Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Bjørnstjerne Martinus Bjørnson
Norsk litteratur
19. arhundrede
|
---|
|
|
Født
| Bjørnstjerne Martinius Bjørnson
8. december
1832
(
1832-12-08
)
Kvikne
,
Norge
|
---|
Død
| 26. april
1910
(77 ar)
Paris
,
Frankrig
|
---|
Gravsted
| Var Frelsers gravlund
|
---|
Nationalitet
| Norsk
|
---|
Far
| Peder Bjørnson
|
---|
Mor
| Inger Elise Nordraach
|
---|
Ægtefælle
| Karoline Bjørnson
(1858-1910)
|
---|
Børn
| Erling Bjørnson
,
Anders Underdal
,
Bergliot Ibsen
,
Einar Bjørnson
,
Dagny Bjørnson Sautreau
,
Bjørn Bjørnson
|
---|
|
Uddannelsessted
| Universitetet i Oslo
|
---|
Beskæftigelse
| Prosaist
,
journalist
,
dramatiker
, forfatter
,
digter
,
politiker
|
---|
Arbejdssted
| Bergen
,
Paris
|
---|
Kendte værker
| Ja, vi elsker dette landet
|
---|
Genre
| noveller,digte,teater, etc.
|
---|
|
Udmærkelser
| Nobelprisen i litteratur
(1903)
|
---|
Nobelpris
| Litteratur 1903
|
---|
|
|
Information med symbolet
hentes fra
Wikidata
.
Kildehenvisninger foreligger sammesteds.
|
Bjørnstjerne Martinus Bjørnson
(født
8. december
1832
i
Tynset
, død
26. april
1910
i
Paris
) var en norsk forfatter. Sammen med
Henrik Ibsen
,
Jonas Lie
og
Alexander Kielland
udgjorde han "
de fire store
" i norsk litteratur i artierne op til arhundredskiftet. Hans datter Bergliot giftede sig med Ibsens søn
Sigurd Ibsen
. Som samfundsdebattant var Bjørnson blandt de første nordiske forfattere, som svarede pa
Georg Brandes
' opfordring til en
litteratur
med fokus pa samtidens sociale problemer. I
1903
fik han
Nobelprisen i litteratur
.
[1]
Bjørnson var præstesøn og begyndte i skole i
Molde
i
1844
, hvor han snart udviklede et stærkt socialt engagement. I kølvandet af
revolutionerne i 1848
skrev han som 16-arig sin første artikel, "Frihedens Tale til Moldenserne".
[2]
Han forblev en central deltager i den norske samfundsdebat; internationalt støttede han
Emile Zola
og hans forsvar for den
jødisk
-franske officer
Alfred Dreyfus
, der i
1894
blev fængslet for landsforræderi. Bjørnson tjente godt pa sin journalistvirksomhed og brugte det meste pa ejendommen Aulestad
[3]
og sine fem levende børn (et barn døde kort efter
fødsel
). Bjørnson var til stede ved
Nationaltheatrets
abning i
1899
med sønnen Bjørn Bjørnson som første teaterchef; og han fik glæden af at iscenesætte sine to
Over Ævne
-skuespil.
[4]
H.C. Andersen
var en god ven; de hyldede hinanden i digte.
[5]
Bjørnson satte venskab højt og efterlod sig henved 30.000 breve. Til den danske kritiker
Clemens Petersen
skrev han i
1865
: "
Tak, du er mit halve Liv!
" Da Petersen i
1869
blev nødt til at rømme Danmark efter beskyldninger om
pæderasti
, slog Bjørnson ikke handen af ham. I artiklen "Synd og sygdom" i
Dagbladet
i
1891
tog Bjørnson uforfærdet til orde for, at
homoseksualitet
er medfødt og derfor ikke kan straffes.
[6]
I En Hanske sætter han ligheden mellem kønnene under debat.
I dag huskes Bjørnson for teksten til Norges
nationalsang
Ja, vi elsker dette landet
og anden
lyrik
, for sine fortællinger om norske bønder som
Arne
og
Synnøve Solbakken
, for sine samtidsdramaer som
En fallit
og for historiske
skuespil
som
Sigurd Slembe
.
Efter sin død i Paris blev Bjørnson sendt hjem til
begravelse
i Norge. Kisten ankom tll København med
tog
og med skib videre fra
Toldboden
.
[7]
- Samlede verker
, 11 bd. (Folkeudgave) 1900, 5 bd. (Mindeutgave)
2
1910?1911, 10 bd.
3
1914, 9 bd.
4
1919?1920, 9 bd.
5
1927, 13 bd. (Hundrearsutgave)
6
1932, 5 bd.
7
1941, 5 bd.
8
1953, 5 bd.
9
1960, 5 bd.
10
1975, 1982, 4 bd.
11
1995.