Carl Christopher Georg Andræ
(født
14. oktober
1812
i
Hjertebjerg
pa
Møn
, død
2. februar
1893
i
København
) var en
dansk
officer
,
matematiker
og
politiker
, der var den første
formand for Folketinget
fra
1850
til
1852
og
Danmarks 5. konseilspræsident
(
statsminister
) fra
1856
til
1857
. Han tilhørte hverken
helstatspolitikerne
eller
De Nationalliberale
, men en politisk midterkurs. Andræ er ogsa kendt som opfinder af det personaliserede forholdstalsvalgsystem
Andræs metode
, en variant af valgsystemet "
enkelt overførbar stemme
", og hans valgmetode blev anvendt ved
landstingsvalg
(ved valgmændenes valg af landstingsmedlemmer) fra 1866 til 1915 og derefter med justeringer frem til 1953.
Han blev
1842
gift med
Hansine Pauline Schack
, der spillede en rolle i
kvindesagen
. Sønnen
Poul Georg Andræ
var embedsmand og historisk forfatter.
C.C.G. Andræ var søn af infanterikaptajn J.G. Andræ, som døde allerede
1814
.
1825
kom Andræ pa
Landkadetakademiet
og blev
1829
sekondløjtnant
.
1830
-
34
gennemgik han
den nyoprettede
kongelige militære Højskole
og tog alle sine eksaminer med udmærkelse. Andræ blev 1834
premierløjtnant
og tildeltes
Generalstaben
. Han modtog en kortvarig praktisk uddannelse ved forskellige afdelinger, deltog i stabens kontorarbejde og foretog to stipendierejser til
Paris
pa tilsammen 1¾ ar, for at uddanne sig videre i
matematik
og gøre sig bekendt med de højere militære undervisningsanstalter. Efter
1839
at være blevet
kaptajn
af 2. klasse
a la suite
, anvendtes han særlig ved
Generalstabens topografiske Afdeling
og blev kaptajn
1842
. Samme ar udnævntes han til lærer ved Den kongelige militære Højskole. Hans undervisningsfag her var navnlig
topografi
,
geodæsi
, matematisk analyse og rationel
mekanik
. Fra nu af blev denne lærervirksomhed, i hvilken han gjorde sa fortrinlig fyldest, hans egentlige livsgerning, idet han tradte a la suite i Generalstaben og kun undtagelsesvis anvendtes til aktiv tjeneste. Han avancerede dog uden for nummer til
oberstløjtnant
.
1853
udnævntes han tillige til direktør for
Den danske Gradmaaling
, i hvilken stilling han vandt navn som fremragende videnskabsmand og ved det eminente værk
Den danske Gradmaaling
(4 bind i 4°,
1867
-
84
) bragte den teoretiske geodæsi et betydeligt skridt fremad. Denne stilling, i hvilken han fik rig anvendelse
for sin store indsigt i den højere matematik, beklædte han i over 30 ar, nemlig indtil 1884. Andræ, der i
1855
var blevet Kommandør og i
1857
Storkors af Dannebrog
, og som i
1858
var blevet
gehejmeetatsrad
, blev ved sin afgang fra denne post, i hvilken han havde udfoldet stor dygtighed, udnævnt til
gehejmekonferensrad
. Ved universitetsjubilæet
1879
var han blevet
æresdoktor
.
C.C.G. Andræ
Foto:
Georg E. Hansen
Andræ sympatiserede, ligesom Læssøe og andre af højskolens fremmeligste elever, med tidens liberale bevægelse, men hans politiske interesse var i ungdomsarene af kølig-kritisk art og overskyggedes langt af hans videnskabelige. Han omgikkes pa venskabelig fod med flere af den liberale bevægelses ledere og ønskede ligesom de indførelsen af en konstitutionel forfatning, men selskabeligt stod han dog den Heiberg-Martensenske kreds adskilligt nærmere og følte sig navnlig draget til
J.L. Heiberg
, der havde været hans lærer pa højskolen.
1848
udnævntes han til
kongevalgt
medlem af
Den grundlovgivende Rigsforsamling
og gjorde sig her navnlig bemærket ved sit ejendommelige forslag om repræsentationssystemet. Regeringens grundlovsudkast var bygget pa tokammersystemet, medens
Venstre
, mere som en demonstration end i hab om et praktisk resultat, havde opstillet et
etkammersystem
med
almindelig valgret
. Andræ, der ogsa pa senere stadier af sit politiske liv viste sig som en varm ven af etkammersystemet, gjorde nu et forsøg pa at gennemføre dette ved inden for dets ramme at gøre de konservative interesser fornødne indrømmelser. Han foreslog et etkammer, af hvis medlemmer halvdelen skulle vælges i enkeltmandskredse ved almindelig, halvdelen i større kredse ved indskrænket valgret (20
Rdl
. direkte skat til stat og kommune eller købstadborgerskab). Det syntes ogsa en kort tid, som om dette forslag skulle kunne samle et flertal fra alle sider i salen om sig, men kombinationen brast, og det sakaldte Brun-Jespersenske forslag vedtoges. Andræ forsvarede sit forslag med al den veltalenhed og logiske evne, som han sa mange gange siden har afgivet vidnesbyrd om, og han hendrog i høj grad opmærksomheden pa sig.
Skønt Andræ pa ingen made havde sluttet sig til Venstre, og endog pa et hovedpunkt som
kravet om almindelig og lige valgret befandt sig i principiel uoverensstemmelse med det, havde han dog ved sin kamp for etkammersystemet vundet sa stærke sympatier hos flere af dets ledende mænd, at han december
1849
blev en af partiets kandidater ved de første almindelige valg til
Folketinget
, og han valgtes i
Faaborgkredsen
. Det var den periode, hvor
Bondevennerne
søgte at drage ≫intelligente≪ kræfter til sig og endog stundom gav sadanne, selv om de ikke var støtte partimænd, fortrinnet for deres egne. Ved venstres stemmer blev Andræ straks valgt til formand og hævdede denne stilling alle tre samlinger igennem. Dog betragtede Bondevenneførerne efter ikke lang tids forløb savel ham som hans svoger,
Hans Egede Schack
, Andræ, Steen og andre medlemmer af det sakaldte "oplyste Venstre" som frafaldne, og disse mænd smeltede derefter mere og mere sammen med centrum.
Som formand indlagde Andræ sig store fortjenester. Han var netop den rette mand til at sætte en sadan ny og lidt formløs forsamling i trit, ? "en matematiker foret med en militær", som han var. Der kom under hans ledelse form, fart og disciplin i arbejdet. Efter valgperiodens udløb trak Andræ, der følte sig mere og mere fremmed i de demokratiske omgivelser, sig imidlertid tilbage fra Folketinget, ogsa fordi han mistvivlede om en efter hans mening holdbar løsning af monarkiets forfatningsforhold. Han troede ikke pa Ejderpolitikkens gennemførlighed og ansa Slesvigs deling efter nationaliteterne, dog med bevarelse af den statsretlige forbindelse med de øvrige landsdele, for bade den holdbareste og den retfærdigste løsning. For denne tanke virkede han ogsa som medlem af notabelforsamlingen i
Flensborg
, men som bekendt trængte den ikke igennem her og matte overhovedet snart opgives som uigennemførlig.
Ved opløsningsvalget juni 1853 valgtes Andræ atter ind i
Rigsdagen
, denne gang som
Landstingsmand
for
København
. Han kom altsa til at deltage i rigsdagens kamp imod ministeriet Ørsted og stillede sig her pa den konstitutionelle oppositions side, om han end hørte til den madeholdne fløj og skyede stærke ord og unødvendig udæskende skridt. Men trods dette blev savel han som hall, der havde indtaget et lgn. Standpunkt, april 1854 afskedigede fra deres stillinger, henholdsvis, som lærer ved den militære højskole og generalauditør, fordi de havde stemt for
mistillidsadressen
imod ministeriet. Andræ blev tillige afskediget af krigstjenesten. Da
ministeriet Ørsted
faldt december samme ar, ansas
C.C. Hall
og Andræ for særligt egnede til at indtræde i den ny regering, som dannedes af
L.N. Scheele
under
P.G. Bangs
forsæde. Pa en rejse i sommeren
1854
havde Hall og Andræ i
Pinneberg
gjort Scheeles personlige bekendtskab. Efter ministeriet Ørsteds fald var de begge blandt dem, med hvem Scheele forhandlede om det ny ministeriums dannelse, og hall betonede under disse forhandlinger stærkt det ønskelige i Andræs indtræden. Andræ overtog da
Finansministeriet
og fik sammen med Hall den afgørende indflydelse pa ledelsen af
det ny ministeriums
politik. Andræs opgave var først og fremmest den, at indarbejde det ny, konstitutionelle helstatssystem pa finansvæsenets omrade, og han løste den i det hele pa en glimrende dygtig made. Men dette hindrede ikke, at han under sin administrationsperiode skaffede sig mange modstandere og gjorde sig lidet populær. Hans ejendommelig selvsikre made at optræde pa i forbindelse med hans mangel pa smidighed bidrog i høj grad hertil.
Foruden pa finansstyrelsen øvede Andræ ogsa en hovedindflydelse pa affattelsen af
Fællesforfatningen
af
2. oktober
1855
og pa den dertil knyttede valglov, ligesom det overdroges ham at føre de forhandlinger med det kongevalgte
Rigsrad
, som endte med, at dette vedtog forfatningen uforandret. I denne fællesforfatning for Danmark og hertugdømmerne gennemførtes et etkammersystem, noget i lighed med det, Andræ havde taget ordet for 1849, idet repræsentanter, som indirekte var udgaede af den almindelige valgret, sad ved siden af andre, valgte ved umiddelbare valg efter en census. Ligeledes fik Andræ for de umiddelbare valgs vedkommende gennemført et af ham opfundet system, hvorefter mindretallene repræsenteredes i forhold til deres vælgerstyrke, den sakaldte forholdstalsvalgmade. Denne metode vakte, da den
1859
fremførtes af en engelsk forfatter,
Thomas Hare
, stor opsigt i
Europa
, men det blev først
1863
gennem en indberetning fra den engelske legationssekretær i København, mr. Lytton, almindelig kendt, at den allerede var opfundet og anvendt i praksis af Andræ 4 ar inden Hares skrift. Pa trods af at Andræ var overbevist om sin metodes rimelighed og var rede til at forsvare den i Statsradet og pa Rigsdagen, gjorde han intet forsøg pa at gøre videnskabs- og statsmænd i andre lande opmærksomme pa den.
Da Andræ først havde accepteret helstatsprincippet, krævede han det ogsa strengt gennemført, og ligesom han indadtil ville have forfatningen ført ud i livet i den aand, i hvilken den var givet, saledes optradte han ogsa bestemt mod de tyske stormagters forsøg pa at omstyrte den. Efter at striden herom allerede var begyndt, afløste Andræ oktober
1856
Bang som konsejlspræsident, men afgav 7 maneder efter denne stilling til Hall, endskønt kongen havde opfordret ham kraftigt til at blive, ja endog til at overtage den for tiden vigtigste portefølje, udenrigsministeriets. Andræ følte sig i afgjort uoverensstemmelse med Hall angaende den retning, i hvilken der i fremtiden skulle styres. Hall, der støttedes af opinionen i kongeriget, var tilbøjelig til over for de tyske magters gentagne angreb efterhanden at søge tilbage til det tidligere opgivne Ejdersystem, til dels under form af eftergivenhed mod de tyske fordringer. Juli
1858
udtradte Andræ fuldstændig af ministeriet, da han ikke ville ga ind pa den udsondring af
Holsten
, som fa maneder senere gennemførtes, men derimod ville blive staende pa oktoberforfatningens grund og, om fornødent, tage mod den forbundseksekution, der truedes med, hvis forfatningen opretholdtes.
Carl Christopher Georg Andræ
Efter at være udtradt af regeringen, vedblev Andræ at være medlem af Rigsradet, i hvilket han indvalgtes
1856
, savel som af Rigsdagens Landsting. Hans politiske hovedbestræbelse i resten af Frederik VIIs regeringstid gik ud pa at opretholde Oktoberforfatningen og at holde døren aben for Holstens genindtræden under den. Han bekæmpede derfor med megen styrke
forfatningen
af
18. november
1863
, som han ansa for et væsentligt tilbageskridt i forfatningsmæssig henseende og navnlig frygtede for dens politiske konsekvensers skyld. Med sit skarpe blik for svagheden i vor politiske og militære stilling ventede han sig jo kun ulykker af det sammenstød med de tyske magter, som nu matte komme. Om nogen aktiv indgriben for at give den danske politik en anden retning, var der dog for ham ikke tale. Savel efter Frederik VIIs død som i slutningen af december
1864
blev han af kongen opfordret til at danne en ny regering, men begge gange svarede han nej. Hans mening var, at Novemberforfatningen skulle ryddes til side, og at det burde ske ad legal vej, men at Hall var den eneste, som havde tilstrækkelig tilslutning i befolkningen og repræsentationen til at forma dette, og at han derfor burde "nagles til taburetten". Under
London-konferencen
sa han med dyb misbilligelse regeringen opgive det traktatmæssige grundlag for at forhandle om en deling af
Slesvig
med afstaelse af
Sydslesvig
og Holsten. "For mig er", skrev han herom til
A.F. Krieger
, "nu alt til ende. Det staar mig, om muligt, endnu klarere end nogen sinde før, at mit Fædreland er fortabt, og jeg er en hel del for gammel til at kunne erhverve mig et nyt, allermindst et svensk-skandinavisk". Om at føre krig for, om grænselinien i Slesvig skulle drages ved
Slien
eller nordligere, burde der efter hans skøn i hvert fald ikke kunne blive tale.
Villaen
Østerbrogade
7C, hvor Andræ boede fra 1859 til sin død 1893
Foto:
Johannes Hauerslev
1899
Under de grundlovsforhandlinger, som fulgte efter fredsslutningen, bekæmpede Andræ med stor styrke den ordning, som fastsloges ved forfatningen af
1866
. Han ønskede nu som før et etkammersystem, inden for hvilket der, som i oktoberforfatningen, skabtes en modvægt mod den almindelige og lige valgrets herredømme, medens han af modsætningsforholdet mellem et Landsting, i hvilket den store grundbesiddelse fik en sa overvejende indflydelse, og den almindelige valgrets ting kun ventede sig en fremtid fuld af oprivende kampe, som dog før eller siden matte ende med, at Folketinget blev det radende. Mest af alt gjorde dog opgivelsen af den bestemmelse, som han havde sat sa meget ind pa at fa indført i novemberforfatningen, at et fællesudvalg skulle træffe den endelige afgørelse af finansielle tvistemal mellem tingene, forslaget uantageligt for ham. Han stemte altsa nej til Grundloven af 1866, men tog dog sæde i det ny Landsting som dettes første kongevalgte medlem. Han tilhørte tingets konservative side, men følte sig i øvrigt ubunden af partihensyn og prydede dets forhandlinger ved sine selvstændige, tankeklare og andfulde taler. Alt som
forfatningskampen
tilspidsedes, og udbyttet af det egentlige lovgivningsarbejde forringedes, blev dog Andræs bidrag til forhandlingerne sjældnere og ophørte ganske i de sidste 11 ar. Han kunne i den standende strid ikke skænke nogen af parterne sin sympati og sa med omtrent lige stærk misbilligelse pa det fremvoksende venstredemokrati og pa de midler, ved hvilke regeringen søgte at holde det nede.
Andræ døde i 1893 i København og er begravet pa
Assistens Kirkegard
.
- Poul Andræ,
Geheimekonferentsraad Carl Georg Andræ ? En biografisk Fremstilling med Bidrag til belysning af hans Samtidige
, 2 bind, Lehman & Stages Boghandel, 1909.
- Poul Andræ,
Andræ og Fællesforfatningen af 2. Oktober 1855
.
|
---|
1848-1900
| | |
---|
1900-1950
| |
---|
1950-2000
| |
---|
2000-
| |
---|
Denne artikel stammer hovedsagelig fra
Salmonsens Konversationsleksikon
2. udgave (1915?1930)
.
Du kan hjælpe Wikipedia ved at
ajourføre sproget og indholdet af denne artikel
.
Hvis den oprindelige kildetekst er blevet erstattet af anden tekst – eller redigeret saledes at den er pa nutidssprog og tillige wikificeret – fjern da venligst skabelonen og erstat den med et
dybt
link til
Salmonsens Konversationsleksikon 2. udgave (1915?1930)
som kilde, og indsæt
[[Kategori:Salmonsens]]
i stedet for Salmonsens-skabelonen.
|