arlig
tribut
.
[8]
Sejrherren Erik Emune blev hyldet som konge pa
Leerbecks høj
ved
Lund
. Han tog Lund som sæde og gjorde byen til Danmarks hovedstad,
Metropolis Daniæ
. Erik Emune udstedte et
gavebrev
til domkirken i Lund; det er Danmarks ældst bevarede originaldokument, og stærkt beskadiget af tidens tand. Det bekræfter, at kongen har skænket syv garde i Skane og pa
Amager
til domkirken som underhold for en
kannik
. Skriveren hed Armarius, og stod ogsa for afskriften af
Knud den Helliges
gavebrev fra 1085,
[9]
der ikke mere findes i
original
, men er bevaret i afskrifter.
Erik arbejdede pa at fa sin dræbte halvbror Knud Lavard
helgenkaret
for at befæste
slægtens
krav pa
tronen
. Knud Lavards familie og tilhængere ønskede, at han skulle begraves i
Roskilde
med pomp og pragt, men Erik Emune frygtede, at Knuds popularitet skulle blive for stor. Han bestemte, at Knud blev i graven i
Ringsted kirke
og grundlagde i stedet i sommeren 1135 et
benediktinerkloster
, der skulle dokumentere
miraklerne
ved Knuds grav. Eriks allierede fru Bodil (maske en datter af
Erik Ejegod
) og hendes sønner fulgte Eriks eksempel, og stiftede 29. november samme ar benediktinerklostret Skt. Peders Kloster, senere kaldt Skovkloster, i skoven nordvest for
Næstved
. (I
1560
omdøbt til
Herlufsholm
.) Fru Bodil ejede store dele af Næstved, der regner 1135 som sit fødselsar, og hun overdrog en stor del af byen til klostret.
[10]
Der var store forventninger til den nye konge. Nedskrivningen af
Den sjællandske lov
blev pabegyndt. Erik uddelte gavmildt
len
og embeder til sine tilhængere. Roskilde bispestol gav han til ærkebisp Assers nevø
Eskil
; han forsøgte ogsa at forsone de tidligere fjender ved mægling.
[11]
Men han var hard mod sine fjender. Bl.a. lod han sin halvbror
Harald
og syv af dennes otte sønner dræbe.
[11]
Herved skaffede han sig af med de fleste kongsemner i slægten.
I
1136
tog Erik Emune pa
korstog
til
Arkona
pa
Rugen
.
Paven
opfordrede de kristne
fyrster
i
Europa
til at kæmpe mod de
vantro
, sa hvorfor ikke tage fat pa de lokale
hedninge
.
Soldater
fik
kors
pa
skjolde
og
skjorter
. Den ny roskildebisp Eskil holdt afskedsgudstjenesten.
Erik Emune lod
soldaterne
grave en
kanal
gennem den smalle
tange
mellem Arkona og Rugen, og en
skakt
ind under
borgen
, sa
fæstningens
ene
brønd
blev
drænet
for vand. Arkona matte overgive sig pga. vandmangel. De, som lod sig
døbe
, fik en ny dabsskjorte.
Ifølge Saxo tvangsomvendte Erik indbyggerne pa Rugen, men de faldt fra troen igen, straks han var rejst.
[12]
Med denne korte bemærkning retfærdiggjorde Saxo alle de senere
vendertogter
. Siden
oldkirken
havde man ment, at hedningene ikke skulle tvinges ind i kristendommen. Men
frafaldne
skulle man med alle midler tvinge tilbage til troen; det var opfatningen siden
Augustin
omkring ar 400. Saxos gentagne beskrivelse af venderne som
sørøvere
er ligesa
taktisk
; i 1100-tallet skulle en krig være en forsvarskrig for at fremsta som retfærdig.
[13]
Erik Emune foretog det første kendte angreb pa
Oslo
[14]
og brændte byen ned til grunden.
Inge Krogryg
var da norsk konge.
Snorre
beretter i
Heimskringla
, at den afsatte norske konge
Magnus den Blinde
rejste til Danmark, hvor han blev godt modtaget af Erik Emune. De to blev enige om, at Erik skulle underlægge sig Norge med en dansk hær. Magnus skal have sagt, at hvis kong Erik kom med en hærstyrke, turde ingen i Norge skyde et
spyd
mod ham. Erik lod sig overtale og indkaldte til
leding
; han rejste med 600 skibe til Norge, og Magnus Blinde og hans mænd fulgte med. Men i
Tønsberg
fik de ikke lov til at ga i land eller hente vand, og mange blev dræbt. I Oslo flygtede befolkningen med Skt. Hallvards
relikvieskrin
fra byen, da de sa en flade komme sejlende ind ved
Hovedøya
. Helgenskrinet blev bragt i sikkerhed pa
Romerike
, hvor mænd blev samlet i hast for at forsvare Oslo. De kom ned til byen næste morgen. Erik Emune havde naet at sætte ild til Hallvardskatedralen og afbrænde Oslo, inden hans flade matte flygte for overmagten. I katedralen la Sigurd Jorsalfare gravlagt - han var tidligere gift med Malmfrid, hvis nuværende mand, Erik Emune, fik katedralen brændt ned. Overalt langs
Oslofjorden
, hvor hans mænd forsøgte at ga i land, blev de angrebet. Kong Inge Krogrygs flade la i
Bohuslen
og tog forfølgelsen op. Erik pa sin side blev uvenner med Magnus, som han mente, havde holdt ham for nar ved at overtale ham til dette forfejlede hærtogt.
[15]
Hjemme i Danmark gik det mindre godt for Erik, og han fik flere og flere fjender, ogsa blandt sine tidligere allierede. Pa Sjælland gjorde ærkebiskop Eskil og stormanden
Peder Bodilsen
oprør mod ham, og snart ulmede oprøret overalt. Erik matte afsta fra at tage til Arkona næste sommer. Han kunne ikke vende tilbage til Lund. Han strandede i Jylland, hvor uroen ogsa ulmede. Efter tre ar pa tronen var det forbi. Den 18. september 1137 blev Erik dræbt under et
tingmøde
pa
Urnehoved
i Slesvig, efter sigende af en
herremand
ved navn
Sorte Plov
. Erik Emune efterlod sig dronning Malmfrid og frillesønnen Svend Grathe.
Roskildekrøniken
beskriver Erik Emunde som en
rex tyrannus
(en tyrannisk konge), der havde spredt rædsel, hvor han kom, mens Saxo priser Erik for at have sat de gamle love i kraft, efter de blev tilsidesat under borgerkrigen. Desuden fremhæver Saxo, at Erik straffede stormændenes uretfærdigheder og "
revsede de fornemmes utilbørlige havesyge med sværd og strikke
". I domkirken i Lund blev Erik prist som
rex gloriosus
(en ærefuld konge), da han havde skænket store gaver til kirken.
[16]
Drabsmanden Sorte Plov blev taget til fange af Svend Grathe, men slap levende fra det.
[17]
- ^
Der er rejst en del tvivl om identiteten af Svend Tveskægs ægtefælle, og om hvorvidt der er tale om 1. eller 2. ægtefæller og hvad navnet eller navnene i givet fald var, men her angives Sigrid Storrade som Estrids mor, da dette synes at komme i mindst konflikt med traditionen.