Adolph Ditlev Jørgensen
(født
11. juni
1840
i
Grasten
, død
5. oktober
1897
pa
Frederiksberg
) var en dansk
historiker
og
rigsarkivar
.
Jørgensen var født i
Grasten
i hertugdømmet
Slesvig
. Hans far var farver Markus Adolf Jurgensen, som var formand for den danske forening i
Sundeved
.
1853
kom Jørgensen i
Flensborg lærde Skole
, men forlod skolen
1857
og begyndte at lære landbrug pa Avnbølgard i Sundeved. En gigtfeber gjorde imidlertid ende pa landmandsplanerne. Jørgensen fik fornyet lyst til at læse, gennemgik i løbet af en vinter de to øverste
realklasser
i Flensborg latinskole, tog i foraret
1859
afgangseksamen med udmærkelse og kom til
København
for at blive
polytekniker
eller studere
naturvidenskab
, men blev snart optaget af undervisning og lod
skønlitteratur
,
filosofi
og
historie
trænge naturfagene i baggrunden.
1863
blev Jørgensen ansat som hjælpelærer ved den lærde Skole i Flensborg med løfte om at blive
adjunkt
og
bibliotekar
ved et patænkt offentligt bibliotek for
Slesvig
, men afskedigedes efter krigen
1864
og vendte tilbage til København. Under den almindelige skuffelse og sorg søgte Jørgensen til fortiden for at finde hvile i den. Det var med andre ord de stærke indtryk af den nationale ulykke, der gjorde ham til historiker.
Anbefalet ved sine første afhandlinger blev han fra 1. januar
1869
assistent i
Kongerigets arkiv
, rentekammerafdelingen.
1874
rykkede han op til
fuldmægtig
, og ved
C.F. Wegeners
afgang blev Jørgensen
gehejmearkivar
og overtog i kraft af den samtidige nyordning tillige ledelsen af Kongerigets arkiv fra 1. januar
1883
. Han omorganiserede de forenede arkiver og lettede adgangen til dem. Ihærdigt arbejdede Jørgensen for en videregaende centralisering af det danske arkivvæsen og sa sine bestræbelser sætte frugt i loven af 30. marts
1889
. Som rigsarkivar stilledes han nu i spidsen for
Rigsarkivet
med tilhørende planlagte provinsarkiver (de senere
landsarkiver
).
1886
-
1887
førte Jørgensen forsædet i den pa hans opfordring nedsatte
Kommission til Overvejelse af Administrationens Forsyning med Papir
, hvis undersøgelser har virket til forbedring af Danmarks papirfabrikation.
Jørgensen har udfoldet en ualmindelig rig historisk forfattervirksomhed. Allerede
1868
-
1871
brød han sig vej ved en række skarpsindige afhandlinger. Flere af dem blev samlede til
Bidrag til Nordens Historie i Middelalderen
(
1871
), der omfatter studier over
sønderjyske emner, historiske
folkeviser
og vor ældste historieskrivning. Fortsatte studier over folkeviserne offentliggjordes
1875
i
Historisk Maanedsskrift for folkelig og kirkelig Oplysning
, (der
1871
-
1883
hed
Nordisk Maanedsskrift for folkelig og kristelig Oplysning
).
1874
-
1878
udkom Jørgensens
Den nordiske Kirkes Grundlæggelse og første Udvikling
, et hovedværk i den danske historiske litteratur. Indtil
1880
udsendte Jørgensen stadig talrige kritiske afhandlinger om middelalderlige forhold:
Bidrag til Oplysning af Middelalderens Love og Samfundsforhold
I-IV (
1872
og
1876
),
Om Danebroges Oprindelse
(
1876
),
Det gamle danske Kongevaaben
(
1879
) og mange flere.
Efter
1880
omfattede Jørgensens studier hovedsagelig emner fra den nyere tid. Særlig har Jørgensen skrevet en række biografier:
Georg Zoega
(
1881
),
Nils Stensen
(
1884
; genudgivet af G. Scherz
1958
),
Hans Adolf Brorson
(
1887
),
Johannes Ewald
(
1888
) og frem for alt det ualmindelig opsigtvækkende og betydningsfulde skrift
Peder Schumacher
Griffenfeld
I-II (
1893
-
1894
). Han udgav
Johanne Luise Heibergs
selvbiografi med oplysende tillæg (fire bind,
1891
-
1892
). Endvidere findes fra hans hand en del afhandlinger, mest vedrørende sønderjyske forhold, saledes
Sønderjyllands Indlemmelse i den danske Krone 1721
(
1885
),
Christiern II paa Sønderborg
(
1887
og
1892
),
Den ældste lutherske Kirkeordinans i den danske Kirkeprovins
(
1889
),
Kong Christian VIII og den danske Sag i Nordslesvig
(
1894
) og flere andre, til dels offentliggjorte i
tidsskriftet
Sønderjyske Aarbøger
, der væsentlig skylder Jørgensen sin tilværelse. Ogsa de
2 Foredrag om Sønderjylland
(i
Festskrift til A. F. Krieger
1887
) og foredraget om danskhedens bevarelse i Nordslesvig (
1889
) vidner om Jørgensens levende sympati for sine landsmænds nationale kamp.
Til middelalderens historie er Jørgensen næsten kun ved ydre foranledning kommet tilbage i afhandlinger som
Synspunkter for Opfattelsen af Valdemar Atterdags og Dronning Margrethes Historie
1883
),
Helgenskrinene i St. Knuds Kirke
(I-II,
1886
-
1887
), nye
Undersøgelser vedrørende Danebroge og det danske Kongevaaben
(
1887
),
De historiske Folkeviser og Niels Ebbesen
(
1891
),
Kampen mellem Kongerne Svend og Valdemar 1157
(I-II,
1890
-
1891
) og sa videre. Tillige har Jørgensen udfoldet en stærk virksomhed i
folkeoplysningens
tjeneste, især ved
40 Fortællinger af Fædrelandets Historie
(
1882
, talrige oplag siden), der er blevet suppleret med
Fortællinger af Nordens Historie
I-II (
1893
), men ogsa ved
Sønderjyderne i den danske Hær
(
1876
), første del af et patænkt hele, og
Valdemar Sejer
(
1879
), en oversættelse af kilder til
Valdemar 2. Sejrs
historie. Som chef for arkivvæsenet har Jørgensen forestaet udgivelsen af de forenede arkivers og senere Rigsarkivets skrifter, hvorved han især har søgt at oplyse den danske
centraladministrations
historie og gøre rede for arkivets indretning. Selv har han udarbejdet
De danske Rigsarkivers Historie
(
1884
) og offentliggjort betydningsfulde aktstykker i
Kongeloven og dens Forhistorie
(
1886
) og
Regeringsskiftet 1784
(
1888
). I slægt med denne forfattervirksomhed er ogsa det ældre skrift
Udsigt over Centraladministrationens, Domstolenes og de offentlige Samlingers Bygningshistorie
(
1882
). Sit sidste skriftlige arbejde var bidraget til den populære
Danmarks Riges Historie
. Det drejede sig om det 6. og sidste bind i værket, omhandlende Danmarks historie 1814-1864. Han naede dog kun at færdiggøre dette bind op til tiden
1852
, og historikeren og rigsdagsmanden
Niels Neergaard
matte færdiggøre A.D.Jørgensens skildring
[1]
.
Jørgensen behandlede de forskelligste emner af Danmarks historie lige fra
oldtiden
og til sin egen tid, men overalt træder hans udprægede forfatterindividualitet kendelig frem. I reglen søgte han at sprede nyt lys over den sag, han behandler og naede ofte til overraskende resultater. Med forkærlighed skildrede han personligheder med rigt andeligt indhold; dristig trængte han ind i deres sjælelivs dybder,
og med vidt blik for samfundsudvikling sa han dem i sammenhæng med deres tid. Skarp kritik og levende fantasi gik hand i hand og fremkaldte en sjælden energi og flugt i tanken, mens forskningens understrøm var en varm fædrelandskærlighed, der havde faet sin alvorsfulde grundtone fra de tunge sønderjyske minder. Forskningens udbytte iklædtes en form, der ? ligesom ogsa Jørgensens mundtlige foredrag ? bade var klar og fængslende.
Jørgensen blev
1882
medlem af
Det kongelige danske Selskab for Fædrelandets Historie
og
1883
af
Videnskabernes Selskab
, udnævntes
1894
til kommandør af 2. grad af
Dannebrog
og blev samme ar af det Filosofiske Fakultet ved
Københavns Universitet
udnævnt til æresdoktor.
I
1869
ægtede han Ida Marie Pedersen (født i
Randers
17. oktober
1847
), med hvem han fik børnene:
Adolf F. Jørgensen
,1870-1963,
Erik Erstad-Jørgensen
,1871-1945,
Troels Georg Jørgensen
,1874-1970 , Olav E. Jørgensen,1875-1949 og Elise Koppel, f. Jørgensen,1880-1974 . Han er begravet pa
Frederiksberg ældre kirkegard
.
- Lorenz Rerup,
A.D. Jørgensen
, Gyldendal, 1965.