For alternative betydninger, se
Beskæring
.
 Her er beskæringen udført uden fornemmelse for træets struktur eller skønhed. Beskæringer af denne standard kan sammenlignes med
hærværk
.
|
Beskæring
vil sige at fjerne dele af planter. Der kan være tale om flere typer beskæring, som har forskelligt formal. De kan udføres hver for sig eller i vekslende kombinationer:
Nar man ser bort fra sundheds- og sikkerhedsbeskæring, har al beskæring til formal at ændre en plantes vækstform, sadan at planten bedre svarer til det, man vil bruge den til. Al beskæring er et voldsomt indgreb i planters energibeholdning, og det volder dem skader, der har eftervirkninger maneder og ar frem. Det er vigtigt at gøre sig klart, at ikke findes medfødte behov, der begrunder beskæring af planter. Derimod findes der en række menneskelige malsætninger, som trods alt gør det rimeligt at foretage indgrebene.
Formalet kan være at
- ændre plantens form
- nedsætte tilvæksten
- omfordele energi fra vækst til blomstring eller frugtsætning
- skabe øget lysgennemgang gennem planten
- forbedre de trafikale forhold nær planten
- udbedre skader
- fjerne sygt og dødt materiale
- fjerne dele af planten, der truer menneskers liv eller ejendom
- udnytte plantens produktion
Der er nogle biologiske forhold, som pa den ene side gør beskæring mulig, men som pa den anden side forklarer, at beskæring er forbundet med mange fejltagelser. Det er f.eks. en fejltagelse at tro, at buske og træer er væsner, der er skabt ligesom mennesker. De har en helt anden made at vokse pa, og de har helt andre mader at klare saring pa.
Planter er
autotrofe
organismer. De skaber selv den føde, de lever af. Det sker gennem
fotosyntesen
, som ? kort fortalt ? knytter vand og CO
2
sammen til
druesukker
ved hjælp af nogle kemiske bindinger. De bestar af energi, som planterne har skaffet ved at omveksle solenergi med kemisk energi. Planterne kan oplagre kemisk energi ved at omdanne sukkeret til
stivelse
. Dette lager bruges normalt til fire formal: vækst (40%), blomstring (10%), forsvar (10%) og ny oplagring (40%). Tallene er gennemsnitlige og passer pa planter, som netop er naet ind i blomstringsfasen.
Nar man beskærer planterne, tvinger man dem til at øge forbruget af energi til forsvar. Der trænger nemlig
svampe
og
bakterier
ind gennem sarene, og den indtrængen ma standses, hvis planten skal overleve. Nar mere af energien gar til forsvar, bliver der mindre til vækst, blomstring og ny oplagring. Det betyder, at planten er darligere stillet det eller de følgende ar.
Planternes forsvar bygger pa meget gamle, kemiske metoder, og de forudsætter, at planterne kan registrere og reagere malrettet pa saringen. I samme øjeblik, saringen er sket, begynder mikroberne at trænge ind i ved og vækstlag. Hvis planten ikke er i dvale, vil den opfatte dette og straks mobilisere energi og stoffer til forsvar. Sukker bliver transporteret hen til omradet bag saret, hvor noget gennemgar en
respiration
, som frigiver den nødvendige energi (i form af stoffet
A
denosin-
T
ri-
P
hosphat,
ATP
). Andre sukkermolekyler omdannes ved forholdsvist enkle, kemiske processer til forskellige
fenoler
. Det er yderst giftige stoffer, som dræber alle levende celler der, hvor de bliver dannet. Derfor forsyner optræder de i første omgang som salte, hvor metaldelen dels gør fenolet ugiftigt og dels gør det opløselig og flytbart. Først helt fremme ved de angrebne dele af planten bliver metallet fjernet ved hjælp af bestemte enzymer. Det gør med et slag fenolet giftigt og uopløseligt i vand.
Dette øjeblikkelige, kemiske forsvar bliver suppleret med en indkapsling af de angrebne dele. Indkapslingen sker ved en imprægnering af de omgivende
arringe
,
marvstraler
og vedceller nedenfor og oven over det angrebne. Imprægneringen bestar i fenol, men den er suppleret med skabelsen af en fysisk barriere, som bestar af
lignin
, et massivt og næsten ufordøjeligt, kemisk stof (= det brune i arringen). Nar indkapslingen er fuldført, mister planten kontakten til det indkapslede ved, som bliver nedbrudt og omdannet til et hul.
Endelig afslutter planten sit forsvar med en overvoksning af sarfladen. Denne synlige del af forsvaret har ofte været betragtet som det egentlige forsvar, hvad den ikke er. Overvoksningen er derimod plantens satsning pa fremtiden: nar den har tabt kontakten til det indkapslede, drejer det sig om at genskabe alle forbindelser uden om det. Men planter kan ikke
genskabe
det tabte, de kan kun
nyskabe
ved vækst, sa først nar overvoksningen er lykkedes, har planten overvundet problemerne helt.
Al beskæring er baseret pa en forstaelse af, hvad det er der sker med planten, nar den bliver saret. Et beskæringssar har den fordel for planten, at det er udført med et rent og skarpt stykke værktøj. Det gør antallet af beskadigede og overrevne vævsdele mindst muligt. Desuden vil man forsøge at udføre beskæringen pa et tidspunkt, hvor den gør
mindst
skade. Dette tidspunkt ligger i manederne juli og august. Det strider mod gammel praksis og mod mange menneskers opfattelse, at vintermanederne er det darligste tidspunkt for beskæring, men det er vist ved talrige forsøg, at sadan forholder det sig. Under vinterdvalen er træerne ude af stand til at forsvare sig, og i løbet af foraret bliver al energi brugt pa at forberede løvspringet. Derfor er sommertiden det mindst ringe tidspunkt for beskæring.
Beskæringen bør udføres pa det mest egnede tidspunkt, men den ma ogsa ske pa en made, sa man ikke gør ondt værre. I den forbindelse er der nogle vigtige pointer:
- beskæringsstedet skal anbringes, hvor der er en sidegren eller -knop
- hvis der er dannet en grenkrave, skal beskæringssnittet lægges lige uden for den
- beskæringssaret bør være sa lille som muligt
- grene over 10 cm i diameter bør ikke fjernes ? og slet ikke om vinteren
Til pkt. 1: For at planten kan beskytte sig mod angreb ind gennem saret, er det vigtigt, at der er en konstant energiforsyning frem til saret. Det sker lettest, hvis saret er lagt tæt pa en sidegren eller en sideknop.
Til pkt 2: Nar planten fornemmer, at en gren giver mindre overskud af produceret sukker, begynder den at forberede grenens død og afstødning. Det sker ved at der bliver dannet en opsvulmet krave nær grenens basis ved hovedgren eller stamme. Kraven indeholder pa forhand de nødvendige kampstoffer (
lignin
) og
ma ikke fjernes
.
Til pkt. 3: Hvis man ikke har andet at rette sig efter, sa skal grenen skæres bort med det mindst mulige snit og lige op ad en sidegren eller en sideknop. Det vil ofte betyde, at snitfladen bliver cirkelrund.
Til punkt 4: Nar grene bliver tykkere end 5-10 cm i diameter, er de sa gamle, at saret efter dem abner for angreb ind i plantens ældste del, dvs. kernen dybt inde i hovedgrenen eller stammen. Dette ma undgas, og derfor bør man forudse, at grenen skal fjernes, sa det kan ske i god tid, og inden den bliver for tyk.
Beskæringssnittet udføres med en ren saks eller sav (rens ved hjælp af denatureret sprit). Det lægges lige uden for grenkraven, hvis den findes. Hvis der ikke er nogen grenkrave at se, lægges snittet der, hvor grenkraven burde være. Snittet udføres, sa det bliver sa lille som muligt. Et cirkelrundt sar er at foretrække, da det bliver overvokset mest effektivt.
Hvis man ønsker det, kan snittet skæres rent med en skarp kniv. Det afgørende er at fa skaret det grønne vækstlag mellem bark og ved helt glat. Det er nemlig derfra sammenvoksningen skal ske senere.
Derimod er det ikke nogen fordel at efterbehandle beskæringssar med "sarmaling", "sarpasta", podevoks, plasticmaling eller andre og endnu mere fantasifulde ting. Ved grundige forsøg er det bevist, at ud af 32 forskellige muligheder var der kun to
som ikke gjorde mere skade end gavn
. Ingen gjorde gavn, og de 30 gjorde ondt værre.
Sarbehandling er sminke og skal betragtets som sadan. Det er muligt, at bestemte forhold byder, at sarflader ikke kan fa lov til at tørre op pa en naturlig made. I sa fald skal de selvfølgelig behandles, men det har en række negative konsekvenser i retning af øgede radangreb.
Til gengæld viser helt nye iagttagelser, at behandling af helt friske sar (fa minutter efter en pakørsel) kan redde vækstlaget under barken. Behandlingen bestar helt enkelt i, at man anbringer den sarede bark ind mod vedfladen og snører den omhyggeligt og vandtæt fast der. Et godt middel er de plastfolier til madpakker, som findes i næsten alle hjem.
Det bedste alternativ til beskæring er planlægning. Hvis man planter sine buske og træer pa steder, hvor de kan udvikle sig frit, bliver beskæring ikke nødvendig. Hvis man forudser, at planten er ved at blive for voldsom, kan beskæring ske i helt urteagtige dele, som hurtigt bliver erstattet.
Med kendskab til planternes vækstmade kan man ofte nøjes med at vippe knopper af om efteraret. Med den fjernede knop følger i virkeligheden et helt skud, som ellers ville springe ud det følgende forar. Dette er den mildeste form for beskæring overhovedet.