Claude af Frankrig

Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Claude af Frankrig
Dronning Claude (Ecole francaise, 16. arh.)
Dronning af Frankrig
Kroning 10. maj 1517
Periode 1. januar 1515 ? 20. juli 1524
Forgænger Marie Tudor
Efterfølger Eleonora af Østrig
Ægtefælle Frans 1. af Frankrig ( g.  1514)
Børn
Hus Valois-Orleans
Far Ludvig 12. af Frankrig
Mor Anne af Bretagne
Født 13. oktober 1499
Romorantin-Lanthenay , Loir-et-Cher , Frankrig
Død 20. juli 1524 (24 ar)
Chateau de Blois , Loir-et-Cher , Frankrig
Hvilested Saint-Denis Basilikaen
Religion Romersk-katolsk

Claude af Frankrig (13. oktober 1499 - 20. juli 1524) var en dronning af Frankrig gennem sit ægteskab med kong Frans 1. Hun var ogsa regerende hertuginde af Bretagne fra 1514. Hun var datter af kong Ludvig 12. af Frankrig og Anne af Bretagne .

Liv [ rediger | rediger kildetekst ]

Claude blev født den 13. oktober 1499 i Romorantin-Lanthenay [1] som den ældste datter af kong Ludvig 12. af Frankrig og hertuginde Anne af Bretagne . Hun blev opkaldt efter Claudius af Besancon , en helgen , som hendes mor havde anrabt under en pilgrimsrejse , sa hun kunne føde et levende barn. I hendes to ægteskaber havde dronning Anne mindst fjorten graviditeter, hvoraf kun to børn overlevede til voksenalderen: Claude og hendes yngste søster Renee , født i 1510.

Ægteskabsforhandlinger [ rediger | rediger kildetekst ]

Fordi hendes mor ikke havde nogen overlevende sønner, var Claude den formodede arving til Hertugdømmet Bretagne . Frankrigs krone kunne imidlertid kun arves af og gennem mandlige arvinger i henhold til Den saliske lov . Ivrig efter at holde Bretagne adskilt fra den franske krone, arbejde dronning Anne med hjælp fra kardinalen Georges d'Amboise pa en løsning af dette problem. Kardinalen indledte i bund og grund en konflikt med Pierre de Rohan-Gie (1451?1513), Herre af Rohan, kendt som marskallen af Gie , der inderligt støttede ideen om et ægteskab mellem prinsessen og hertugen af Valois , den formodede arving til den franske trone, og pa denne made kunne Bretagne forblive forenet med Frankrig. [2]

Den 10. august 1501 i Lyon blev ægteskabskontrakten mellem Claude og den fremtidige tysk-romerske kejser Karl 5. underskrevet af Francois de Busleyden, ærkebiskoppen af Besancon, William de Croy, Nicolas de Rutter og Pierre Lesseman, alle ambassadører for hertug Filip af Burgund , Karls far. En del af kontrakten lovede Bretagne i arv til den unge prins, allerede den næste nummer to i arvefølgen til tronerne i Kastilien og Aragonien , Østrig og de burgundiske arvelande. Derudover gav den første Blois-traktat, underskrevet i 1504, Claude en betydeligt medgift i det usandsynlige tilfælde af Ludvig 12.'s død uden mandlige arvinger: Udover Bretagne modtog Claude ogsa hertugdømmerne Milano og Burgund, grevskaberne Blois og Asti, [3] og Republikken Genovas territorium, pa det tidspunkt besat af Frankrig. [4] Saledes blev alle arsagerne til den fremtidige rivalisering mellem Karl 5. og Frans 1. besluttet, allerede før de to fyrster arvede deres troner.

I 1505 annullerede en meget syg Ludvig 12. af frygt for sit liv og uden ønske om at true sin eneste arvings styre forlovelsen pa stænderforsamlingen i Tours til fordel for den unge hertug af Valois , den fremtidige Frans 1. Faktisk, havde Louise af Savoyen tidligere af kongen faet et hemmeligt løfte om, at Claude kunne blive gift med hendes søn. [5] Anne af Bretagne, som var rasende over at marskallen af Gies triumf, udøvede al sin indflydelse for at fa ham dømt for Majestætsfornærmelse i Paris' parlament. [6]

Dronning Claudes vabenskjold.

Hertuginde af Bretagne [ rediger | rediger kildetekst ]

Da hendes mor døde den 9. januar 1514, blev Claude hertuginde af Bretagne, og fire maneder senere, den 18. maj, giftede hun sig med sin fætter Frans i Saint-Germain-en-Laye . Med dette ægteskab blev det sikret, at Bretagne ville forblive forenet med den franske krone, hvis Ludvig 12.s tredje ægteskab med Marie of England (fejret den 9. oktober 1514) ikke skaffede den længe ventede arving. Ægteskabet blev dog kortvarigt og barnløst: Ludvig 12. døde mindre end tre maneder senere, den 1. januar 1515, angiveligt slidt op af sine anstrengelser i sovekammeret. [7] Frans og Claude blev konge og dronning, tredje gang i historien, at hertuginden af Bretagne blev dronning af Frankrig.

Dronning af Frankrig [ rediger | rediger kildetekst ]

Claude omgivet af sine døtre (Charlotte, Madeleine og Margrete), hendes søster Renee (eller hendes afdøde ældste datter Louise) og hendes mands anden hustru Eleonora af Østrig i Livre d'heures de Catherine de Medicis , 1550. I øjeblikket pa Bibliotheque nationale de France .

Som dronning blev Claude overskygget ved hoffet af sin svigermor, Louise af Savoyen , og sin svigerinde, den litterære dronning af Navarra Margrete . Hun herskede aldrig over Bretagne, i 1515 overlod hun regeringen af sine domæner til sin mand i evighed. I modsætning til sin yngre søster Renee ser det ud til, at hun aldrig viste nogen interesse for sin moders arv og heller ikke haft nogen interesse for politik, da hun foretrak at vie sig til religion under indflydelse ifølge nogle kilder af Christopher Numar af Forli, der var hendes svigermors skriftefader . Gabriel Miron beholdt sine funktioner som under Anne af Bretagne og forblev kansler for dronning Claude og overlæge. Han skrev bogen de Regimine infantium tractatus tres . [8]

Efter at Frans var blevet konge i 1515, forblev Anne Boleyn medlem af Claudes husstand. Det antages, at Anne fungerede som Claudes oversætter, nar der var engelske besøgende som i 1520 i Guldbrokadelejren . Anne Boleyn vendte tilbage til England i slutningen af 1521, hvor hun til sidst blev dronning af England som anden hustru til Henrik 8. Diane de Poitiers , en anden af Claudes hofdamer , var en vigtig inspiration for Fontainebleauskolen i den franske renæssance og blev Claudes søn Henrik 2.'s livslange elskerinde.

Le Sacre de Claude de France (Beskrivelse af kroningen af Claude af Frankrig i St. Denis i 1517), gobelin skabt af Jean Coene IV, ca. 1517.

Claude blev kronet til dronning af Frankrig i Saint-Denis Basilikaen den 10. maj 1517 af kardinal Filippe de Luxembourg (ogsa kendt som kardinal du Mans), der "salvede hende pa brystet og panden". [9]

Hun tilbragte næsten hele sit ægteskab i en uendelig række graviditeter . Hendes mand havde mange elskerinder, men var normalt relativt diskret. Claude palagde sin egen husstand strenge moralske regler, som kun et par lod hant om.

Om Claude skrev historikeren Brantome :

Jeg ma tale om madame Claude af Frankrig, som var meget god og meget velgørende og meget sød overfor alle og aldrig udtrykte utilfredshed overfor nogen ved hendes hof eller i hendes domæner. Hun var dybt elsket af Kong Ludvig og Dronning Anne, hendes far og mor, og hun var altid en god datter for dem. Efter at kongen havde taget den fredelige hertug af Milano til fange, fik han ham til at udnævne hende i parlamentet i Paris til hertuginde af de to smukkeste hertugdømmer i kristendommen, Milano og Bretagne, den ene fra faren og den anden fra moren. Hvilken arving! Med deres tilladelse. Begge hertugdømmer blev al god gavn knyttet til vores smukke kongerige. [10]

Claude, brikken i sa meget dynastisk planlægning, var kort af statur og plaget af skoliose , hvilket gav hende en krum ryg, mens hendes mand var større og atletisk. De graviditeter efter hinanden fik hende til at virke konstant buttet, hvilket førte til han ved hoffet. Udenlandske ambassadører bemærkede hendes "korpulence", besværede gang, skelen pa venstre øje, lille størrelse og grimhed, men de anerkendte hendes gode egenskaber. [11] Hun var lidet elsket ved hoffet efter hendes forældres død. Brantome bekræftede:

At kongen, hendes mand gav hende syfilis, som forkortede hendes dage. Og madame regenten [Louise af Savoyen] mobbede hende konstant (...).

Kongens vilje patvang, at hans elskerinde Francoise de Foix var allestedsnærværende.

Død [ rediger | rediger kildetekst ]

Frans 1.'s og Claude af Frankrigs i Saint-Denis Basilikaen.

Claude døde den 20. juli 1524 pa Chateau de Blois , 24 ar gammel. Den nøjagtige arsag til hendes død blev anfægtet i kilderne og af historikere: Mens nogle pastod, at hun døde i barselssengen eller efter en abort , [12] mente andre, at hun døde af udmattelse efter sine mange graviditeter eller af af knogletuberkulose (ligesom sin mor), og endelig mente nogle, at hun døde af syfilis , som hun havde faet fra sin mand. [13] [14] Hun blev begravet i Saint-Denis Basilikaen .

Hun blev fulgt som hersker af Bretagne af sin ældste søn, Dauphinen Frans , der blev hertug Frans 3., med Claudes enkemand Kong Frans 1. som formynder . Efter Dauphinens død i 1536 blev Claudes anden søn, Henrik, hertug af Orleans , Dauphin og hertug af Bretagne. Han blev senere konge af Frankrig som Henrik 2.

Claudes enkemand giftede sig igen flere ar efter Claudes død med Eleonora af Østrig , søster til Kejser Karl 5. Atmosfæren ved hoffet blev væsentligt mere udsvævende, og der var rygter om, at kong Frans' død i 1547 skyldtes syfilis .

Børn [ rediger | rediger kildetekst ]

Claude og Frans 1. fik syv børn, hvoraf to blev mere end 30 ar gamle:

Skildringer i populærkulturen [ rediger | rediger kildetekst ]

Dronning Claude af Frankrig blev spillet af Gabriella Wright i første sæson af Showtime-serien The Tudors .

"Kind Queen Claude" er en hovedperson i Robin Maxwells Mademoiselle Boleyn .

I den spanske historiske tv-serie Carlos, rey emperador ( Karl, konge og kejser) fra 2015-16 blev dronning Claude spillet af Eva Rufo.

Referencer [ rediger | rediger kildetekst ]

  1. ^ Jiri Louda and Michael MacLagan: Lines of Succession: Heraldry of the Royal Families of Europe , 2nd edition (London, U.K.: Little, Brown and Company, 1999), table 67.
  2. ^ Joel Blanchard: Philippe de Commynes , Paris, Fayard, 2006, pp. 299-300.
  3. ^ The County of Asti was a part of the dowry of Valentina Visconti (Louis XII's paternal grandmother) when she married Louis I, Duke of Orleans in 1389. Claude, as the eldest surviving child of her father, was not only the legitimate heiress of Asti but also of the Duchy of Milan, because was stipulated in Valentina's marriage contract, that in failure of male heirs, she would inherit the Visconti dominions.
  4. ^ Yves Bottineau: Georges Ier d'Amboise (1460-1510): un prelat normand de la Renaissance , Rouen, PTC, pp. 67-68.
  5. ^ Philippe Tourault: Anne de Bretagne , Perrin, Paris, 1990, p. 255: a declaration dated 30 April 1501 at Lyon and never publiced, declared null and void any marriage contract of Claude of France with other princes than the future Francis I .
  6. ^ Joel Blanchard: Philippe de Commynes , Paris, Fayard, 2006, p. 299.
  7. ^ Francesco Guicciardini : Storia d'Italia , Lib. XII, cap. 9.
  8. ^ Ernest Wickersheimer, Danielle Jacquart: Dictionnaire biographique des medecins en France au Moyen Age (1979) , t. 1, pp. 161?162.
  9. ^ Nicolas Menin: An Historical and Chronological Treatise of the Anointing and Coronation of the Kings and Queens of France , p. 249. [retrieved 28 December 2014].
  10. ^ Extract from: CORPUS HISTORIQUE ETAMPOIS: Brantome - Vie de Claude de France -Vie des Dames illustres- entre 1590 et 1614 (in French) [retrieved 28 December 2014].
  11. ^ Michel Georis: Francois Ier. Le Magnifique , Editions France-Empire , 1998, p. 20.
  12. ^ Some sources mentioned the existence of an eight child born from the marriage between Claude and Francis I: Philip (born 1524 - died 1525) and whose birth caused the death of his mother; however, this fact continues to be disputed among historians.
  13. ^ Francis Hackett: Francois Ier , Payot, 1984, p. 510.
  14. ^ Brantome declared that Claude’s husband, Francis I, gave her “a disease that shortened her days”, meaning syphilis, but it is not known for certain what she died of. 20 July 1524 ? Death of Queen Claude of France in: theanneboleynfiles.com [retrieved 28 December 2014].
Foregaende: Dronning af Frankrig
1515-1524 		Efterfølgende:
Marie Tudor Eleonora af Østrig
Foregaende: Regerende hertuginde af Bretagne
1514-1524 		Efterfølgende:
Anne Frans 3.
Hentet fra " https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Claude_af_Frankrig&oldid=11239931 "