Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Emir
(af
arabisk
am?r
???? og
tyrkisk
emir
) betyder
befaling
,
befalingshavende
,
guvernør
eller
fyrste
.
I tidlig islamisk tid befalede en emir over en afdeling
muslimske
soldater, og efter en erobring indtog han sa den tidligere guvernørs plads. Med tiltagende magt blev emirerne mere og mere suveræne, men ønskede for det meste blot
kaliffens
anerkendelse.
De vigtigste ændringer af emirtitlen er:
- am?r al-mu’min?n
?
de troendes befalingshaver
var efter
Omar
de islamiske kaliffers ærestitel
- am?r al-umar?’
?
befalingshavernes befalingshaver
var det øverstbefalendes titel under
Abbasiderne
. I det
osmanniske rige
fik det betydningen
guvernør for en storprovins
.
Ordet
admiral
i europæiske sprog stammer via
levantisk græsk
fra det arabiske
am?r al-bahr
(???? ?????), dvs.
befalingshaver til søs
.
Suveræne
emirater findes stadig i
Mellemøsten
efter den engelske tilbagetrækning i
1971
:
Ud fra ordet emir har man pa
farsi
og
kurdisk
dannet titlen
mir
, som stadigvæk betyder
leder af en gruppe (stamme)
. Det samme begreb bruges ligeledes af nogle indiske stammer.