|
Denne artikel beskriver daben fra et primært kristent synspunkt for andre synsvinkler se
Dab (flertydig)
|
Dab
(af
norrønt
deypa
,
gotisk
daupjan
med oprindelig betydning "at dyppe", svarende til
græsk
baptizein
,
[1]
hvor man ved daben dryppede vand over barnet ?
ausa vatn/verpa vatnia a
= øse/kaste vand pa)
[2]
er i
kristendommen
det
ritual
, hvormed en person indlemmes i den kristne
menighed
. Ved daben "afvaskes" personens
synder
, og han eller hun bliver medlem af
Kristi
kirke
. Det kristne dabsritual har sit forbillede i
Johannes Døberen
, som ifølge
Bibelen
døbte blandt andre
Jesus
i
Jordanfloden
(se bl.a.
Matt
3:11-16).
Jesus omtaler selv nødvendigheden af dab for at komme ind i
Guds rige
i
Joh
3:5, hvorfor daben ogsa i stort set hele kristenheden regnes for essentiel for opnaelse af
frelsen
. Ved daben "dør" det gamle menneske, og en
genfødsel
finder sted.
[3]
Andelen af nyfødte, der døbes i
Folkekirken
, udgjorde i 2018 58,7 procent.
[4]
Bibelen beretter, at Jesus ved slutningen af sit virke pa Jorden befalede
apostlene
at døbe "
i Faderens, Sønnens og
Helligandens
navn
" (i den sakaldte "
missionsbefaling
",
Matt
28:19), hvilket derfor er den mest udbredte dabsformel inden for kristenheden. Interessant er det imidlertid at bemærke, at apostlene i
Apostlenes Gerninger
alene ses døbe "
i (Herren) Jesu navn
" (
ApG
2:38; 8:16; 10:48 og 19:5), hvilket far visse (primært amerikanske,
karismatiske
)
trossamfund
til at foretrække denne formel. I traditionel kristen
teologi
er den korrekte dabsformel afgørende for, hvorvidt daben er gyldig eller ej.
De kristne praktiserede frem til
reformationen
primært fulddab, altsa fuldstændig neddykning i vand.
[3]
[5]
[6]
Materielt set foretages Folkekirkens dab ved, at
præsten
tre gange øser vand over personens hoved, medens han fremsiger dabsformlen; men andre kristne trossamfund bruger i stedet at døbe ved at personen nedsænkes helt eller dyppes (heraf oprindeligt ordet "dab") i vand,
[7]
oftest i et dertil indrettet bassin i kirkebygningen, men til tider, hvis forholdene tillader det, i en flod eller lignende ? som ogsa Johannes Døberen gjorde det. I sa fald er personen, der skal døbes, som regel klædt i en helt hvid
dabskjole
, der symboliserer, at man ved daben renses for enhver
synd
.
[
kilde mangler
]
Dabsvandet er hos protestanter almindeligt vand, mens katolikker kun benytter indviet vand til dab. I katolske kirker bliver døbefonten genindviet hver
paske
.
[8]
Et andet relevant skel er, om daben udføres pa spædbørn eller voksne. I de traditionelle,
liturgiske
kirker som den
katolske
og den
ortodokse
, døber man børnene kort tid efter
fødslen
(hvorved daben ogsa har faet karakter af navngivningsritual, hvilket dog savner teologisk grundlag).
[
kilde mangler
]
I mange
protestantiske
trossamfund, som
Baptistkirken
,
Jehovas Vidner
,
Pinsekirken
[3]
og
Syvende Dags Adventistkirken
[9]
vægrer man sig imidlertid ved at døbe børn, da det understreges, at daben i Bibelen er et bevidst valg, som en person foretager, nar vedkommende vælger at omvende sig, hvorfor daben forudsætter, at man er kommet til skelsalder. Fra samme side hævdes det, at Bibelen intetsteds omtaler (eller befaler) barnedab, endsige anfører det som en betingelse for
frelse
, at man er døbt som barn; Jesus blev t selv døbt som voksen.
Pa kirkemødet i Augsburg i
1530
blev den lutherske lære udmejslet i 28 trosartikler,
Confessio Augustana
. 9. artikel fastslar, at dab er nødvendigt for frelse. Men er den ogsa nødvendig for nyfødtes frelse? Svaret var, at som alle andre er ogsa spædbørn født med
arvesynd
og dermed underlagt Guds
vrede
. Men daben renser mennesket for synd, sa det gjaldt at fa de nyfødte døbt sa hurtigt som muligt.
Danske Lov
satte fristen til otte dage efter
fødsel
, men af gamle
kirkebøger
fremgar, at nyfødte ofte blev taget med i kirke allerede efter 3-4 dage, nok pga skrækken for fortabelse. Ikke sjældent omkom barnet undervejs af kulde og uvejr.
[10]
Philip Melanchthon
, som havde givet
Augustana
form, udtalte i
1553
, at udøbte spædbørn
ikke
gar fortabt. Ansvaret for nyfødtes frelse beror hos forældrene, som i
bøn
om Guds nade bar barnet frem. Kirkens tolkning forblev dog uklar, og gjorde lægfolk usikre. Ikke mindst reagerede folk pa det uretfærdige i, at nyfødte skulle være dømt til fortabelse, fordi de døde udøbte, som om det var deres fejl.
Johannes Bugenhagen
delte helt Melanchthons syn. I
1542
udgav han et skrift om børn, der var døde i mors liv. Til trøst for mødrene anvendte han Jesu ord: "
Det er ikke min fars
vilje
, at nogen af disse sma skal fa fortabt.
" Ogsa Luther var enig med Bugenhagen, der kom til Danmark som
Christian 3.s
radgiver i reformationsspørgsmal.
[11]
I 1737 udgav
Erik Pontoppidan
sin forklaring, der tydeligt giver svar: "
Fordømmes de smaa Børn, som tilig bortdøe, og ey blive døbte? Ingenlunde, thi de foragte ey, men miste et Naade-Middel, som Gud vel har bundet os, men ikke sig selv til, da hand ogsaa uden Daab kand giøre salig.
" Det var der ikke alle, der var enige med ham i. I Danmark var der en gruppe ortodokse, kaldt "dømmerne", som gik hardt ud mod Pontoppidans syn. For dem var ethvert udøbt barn, ogsa det ufødte, et barn af
djævelen
og evigt fordømt.
[12]
Anabaptister
(græsk for "gendøbere") - i dag opdelt i
mennonitter
,
amish
og
hutteritter
- anser barnedab som ugyldig, og gendøber folk, der blev døbt som spæde, hvilket har skabt stor vrede hos de traditionelle kirker. Daben regnes nemlig for et ritual, der kun kan foretages en gang; og at døbe nogen, der allerede er døbt, regnes som at kaste vrag pa
Guds
sakramenter
.
Voksendab forekommer dog ogsa i de traditionelle trossamfund, nar folk, der ikke er døbt som børn, optages som medlemmer, og dermed far del i Kristi legeme. Folkekirken foretager ogsa "voksendab" nar personer der ikke er barnedøbt, ønsker at konfirmeres.
I nødstilfælde var hjemmedab eller nøddab en udvej, som kirken tillod allerede i
middelalderen
, især nar barnet var for tidligt født eller skrantede.
[13]
I
Danske Lov
af
1683
blev dab foreskrevet inden otte dage efter fødslen, sa nøddab kunne blive nødvendigt. Da daben som sakramente ikke kan gentages, skal præsten ved kirkedab sikre sig, at barnet ikke er hjemmedøbt.
[14]
Som noget særligt for Danmark har man uanset kunnet begrave udøbte børn i indviet jord, og det er i dag lovpligtigt. Hvis barnet er hjemmedøbt, skal det fremstilles i kirken ved en højmesse ? i
kirkebøger
tidligere ofte benævnt "dabens publikation" eller "dabens
konfirmation
" (dvs. stadfæstelse).
Hjemmedab foretages i dag som oftest, hvor der er overhængende fare for det nyfødte barns liv, og forældrene ønsker barnet døbt. Det kaldes ogsa nøddab og kan udføres af enhver døbt. Er det ikke en præst, der udfører den, skal den meldes til sognepræsten for at blive indført i kirkebogen.
Gennem tiderne har der i Danmark været forskellig praksis for, hvornar daben skulle finde sted.
- I
1539
blev det bestemt, at daben skulle finde sted første eller anden
søndag
efter fødslen.
- I
1643
blev det under
Christian 4
. bestemt, at daben skulle finde sted senest otte dage efter fødslen.
- I
1771
frafaldt man kravet om hurtig dab under hensyntagen til barnets liv og helbred i de uopvarmede kirker.
- I
1828
blev det bestemt, at barnet skulle døbes senest otte uger efter fødslen, men sa skulle daben ogsa ske i kirken (i modsætning til hjemmedab).
- Indtil
Grundloven
1849
havde alle pligt til at lade deres børn døbe (med undtagelse af jøder).
- Indtil
1854
var et barn først
arveberettiget
, nar det var blevet døbt.
- Skaaning, Jytte & Bente Klercke Rasmussen,
Find din slægt ? og gør den levende
, Forlaget Bonderosen 2003
- ^
døbe ? Den Danske Ordbog
- ^
[1]
Britt-Marie Nasstrom:
Blot; tro og offer i det førkristne Norden
, kap. 10
- ^
a
b
c
Daben i Kristendommen
Arkiveret
1. september 2019 hos
Wayback Machine
pa religion.dk
- ^
Dabstal
Arkiveret
20. august 2016 hos
Wayback Machine
Kirkeministeriet
- ^
August Neander
,
Allgemeine Geschichte der christlichen Religion und Kirche
- ^
New Catholic Encyclopedia
, 1967, bind II, s. 56
- ^
Smith’s Bible Dictionary
- ^
Jostein Fet:
Stemmar fra ei fjern tid
(s. 124), Samlaget, Oslo 2014,
ISBN
978-82-521-8426-6
- ^
"Daben"
.
Arkiveret
fra originalen 7. november 2018
. Hentet 7. november 2018
.
- ^
Jostein Fet:
Stemmar fra ei fjern tid
(s. 126),
ISBN
978-82-521-8426-6
- ^
Jostein Fet:
Stemmar fra ei fjern tid
(s. 129)
- ^
Jostein Fet:
Stemmar fra ei fjern tid
(s. 128-29)
- ^
Jostein Fet:
Stemmer fra ei fjern tid
(s. 126)
- ^
Jørgen Stenbæk: hjemmedab i Den Store Danske, Gyldendal. Hentet 17. november 2019 fra
http://denstoredanske.dk/index.php?sideId=91855