Den lille istid (international forkortelse: LIA ) var en køligere periode, som begyndte i senmiddelalderen og sluttede i 1800-tallet . Hvornar temperatursænkningen begyndte, er der ingen konsensus omkring. Der er blevet pavist tre tidspunkter, hvor temperaturen naede et minimum i perioden, et omkring 1660 , et 1770 og et omkring 1850 . Den lille istid var ikke en konstant kold periode, men gav forskellige udslag til forskellige tider pa forskellige steder pa Jorden; noget tyder dog pa, at den nordlige halvkugle blev mest ramt, og udsvingene var størst om vinteren. Den lille istid optræder efter middelalderlige varmeperiode .

De første indikationer om en usædvanlig kuldeperiode er fundet i almanakker, som beskriver kølige og regnfulde somre. Ligeledes forekommer helt tilfrosne søer og floder oftere pa billeder, end de har gjort senere.

Efter den første pavisning af Den lille istid blev det antaget, at det et var globalt fænomen, men det anses i dag for at være mere usikkert. ^[1]

Ifølge forskning fra 2021 af Francois Lapointe og Raymond S. Bradley kollapsede Atlantic meridional overturning circulation (AMOC), inkl. Golfstrømmen , i slutningen af det 13. arhundrede , hvilket forarsagede den lille istid. ^{[2] [3]}

Datering [ rediger | rediger kildetekst ]

Der er ingen konsensus om, hvilket ar den lille istid begyndte, en række klimatiske begivenheder angives ofte som starttidspunkt. Disse arstal har været foreslaet:

• 1250 : Pakisen i Atlanterhavet begyndte at vokse.
• 1257 : Vulkanen Samalas har et stort udbrud som nogle mener startede den lille istid ^[4] . Næsten en tredjedel af Londons borgere døde aret efter. ^[5]
• 1300 : Varme somre var ikke længere garanterede i Nordeuropa .
• 1315 : Stor hungersnød i Europa fra 1315-1317.
• 1650 : Første globale temperaturminimum

Modsat periodens begyndelse er der generel enighed om, at den lille istid sluttede omkring 1850 . Ifølge Jens Ernholtz: "Statistisk oversigt - over vejret i Danmark 1720-1800" (2014) kan den lille istid ikke pavises i Danmark i perioden 1720-1800.

Konsekvenser [ rediger | rediger kildetekst ]

Den lille istid gav kolde vintre til store dele af verden, men konsekvenserne er bedst dokumenteret i Europa og Nordamerika . I 1600-tallet voksede gletsjerne i de schweiziske alper og opslugte hele landsbyer. Floderne i Vesteuropa frøs ofte helt til, sa man kunne sta pa skøjter pa Themsen . Island blev helt indesluttet af is om vinteren, og den arktiske pakis strakte sig sa langt mod syd, at inuitter fra Grønland var pa besøg i Skotland . ^[6]

Der blev observeret en større mængde sne end bade før og efter den lille istid, og sneen blev liggende i længere tid. Samtidig var foraret og sommeren udsædvanligt kolde og vade i flere ar, dog var der store udsving mellem de enkelte ar. I Europa var der i 1315-1317 hungersnød, og landbruget matte omstilles til en kortere vækstsæson og mere uforudsigeligt vejr. Storme blev mere hyppige, og fra Vadehavet blev det rapporteret, at flere øer og landsbyer var skyllet i havet.

I Etiopien og Mauretanien var der evig sne pa bjerge, hvor det aldrig forekommer i dag, og i Timbuktu forekom der flere oversvømmelser af Nigerfloden , hvilket ikke er sket siden. I Kina blev visse afgrøder som appelsiner opgivet i Jiangxi , hvor de havde været dyrket i arhundreder.

De harde vintre fik stor indflydelse pa de menneskelige samfund. Eksempelvis befolkningstallet pa Island faldt til det halve, og de nordiske kolonier pa Grønland blev forladt. I Nordamerika begyndte de oprindelige indbyggere at danne forbund mellem flere stammer for at modsta fødevaremangel.

Arsager [ rediger | rediger kildetekst ]

Forskere har peget pa flere faktorer, som hver for sig eller i kombination kan have forarsaget temperaturfaldet i den lille istid. Et af problemerne med at afgøre hvilke faktorer, der førte til klimaforandringerne, er den manglende konsensus om, hvordan klimaet opfører sig, nar det er normalt. Maske er det i stedet kuldeperioder som er normen, mens de varmere er undtagelsen. De anormale fænomener, som er blevet pavist i denne periode, er en lavere solaktivitet og øget vulkanaktivitet . Et andet problem er den manglende viden om, hvor meget de enkelte faktorer kan pavirke klimaet. Andre har spekuleret i den menneskelige pavirkning; fx skulle den sorte død have forarsaget, at landbrugsomrader blev forladt, hvilket gav plads til ny skov, som betød et lavere niveau af CO ₂ i atmosfæren. ^[7] .

Solaktivitet [ rediger | rediger kildetekst ]

I perioden 1675 - 1715 blev der af samtidens astronomer i bade Europa og Asien observeret færre solpletter end i perioden før og efter, det samme gør sig gældende for 1780 - 1829 . Den første periode er navngivet Maunder Minimum ^[8] , og den næste: Sporer Minimum . ¹⁴ C analyser og maling af ¹⁰ beryllium niveauet i iskerneboringer i moderne tid har bekræftet disse iagttagelser. Sammenhængen mellem lav solaktivitet og lavere temperaturer er dog ikke blevet pavist, men forekomsten af de to tilfælde midt i kølige perioder indikerer en vis sammenhæng.

Vulkanudbrud [ rediger | rediger kildetekst ]

Vulkanen Tambora i Indonesien havde et stort udbrud i 1815 , og det følgende ar blev siden kendt som aret uden sommer , da der f.eks. blev rapporteret om snefald i Europa og Nordamerika i bade juni og juli. Ved et vulkanudbrud sendes der partikler ud i atmosfæren , og ved et vulkanudbrud i den størrelsesorden, som Tambora i 1815 tilhører, drejer det sig om sa store mængder, at solindtaget hæmmes sa meget, at temperaturen falder mærkbart. I hele perioden, som den lille istid varede, oplevede Jorden en øget vulkansk aktivitet, og den forøgede mængde af askepartikler i atmosfæren kunne saledes føre til hyppige temperaturfald.

Afslutningen pa den lille istid [ rediger | rediger kildetekst ]

Fra omkring 1850 begyndte klimaet igen at blive varmere, og igennem de seneste 150 ar har Jorden oplevet en generel temperaturstigning. Nogle forskere har derfor foreslaet, at de klimaforandringer, vi oplever i dag, skyldes, at klimaet stadig er ved at stabilisere sig. Men blandt klimaforskere er der en del som mener, at de nuværende klimaforandringer skyldes det øgede udslip af CO ₂ i atmosfæren, forarsaget af menneskelige aktiviteter.

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]