Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
En
bopæl
betegner i juridisk henseende det sted, en person er registreret som bosiddende.
Bopæl har
statsretlig
betydning, idet nemlig en persons bosættelse i en
stat
, til hvilken vedkommende ikke ved fødslen er knyttet, vil skaffe ham eller hende rettigheder og ligeledes padrage vedkommende forpligtelser, som et rent midlertidigt ophold i samme stat ikke er i Stand til at fremkalde. Ved at bosætte sig i et land forstas at tage ophold pa en made, der viser vilje til at sla sig til ro i landet for bestandig eller i alt fald for en ubestemt længere tid. Under den ubestemthed, der knytter sig til dette begreb, har imidlertid danske love, lige savel som mangfoldige andre landes, i adskillige tilfælde foretrukket at lægge vægten pa bestemte tidsrum og pa disse alene.
Som virkninger, der efter dansk ret indtræder umiddelbart ved bosættelsen og kun ved denne, kan dog endnu nævnes, at bosættelse i Danmark ifølge mange traktaters ordlyd vil sikre mod
udlevering
for begaaede
forbrydelser
, samt at enhver her bosat uformuende kan fa sine børn gratis undervist i dansk
folkeskole
. Pa den anden Side vil en fremmed ved bosættelse i Danmark blive dansk
værnepligt
undergivet for sa vidt ikke en overenskomst med en fremmed stat eller undersatligt forhold til en sadan er til hinder derfor og vil blive at henregne til de i straffelovens bestemmelser omhandlede "her hjemmehørende undersatter" og vil efter omstændighederne padrage sig
skattepligt
og andre statlige eller kommunale byrder og
ombud
. Ligeledes vil en person med fast bopæl kunne gives
valgret
og
valgbarhed
til fx
kommunalvalg
.
Som følge af de økonomiske og juridiske rettigheder en person matte nyde i kraft af sin bopæl kan der i visse tilfælde palægges vedkommende en særlig
bopælspligt
.