Alexander 3.
("Alexander den Store") (
gr.
:Μ?γα? Αλ?ξανδρο? født sidst i
juli
356 f.Kr.
, død
10. juni
323 f.Kr.
) var konge af
Makedonien
.
Αλ?ξανδρο? betyder "ham der holder mænd pa afstand", "beskytter af mænd". Han var søn af kong
Filip 2. af Makedonien
og hans 4. dronning
Olympias
prinsesse af
Epeiros
, datter af kong Neoptolemos, konge over Molosserne. Ifølge
Plutarch
((Alexander 3.1,3) nedstammer Alexanders far fra
Herakles
og hans mor fra den græske helt
Achilleus
. Han vidste det fra sin moder. Hun pastod, at Alexander var søn af selveste
Zeus
og derfor var en
halvgud
. Det var der mange, der troede pa, og Alexander fik en sær magt over folk og hær. Muligvis har det haft indflydelse pa, at der var fa, der gjorde forsøg pa at skade ham, selv om de flere gange havde grund og lejlighed til det.
Troen pa, at en almindelig dødelig kunne være søn af en gud, var helt almindelig blandt grækere. Det var almindeligt, at herskere brugte guddommeligt slægtsskab til befæstelse af deres position. Cæsar nedstammede saledes fra
Venus
.
De
græske
bystater var samlet under Alexanders far. Men Alexander matte generobre dem efter en række oprør og kunne først to ar efter sin tronbestigelse erobre
Persien
,
Egypten
og en række andre kongedømmer. Han naede det nordlige
Indien
. Erobringerne medførte en hurtig spredning af græsk kultur i det sydøstlige Europa og store dele af Asien.
Alexanders første læremester var
Leonidas
, en slægtning af hans mor. Han havde en hel flok lærere under sig. Leonidas' made at undervise pa var brutal og havde ikke den ønskede virkning. Derfor sendte kongen bud efter
Aristoteles
. Aristoteles blev Alexanders og nogle jævnaldrende drenges læremester. Han gav Alexander grundig træning i
retorik
og
litteratur
og stimulerede hans interesse for
videnskab
,
medicin
,
antropologi
og
filosofi
; det var Aristoteles, der gjorde Alexander fortrolig med græsk kultur.
Han gav Alexander
Iliaden
, som han tit læste i. Han sov resten af livet med den og en dolk under sin hovedpude.
Allerede som dreng deltog Alexander i Filips kampe om magten i Grækenland, men kom muligvis i strid med faderen, der havde tilsidesat Alexanders mor som dronning. Efter Alexanders død opstod der rygter om hans medskyld i drabet pa sin far.
Alexander voksede op i Makedonien med sin moder, Olympias, og sin fader, kong Filip II. Hans moder mente, at han var mere end kongelig: han var guddommelig og søn af
Zeus
. Hun mente ogsa, at han var i familie med Dionysos. Hun havde staet for hans opdragelse til han blev 12-13 ar. Nu overtog Filip opdragelsen, og han fandt ogsa ud af, at de havde en mageløs søn. Filip gav ham græsk opdragelse. Han tilkaldte Aristoteles som hans læremester. Gennem hele barndommen oplevede Alexander, at han blev hævet over alle andre.
Da han fyldte 20 ar inviterede faderen prominente gæster fra hele Grækenland som forberedelse til sit felttog mod Persien og Asien. Og for at blive hyldet for at have forvandlet Makedonien til en stormagt. Men under ceremonien blev han myrdet af Pausanias, der sprang frem fra livvagten og dolkede ham. Bade Alexander og Olympias var vidne til det. Mange tror, at Pausinas var perser, og at mordet var et forsøg pa at svække makedonerne. Andre som Aristoteles mente, at Pausinas ville hævne sig pa Filip, fordi han havde været Filips elsker.
Det er sandsynligt, at Olympias var Pausinas’ radgiver, fordi hun i mange ar ikke skjulte sit had til Filip. At Alexander stod bag, er usandsynligt, bade fordi han elskede sin far meget højt, og fordi tidspunktet ville være meget uheldigt valgt, da mordet foregik for øjnene af Grækenlands fornemste. Monarkiet i Makedonien var ikke arveligt. Nar kongen døde, skulle hærens ledelse give deres samtykke til kroningen af en ny. Det gjaldt nu for Alexander om at fa makedonernes sympati. Den eneste konkurrent til tronen var Alexanders fætter, Amyntas, som var søn af kong Perdikkas. Alexander anklagede fætteren for højforræderi og henrettede ham.
Da Filip døde, samlede Alexander sine venner, iførte sig rustning og begav sig til kongepaladset. Her blev han hyldet som konge af betydningsfulde aristokrater. Men Alexander var ikke udnævnt som konge før han var valgt af det makedonske folk. Det var først i Aigai ved Filips
lit de parade
nogle dage senere, at Alexander blev konge af Makedonien i hele folkets nærvær.
Alexander blev gift tre gange: Roxana, datter af den baktriske adelsmand Oxyartes, af kærlighed,
[1]
og de persiske prinsesser Stateira 2. og Parysatis 2. datter af Darius 3. og en datter af Artaxerxes 3. begge af politiske grunde. Han havde tilsyneladende to sønner: Alexander IV i Makedonien med Roxana og Heracles af Makedonien med sin elskerinde Barsine. Han mistede et barn, da Roxana aborterede i Babylon.
[2]
Alexander havde ogsa et tæt forhold til sin ven, general og livvagt Hefaistion, af makedonsk adel. Hefaistions død ødelagde Alexander. Det kan have bidraget til Alexanders svigtende helbred og mentale tilstand i hans sidste maneder.
Alexanders seksualitet har været genstand for spekulationer. Ingen antikke kilder udtalte, at Alexander havde homoseksuelle forhold, eller at Alexander forhold til Hefaistion var seksuelt. Aelian skriver dog om Alexanders besøg i Troja hvor
"Alexander bekransede Achilles grav og Hefaistion Patroklos, at han var Alexanders elsker pa samme made, som Patroklos var Achilles
". Ordet eromenos (oldgræsk for elskede) har ikke nødvendigvis seksuel betydning, Alexander kan desuden have været biseksuel, som pa hans tid ikke var kontroversielt. Green hævder, at der er meget, i antikke kilder, der tyder pa, at Alexander havde megen interesse for kvinder; men han fik først en arving slutningen af sit liv og var ung, da han døde, og det tyder pa, at Alexanders ægteskabssagers rekord er mere imponerende end faderens i samme alder.
[2]
Alexander havde mange kvindelige kammerater. Alexander fik et harem i stil med persiske konger, men han brugte det sparsomt og viste stor selvkontrol i "fornøjelser af kroppen", her var hans eneste faste elskerinde Zainab af Persien, som han refererede til som "den sorte kat". Alexander viste for sin tid usædvanlig respekt for kvinder, han var stærkt imod at tvinge dem.
Alexander dannede ganske stærke venskaber med kvinder, herunder Ada af Caria, der adopterede ham, og selv Darius' mor, Sisygambis, der angiveligt døde af sorg, da hun fik kendskab til Alexanders død.
[2]
Selv om
Makedonien
ligger lige nord for det græske omrade, var der adskillige grækere, som hævdede, at makedonerne ikke var rigtige grækere. De var barbarer som alle, der ikke talte rent græsk og var med i grækernes kulturelle fællesskab.
Efter alt at dømme var makedonernes sprog en græsk dialekt, og det er rimeligt at regne dem med til det græske kulturkreds. Makedonien regnes med til de
græske bystater
(
polis
). Dannede athenere har gengivet deres dialekt pa skrift, og den er ogsa nedskrevet i teaterstykket "Makedonerne". Sprogvidenskaben konkluderer , at der er tale om en form for
æolisk
, selv om makedonsk var præget af illyriske og thrakiske folkeslag mod vest, nord og øst. Fra det 5. arhundrede f.kr. vandt den attiske, græske dialekt og kultur i stigende grad frem i Makedonien. Først i den makedonske adel og kongefamilien, der indførte
attisk
som tale- og skriftsprog.
Makedonien havde en del frugtbar agerjord, som la i floddalene og ved kysten, men det meste af landet var kun egnet til kvæghold og hesteopdræt, hvis det da ikke var dækket af uvejsomme bjerge og skovstrækninger. Fra skovene kom der tømmer, som det træfattige Grækenland havde hardt brug for til skibsbygning. I bjergene var der guld og sølv, som de makedonske konger brugte til fremstilling af egne mønter. Det meste af guldet kom fra ”Kongens Fæller” Bjerget. Makedonien havde kun to vigtige byer: Aigai, Makedoniens gamle hovedstad, og
Pella
, den ny hovedstad, som overtog rollen i det 4. arhundrede f.Kr.
Sammenlignet med stater som Athen og Korinth var Makedonien et primitivt samfund af større og mindre agerbrugere og kvægavlere. Dets forfatning var ogsa ganske anderledes end Athens. Makedonien havde en konge, som var den øverste leder og anfører i krig. Kongen var ikke enevældig, men styrede landet sammen med medlemmer af kongefamilien og lederne af landets fornemste adelsslægter. De blev kaldt ”kongens fæller”. I særlige tilfælde kunne ”kongens fæller” optræde som tronprætendenter. Men en almindelig folkeforsamling, eller snarere en hærforsamling, skulle anerkende en ny konge, hvis den gamle konge døde før arvingen var gammel nok til at regere.
Alexander III (Alexander den Store) kommer til magten
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Den sakaldte
Azaraherme
fra
Louvre
. Romersk kopi af hvad der siges, at ligne et af
Lysippos
’ værker, der ifølge
Plutarch
fangede Alexanders karakteristiske træk bedst.
Efter mordet pa Filip i
336 f.Kr.
tog Alexander omgaende kongemagten og befæstede sit herredømme i Grækenland. Pa et møde i Korinth, hvor den Græske Union samledes, blev han udrabt til "Strategos Autokrator Hellenon" (ΣΤΡΑΤΗΓΟΣ ΑΥΤΟΚΡΑΤΩΡ ΕΛΛΗΝΩΝ) (hærfører og selvhersker over grækerne). Formalet var at udpege en leder, der kunne samle de græske bystater og en gang for alle eliminere truslen fra folkeslagene nord for Makedonien og fra det persiske rige. Han knuste herefter flere stammer nord for Makedonien. I mellemtiden gik der rygter om Alexanders død til bystaten
Theben
i Sydgrækenland, og der opstod et oprør der. Alexander marcherede pa 14 dage de 380 km til Theben med sin hær og udslettede byen. Kun templerne og digteren
Pindars
hus blev ikke revet ned.
[3]
[4]
Der blev dræbt 6.000 mand og de 30.000 overlevende blev solgt som slaver for 440 sølvtalenter. Det øvrige Grækenland forholdt sig i ro.
Rollen som regent var ikke uvant for Alexander. Kong Filip havde tidligere overladt magten til Alexander: ”Pa et felttog mod
Byzans
i 340 betroede Filip Alexander, der pa det tidspunkt var 16 ar, ledelsen af kongedømmet, idet han sørgede for at omgive ham med erfarne radgivere.” Der er ogsa beretninger om andre gange, hvor Filip havde overladt magten til Alexander for en kortere periode. Alexander var vant til at styre et land, selv om han kun var 20, da han kom til magten. Inden for de første 15 maneder af sin regeringstid havde han knust flere oprør og marcherede ind i forskellige græske byer, hvor han forlangte underkastelse. I 334 f.Kr. marcherede han ind i Asien med 37.000 mænd. Han styrkede forsigtigt sit erobrede land ved at grundlægge græske byer der.
Alexander besøgte
Oraklet i Delfi
, hvor han ville høre en profeti om, han snart ville være i stand til at erobre hele den antikke verden. Til sin overraskelse afviste
Pythia
at give en direkte kommentar og bad ham om at komme senere. Rasende begyndte han at trække mediet ved haret ud af kammeret, indtil hun skreg "Slip mig, du er uovervindelig." Han slap hende øjeblikkeligt og svarede: "Nu har jeg mit svar."
[5]
Kort over Alexander den Stores rige, kort efter erhvervelsen af det
Persiske rige
.
Alexander udmærkede sig tidligt som en dygtig soldat, taktiker og strateg, og han betragtes af
militærhistorikere
som en af historiens største strateger.
Størsteparten af Alexanders regering fra
334 f.Kr.
var opfyldt af hans store felttog mod
Persien
.
I tre slag (
Granikos
334 f.Kr.,
Issos
333 f.Kr.
og
Gaugamela
331 f.Kr.
) slog Alexander de persiske hovedhære, hvorefter det persiske rige brød sammen. Den sidste persiske konge,
Dareios 3.
, myrdedes af
Bessos
pa flugten med sine græske lejesoldater under ledelse af general
Memnon
. Alexander betragtede dem som forrædere mod den græske sag. I pauserne mellem fremrykningerne foretog Alexander ogsa erobringer pa andre fronter, bl.a. af
Fønikien
under stor blodsudgydelse (
332 f.Kr.
) og af Ægypten (332-31 f.Kr.). Kilderne fra antikken om Alexander den Store viser næsten alle, at Alexander var en mand, der formaede at gøre noget, som ingen andre kunne. Det var den almindelige opfattelse, at Alexander var en dygtig strateg og et politisk geni.
Den græske verdens hovedvaben havde i flere hundrede ar været det tungtudrustede fodfolk. Det var opstillet i den tætsluttende, dybe formation, der kaldes en
falanks
.
Den
makedonske falanks
fik under kong Filip moderne udrustning og blev gennemekserceret, og dens taktik blev fornyet. Samtidig blev rytteriet kraftigt styrket til angreb. I ldet 4. arhundrede f.Kr. skete der adskillige fremskridt inden for belejringskunsten, som makedonerne primært udviklede under Alexander. Under Alexander blev
rytteriet
, som han selv var i, det primære kampvaben, og den større bevægelighed er en af arsagerne til hans taktiske sejre. Et eksempel findes i
Bengt Liljegrens
”Alexander Den Store (2005)” i afsnittet ”Granikos”:
Alexander udarbejdede hurtigt en plan om øjeblikkeligt angreb:
- ”
Langs floden grupperede han skjolddrabanterne og falanksen pa en næsten to kilometer lang, dyb række. Kavaleriet blev stillet op pa fløjene, pa linje og med en dybde af ti heste. Alexander anførte selv de beredne, makedonske krigskammerater pa højre fløj, mens
Parmenion
kommanderede den venstre, hvor de thessaliske, thrakiske og græske ryttere var ... Ligesom en skakspiller af og til vælger at ofre en brik for at opna fordele, sendte Alexander først
Amyntas
med et lille kontingent kavalerister ... Det skabte uro i persernes kavaleri, og det trak sig ud pa fløjen. Alexander og Parmenion kunne dermed udnytte dette til at angribe perserne pa fløjen. Makedonernes lanser forarsagede store skader blandt perserne, og de matte trække sig tilbage, da deres anførere var faldet. De græske lejesoldater bad om nade, men Alexander gik til angreb for at vise sin styrke, og dermed var hans sejr total.
”
Det var ved dette første, store slag, at Alexander viste sine evner for perserne, men dog var det uden Dareios’ tilstedeværelse.
Det var i
slaget ved Gaugamela
, som var den endelige kamp mod Dareios, at Alexander opnaede samme berømmelse som sin barndoms helt, Achilleus. Antallet af krigere varierer efter kilderne:
Diodoros
og
Arrianos
fortæller, at Dareios i løbet af to ar havde samlet en hær pa en million mand, men det er en overdrivelse.
Quintus Curtius Rufus
opgiver det laveste tal: 200.000 infanterister og 45.000 kavalerister. Alexander havde 40.000 infanterister og 7.000 kavalerister. Det er formentlig sat en smule for lavt. Men en ting ved vi: Alexanders hær var betydeligt mindre end Dareios’.
Den flygtende Dareios
(detalje fra
Alexander
-
mosaiken
)
Arrianos beretter om slagets højdepunkt ved Guagamela:
- ”I et kort stykke tid blev der udkæmpet en nærkamp, men da rytterne omkring Alexander og ogsa han selv gjorde et kraftfuldt angreb ved at trænge frem og stikke perserne i øjnene med spyd, og da den tætpakkede makedonske falanks med fremstrakte lanser havde kastet sig over dem, og alle frygtelige ting pa en gang viste sig for den skrækslagne Dareios, var han den første, der gjorde helt om og flygtede”.
Her savel som ved Granikos var det Alexanders taktiske geni, der gjorde sig bemærket. Makedonernes mod og disciplin havde endnu engang vundet den største sejr i Alexanders liv. Den persiske hær blev slaet i stumper og stykker, og Dareios matte, som Arrianos beretter, flygte igen. Allerede to ar tidligere havde Dareios tabt
slaget ved Issos
, og her havde han ogsa været klart i overtal. Arrianos taler om, at Dareios havde samlet en hær pa 600.000 mand, men hverken hans eller andres tal virker troværdige. Forfatteren Bengt Liljegren vurderer, at der er tale om 75.000 persere mod 30.000 makedonere. Alexander vandt dette slag pga. makedonernes meget bedre vaben og maden, han opildnede sine soldater pa. En anden væsentlig faktor var, at Dareios tidligt ansa slaget for tabt, flygtede og lod sine tropper i stikken. Slaget er vist i filmen
Alexander
: Alexander opildner sine soldater og lægger med sin øverstkommanderende strategi for slaget.
Nu skulle Alexander fuldføre Filips mission, som i første omgang gik pa at erobre Ægypten efter samlingen af de græske bystater. Tilsyneladende var det ikke en svær opgave for Alexander, for under
Perserkrigene
i 490-479 f.Kr. havde perserne ødelagt store dele af Grækenland og dele af Makedonien. Det gjaldt først om at fa makedonernes støtte til invasionen af Asien. De, der ikke ønskede at hjælpe, dræbte eller landsforviste Alexander. Det gjaldt ogsa aristokrater og familiemedlemmer. Da alle forhindringer var afskaffet i Makedonien, vendte han blikket mod Grækenland.
Grækerne havde efter at have hørt om Filips død forsøgt at gøre oprør, fordi de sa en mulighed for at komme fri af Makedonien, men Alexander ville det anderledes. Han begav sig pa et felttog med sine makedonske tropper for at overtale de græske bystater til invasionen af det persiske rige og for at komme til Korinth for at lade sig udrabe som hegemon og strategos autokrator. Der var kun en vanskelighed: den thessalske hær, der blokerede vejen. Det løste han ved at marchere uden om fjenden, over bjerget Ossa og angribe fjenden i ryggen. De nedlagde vabnene uden kamp. Det var første gang, han viste sine fabelagtige evner som en strateg.
Spartanerne ønskede ikke at underlgive sig Makedonien, men Alexander var tilfreds, for han havde knust alle de andre græske oprør. Spartanerne vendte sig mod Makedonien i ar 330 f.Kr., men matte ogsa underlægge sig makedonsk herredømme og indga i det
korintiske forbund
. Alexander fik nu besked om, at der var problemer mod nord tæt ved Makedonien, da nogle thrakiske stammesamfund ikke ville anerkende makedonsk overhøjhed. Alexander ville ikke risikere at Makedonien blev angrebet, mens han var pa vej mod Asien og ville knuse de sma stammesamfund. Alexander nedslagtede dem, men han fik ogsa hjælp af kong Langaros, der raserede autaritarernes land (Albanien). Alexander kæmpede mod en lang række sma folkestammer i
Illyrien
under kongerne Kleitos og Glaukias. Alexander vandt en knusende sejr.
De bidrog til hærafdelingen i ar 334 f.Kr. , men der kom aldrig en fredsslutning, og de blev ikke underkastet Alexander pga. rygter om, at han var faldet. Storkongen Dareios den 3. sa en mulighed for at skabe splid mellem Makedonien og Grækenland og betale athenske soldater for at ga i krig med Theben mod Makedonien. Det lykkedes ham at fa græske lejesoldater pa sin side i kampen mod Alexander.
Da Alexander kom til Theben, ville han forhandle med thebanerne for at undga krig, selv om hans hær var den thebanske langt overlegen. Men de ville ikke forhandle med ham, og nogle herolder opfordrede indbyggerne til at ga sammen med Dareios mod Makedonien. Det gjorde Alexander sa rasende, og han ødelagde byen. Han bestemte endda i samrad med det korintiske forbund, at alle thebanerne var lovløse. Han skanede dog den berømte digter Pindars familie, og den familie, som havde huset Alexanders far, da han sad der som gidsel. Alexander og hans mænd blev efter ødelæggelsen af Theben betragtet med had og afsky af næsten hele Grækenland , men ikke af Athen. Byen skanede han uden anden grund end han var ivrig efter at indlede felttoget mod Persien og behøvede en flade.
Alexander var nu klar til at rejse en hær pa 30.000 fodfolk og 5.000 ryttere mod Persien og kong Dareios III.
Efter den endelige sejr over perserne blev Alexander udnævnt til storkonge og arbejdede for at befæste sin magt. Han fortsatte felttoget til det nordlige Indien, da et truende mytteri tvang ham til at afbryde videre fremrykning. Tilbage i Persien bragte han orden i imperiets administration og kvalte et mytteri blandt sine egne soldater.
Alexander afbildet med
diadem
og Ammons horn,
tetradrakme
præget af
Lysimachos
af
Thrakien
(ca.
305
-
281 f.Kr.
).
British Museum
.
Alexanders karriere sluttede i
323 f.Kr.
En eftermiddag d. 10. eller 11. juni 323 f.Kr. døde han i
Babylon
af en mystisk sygdom. Han var kun en maned fra sin 33 ars fødselsdag. Det er i tidens løb blevet fremsat forskellige teorier om grunden til hans død: forgiftning, sygdom eller et tilbagefald efter en
malaria
, som han fik i 336 f.Kr.
En af de seneste lægelige teorier er, at han døde af akut
pancreatitis
(
bugspytkirtelbetændelse
) pa grund af stort alkoholindtag pa kort tid.
[6]
Hans sygdomsbillede, der er nøje beskrevet, svarer fuldkommen til symptomatologien ved denne sygdom. Den mest fremherskende medicinske teori var tidligere malaria, som dog ikke stemmer sa godt med sygdomsbilledet.
Der findes en dagbog fra 323 og 322 f.Kr., der fortæller om Alexanders død. Den er i dag pa
British Museum
i
London
. Ifølge den blev Alexander pa dødslejet udspurgt af sine generaler, til hvem han testamenterede sit kongedømme. Da Alexander ikke havde nogen arving (hans søn
Alexander IV
var endnu ikke født, og han kunne alligevel først kunne arve nar han blev 20), var det et vigtigt spørgsmal. Der er nogen debat om, hvad Alexander svarede til arvefølgen. Nogle mente, at Alexander sagde "Kratitso" (det betyder "til den stærkeste.") Det skulle vise sig at være vigtigt, hvordan han sagde dette, for andre mente, at han maske havde sagt "til Kraterus"; grækerne udtaler "den stærkeste" og "Kraterus" pa samme made. Det er kun trykket, der er anderledes. De fleste mener, at Alexander havde til hensigt at vælge en af sine generaler. Et oplagt valg kunne have været Kraterus, der var leder af den største del af Alexanders hær (infanteriet), og fordi han havde vist sig som en glimrende strateg og havde de ideelle makedonske karaktertræk. Hvad enten Alexander havde ment det ene eller det andet, overgik kongetitlen til deling mellem Alexanders halvbror,
Filip III
, og Alexanders søn med
Roxana
,
Alexander IV
, med Perdikkas udpeget som de meget unge kongers regent og formynder.
Alexanders rige omfattede foruden Grækenland det nuværende Egypten,
Syrien
,
Libanon
,
Israel
,
Jordan
,
Tyrkiet
,
Irak
,
Iran
,
Afghanistan
og
Pakistan
. Som enehersker gjorde han meget for at tilpasse sig de forskellige kulturer og lade sig hylde som gudefyrste af de lokale folkeslag. Om det skyldtes et forsøg pa at skabe
tværkulturelt
sammenhold om herskeren eller blot var udtryk for egen magtlyst, star ikke klart. Desuden tog han i vidt omfang lokale officerer og stormænd i sin tjeneste, hvis de viste sig loyale. Hans kurs var ikke altid populær hos hans makedonske landsmænd, idet nogle af dem følte, at han svigtede sin baggrund. Endelig grundlagde han hektisk en lang række byer.
Efter Alexanders død brød riget hurtigt sammen under stridigheder mellem forskellige makedonske generaler, der alle ville være hans arvtagere. Derved opstod de diadokiske kongedømmer, hvoraf de tre største var
Det Seleukidiske Rige
,
Makedonien
og
Det Ptolemæiske Egypten
. Dette medførte at
hellenismen
blev udbredt og fik samfundspolitisk indflydelse pa riget. Alexander den stores efterkommere satte hans værker og politiske holdninger højt for dermed at kunne plante hans ideer i rigets kultur og samfund.
- Flavius Arrianos
:
Alexandros’ Bedrifter samt om Indien og Nearchos’ Kystfart,
oversat og oplyst ved Anmærkninger af
M.Cl. Gertz
. Kbh. 1913-15. (Antik hovedkilde til Alexanders liv)
- Charles E. Mercer:
Alexander den Store.
Kbh. 1964. (Populærhistorisk skildring)
- Bengt Liljegren
:
Alexander den Store.
Kbh. 2005.
ISBN
91-85057-68-1