Den italiensk-tyrkiske krig
blev udkæmpet mellem
Italien
og
Det Osmanniske Rige
fra
29. september
1911
til
18. oktober
1912
. Krigen endte med, at Italien fik kontrol over de osmanniske provinser "
Tripolitanien
" og "
Cyrenaika
" (som i dag er
Libyen
), savel som
Rhodos
og de
græsktalende
øer i det
Ægæiske Hav
ved
Anatolien
. Selv om det var en mindre konflikt, havde den stor betydning i forspillet til
den første verdenskrig
.
Balkanforbundets
medlemmer sa hvor let, Italien havde slaet Det Osmanniske Rige og benyttede anledningen til at angribe imperiet.
Den italiensk-tyrkiske krig medførte flere militær-teknologiske fremskridt: det primære var brugen af
fly
. Den
23. oktober
1911 fløj en italiensk pilot rekognoscering over de tyrkiske linjer, og den
1. november
blev det første
luftangreb
med fly gennemført mod tyrkiske styrker i Libyen.
Det var under den italiensk-tyrkiske krig, man hørte om den moderne
propaganda
.
Italien, som mod at give Frankrig frie hænder i Marokko havde sikret sig fransk anerkendelse af en tilsvarende handlingsfrihed i Tripolis (1901) og formodentlig havde indgaet en lignende aftale med England, besluttede efter den ungtyrkiske statsomvæltning i 1908 snarest muligt at foretage en længe planlagt anneksion, inden Tyrkiets krigsmagt til lands og søs kunne reorganiseres.
Med henvisning til tyrkiske overgreb mod italienske undersatter i Tripolis og efter pres fra betydende italienske finansinteresser, besluttede den italienske regering i efteraret 1911 at ga i aktion. Et italiensk ultimatum af 27. september opfordrede sultanen til inden for 48 timer at tillade italiensk okkupation af de to provinser og lade dem stille under italiensk forvaltning med formelt bibeholdelse af sultanens suverænitet. Da fristen udløb, erklærede Italien Tyrkiet krig den 29. september.
Nogle tyrkiske jagere blev sænket den 29.-30. september ved
Preveza
og
Durazzo
, men pa østrig-ungarnsk foranledning matte Italien afsta fra videre operationer i det Adriatiske og Joniske hav for ikke at bringe
status quo
pa
Balkanhalvøen
i fare. Byen
Tripolis
blev bombarderet den 3. oktober og besat den 5. oktober; de fatallige tyrkiske stridskræfter trak sig ind i landet. Italienerne erklærede den 6. oktober hele kysten for blokeret. Byen
Benghazi
blev besat den
20. oktober
,
Horns
den
21. oktober
. Et tyrkisk-arabisk fremstød mod byen Tripolis' nærmeste omegn den 23. oktober førte til harde kampe og fik italienerne til at gribe til yderst harde repressalier mod den indfødte befolkning i omradet. Nye kampe 27. oktober - 12. november fik dem dog til at trække sig tilbage til Tripolis' forstæder. Kort efter bevirkede regntiden en afbrydelse i operationerne.
Langsomheden i de fremskridt, okkupationen gjorde under den forsigtige general
Canevas
ledelse ogsa efter offensivens genoptagelse i 1912, fremkaldte i Italien en nervøs stemning, som drev regeringen til at beordre militære operationer ogsa mod andre og mere sarbare dele af det tyrkiske rige. Nogle tyrkiske orlogsskibe blev ødelagt den 24. februar i
Beiruts
havn. De ydre forter ved
Dardanellernes
udmunding blev beskudte den 18. april, men Tyrkiets modtræk at minere sundet, voldte den internationale handel sa store vanskeligheder, at stormagterne greb ind og formidlede en aftale, ifølge hvilken Tyrkiet atter frigav gennemsejlingen gennem Dardanellerstrædet mod, at forcering af sundet ikke skulle forekomme. En italiensk jagerflotille foretog dog natten til den 19. juli en rekognosceringsekspedition et stykke ind i sundet.
Den lille ø
Astropalia
blev besat den 28. april, og den 4. maj tog generalløjtnant
Ameglio
øen
Rhodos
i besiddelse. I
Det Røde Hav
bombarderedes den arabiske havneby
Hodeidah
, og det sydvestlige
Arabiens
kyst blokeredes. Italiens ubestridte herredømme til søs fratog Tyrkiet enhver udsigt til at undsætte de tappert kæmpende sma troppeafdelinger i Tripolis og Benghazi, hvor italienerne i sommeren 1912 gjorde ret store om end langsomme og hardt vundne fremskridt.
Pa begge sider var man ikke mindst under hensyn til den voksende spænding pa Balkanhalvøen nu indstillet pa fred. Fredsforhandlinger indledtes i stor hemmelighed i sensommeren i Lausanne og resulterede i fredsaftalen i
Ouchy
den
18. oktober
, ofte kaldt
freden i Lausanne
(den første Lausanne-traktat). Italien, som allerede den
5. november
1911 havde erklæret provinserne Tripolis og Benghazi annekterede, gennemtvang en erklæring af sultanen til deres befolkning om at bevilge dem af "uindskrænket autonomi", de tyrkiske tropper og civile embedsmænd tilbagekaldtes fra de faktisk, men ikke formelt, afstaede omrader. Italien lovede at hjemkalde sine styrker fra de okkuperede øer i det Ægæiske hav samt at patage sig den del af den tyrkiske statsgæld, for hvilken indkomsterne fra Tripolis og Bengasi udgjorde garanti. Befolkningen pa øerne i det Ægæiske hav lovede sultanen en retfærdig forvaltning og visse
selvstyrereformer
.
Tilbagegivelsen til Tyrkiet af de
Dodekanesiske øer
blev i praksis udskudt og var ikke sket ved
1. verdenskrigs
udbrud i 1914.