Christian 1.
(født
februar
1426
, død
21. maj
1481
) var
konge
af
Danmark
1448
?
1481
, af
Norge
1450
?1481 og af
Sverige
1457
?
1464
samt
hertug
af
Slesvig
og
greve
(fra 1474: hertug) af
Holsten
fra 1460 til 1481. Han var søn af greveparret
Didrik den Lykkelige
af Oldenburg og
Hedevig af Holsten
, der nedstammede fra
Erik Klippings
datter
Richiza
. Med sin tiltrædelse som konge d.
1. september
1448
blev han den første konge af den
oldenborgske slægt
, som besteg
den danske trone
.
[1]
Efter
Christoffer af Bayerns
død i 1448, blev han pa sin morbror
Hertug Adolf af Slesvig
anbefaling Danmarks konge. Efter, at han i 1450 ogsa var blevet
Norges
og i 1457
Sveriges konge
, blev
Kalmarunionen
genoprettet. Efter
hertug Adolfs
død i 1460 blev han tillige hyldet som
hertug
af Slesvig og
greve
af Holsten mod at bekræfte
ridderskabets
rettigheder og love, at de to lande skulle "
blive evigt udelte sammen
". I
1463
løsrev Sverige sig, og Christians forsøg pa en generobring endte med nederlag i
slaget ved Brunkebjerg
i
1471
.
[2]
I
1470'erne
tog han pa flere kostbare rejser, i 1474 til
Pave Sixtus 4.
, der gav tilladelse til oprettelse af
Københavns Universitet
, som abnede i
1479
.
Christians far, Grev
Didrik den Lykkelige
af
Oldenburg
, i en senere gengivelse.
Christian blev født i februar 1426 i
Oldenburg
i det nordvestlige Tyskland som den ældste søn af Grev
Didrik den Lykkelige
af
Oldenburg
(1390-1440) i hans andet ægteskab med
Hedevig af Holsten
(1398-1436).
[3]
Han havde to yngre brødre,
Moritz
og
Gerhard
og en søster,
Adelheid
.
Gennem sin far tilhørte han
Huset Oldenborg
, en
grevelig
slægt
som siden
1100-tallet
havde været bosat i egnen vest for floden
Weser
i
Nordtyskland
.
[3]
Fra de to stærke
borge
Oldenburg
og
Delmenhorst
havde slægten efterhanden udvidet sit herredømme over de omkringboende
frisiske
stammer
. Grev Didrik den Lykkelige, Christians far, fik sit tilnavn, da han havde samlet og udvidet slægtens besiddelser.
Deres mor Hedevig var en datter af Grev
Gerhard 6. af Holsten
og søster til Hertug
Adolf af Slesvig
. De unge grever nedstammede gennem deres mor ogsa fra det danske kongehus gennem Hedevigs tipoldemoder
Richiza
, der var datter af Kong
Erik Klipping
.
[3]
Fra farfaderen,
Christian 5. af Oldenburg
, nedstammede Christian tillige fra
Erik Plovpenning
, mens han gennem mormoderen nedstammede fra
kong Abel
.
Om Grev Christians ungdom ved vi kun lidt. Ved faderens død i
1440
efterfulgte Christian og hans brødre Morits og Gerhard
[3]
ham som greve af Oldenburg. Han opholdt sig et stykke tid ved den
tysk-romerske
kejser
Frederik 3.
’s
hof
. Men af langt større betydning for hans fremtid blev det, at hans morbror Hertug Adolf tog sig af hans opdragelse. Den barnløse hertug ønskede nemlig at gøre ham til sin arving i sine fyrstendømmer, og det lykkedes ogsa Adolf at fa Christian hyldet som sin efterfølger i Slesvig.
[3]
Ved hans hof og under hans ledelse fik den unge grev Christian ogsa rig lejlighed til at stifte erfaring med politiske forhold, hvad der siden skulle blive ham til stor nytte.
Hertug Adolf afslar tilbuddet om den danske trone og peger pa sin søstersøn, Christian af Oldenburg.
Oliemaleri
:
C.W. Eckersberg
(1823-1825)
Ved
Christoffer af Bayerns
pludselige død den 6. januar 1448 stod
Norden
uden konge og uden naturlige arvinger til tronen, da Christoffer døde barnløs.
[3]
Det danske
Rigsrad
tilbød tronen til
hertug Adolf 1. af Slesvig
(ogsa kaldet
Adolf 8. af Holsten
), der var tip-tip-oldebarn af
Erik Klipping
. Men Adolf, der pa det tidspunkt var 47 ar, takkede nej og pegede i stedet pa sin søstersøn, grev Christian af Oldenburg. Christian matte imidlertid forinden udtrykkeligt love Adolf at overholde bestemmelsen i barnekongen
Valdemar 3.s
handfæstning
, den sakaldte
Constitutio Valdemariana
fra
1326
, om, at
Sønderjylland
(dvs.
Hertugdømmet Slesvig
)
og kongeriget aldrig matte forenes under samme regent
.
[3]
Christian 1. og
Dronning Dorothea
.
Det danske
rigsrad
stillede som betingelse, at Christian skulle gifte sig med forgængeren, Christoffer af Bayerns enke,
Dorothea af Brandenburg
. Rigsradet udfærdigede en
handfæstning
, hvoraf blandt andet fremgik, at ingen udlænding matte fa len eller optages i rigsradet, og at der ikke matte træffes nogen vigtige foranstaltninger uden om rigsradet. Forhandlingerne trak noget i langdrag, fordi rigsradet gerne ville enes med Sverige og Norge om valget, men da svenskerne i juni 1448 pa egen hand havde valgt
Karl Knutsson
til konge, enedes det danske rigsrad nu med Christian.
[4]
Den 1. september udstedte denne i Haderslev en foreløbig
handfæstning
(en endelig blev aldrig udfærdiget), og den
28. september
blev han hyldet pa
Viborg Landsting
. Samtidig trolovedes han med Christoffer’s unge enke,
Dorothea af Brandenburg
.
[5]
Aret efter holdtes brylluppet den
26. oktober
, og to dage senere blev Christian kronet i
Vor Frue Kirke
i København.
[3]
Portræt af Christian 1. fra
Kronborgtapeterne
,
Gobelin
:
Hans Knieper
(1581-1584)
Ved kroningen stod Christian med flere problemer. Indadtil var det vigtigste problem, at kongen fattedes indtægter. Allerede under Erik af Pommern var store dele af riget blevet bortforlenet, og denne situation havde ikke ændret sig under Christoffer af Bayern. Det betød, at Christian kun havde fa og utilstrækkelige indkomster.
Samtididig indebar det dobbelte kongevalg, at
Kalmarunionen
var blevet brudt, og de to nyvalgte konger stræbte begge efter at fa magten i Norge. Ogsa det gamle svenske lydland
Gotland
gav anledning til problemer, siden det efter
Valdemar Atterdags
erobring i 1361 aldrig var blevet knyttet til Sverige igen. Her sad den afsatte unionskonge
Erik af Pommern
og herfra drev han sørøveri til skade for handelen. Kort efter sin kroning sendte Karl Knutson en hærstyrke til Gotland, men da Erik mærkede, at han ikke kunne forsvare sig, lod han en dansk besætning komme ind i Visborg, mens han selv drog til
Pommern
, og sommeren 1449 sluttedes der et forlig mellem hærene, hvorved afgørelsen af Gotlands fremtidige stilling blev henskudt til et fredsmøde, der aret efter skulle afholdes i
Halmstad
.
Pa dette tidspunkt havde det norske rigsrad besluttet at tage Christian til konge, men i den følgende vinter kom Karl Knutson personlig til Norge og blev kronet i
Trondhjem
i december 1449.
Halmstadmødets
afgørelse blev imidlertid meget gunstig for Christian, idet de 24 danske og svenske rigsrader, der mødtes den
2. maj
1450
, bestemte, at Karl skulle give afkald pa Norge, og at den længst levende af de to konger skulle anerkendes i alle 3 riger, mens spørgsmalet om Gotland blev udsat igen. Uvillig matte Karl Knutson bøje sig for denne beslutning, og Christian kunne drage til Norge for at blive kronet i
domkirken
den
2. august
1450
. I
Bergen
sluttedes den
29. august
1450 en nøje forening mellem Danmark og Norge, og da Dorothea havde født kongen en søn, fik denne navnet Oluf efter Norges skytspatron.
[3]
Besiddelsen af de to riger matte i længden give Christian overvægten over Karl Knutson. De krige, der blev ført mellem dem fra 1452 af, var ikke afgørende, det blev derimod, at unionspartiet i Sverige i 1457 rejste sig mod Karl under ledelse af ærkebispen Jens Bengtsson (Oxenstierna), og Karl Knutsson matte flygte til
Danzig
. I juli kunne Christian holde sit indtog i
Stockholm
og blev kronet i
Uppsala
.
[4]
[7]
Saledes var alle 3 riger atter forenede, og aret efter antoges Christians søn
Hans
til hans efterfølger (den først fødte søn, Oluf, var død i en spæd alder, ligesom en anden søn, Knud).
[3]
Christian 1. ophøjer Holsten til hertugdømme
.
Historiemaleri
,
Nicolai Abildgaard
.
Kort efter, at Christian var blevet unionskonge, viste der sig pa en helt anden kant mulighed for en væsentlig magtudvidelse for Christian, idet hertug Adolf døde den 4. december 1459. Der var i Slesvig og Holsten megen uenighed om hvem, man skulle anerkende som herre
[3]
, men ridderskabet var dog enigt om at vælge den samme fyrste i begge lande, og valget faldt da pa Christian, som til gengæld matte denne stadfæste radets og ridderskabets rettigheder, indrømme stænderne valgret ogsa for fremtiden og endelig love, at de to lande "evig skulle blive tilsammen udelte" (
Up ewig ungedeelt
).
[8]
Christian satte et rad pa 12 stormænd til at forvalte hertugdømmerne. Kongen matte betale kompensationer for denne udvidelse af riget, hvilket oversteg hans økonomiske formaen. Størsteparten af de len, der udgjorde Christians besiddelser, var ejet af nogle fa magtfulde
adelsslægter
, der ikke betalte
skat
til kongen. Christian blev tvunget til at øge skattetrykket, og han blev nødt til at pantsætte en del af sine len for at finansiere dette, sa han kom snart ud i en bundløs gæld. Men nu tradte Dorothea til. Hun havde opbygget en pæn formue, pantsatte sine
smykker
, og for egne penge købte hun lenene tilbage. Hun gav dem dog ikke til kongen, men beholdt dem selv som pant.
Senere opnaede Christian yderlige fremgang, da den tyske kejser Frederik III pa den tyske rigsdag i
Regensburg
i
1473
officielt forlenede ham med
Ditmarsken
, der formelt hørte under ærkebispen af
Hamborg-Bremen
men reelt var en uafhængig bonderepublik.
Hidtil havde de holstenske besiddelser formelt kun bestaet af
grevskabet Holsten
og
grevskabet Stormarn
, nu blev de forenede med Ditmarsken og ophøjet til et
hertugdømme
direkte under kejseren.
Umiddelbart fremstod Christian nu som en mægtig fyrste: han var blevet konge over de tre nordiske riger og tillige herre over hertugdømmerne Slesvig og Holsten. I virkeligheden var hans stilling svag: i Sverige var det danske overherredømme ikke populært i befolkningen, og forbindelsen mellem rigerne blev i virkeligheden sikret gennem et mindre antal store adelsslægter, der havde godser og familieforbindelser i begge riger. Ogsa i Slesvig og Holsten var der problemer: Christian havde matte afgive store pengeløfter bade til Schauenburgerne og til sine brødre, der mente at kunne gøre krav gældende. For at skaffe penge til disse betalinger matte Christian udskrive skatter,
[5]
hvilket gjorde ham upopulær i Sverige og bevirkede et modsætningsforhold til ærkebiskop Jens Bengtsson, der endog blev ført som fange til Danmark i 1463. Dette fik biskop Ketil af Linkoping til at rejse en opstand, og almuen tvang stormændene til at kalde Karl Knutson tilbage. Ny modstandere fik Christian, da han brød med den mægtige adelsslægt Thott, der havde udstrakte len og store godser bade i Danmark og Sverige.
[8]
[4]
Samtidig voldte pengeforholdene de største vanskeligheder i Slesvig og Holsten, og da Christian udnævnte sin broder Gerhard til statholder her i 1469, viste det sig snart, at denne stræbte efter at erhverve landene for sig selv, og han matte atter afsættes i 1470. Efter Karl Knutsons død førte Christian personlig en hær til Stockholm, men ved
Slaget ved Brunkebjerg
led han et afgørende nederlag den
10. oktober
1471
, og der efter opgav han ethvert forsøg pa med væbnet magt at fa sit herredømme i Sverige anerkendt.
[8]
I realiteten var Sverige atter tabt.
Nok sa alvorlig for Christian var de mange pantsatte len. Dels betød de manglende indkomster for kronen, dels betød de, at kongen ikke havde ret til at udpege befalingsmyndigheden pa de pantsatte slotte. Der fandtes omkring 40 slotte og 150 herreder i riget.
En del af de slotte, der hørte under kronen, var overdraget dronning Dorothea som livgeding, og flere fulgte efter, men omkring halvdelen af rigets slotte var i hænderne pa højadelen, og endnu flere var i hænderne pa andre adelige.
For Christian matte det blive et mal at fa brudt denne adelens magt, men det var svært med de begrænsede indkomstkilder, han havde til radighed. I første omgang fik han i 1459 rigsradets samtykke til, at der matte ske en beskatning af lensindtægterne: alle lensmænd skulle betale 10% af deres indkomster, pantelen dog kun 5%.
I 1466 gentoges det, nu var satserne dog 33% og 25%.
I 1466 og 1469 udnævnes Niels Eriksen Gyldenstierne til kammermester, hvorved noget af rigshofmesterens økonomiske kompetence flyttes fra denne.
I foraret 1467 lykkedes det kongen at overtage Varberg, og pa de efterfølgende landstingsmøder gav repræsentanterne kongen medhold i, at han kunne gribe mere effektivt ind over for lensmænd, der begik overgreb mod almuen.
Ved den første danske stænderrigsdage den
28. oktober
1468
i
Kalundborg
lykkedes det kongen at fa fastslaet, at slotte, der plejede at ligge til kongens fadebur, atter skulle lægges der under samt at købstadsskatter dette ar skulle tilfalde kronen, ogsa selv om de var forlenede bort. Endelig den 20. november 1468 fik kongen medhold i, at den oprørske slægt Thott havde forbrudt sin ejendom, som derfor skulle tilfalde Kronen. Kongen gik nu malbevidst frem: snart lokkede han, snart truede han sig til indrømmelser: Mogens Ebbesen Galt mistede slottet
Aalholm
i 1466 og blev erstattet af en lavadelig foged
, og pa lignende made er det nye kredse, der optræder pa hovedlenene:
Hindsgavl
,
Kalø
,
Riberhus
,
Aalborghus
,
Lundenæs
. Hvor det hidtil var 5 store adelsslægter, som sad pa halvdelen af pladserne i rigsradet, dukker nu nye folk op.
Kort sagt: kongen var ved at fa indsat mere palidelige folk. Men det skulle ikke vare ved: allerede i løbet af 1469 begyndte kongen at mildne sin politik: der udskrives nu atter skatter pa almuen, og adelige kommer atter ind pa slottene
(omend omfattende en bredere kreds), og kongens kroniske pengetrang fik ham til atter at sætte len i pant.
Christian blev den første konge, som brød med den lukkede handelspolitik. Umiddelbart viste han sig mere eftergivende over for hanseaterne og deres handelsindflydelse i Norden end nogen anden konge, hvilket især gik ud over Norge. Ustraffet kunne Hanseaterne dræbe bade biskop Thorlaf af Bergen og den kongelige lensmand Oluf Nielsen, og ved besættelsen af de norske bispestole var Christian ofte uheldig.
[8]
I andre henseender var Christians handelspolitik mere fremadrettet. Netop i anden halvdel af 1400-tallet fik
Nederlandene
,
England
og
Skotland
en stadig voksende betydning for og rolle i Europas handel. Baggrunden var de store opdagelser. Nederlandene udviklede deres skibsbyggeri. Byerne voksede og dermed behovet for fødevarer: korn, kød og fisk samt træ til byggeri af skibe og huse. Dermed abnedes nye handelsmuligheder. Endnu var
Hanseforbundet
med
Lubeck
i spidsen dominerende, men Nederlandene, England og Skotland var pa vej frem. Det skulle derfor blive at stor betydning for
hertugdømmet Slesvig
, at Christian i
1461
tillod
Amsterdam
at handle direkte over
Husum
og
Flensborg
.
I
1464
fik Christian I desuden sluttet en forsvars- og handelstraktat med
det burgundiske rige
,
maske med henblik pa støtte i kampen mod de svenske oprørere.
Da Christian i 1469 bortgiftede sin eneste datter,
Margrete
, til den skotske konge
Jakob III
, blev
Orkney-øerne
og ogsa
Shetlandsøerne
pantsatte for medgiften, hvorved disse øer gik tabt for den norske krone.
[8]
Til gengæld betød forbindelsen, at handel og skibsfart mellem de to lande voksede.
Allerede efter
Konstantinopels
fald i
1453
havde Christian lovet at tage pa
korstog
, men blev forhindret. I
1471
mødtes imidlertid de nordeuropæiske fyrster pa en rigsdag i
Regensburg
, og der foreslog Christians udsending et angreb pa
tyrkerne
pa tre fronter. Mens
kejseren
og de tyske fyrster skulle invadere
osmannernes
besiddelser pa
Balkan
, skulle
paven
og de
italienske
bystater
sejle over
Adriaterhavet
og angribe derfra, mens Christian selv skulle lede en stor hær fra hele Nord-
Europa
ned gennem
Rusland
direkte mod
Jerusalem
. Her støttede han sig ogsa til en
profeti
af
Birgitta af Vadstena
, der var karet til
helgen
i
1391
, hvor hun pastod, at Jerusalem skulle befris af en kejser ved navn Fredrik og tallet tre, og af en konge ved navn Kristoffer (og det hed Christian ogsa). Planen blev vel modtaget, og man blev enige om 24.april
1472
som afrejsedag for det nye korstog. Imidlertid havde Christian gjort regning uden svenskerne, der slet ikke ønskede nogen andel i hans projekt. Han ville sa sørge for at fa dem overtalt ved hjælp af en stor hær, men den led et nederlag i
slaget ved Brunkebjerg
uden for
Stockholm
10.oktober
1471
. Kongen indsa det umulige i at forlade unionen i en lang periode for at kæmpe i en anden verdensdel, og selv om der blev gjort flere senere forsøg pa at genoplive hans storstilede korstog, blev det aldrig til noget. I stedet for sendte han sammen med kong
Alfons 5. af Portugal
en fælles ekspedition til
Grønland
og
Newfoundland
i hab om at finde en snarvej til
Indien
. Portugisiske fiskere var pa den tid ved at etablere sig i Nord-Atlanteren.
[24]
Christian 1. afbilledet pa en
fresko
i
Castello di San Giorgio
i
Mantua
sammen med kunstneren,
Andrea Mantegna
(til venstre).
Kongen af Danmarks besøg i
Bergamos
Castello di Malpaga
, hvor
Republikken Venedigs
generalkaptajn
Bartolomeo Colleoni
afholdt en
banket
til ære for ham.
Christian 1. stifter
Københavns Universitet
.
Medalje med billede af Christian 1. slaet ved rejsen til
Italien
Pa trods af den økonomisk anstrengte situation tog Christian i 1474 ud pa to dyre rejser til udlandet. Den
9. januar
1474
drog Christian og dronning Dorothea med et stort
følge
til Kejser
Frederik 3.
i
Rothenburg ob der Tauber
. Den
14. februar
1474
ophøjede kejseren
grevskaberne
Holsten
og
Stormarn
til et
hertugdømme
. Det hidtil frie landskab
Ditmarsken
blev erklæret en del af det nye hertugdømme, men Christian fik ikke rigtig udbytte af dette, da ditmarskerne formaede at opretholde deres uafhængighed under resten af hans levetid.
I
april
rejste Christian over
Innsbruck
videre til
Milano
, hvor han opholdt sig en længere periode. Hans ophold i
Lombardiet
blev markeret ved udførelsen af en række
kalkmalerier
af
Andrea Mantegna
i
Camera degli Sposi
i
Castello di San Giorgio
i
Mantua
og af il
Romanino
i
Castello di Malpaga
nær
Bergamo
. Herfra rejste han videre til
Rom
. Han indgik en aftale med
pave
Sixtus IV
, der gav ham tilladelse til at besætte de højeste kirkeembeder i Danmark og Sverige, samt abne et
universitet
i
København
.
Dette
blev indviet i
1479
.
[8]
[26]
Derfra rejste han tilbage til kejseren i
Nurnberg
og derfra hjem til
Holsten
.
I efteraret 1474 rejste Christian pa besøg hos hertug
Karl den Dristige
af
Burgund
, hvor han kom til at fungere som mægler i en strid mellem hertugen, som havde angrebet
Kurfyrstendømmet Køln
, og den tyske kejser. I 1476 blev der indgaet en forlovelse mellem kejserens søn Maximilian og Karls datter (og eneste barn) Maria. Ved Karls død i 1477 kom Maximilian til at arve de burgundiske besiddelser, sa Christian udførte et godt stykke arbejde.
Han opholdt sig i Burgund i flere maneder, før han rejste videre til
Nederlandene
i begyndelsen af
1475
.
Efter hjemkomsten lykkedes det Christian at fa styr pa den holstenske adel og at fa eftergivet en del af den gæld, han havde til hertugdømmerne. Han udbyggede og forstærkede embedsapparatet og lod de fleste poster besætte med borgerlige.
Personlig var Christian en mand af smukt ydre og kæmpemæssig højde; han var øvet i alle ridderlige idrætter, og ved flere lejligheder viste han stort personligt mod, ikke mindst i Slaget pa Brunkebjerg, hvor han selv blev saret. Hans evner som hersker synes mindre; de store fremskridt, han gjorde fra 1448 til 1460, skyldtes mere held end klogskab, og han forstod ikke at fastholde det vundne. Han stræbte mere efter ydre glans end efter virkelig magt, og hans finansstyrelse var overmade uheldig; ikke uden grund kaldte svenskerne ham "den bundløse pung".
[8]
Det bør dog tilføjes, at en stor del af riget efterhanden kom i dronning Dorotheas besiddelse. Hun skaffede sig adskillige pantelen, og hun sad inde med begge hertugdømmer som formelt pant. Dermed var adelens magt stærkt svækket. Da Christian døde i 1481 blev det dronningen, som kom til at sta i spidsen for arvedelingen.
De gotiske vægmalerier i Hellig Trekongers kapel (ogsa kaldet Christian 1.s kapel), der bl.a. viser
Jesus
bære sit kors pa
Via Dolorosa
.
Christian 1. udfærdigede sit testamente ca. et halvt ar før sin død,
der indtraf i en alder af 55 ar den
21. maj
1481
pa
Københavns Slot
. Noget langt sygeleje har der ikke været tale om, da han ca. 14 dage før dødsfaldet befandt sig i
Malmø
.
Han blev begravet i
Roskilde Domkirke
, hvor han havde faet opført et nyt gravkapel til den nye oldenborgske slægt, kaldet Helligtrekongerskapellet.
[8]
De hellige 3 konger
var
symbol
pa den danske, norske og svenske kongetrone. Kapellet skulle, ifølge et
gavebrev
udstedt af kongen og dronningen i
1459
, have tre formal: dels naturligvis at huse deres og deres efterkommeres gravmonumenter, dels at rumme altre til afholdelse af
sjælemesser
og dels at være tilholdssted for et broderskab, som kongen tilsyneladende havde stiftet. Kapellet er fyldt med kalkmalerier fra ca. 1465, mens Christian og Dorotheas grave er markeret med et par enkle gravsten, da kapellet i sig selv skulle være deres gravmæle.
Christian og Dorothea fik fem børn, hvoraf tre naede voksenalderen:
- Arup, Erik
(1902-1904).
"Den finansielle side af erhvervelsen af hertugdømmerne 1460?1487"
.
Historisk Tidsskrift
.
København
:
Den danske historiske Forening
. bind 4 (7. række): s. 317?388, s. 399?489.
- Carstens, W. (1931). "Die Wahl Konig Christian I. von Danemark zum Herzog von Schleswig und Graf von Holstein im Jahre 1460".
Zeitschrift der Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte
(tysk).
Kiel
:
Gesellschaft fur Schleswig-Holsteinische Geschichte
. bind 60: s. 231ff.
- Dahlerup, Troels
(1989).
De fire stænder. 1400-1500
.
Gyldendal og Politikens Danmarkshistorie
. Vol. bind 6.
København
:
Gyldendal
&
Politikens Forlag
.
ISBN
87-89068-08-4
.
- Hermansen, Victor
(1950).
Christiern den Førstes højde
.
København
:
Nationalmuseet
.
- Hille, Georg
:
Christian I. (Konig von Danemark, Norwegen und Schweden)
i
Allgemeine Deutsche Biographie
(ADB) (ses pa
tysk Wikisource
)
- Jahnke, Carsten
(2014). "Two Journeys and One University: King Christian I and Queen Dorothea's Journeys to Rome and the Foundation of the University of Copenhagen".
Denmark and Europe in the Middle Ages, C. 1000-1525: Essays in Honour of Professor Michael H. Gelting
(engelsk). s. 139-153.
- Kumlien, Kjell
:
Kristian I
i
Svenskt biografiskt lexikon
(1975?1977)
- Christian (Christiern) I.
i
Dansk Biografisk Leksikon
(1. udgave, bind 3, 1889), forfattet af
Mollerup, William
- Lubbers, A.
(1906).
De oldenborgske Kongers og deres nærmeste Families Sygdomme og Død
.
København
:
Ugeskrift for Læger
.
- Mollerup, William
:
"Christian I"
i
Salmonsens Konversationsleksikon
, 2. udgave, bind IV, s. 885-886
- Odd Johnsen, Arne
(1947-1949).
"Kong Christian I.s forbundspakt med Karl den Dristige av Burgund og hans allierte (1467)"
.
Historisk Tidsskrift
(norsk).
København
:
Den danske historiske Forening
. bind 11 (2. række): 111-131.
- Platte, Hartmut (2006).
Das Haus Oldenburg
(tysk).
Werl
: Borde.
ISBN
3-9810315-4-7
.
- Poulsen, Bjørn
(1988).
Land ? by ? marked: to økonomiske landskaber i 1400-tallets Slesvig
(PDF)
.
Flensborg
.
ISBN
87-89178-00-9
.
(
Webside ikke længere tilgængelig
)
- Scocozza, Benito
(1997).
Politikens bog om danske monarker
.
København
:
Politikens Forlag
. s. 94-98.
ISBN
87-567-5772-7
.
- Suhr, Wilhelm
:
Christian (Christiern) I., Graf von Oldenburg und Delmenhorst.
I:
Neue Deutsche Biographie
(NDB). Bind 3, Duncker & Humblot, Berlin 1957,
ISBN
3-428-00184-2
, Side 232 (
Digitalisering
).
- Tjallen, Biorn (2020). "King Bottomless Empty Purse': Taxes, Avarice and Pastoral Care in the Swedish Reign of Christian I (1457?64)".
Scandinavian Journal of History
(engelsk).
doi
:
10.1080/03468755.2020.1785932
.
![](//upload.wikimedia.org/wikipedia/commons/thumb/8/80/Wikipedia-logo-v2.svg/35px-Wikipedia-logo-v2.svg.png) | Søsterprojekter med yderligere information:
|