Fra Wikipedia, den frie encyklopædi
Andreas Conrad Putscher Linde
(født
30. august
1814
i
København
, død
3. marts
1888
sammesteds) var en
dansk
embedsmand
. Han var søn af kammerherre, oberst
Georg Linde
.
Linde blev 1831
student
fra
Borgerdydskolen i København
, 1835
juridisk kandidat
, 1836
kancellist
under direktionen for universitetet og de lærde skoler, 1841 tillige
auditør
i
armeen
, 1843
fuldmægtig
under den nævnte direktion og 1847 chef for dennes sekretariat for
Sorø Akademi
og de videnskabelige
realskoler
, 1848 chef for
Kultusministeriets
sekretariat for alt det højere undervisningsvæsen m. v., 1851 konstitueret, 1853 til sin død
departementschef
i ministeriet, fra 1876 som dettes eneste departementschef. Desuden var han fra 1866-76 konstitueret som chef for
Det Kongelige Teater
og
Kapel
, fra 1864
generaldecisor
for
civillistens
regnskaber
, 1861-87 sekretær og bogholder ved
den Hielmstierne-Rosencroneske Stiftelse
, i hvis direktion han derefter fik sæde, samt fra 1864 medlem af
Idiotanstaltens
bestyrelse. I 1851 blev han
kancellirad
, 1852
justitsrad
, 1860
etatsrad
, 1869
konferensrad
, 1884
kammerherre
, 1872
kommandør
af 2. grad, 1874 af 1. grad og 1886
storkors
af
Dannebrogordenen
.
Linde var en varmtfølende, gjennemdannet og taktfuld, om end fra karakterens side noget svag, mand, der med dybtgaende kendskab til største delen af den kultusministerielle administrationsgren og med utrættelig arbejdsiver gennem en lang arrække virkede for de talrige reformer, som forberedtes og gennemførtes pa andslivets forskellige omrader. Særlig alt, hvad der vedrørte den højere undervisning, la ham pa sinde, hvilket han blandt andet lagde for dagen ved udgivelsen af sine omhyggelig udarbejdede "Meddelelser fra den lærde Skole" om de herhen hørende institutioner. Hans virksomhed som chef for Det Kongelige Teater var derimod kun af ringe betydning. Den instrux, som udstedtes for den samtidig fungerende intendant
Berner
, var nemlig affattet saledes, at ikke blot hele den daglige ledelse, men overhovedet den langt overvejende myndighed var lagt i dennes hand, medens chefen nærmest kun kunne betragtes som et mellemled imellem ham og ministeriet og som den, der repræsenterede teatret udad til.