En af de første
økologer
har muligvis været
Aristoteles
, som interesserede sig for mange dyrearter. Forfatteren
Theophrastos
beskrev forholdet mellem plantevæksten i en bestemt egn og de
klimaforhold
, som fandtes pa stedet. Han blev efterfulgt af talrige naturforskere som f.eks.
Buffon
og
Linne
, hvis arbejde man sædvanligvis betragter som indledningen til den moderne økologi.
Botanisk geografi og Alexander von Humboldt
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Alexander von Humboldt
fotograferet i 1847, da han var 78 ar gammel.
Gennem hele det
18.
og i begyndelsen af det
19. arhundrede
udsendte de store sømagter som
Frankrig
og
Tyskland
mange
opdagelsesrejsende
pa verdensomspændende ekspeditioner for at man kunne udvikle
søhandel
med andre lande og for at finde og katalogisere nye, naturlige ressourcer. I begyndelsen af det 18. arhundrede kendte man omtrent 12.000 plantearter sat i forhold til 40.000 i begyndelsen af det 19. arhundrede og næsten 400.000 i dag.
Disse ekspeditioner havde ofte deltagelse af naturhistoriske forskere, heriblandt botanikere som den tyske opdagelsesrejsende
Alexander von Humboldt
. Humboldt bliver ofte betragtet som en forløber for
økologi
. Han undersøgte forholdet mellem plantearterne og
klimaet
, og han beskrev vegetationszoner ved at sætte dem i forhold til
længdegrad
og
breddegrad
. I 1804 beskrev han et imponerende antal arter, særligt planter, hvis geografiske udbredelse han søgte at forklare ud fra
geologiske
data. Et af Humboldts berømte arbejder hedder ligefrem
Ide til en Plantegeografi
(1805). Den danske botaniker
Joakim Frederik Schouw
udgav den første generelle syntese af den tidlige plantegeografi ?
Grundtræk til en almindelig Plantegeographie
(1822). Han var inspireret af bade
von Humboldt
og
A.P. de Candolle
. Senere advokerede
Eugen Warming
for en plantegeografi der ikke bare spurgte hvilke arter som vokser hvor, men ogsa hvorfor, det vil sige undersøgte
evolutionære
tilpasninger til forskellige miljøer. Herved gjorde han sig til en af hovedfigurne i grundlæggelsen af
økologi
som en selvbevidst videnskabelig disciplin.
Fra midten af 1800-tallet beskrev den tyske kemiker
Justus von Liebig
de mineralske stoffers kredsløb, hvad der i øvrigt ledte ham til opfindelsen af
kunstgødning
.
Forstaelse af biocønose: Charles Darwin og Alfred Wallace
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Kort før
1860
kom der et gennembrud pa omradet med udgivelsen af
Charles Darwins
The Origin of Species
: fra da af ophørte økologi med at være en gentagen, mekanisk model og blev til en biologisk, organisk og derfor udviklingsbaseret model.
Alfred Russel Wallace
, der var Darwins samtidige og konkurrent, var den første der foreslog en "geografi" for dyrearter. Mange af samtidens forfattere indsa, at arterne ikke er uafhængige af hinanden, og de grupperede dem i plantearter, dyrearter og senere i samfund af levende væsner eller
biocønoser
. Begrebet blev lanceret i 1877 af
Karl Mobius
.
Biosfæren ? Eduard Suess og Vladimir Vernadsky
[
rediger
|
rediger kildetekst
]
Vladimir I. Vernadsky, 71 ar gammel.
I det
19. arhundrede
blomstrede økologien pa grund af nye opdagelser i
kemi
, foretaget af
Lavoisier
og
de Saussure
, særligt vedrørende
kvælstofkredsløbet
. Ud fra en erkendelse af den kendsgerning, at livet kun udviklede sig inden for de snævre rammer, som afgrænser
atmosfæren
,
hydrosfæren
og
lithosfæren
, foreslog den østrigske geolog
Eduard Suess
begrebet
biosfære
i 1875. Suess foreslog navnet biosfære for de betingelser, der fremmer liv, som f.eks. dem, der findes pa
Jorden
, og som omfatter
flora
,
fauna
,
mineraler
,
stofkredsløb
osv.
I 1908 brugte den tyske zoolog
F.D. Ahl
for første gang betegnelsen
biotop
om et levested, og i 1917 var det den amerikanske biolog J. Grinell, der anvendte udtrykket
niche
om en arts livsbetingelser.
I 1920'erne lykkedes det
Vladimir I. Vernadsky
, en russisk geolog, der var hoppet af til Frankrig, at forklare biosfæren i detaljer i sit arbejde
Biosfæren
(
1926
), og han beskrev de grundlæggende principper i de
biogeokemiske kredsløb
. Pa den made omdefinerede han biosfære som summen af alle
økosystemer
.
De første økologiske skader blev beskrevet i det 18. arhundrede, da den voksende mængde af kolonier blev arsag til, at skovene blev fældet. Siden det 19. arhundrede med den
industrielle revolution
, er bekymringerne vokset over den virkning, som menneskers aktivitet har pa
miljøet
. Betegnelsen
økolog
har været brugt siden slutningen af det 19. arhundrede.
I løbet af det 19. arhundrede forenedes botanisk og zoologisk geografi i grundlaget for
biogeografien
. Den behandler arternes
habitater
, og bliver derfor ofte forvekslet med økologi, selv om den udelukkende søger at forklare grundene til, at en bestemt art findes pa et givet sted.
I 1934 opstillede den russiske biolog
G. F. Gausse
en af økologiens grundsætninger:
To forskellige arter kan ikke eksistere i samme niche pa samme tid
. Hvis de havner samme sted, vil den ene udkonkurrere den anden.
I 1935 var det
Arthur Tansley
, den britiske økolog, der skabte begrebet
økosystem
: Det gensidige system, der opstar mellem
biocønosen
(gruppen af levende væsner) og deres
biotop
(det miljø, de lever i). Økologi blev altsa videnskaben om økosystemerne.
James Lovelock fotograferet i 2005, da han var 86 ar gammel.
Efter
2. verdenskrig
, har underdisciplinen
humanøkologi
, der drejer sig om menneskehedens placering og rolle pa
Jorden
, beskæftiget sig med de nye farer og problemer, som opstar med
kerneenergi
industrialisering
,
forurening
, de begrænsede
ressourcer
og den eksponentielle vækst i
befolkningstallet
.
Visionen om "
Gaia
" er tidstypisk, og den blev fremsat af
James Lovelock
i hans bog
The Earth is Alive
, der ser Jorden som en enkelt, levende organisme, kaldet Gaia efter den kvindelige græske jordgud.
Gaia-teorien
er kontroversiel, men den har øget offentlighedens interesse for økologi. Nogen har taget det synspunkt til sig, at deres "moder Jord ,Gaia, er ved at blive syg pa grund af menneskene og deres gerninger". Fra et videnskabeligt synspunkt er teorien i overensstemmelse med den nyere opfattelse af økologi som et globalt overblik over
biosfæren
og
biodiversiteten
.
Humanøkologi blev grundlagt i 1920'erne ud fra undersøgelser i Chicago over
successionen
hos bevoksninger. Den blev et særskilt feltstudium i løbet af 1970'erne. Dette markerede den første anerkendelse af, at menneskeheden, som har koloniseret alle kontinenterne, er en tungtvejende økologisk faktor. Mennesker omformer miljøet i stor stil gennem byggemodning af levestederne (se
byplanlægning
), gennem intensivt
fiskeri
og gennem
jordbrug
og
industrielle tiltag
. Humanøkologien begyndte som et feltstudium med deltagelse af antropologer, arkitekter, biologer, byplanlæggere, demografer, ergonomer, etnologer, læger og økologer.
Humanøkologi er den gren af økologien, der undersøger menneskeheden som art, dens organiserede aktiviteter og dens miljø. Ud fra dette grundlag udviklede
miljøbevægelsen
sig, en filosofi, der drejer sig om økologiens anvendelse pa menneskelige samfund. Ligeledes opstod
politisk økologi
ogsa i 1920'erne. Den beskæftiger sig med at overføre den økologiske videnskab til administration og styring af
bysamfund
.
I 1971 indledte
UNESCO
et forskningsprogram, der hed
Man and Biosphere
. Det havde til formal at øge vores viden om det gensidige forhold mellem mennesker og natur. Nogle fa ar senere mundede det ud i en definition af begrebet
biosfærereservat
.
I 1972 afholdt
FN
i Stockholm den første internationale konference om det meneskelige miljø. Konferencen blev startstedet for udtrykket "Tænk globalt ? handl lokalt". De næste større begivenheder i økologi blev udviklingen i løbet af 1980'erne af begrebet biosfære og de nye udtryk "biologisk diversitet" eller mere almindeligt:
biodiversitet
. Disse begreber blev sat i system under
verdenstopmødet
i Rio de Janeiro i 1992, hvor de store internationale organisationer godkendte begrebet biosfære, og hvor farerne ved en reduktion af biodiversiteten blev offentligt anerkendt.
Under Kyotokonferencen i 1997 indsa man pa internationalt plan de farer, som biosfæren star over for. I særdeleshed understregede konferencen den forøgede fare fra
drivhuseffekten
, som stammer fra den øgede koncentration af
drivhusgasser
i de høje lag af atmosfæren, hvad der vil medføre
klimaændringer
. I Kyoto indsa de fleste af verdens nationer vigtigheden af at se pa økologi ud fra et globalt synspunkt og af at medregne menneskers virkning pa Jordens miljø.