- Der er for fa eller ingen
kildehenvisninger
i denne artikel,
hvilket er et problem
. Du kan hjælpe ved at angive
troværdige kilder
til de pastande, som fremføres i artiklen.
Edith Piaf
født
Edith Giovanna Gassion
(født
19. december
1915
i
Paris
, død
10. oktober
1963
i
Grasse
) var en af
Frankrigs
mest elskede
sangerinder
.
I løbet af sin karriere fik hun kælenavnet "La Mome Piaf" ("Spurven"), og hun var
variete
- og koncertsangerinde. Hun huskes for evergreens som "La vie en rose", "Non, je ne regrette rien", "Hymne a l'amour", "Mon legionnaire" og "Milord". Hun var en personlighed ud over det sædvanlige, inspirerede mange sangskrivere, var mentor for mange unge kunstnere og nød international anerkendelse pa trods af alvorlige psykiske problemer. Piaf var foruden sanger ogsa teater- og filmskuespiller.
Hun var gift to gange: med
Jacques Pills
1952
-
57
og med
Theo Sarapo
fra
1962
.
Edith Piaf blev født
19. december
1915
i
Paris
. Den senere stjerne blev født i fattigdom som datter af Louis Alphonse Gassion Francais, cirkusakrobat fra
Calvados
i
Normandiet
, og Annetta Maillard (
1895
-
1945
), som var gadesangerinde. Rygtet siger, at hun blev født pa fortovet under en gadelygte ud for Rue de Belleville 72 i Paris ? men det er nok fødselsattesten, der fortæller sandheden: at hun blev født pa et sygehus i samme bydel. Hun er opkaldt efter den engelske sygeplejerske
Edith Cavell
, som blev henrettet under
første verdenskrig
for at hjælpe franske krigsfanger med at flygte fra tysk fangenskab.
Hendes mor havde ikke mulighed for at opfostre datteren og betroede hende til sin mor, Aicha Said Ben Mohammed (
1876
-
1930
), som var algerier. Piafs bedstemor var alkoholiker og tog sig ikke af hende, men lod den lille pige ga for lud og koldt vand. Hun fik rødvin i sutteflasken.
Efter at den lille Edith Piaf i 18 maneder havde levet under disse skrækkelige forhold, kom hendes far hjem pa orlov fra fronten og betroede hende til sin mor, som var bordelmutter i
Bernay
i
Normandiet
. Her blev den lille pige passet af de prostituerede og kunne for første gang spise sig mæt. Hun gik i flotte kjoler og drak den sunde komælk fra Normandiet.
I 7-8 ars alderen var hun ved at miste synet som følge af en hornhindebetændelse. Bedstemoren, som selv var blevet helbredt for lidelsen gennem bøn, besluttede at rejse til den hellige Therese Martins grav ved Lisieux med sine piger for at søge helbredelse for den lille. Piaf fik hver aften en bandage med hellig jord fra graven for øjnene, og efter otte dage blev hun helbredt. Hun bevarede resten af sit liv stor hengivenhed for den hellige Therese.
Da hendes far blev hjemsendt efter krigen, flyttede hun tilbage til ham, og de levede et fattigt liv som cirkusartister. Det var mindet om hendes mor, der havde sunget pa gaden sammen med hendes far, der hjalp hende til at opdage sit talent og sin usædvanlige stemme.
I februar
1933
fik hun i en alder af 17 ar sit eneste barn, datteren Marcelle, med sin store kærlighed, Louis Dupont. Barnet døde af meningitis bare to ar gammel.
I
1935
blev hun opdaget af Louis Leplee, som var direktør for kabareten "Le Gerny's" pa
Champs-Elysees
. Leplee valgte hendes kunstnernavn "la Mome Piaf", som er
slang
for
spurv
. Piaf fik hurtigt succes. Hendes talent og usædvanlige stemme blev bemærket af bl.a. komponisten Raymond Asso. Komponisten og pianisten Marguerite Monnot, som blev hendes trofaste og nære veninde, akkompagnerede hende gennem hele hendes karriere og komponerede musikken til sange som "Mon legionnaire", "Hymne a l'amour", "Milord" og "Les amants d'un jour".
I
1936
indspillede Piaf sin første plade,
Les Momes de la cloche
, hos
Polydor
og opnaede straks mediesucces. I april blev Leplee fundet dræbt i sin pariserlejlighed. Det viste sig, at han havde forbindelser til det kriminelle miljø i kvarteret Pigalle. Edith blev trukket med i skandalen og mediernes fordømmelse, og det sendte hende tilbage, hvor hun kom fra: gaden og de sma ydmyge kabareter.
Hun genoptog kontakten med Raymond Asso, som blev hendes elsker og gav hende modet tilbage. Han opmuntrede hende og hjalp hende til at blive koncertsangerinde.
I marts
1937
begyndte Edith Piaf sin karriere i koncertsalen pa ABC-teatret i
Paris
, hvor hun straks blev en feteret diva, elsket af publikum og kendt i radioen. Som stjerne i slutningen 1930'erne triumferede Piaf pa teatrene i Paris. I
1940
optradte hun sammen med skuespilleren Paul Meurisse i stykket
Le bel indifferent
, som
Jean Cocteau
skrev specielt til hende. Med Meurisse som medspiller indspillede hun i 1941 filmen
Montmartre-sur-Seine
af Georges Lacombe.
Under den tyske besættelse fortsatte hun med at give koncerter. Hun bidrog til modstanden mod den nazistiske besættelse ved at synge tvetydige sange. Hun sang underforstaet om modstandsbevægelsen i sangen om en elsker ("Tu es partout") og forsvarede jødiske kunstnere mod tyskernes forfølgelse.
I foraret
1944
optradte hun pa
Moulin Rouge
, hvor ogsa den helt unge sanger
Yves Montand
optradte. Edith Piaf var som ramt af lynet, og hun, som selv er en berømt og moden kvinde, begyndte at indføre ham i branchens fiduser og i livet som kunstner. Hun hjalp ham i hans karriere og introducerede ham for tidens mest fremtrædende personligheder i miljøet.
Det var ogsa det ar, hvor Ediths far døde. Hun mistede sin mor aret efter.
I
1945
skrev Piaf, uden den hjælp som hendes far kunne have givet, en af sine første sange: "
La vie en rose
", som hun dog ikke indspillede før
1946
. Den er hendes mest berømte sang, som er blevet en klassiker.
I
1946
mødte hun Les Compagnons de la chanson, som hun indspillede "Les trois cloches" med. Den blev en stor succes. I
1947
tog hun med sine protegeer til
USA
for at give koncerter.
Hendes karriere i USA var tæt pa at slutte, inden den overhovedet var kommet i gang. Publikum til de første forstillinger var utilfredse med ikke at kunne forsta sangene pa fransk. Og da de efter forestillingerne stampede i gulvet og piftede, tog Piaf det som en fornærmelse. Hun var tæt pa at rejse hjem med det samme.
I
1948
mødte hun, mens hun var pa turne i
New York
, den franske bokser
Marcel Cerdan
. Han var gift og havde tre børn. Marcel Cerdan var nok den eneste blandt de mange bekendtskaber og forhold, som hun elskede for alvor (vel ud over sin store kærlighed, Dupont). Cerdan omkom ved et flystyrt pa
Azorerne
28. oktober
1949
pa vej fra Paris for at møde hende i New York.
I
1951
blev den unge forfatter, komponist og entertainer
Charles Aznavour
hendes altmuligmand, der fungerede som sekretær, chauffør og fortrolig.
29. juli
1952
giftede hun sig med den franske sanger Jacques Pills, som hun blev skilt fra i
1956
.
I
1953
kom hun pa afvænning for morfinmisbrug. I
1956
optradte hun i
Carnegie Hall
i New York.
Hun havde en affære med Georges Moustaki, med hvem hun var involveret i et alvorligt trafikuheld i
1958
. Hendes psykiske problemer og hendes afhængighed af morfin forværredes. Hun indspillede sangen "Milord".
I
1959
fik hun et sammenbrud pa scenen under en turne i New York. Hun gennemgik flere kirurgiske indgreb og var meget syg, da hun kom tilbage til Paris ? uden Moustaki, som havde forladt hende.
I
1961
overtalte Bruno Coquatrix hende til at give en række koncerter pa Olympia i Paris for at redde teatret fra økonomisk ruin. Blandt disse koncerter finder man nogle af de bedst huskede og mest bevægende i hendes karriere. Hun sang "Non, je ne regrette rien" ? en sang, som pa en ganske særlig made tolkede hendes liv. Hun reddede teatret, men holdt sig kun oppe takket være store doser morfin.
I oktober
1962
giftede hun sig, i en alder af 46 ar ? nedslidt, syg og morfinist ? med
Theo Sarapo
; en ung og smuk sanger pa 26. Hun siger, at hun ind i mellem opfatter ham som "en søn, der vager over sin syge, gamle mor". De synger duet med sangen "A quoi ca sert l'amour?".
I begyndelsen af
1963
indspillede hun sin sidste sang: "L'Homme de Berlin".
Edith Piaf døde
10. oktober
1963
i Plascassier i nærheden af Grasse i
Alpes-Maritimes
i en alder af 47 ar, nedslidt af et hardt liv, af
morfinen
og af et helt livs lidelser. Hendes kiste blev ført til Paris uden de lovbefalede formaliteter i al ubemærkethed, og hendes bortgang offentliggjordes først
11. oktober
i Paris, samme dag, som hendes ven
Jean Cocteau
døde. Rygtet vil vide, at Cocteau, som Piaf til det sidste skrev med, tog sit eget liv, da han fik besked om hendes død.
Hun blev begravet pa
cimetiere du Pere-Lachaise
, hvor et kæmpe følge af beundrere kom for at vise hende den sidste ære. Hendes ægtefælle
Theo Sarapo
, som døde i en bilulykke i
1970
, er begravet ved hendes side.
- 1937
: "Mon legionnaire", tekst af Raymond Asso og musik af Marguerite Monnot
- 1940
: "L'Accordeoniste", tekst og musik af Michel Emer
- 1946
: "Les trois cloches" med Les Compagnons de la chanson, tekst og musik af Jean Villard Gilles
- 1946
: "La vie en rose", tekst af Edith Piaf, musik af Louiguy og Marguerite Monnot (ikke krediteret)
- 1947
: "Une chanson a trois temps", tekst og musik af Anna Marly
- 1950
: "Hymne a l'amour", tekst af Edith Piaf og musik af Marguerite Monnot
- 1951
: "Padam... Padam...", tekst af Henri Contet og musik af Norbert Glanzberg
- 1954
: "Sous le ciel de Paris", tekst af Jean Drejac og musik af Hubert Giraud, fra filmen
Sous le ciel de Paris
af Julien Duvivier
- 1956
: "L'Homme a la moto", oversat af Jean Drejac (original: "Black Denim Trousers and Motorcycle Boots" af Jerry Leiber & Mike Stoller)
- 1956
: "Les Amants d'un jour", tekst af Claude Delecluse og Michelle Senlis, musik af Marguerite Monnot
- 1957
: "La Foule", tekst af Michel Rivgauche, sang frit efter "Que nadie sepa mi sufrir" (ogsa under titlen: "Amor de mis Amores"), original musik af Angel Cabral og original tekst af Enrique Dizeo
- 1958
: "Mon manege a moi", tekst af Jean Constantin og musik af Norbert Glanzberg
- 1959
: "Milord", tekst af Georges Moustaki og musik af Marguerite Monnot
- 1960
: "
Non, je ne regrette rien
", tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
- 1960
: "Mon Dieu", tekst af Michel Vaucaire og musik af Charles Dumont
- 1962
: "A quoi ca sert l'amour", tekst og musik af Michel Emer