Medlemmerne af det andet Direktorie, fra venstre mod højre: Merlin de Douai, La Revelliere-Lepaux,
Paul Jean Barras
, Francois de Neufchateau og Reubell
Direktoriet
(
fransk
:
Le Directoire
) var det regeringsorgan, der ved den franske
forfatning
af 22. september 1795 fik den
udøvende magt
. Direktoriet bestod af fem medlemmer og fungerede indtil
konsulatets
magtovertagelse i november 1799.
Periodens ledende
politiker
var
Paul Jean Barras
der fungerede som
statschef
.
Direktoriets forudsætning var
Robespierres
fald i juli 1794, som bragte de moderate kræfter i
revolutionen
til magten. Der gennemførtes en afvikling af
terrorstyret
, men samtidig ogsa en indskrænkning i de formelle demokratiske rettigheder. Kontrarevolutionen fandt sted under ledelse af bl.a. Paul Jean Barras,
Jean Tallien
og
Abbe Sieyes
, som herefter skabte en ny forfatning.
Direktoriets forfatning tradte i kraft
22. september
1795
. Statschefer blev 5 direktører, ledet af en overdirektør. Deres stilling gik pa skift og som stod for den udøvende magt. Parlamentet bestod af to rad: "De Ældres rad" pa 250 mand alle over 40 ar (svarede til et
senat
eller et
overhus
) og "De 500's rad" (svarede til et
underhus
) alle over 30 ar, som valgtes ved indskrænket valgret. Direktørerne udpegedes af de Ældres Rad pa de 500's anbefaling. Gennem hele perioden var Barras overdirektør (svarende til republikkens
præsident
), mens Tallien, Sieyes og
Lazare Carnot
i perioder fungerede som almindelige direktører. Reelt kom forfatningen aldrig til at fungere efter hensigten, da Barras sikrede sig den afgørende magt, trods konflikter med sine meddirektører.
1797
gennemførte han et
statskup
, hvorved statschefens magt styrkedes og alle formelle rettigheder afskaffedes. Blandt hans radgivere var Napoleons to senere betroede mænd,
Talleyrand
der var
udenrigsminister
1796-99 og
Joseph Fouche
som ledede politi
spionagen
.
Indenrigspolitisk betød Direktoriet en højredrejning. Republikken bevaredes, men de demokratiske og fornyende initiativer, som trods terroren havde præget den tidligere fase af revolutionen, standsede. Royalistiske og konservative sympatier florerede og accepteredes af regeringen, sa længe de ikke truede staten. En stor royalistopstand i
Paris
oktober 1795 blev slaet kraftigt ned, det samme blev nye opstande i provinsen. En gruppe af nyrige skød op som følge af krigsleverancer og salg af henrettedes ejendomme, og styret prægedes af
korruption
og stigende ineffektivitet. Kulturelt set prægedes perioden af et løssluppent overklasseliv og modeluner; til dels en reaktion pa revolutionens spartanske livsstil.
Udenrigspolitisk domineredes perioden helt af krigen mod de udenlandske koalitionsmagter og førte som helhed til en kraftig styrkelse af Frankrigs stilling. Saledes erobredes bade
Holland
(1795) og
Schweiz
(1798). Vigtigst var Napoleons felttog til
Italien
1796-97 som reelt knuste
Østrigs
magt i dette omrade og lagde det under fransk herredømme, hvorimod hans ekspedition til
Egypten
1798-99 fik mere symbolsk betydning. De franske sejre førte til den første koalitions opløsning og de tyske magters udtræden, saledes at
England
en overgang var Frankrigs eneste modstander. Der oprettedes en række franske lydstater der blev formelle republikker efter fransk stil, men reelt betød Direktoriet traditionel fransk imperialistisme i revolutionær indpakning. Samtidig førte hærens voksende rolle til en stigende afhængighed af officerskorpset.
Det blev ogsa hæren der gjorde ende pa Direktoriet. Napoleon, der efterhanden havde opbygget en stærk position som krigshelt, vendte tilbage efteraret 1799, optog kontakt med utilfredse kredse omkring Barras som søgte en "stærk mand" og styrtede 9. november samme ar Direktoriet ved et
militærkup
("
Brumairekuppet
").
Som helhed ma Direktoriets magtperiode betegnes som afslutningen pa revolutionen. Magten lagdes i hænderne pa storborgerskabet, som gjorde sig afhængig af hæren, en fransk erobringspolitik gennemførtes. Napoleons magtovertagelse 1799 var reelt en logisk følge af det.