Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Det Nationale Kompromis
er en aftale indgaet den
27. oktober
1992
for at bringe dansk
Europapolitik
ud af det dødvande, der var blevet skabt i kølvandet pa den danske vælgerbefolknings afvisning af
Maastricht-traktaten
(50,7% nej, 49,3% ja, deltagelse 83,1%
[1]
) ved
folkeafstemningen
den
2. juni
1992.
Aftalen om det Nationale Kompromis blev indgaet imellem
Socialdemokratiet
,
Socialistisk Folkeparti
,
Det Radikale Venstre
,
Det Konservative Folkeparti
,
Venstre
,
Centrum-Demokraterne
og
Kristeligt Folkeparti
. Aftalen indeholdt en række
forbehold
til traktatteksten inden for følgende omrader:
- Afskaffelse af dette forbehold har været til
folkeafstemning
i 2015. Vælgerne stemte nej til at afskaffe det.
- Forsvarsforbeholdet blev afskaffet ved
en folkeafstemning
den 1. juni 2022.
[2]
- Afskaffelse af dette forbehold har været til
folkeafstemning
i 2000. Vælgerne stemte nej til at afskaffe det.
Aftalen fik egentlig retlig effekt, da den blev tiltradt som en
protokol
[
flertydigt link ønskes præciseret
]
af stats- og regeringslederne pa
Det Europæiske Rad
i
Edinburgh
i december samme ar. Protokollen benævnes derfor
Edinburgh-aftalen
. Aftalen muliggjorde en ny
folkeafstemning
i Danmark den
18. maj
1993
. Denne gang var resultatet et ja-flertal (56,7% ja, 43,3% nej, deltagelse 86,5%
[3]
) for danske tiltræden til den
Europæiske Union
.
Det Nationale Kompromis var ogsa indenrigspolitisk vigtigt i flere henseender. For det første indvarsledes det tætte samarbejde mellem Socialdemokratiet og Radikale Venstre, der kort efter skulle udmønte sig i næsten ni ars regeringssamarbejde under
Poul Nyrup Rasmussens
ledelse. For det andet var der for Socialistisk Folkeparti tale om et brud med mange ars direkte EU/EF-modstand.
- Butler, Graham (2020). "The European Defence Union and Denmark's Defence Opt-out: A Legal Appraisal".
European Foreign Affairs Review
.
25
(1): 117-150.