"
Den danske model
" er en betegnelse for det danske
arbejdsmarkeds
organisering, hvor et centralt element er de frivillige aftaler, der indgas mellem
arbejdsgiverforeninger
og
fagforeninger
. Et andet karakteristisk element er
flexicurity
- kombinationen af, at det er let for
arbejdsgiverne
at afskedige medarbejdere, samtidig med, at de ledige har sikkerhed for at kunne opretholde et vist indkomstniveau.
Den danske model bygger pa
Septemberforliget
fra 1899, hvor
Dansk Arbejdsgiverforening
og det, der i dag er
LO
, indgik et forlig om, hvordan spillereglerne pa det danske arbejdsmarked skulle være.
[1]
Aftalen er grundlag for
Hovedaftalen
.
Septemberforliget
anerkendte arbejdsgivernes ret til at lede og fordele arbejdet. Derudover indeholdt forliget reguleringer af, hvordan
overenskomster
skal indgas og opsiges, og hvordan konflikter skal iværksættes, heriblandt sympatistrejke og sympatilockout.
[2]
I daglig tale kaldes arbejdsgiverorganisationerne og fagforeningerne ogsa arbejdsmarkedets parter.
Den danske model er karakteriseret ved en høj overenskomstdækning. I kraft af, at en høj andel af arbejdsstyrken traditionelt har været organiseret i fagforeninger og en høj andel af arbejdsgiverne har været organiseret i arbejdsgiverorganisationerne, har de indgaede kollektive overenskomster mellem fagforeningerne og arbejdsgiverorganisationerne dannet de almindelige rammer for løn- og arbejdsvilkar pa det danske arbejdsmarked.
[3]
Stridsspørgsmal om overenskomstforhold afgøres enten ved faglig voldgift eller af Arbejdsretten.
[4]
Traditionen for frivillige aftaler mellem arbejdsmarkedets parter betyder bl.a., at der ikke er nogen lov om
minimumsløn
i Danmark, og generelt er der meget lidt lovgivning, der regulerer det danske arbejdsmarked.
[5]
Ved relevante samfundsforhold kan
regeringen
indkalde til
trepartsforhandlinger
mellem arbejdsgiverorganisationerne, lønmodtagerorganisationerne og regeringen. Disse forhandlinger er primært blevet brugt af regeringer til at indga større kompromiser om samfundsudviklingen, hvor det har været anset for vigtigt, at der kunne opnas enighed mellem regeringen og arbejdsmarkedets parter. Bl.a. brugte
Poul Schluter
trepartsforhandlingerne i 1987 til at fa enighed om den sakaldte Fælleserklæring. Bl.a. aftalte man at oprette arbejdsmarkedspensionerne, som senere blev implementeret ved overenskomstforhandlingerne mellem DA og LO.
[6]
Dagpengesystemet
, som bygger pa
Dagpengeloven af 1907
og den relativt høje offentlige dækning af indkomsttab ved
ledighed
og
sygdom
, er en væsentlig forudsætning for den danske models bæredygtighed.
Af andre forhold, hvor det danske arbejdsmarked skiller sig ud fra andre lande i Europa, nævnes ogsa en meget høj erhvervsdeltagelse for kvinder, at medlemskab af
arbejdsløshedskasser
er frivilligt, at en stor del af
lønnen
ikke fastsættes ved centrale overenskomstforhandlinger, men afhænger af aftaler pa den enkelte arbejdsplads, og at ansættelsesbeskyttelsen er væsentlig mindre i Danmark end i de fleste andre europæiske lande. Disse karakteristiske træk kan ogsa opfattes som en del af den danske model.
[7]
Nogle mener, at den danske model er truet af
EU
's regler om arbejdskraftens frie bevægelighed, hvor man kun kan kræve, at udenlandsk arbejdskraft overholder
lovene
og ikke overenskomsterne. Lovgivning om minimumslønninger findes i de fleste
EU
-lande, men eksperter har skønnet, at sadanne love ikke er en sikring mod
social dumping
.
[5]
[8]
Den danske model og de danske løn- og arbejdsvilkar er i høj grad afhængige af, at den danske fagbevægelse fortsat kan sikre en høj overenskomstdækning. Bl.a. derfor er der i fagbevægelsen stor fokus pa at tegne danske overenskomster med udenlandske
firmaer
og firmaer, som beskæftiger udenlandsk arbejdskraft.
[9]