Anarkisme

Rediger links
Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Anarkismens symbol

Anarkisme (gr. ?ναρχ?α anarkhia "anarki, fravær af hersker") er den lære, der hævder, at intet menneske skal herske over et andet menneske. En tilhænger af anarkismen kaldes en anarkist .

Overblik [ rediger | rediger kildetekst ]

Det anarkistiske mal, anarkiet , er grundlæggende visionen om et anti- autoritært samfund, hvor ethvert individ har mulighed for at leve og udvikle sig selvorganiseret, selvstyret og mest muligt frit. Hvordan anarkiet i praksis kunne udfolde sig, er der i tidens løb blevet givet mange bud pa.

Den traditionelle anarkisme modsætter sig eksistensen af stater og kapitalisme (eller ethvert økonomisk system baseret pa (privat) ejendomsret ). Staten eller dens funktioner menes at være grundlæggende for autoritære samfund. Kapitalismen menes at være et økonomisk system, der skaber ufrie og ulige mennesker. Dog kendetegnes anarkismen ogsa ved dens radikale kritik af alle former for hierarkisk organisering og undertrykkende og diskriminerende behandling.

En nyere strømning mener, at anarkismen ogsa er den yderste konsekvens af liberalismen , da anarkismen netop tillader det enkelte menneske maksimal frihed. Af samme grund findes der ogsa liberalistiske anarkister, omend den anarkistiske hovedstrømning som regel er antikapitalistisk . Her skal dog særligt hovedstrømningen beskrives. Nederst er en lille indledning til diskussionen mellem denne sakaldte anarko-kapitalisme og den traditionelle anarkisme. Se i øvrigt ogsa anarko-kapitalisme .

Det anarkistiske "fravær af styre" er ikke lig kaos, selvom ordet anarki af folk uden videre kendskab til den anarkistiske ideologi oftest sætter lighedstegn mellem kaos og anarki. Anarki handler simpelthen om, at ingen har ret til at bestemme over en anden person, hvilket i praksis betyder, at alle omfattende beslutninger tages i fællesskab af en lokal sammenslutning af borgere, som udgør styret. De fleste anarkister er derfor i den henseende basisdemokrater .

Den socialistiske gren af anarkismen er ogsa i opposition til de traditionelle kommunister og marxister med hensyn til revolutionær strategi. Hvor marxister ønsker en aktiv magtovertagelse ved hjælp af staten, ønsker anarkisterne en revolution hvor arbejderne styrer slagets gang, det vil sige at magten ikke skal gives til en ny stat, men derimod at den revolutionære stat ? den marxistiske made at se translationen fra kapitalisme til socialisme/kommunisme pa ? skal springes over, sa arbejderne far magten over produktionsmidlerne. Den mest iøjnefaldende forskel pa de to ideologiske fraktioner er, at kommunisterne ikke afviser lederskikkelser, heller ikke under Oktoberrevolutionen i Rusland , mens anarkisterne modsætter sig dem og vil bryde med autoritetsprincippet fuldstændig. De betragter magt koncentreret pa fa hænder som illegitimt og i modstrid med individets ret til frihed og selvbestemmelse .

Historie [ rediger | rediger kildetekst ]

Anarkismens historie kendetegnes først og fremmest ved dens tænkere eller teoretikere.

Tidlige teoretikere [ rediger | rediger kildetekst ]

Mens ordet anarkisme først kom i brug ved det 19. arhundredes midte, er begrebet anarkisme sa gammelt som den klassisk græske filosofis spekulation over individualismens problem. Som en reaktion mod platonismens kommunisme og statsomnipotens priser allerede den stoiske skoles grundlægger Zeno (342?270) med tydelig anarkistisk tendens det frie statsløse samfund som fremtidsideal. Denne mærkelig selvstændige og dybe tænker udviklede for første gang anarkismens teori. [1] Helt uafhængig af denne filosofiske spekulation finder man et islæt af anarkistiske forestillinger i den ældste kristendoms forventning om et tusindarigt rige (" chiliasmen ") samt hos nogle af de mere sværmerisk anlagte "kirkefædre", som Papias , Irenæus , Justinus Martyr . [1] Og dermed forsvinder i henved et artusind ethvert spor af en tankegang, der kan kaldes anarkisk i sin tendens. [1]

Anarkistisk tankegang dukker først op igen hos den franske mystiker Amalrich fra Bene (ved Chartres ) og det af ham stiftede samfund, "Den hellige ands brødre og søstre", som i begyndelsen af det 13. arhundrede med udgangspunkt i den mest radikale subjektivisme proklamerer en pa individets absolutte magtfuldkommenhed baseret anarkisme i helt panteistisk and. [1] Lignende religiøs-anarkistiske retninger fandt i de følgende arhundreder en ikke ringe udbredelse i Sydtyskland, Schweiz og Bohmen og fik i begyndelsen af det 16. arhundrede sit kraftigste udslag i forskellige sekter af "gendøbere", som i Kristus sa forkynderen af frihed for enhver lovtvang, som benægtede menneskenes afhængighed af hverandre og erklærede fællesskab i kvinder og ejendom som den eneste, en sand kristen, værdige tilstand. Hele denne middelalderlige, vildt fanatiske, religiøse anarkisme savnede ethvert spor af rationel tænkning eller logisk opbygning og synes nærmest at være en frugt af forhungrede sværmeres hallucinationer. [1]

Godwin [ rediger | rediger kildetekst ]

Bortset fra Zeno, hvis socialfilosofiske spekulationer var hans samtid ganske uforstaelige og først i 1800-tallet blev trukket frem af glemselen, begyndte anarkismens videnskabelige og litterære historie med en mærkelig dybtgribende undersøgelse af individets forhold til samfundet, anstillet af den engelske præst William Godwin (1756?1836) i hans store værk An enquiry concerning political Justice (1793). [1] Værket havde sine filosofiske forudsætninger i det 18. arhundredes naturret , men optog dennes socialfilosofiske og politiske problemer fra nyt af, idet Godwin stærkere end nogen af sine umiddelbare forgængere betonede individualitetens betydning og værd og individets ret lige over for samfundet og dettes magtorganisation: staten. Konsekvent og systematisk udviklet abenbarede her anarkismens tankegang og samfundsopfattelse sig for første gang med handgribelig tydelighed. Da Godwin gik ud fra, at menneskene er desto fuldkomnere, jo mere de far anledning til at udfolde deres individualitet, sa kom han til den slutning, at enhver regering er et onde, at statens magt er ophavet til alle samfundsonder, og at dens ophævelse er et højst attraværdigt mal. Godwin’s etik var lykkelærens: vi ma handle med samfundets vel for øje. Hertil er to ting fornødne: inden for samfundet at afskaffe uretfærdigheden og udad at afværge enhver voldshandling. Men hertil er alt, hvad regering hedder, ganske unødvendig. Ethvert regeringssystem indebærer tyranni . Staten hæmmer blot den enkeltes fri beslutninger og handleevne og dermed ogsa alt fremskridt. Lad blot statsmagten falde: menneskene vil nok ogsa bagefter slutte sig sammen i et samfund, men i disse frie samfund vil ingen tvang herske, end ikke nogen bindende overenskomst lægge den enkeltes handlefrihed i band. Det er tilstrækkeligt, at min egen interesse tilsiger mig at fremme andres interesser. Godwin’s bog vakte megen opsigt ved sin fremkomst, men blev snart glemt igen. [1]

Proudhon [ rediger | rediger kildetekst ]

Proudhon.

Som et i enkeltheder gennemtænkt, virkelig økonomisk-politisk system fik anarkismen sit store gennembrud først et halvt arhundrede efter Godwin ved den franske socialfilosof Joseph-Pierre Proudhon (1809?1865), som ogsa første gang anvendte ordet "anarki" i betydning af en ideel samfundstilstand, hvor statsmagt og statsherredømme ikke skulle findes. [2] Ideen antydes i hans Qu’est ce que la propriete? (1840), i Les confessions d’un revolutionnaire (1849), men særlig indgaaende i Idee generale de la Revolution au XIXe siecle (1851) og i Du principe federatif (1863). [3] Pa trods af selvmodsigelser, skiftende standpunkter og hang til paradoksmageri er Proudhon anarkismens egentlige ophavsmand, lige som han er teoriens videnskabelige klassiker og utvivlsomt dens mest glimrende tænker. Proudhon er revolutionært nedbrydende, men samtidig konstruktivt opbyggende. Han nøjedes ikke med at deklamere mod det bestaende og overlevede samfund, men søgte at trække grundlinjerne op i sit statsløse fremtidssamfund, hvor frie sammenslutninger, " føderationer ", tænkes at overtage den herskende stats funktioner. Disse føderationer kunne, ifølge Proudhon, atter forene sig til et større forbund saledes, at landbrugs-, industri-, handels-, samfærdsels-, finans-, ja hær- og kulturforvaltning kan komme til at fremtræde med en fuldkommen centraliseret organisation med et øverste forvaltnings- eller ministerrad, hvori de alle er repræsenterede, i spidsen. Thi, indrømmede Proudhon, skal en nation kunne bringe alle sine kræfter til udfoldelse, ma disse kræfter centraliseres, kun behøver denne centralisering ikke at være, hvad vi nu forstar ved en stat . I det frie føderative samfund, bygget som det vil være pa en "retfærdig" fordeling, vil menneskene beholde det hele udbytte af deres arbejde derved, at dettes produkter udveksles med andre arbejdsprodukter gennem en sakaldt "byttebank", som uden at tage renter nøjes med en minimal provision, at afholde i arbejdsproduktet, idet penge som helt overflødige vil være afskaffede. Pa grund af det forhold af gensidighed i arbejdsydelser og tjenester, hvori samfundsbankens medlemmer indtræder til hverandre, er Proudhon’s system ogsa blevet betegnet som "mutualisme". Med stor bestemthed hævdede han, at det, han kaldte anarki, ingenlunde er ensbetydende med uorden og tøjlesløshed, men tværtimod med den største orden og harmoni. I stedet for lov skal træde kontrakt . De økonomiske grupper skulle selv forvalte deres anliggender og have deres eget "ordenspoliti". [3]

Stirner [ rediger | rediger kildetekst ]

Stirner tegnet af Friedrich Engels.

Samtidig med Proudhon i Frankrig, fik Tyskland sin betydelige teoretiker pa anarkismens omrade i en i livet bortgemt og ubemærket, men højst ejendommelig personlighed, der kaldte sig Max Stirner ? et i senere tider berømt navn, bag hvilket den stakkels forhutlede bayerske pigeskolelærer Johann Caspar Schmidt (1806?56) skjulte sig. [3] Stirner var en stejl og iskold logiker , en af lærens mest yderliggaende monomaner . Hans bedrift var bogen Der Einzige und sein Eigentum (1844), egoismens højsang. [3] Stirner kan betegnes som "jegets" religionsstifter. Ikke "jeget" som ide, men hvert enkelt individs "empiriske jeg", ma være grundlaget og udgangspunktet for al samfundsfilosofi, mente Stirner. Han havde kun et dogme : det, at "jeg", ethvert menneske, er min egen højeste lov. Uden om mig findes der intet, som kan byde over mig. I kraft af dette postulat anerkendte Stirner ikke noget, som kaldes pligt mod andre, mod samfundet. Da staten er samfundets organiserede magt, er den eo ipso den enkeltes dødsfjende og ma som sadan selvfølgelig ikke tales. Den og alt, hvad dens er, ma udryddes, og i dens sted ma komme "egoisternes forening", hvilket ikke ? som hos Proudhon ? vil sige et kontraktforhold i solidaritetsfølelsens and, oprettet til fælles bedste , men en helt fri, helt ubunden samvirken af individer, som hver især blot har sin egen fordel for øje. Mennesket kan overhovedet kun fatte og føle, hvad der angar det selv: jeg gør godt mod andre ene og alene, fordi jeg samtidig gør godt mod mig selv. Modsat Proudhon forkyndte Stirner utilhyllet anvendelse af vold for at hidføre de af ham lovpriste ny tilstande. Han var en forløber for "handlingens propaganda". Hans litterære, møjsommeligt udpønsede kraftsatser fandt for øvrigt ingen genklang i samtiden og den nærmeste eftertid, der satte socialdemokratiet pa dagsordenen, men efter at Nietzsche ’s Zarathustra havde bragt "det amoralske overmenneske" pa mode, oplevede Max Stirner’s "Eneste" en genopstandelse (fx i form af en "reklam"-udgave 1892 og senere talrige oversættelser, hvor i blandt til dansk, af Axel Garde med indledning af Georg Brandes , 1902). [3]

Bakunin [ rediger | rediger kildetekst ]

Bakunin 1872.

Med Stirner er den egentlige anarkistiske doktrins udvikling afsluttet. Hans efterfølgere, om man kan tale om sadanne i forbindelse med sa fuldkommen negative og golde teorier, har ikke formaet at sætte virkelig ny ideer under diskussion. Dens filosofi synes at have udtømt sit stof. Desto større betydning fik i 1800-tallet anden halvdel ved at skabe et politisk parti, som inspireres af lærens fanatisme og hensynsløshed. Dannelsen af det internationale anarkistiske parti skyldes den russiske agitator Mikhail Bakunin (1818?1876), som begyndte sin utrolig energiske og følgesvangre propaganda i Schweiz i 1864. [3] Bakunin drev det dog ikke til at anbefale attentat og mord . At give anvisning pa denne side af anarkismens aktion var forbeholdt hans discipel, den vilde agitator Sergej Netschajev [3] , som af Bakunin fik i opgave at virke i Rusland , og som der første gang i 1869 forkyndte "handlingens propaganda", det vil sige udøvelse af mord og voldsgerninger [3] , ikke netop i hab om derved at afskaffe den eksisterende samfundsorden ? thi selv anarkisterne mente, at dette mal ikke kunne nas pa den made ? men væsentlig for at "vække" den sløve almenhed og sætte skræk i samfundet ved enkeltstaende, opsigtsvækkende og sa vidt mulig følgesvangre mord. Denne samfundsfjendlige lære er aldrig senere blevet opgivet, og en lang række af blodige ugerninger mod fremstaende personer sa vel som almindelige mennesker har lige til nutiden været følgen. [3]

Kropotkin [ rediger | rediger kildetekst ]

Kropotkin. Foto af Nadar.

Sin betydeligste efterfølger fik Bakunin i den russiske videnskabsmand, fyrst Peter Alexejevitsch Kropotkin (f. 1842), som i talrige skrifter har uddybet anarkismens samfundsopfattelse og begrundet dens politiske aktion. [3] De vigtigste af disse skrifter er Paroles d’un revolte (1885) og La conquete du pain (1892). [3] Kropotkin var vist nok en højt stræbende idealist, en kundskabsrig og skarpsindig tænker og en ved sin ejendommelige skæbne og vindende egenskaber fængslende personlighed. [4] Men han beherskedes af sine doktriners alt overskyggende fanatisme og sa rødt, nar han arbejdede i deres tjeneste. Kropotkin var anarkismens største andelige kraft i tiden omkring 1. verdenskrig, og hans indflydelse var international. [5] Kropotkin repræsenterede den kommunistiske anarkisme, som satte sig som mal at befri savel fordelingen (og dermed konsumtionen) som produktionen fra kapitalismens herredømme. Spontane grupper og associationer skulle afløse den, og som den etiske optimist, han var, mente Kropotkin, at misligheder og sammenstød her under vil være udelukkede, fordi de anarkistiske gruppemedlemmer vil være besjælede af en ganske anderledes høj moral og solidaritetsfølelse end den, man kendte i det samtidige samfund. For at na frem til anarkiet, ma menneskeheden, mente Kropotkin, ga gennem revolutionen . "Handlingens propaganda" mod magtens indehavere og misbrugere vil vist nok være en smertelig, men nødvendig og fra højere synspunkt berettiget aktion. Denne opfattelse turde være den i samtiden herskende blandt anarkismens tilhængere i de slaviske og romanske lande. Vist nok vil den sociale og anarkistiske revolution "komme af sig selv", men, tilføjede Kropotkin og hans meningsfæller, det er de arvagne og dristige anders sag at forberede den og paskynde dens komme. Og det sikreste middel hertil er sadanne handlinger, som slar til lyd for oprørsanden. En virkelig dad, hævdede Kropotkin, er mere værd end 1.000 brochurer, men handlingen ma være af politisk natur, forbrydelse i og for sig er ham en vederstyggelighed. Det ses saledes, at ogsa for anarkisterne helliger hensigten midlet. [5]

Kropotkin var anarkismens popularisator. Ingen har som han forøget dens rækker. Ved siden af ham betød hans eftersnakkere intet. En af dem, Andre Lorulot , gjorde et forsøg pa at sammenfatte den hele lære til et filosofisk-politisk system ( Les theories anarchistes i den af A. Mater redigerede Collection des doctrines politiques , Paris 1913), men det forblev temmelig ubemærket, endog blandt anarkisterne selv og er næppe blevet kendt uden for Frankrigs grænser. [5]

Anarkistiske retninger [ rediger | rediger kildetekst ]

Der findes et utal af forskellige anarkistiske retninger, der afviger teoretisk fra hinanden. De vigtigste af dem figurerer i nedenstaende liste:

Anarkisme i forhold til liberalisme [ rediger | rediger kildetekst ]

Anarkokapitalisme er en gren af liberalismen , som modsætter sig eksistensen af en stat. I modsætning til de traditionelle anarkister gar den liberale anarkisme stærkt ind for den private ejendomsret, som ses som grundlæggende for enhver 'ret'.

Noter [ rediger | rediger kildetekst ]

  1. ^ a b c d e f g Hammer, s. 695
  2. ^ Hammer, s. 695f
  3. ^ a b c d e f g h i j k Hammer, s. 696
  4. ^ Hammer, s. 696f
  5. ^ a b c Hammer, s. 697

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur pa dansk [ rediger | rediger kildetekst ]

Litteratur pa engelsk [ rediger | rediger kildetekst ]

Eksterne henvisninger [ rediger | rediger kildetekst ]

Wikimedia Commons har medier relateret til:
Hentet fra " https://da.wikipedia.org/w/index.php?title=Anarkisme&oldid=11685322 "