For alternative betydninger, se Jagt (flertydig) . ( Se ogsa artikler, som begynder med Jagt )

Jagt er at indfange og dræbe dyr.

Jagt udøves for:

• At skyde for fornøjelses skyld ( sportsjagt ).
• At skaffe skind, gevir eller hoved ( trofæjagt ).
• At skaffe kød ( subsistensjagt ). ^[1]
• At udrydde skadedyr (reguleringsjagt). Regulering af vilde dyr udføres for at forebygge sygdomme forarsaget af for høje vildtbestande og indgar i statslig og privat vildtforvaltning .

De jagtbare arter betegnes som vildt . Vildtet kan være pattedyr eller træk- og stand fugle . I USA, hvor jagt er udbredt, kaldes vildtet game (fra den oldengelske betydning for "fornøjelse, sport eller lystighed").

Historie [ rediger | rediger kildetekst ]

Urtid [ rediger | rediger kildetekst ]

Den tidlige Homo erectus -slægt (og muligvis allerede australopithecus -arten) har brugt større dyr som føde. Jagt kan have været med til udskiftningen af megafaunaen med mindre planteædere. Af vores nærmeste overlevende slægtninge blandt menneskeaberne er chimpanserne altædende; flokken jager sammen. Derimod spiser bavianerne mere frugt.

Jagt er grundlag for det sidste skridt i etableringen af Homo sapiens (med oprejst gang, fremstilling af stenværktøj og i sidste ende ogsa kontrol af ilden). Og dens succes og samvær som parringsadfærd er afgørende for den adfærdsmæssige modernitet.

Jægerstenalderen [ rediger | rediger kildetekst ]

Med fremkomsten af sprog, kultur og religion blev jagt et tema i eventyr, historier, mytologi og ritualer som dans og dyreofringer.

Jagt var en afgørende del af jæger- og samlersamfundet før tæmning af dyr og dyrkning af jorden, der begyndte for omkring 11.000 ar siden. Jagtens effektivitet voksede med udviklingen af buen for omkring 18.000 ar siden og tæmningen af hunden for omkring 15.000 ar siden. Vi ved fra fund af 16.200 ar gamle fossiler, at spyd blev brugt til jagt i Asien. I Nordamerika nedlagde prærieindianerne bisoner

I Danmark begyndte mennesker at ga pa jagt for cirka 15.000 ar siden. ^[2] Det var, da isen smeltede bort og gav plads til, at mennesker og andre dyr kunne indvandre. Pa den tid var landskabet tundralignende og blev efterhanden helt dækket af lysaben skov . De fa mennesker, der levede i Danmark, spiste formodentlig en varieret kost bestaende af urter, rødder, svampe og fisk. De flyttede fra sted til sted, sandsynligvis bestemt af arstidernes vekslende muligheder for jagt. De bosatte sig især ved bredden af søer og vandløb og langs kysterne. De vigtigste byttedyr var rensdyr , kronvildt, urokse , vildsvin, bæver og fugle.

Fra bondestenalder til jernalder [ rediger | rediger kildetekst ]

Selv efter overgangen til landbrugsssamfund, hvor opdræt af dyr blev den primære kilde til animalsk føde, forblev jagt et betydeligt bidrag til føden: Jagten gav kød, ben til redskaber, sener til reb; pels, fjer og læder til tøj. De tidligste jagtredskaber var sten, klippestykker, slynger, spyd og buer.

Pa relieffer fra Mesopotamien er kongerne afbildet som løvejægere pa stridsvogne . Den kulturelle og psykologiske betydning af jagt i de gamle samfund er vist ved guder: Den hornede Cernunnos og mane- og jagtgudinden (græsk Artemis, romersk som Diana ). Den mytologiske forbindelse mellem byttedyr og guddom afspejles i jagt omkring et tempel. Euripides historie om Artemis og Acteon kan ses som en advarsel mod frækt praleri og respektløshed mod gudinden og byttet.

Middelalder [ rediger | rediger kildetekst ]

I lang tid forsøgte kongen at begrænse jagten til ham selv og hans mænd. Straffen for at skyde vildt var hard, og bøndernes hunde kunne fa hugget et ben af, sa de ikke kunne løbe efter vildtet pa kongens jagtrevirer. ^[2]

I senmiddelalderen forvandlede Danmark sig langsomt til et agerbrugssamfund. De store skove forsvandt i takt med, at landbruget spredte sig. Behovet for byggematerialer til huse, skibe og brændsel betød, at store skovomrader blev ryddet. Jagten fortsatte som et supplement til fødegrundlaget og for at skaffe ramaterialer som skind og horn. I vikingetiden og den tidlige middelalder blev skovene betragtet som frie omrader, en slags fælleder, alle matte benytte, og som ingen havde særlig ejendomsret over. Dette satte kirken, stormændene og kongen dog en stopper for. Jydske Lov fra 1241 fastslog, at selv om bønderne ejede skoven, var det kongen, der ejede grunden. I 1537 var det slut med frit at kunne jage. Straffen for at udøve jagt uden ejendomsret til grunden, det vil sige krybskytteri , kunne være fængsel eller hængning.

Straffen udmaltes forskelligt efter stand: En adelsmand, der formastede sig til at jage pa den kongelige vildtbane, fik maske fængselsstraf, mens alle andre blev hængt.

Fæstebønder og andre jordejere, der boede inden for vildtbanerne, matte kun holde en hund, og den skulle have det ene forben hugget af ved knæet.

Bøndernes jagtret var saledes indskrænket, da jagtretten tilhørte de store jordejerne. Adelen drev jagt pa ulve, oddere, ravildt og vildsvin. Falkejagt var en ridderlig form for jagt.

Kongemagten [ rediger | rediger kildetekst ]

Kongemagten har spillet en stor rolle for jagten i Danmark. I en forordning fra 1537 forbeholder kongen fx jagten pa harer til adelen. Kong Frederik II (1534-1588) organiserede de største kongelige vildtbaner i Danmark. Med adelen byttede han ejendomsret pa jord og bygninger, og da kirkens jord efter reformationen i 1536 tilfaldt kongen, fik han samlet krongodset og skabt store sammenhængende arealer, hvor han havde eneret til jagt. Den Nørrejydske Vildtbane strakte sig fra Horsens til Viborg med Skanderborg som centrum. Her kunne kongen jage vildsvin og ulve.

Pa kongens jagtrevir nedlagdes dadyr, vildsvin, radyr, harer, vildænder, snepper , duer, traner, hejrer og gæs.

Nye vildtarter blev indført fra udlandet. Det gjaldt eksempelvis fasanen, som kongen og herremændene i 1562 importerede fra Kina.

Pa trods af de barske straffe fortsatte bønderne med at betragte skovene som et fælles gode , og kongen tog derfor initiativ til at oprette et forstvæsen med skovridere og dyrevogtere. Disse skulle bekæmpe krybskytteri og ulovlig træhugst. I 1588 var der omkring 30-40 skovfogeder. De blev udtaget blandt bønderne, mens skovridere udvalgtes blandt kongens jagtpersonale eller lavadelen. Jobbet bestod i pa hest at patruljere skovene og forfølge almuen, nar den stjal træ eller udøvede krybskytteri. Med til jobbet hørte ogsa bekæmpelse af omstrejfende hunde, at holde geder borte fra skovene og sørge for, at skovene blev indhegnet.

Under en rejse til det franske hof havde Christian Den Femte oplevet parforcejagten . Denne pladskrævende jagtform indførte kongen i Danmark i 1670, hvor Dyrehaven i Jægersborg , som allerede var kongelig vildtbane, blev udvidet, ligesom der efter fransk forbillede blev anlagt veje i stjerneformation. Parforcejagten foregik til hest og blev fulgt af hoffets damer fra abne vogne eller pavilloner. Ofte varede jagten flere timer og foregik pa de anlagte stier, hvor hundene forfulgte vildtet, gerne en kronhjort, til det var udmattet og kunne nedlægges af kongen eller en af kongen udpeget jæger. I stedet for at forende dyret med skud, dræbtes det med en langbladet jagtdolk, en sakaldt hirschfanger . Som jagtform var parforcejagten kostbar og afhængig af et stort antal tjenestefolk, hunde, heste og stort terræn. Med parforcejagten overskred man den grænse, hvor hensigten var at skaffe føde: Jagten var blevet en sport. Den sidste kongelige parforcejagt blev gennemført omkring 1777, men i dag lever parforcejagten videre i Hubertusjagten . ^[3]

Herregardsjagten [ rediger | rediger kildetekst ]

Jagtretten blev i 1840 ved en forordning knyttet til ejendomsretten. Nu blev det saledes jordbesiddere ? de større og mindre landbrug, godser og herregarde ? der radede over jagten. Jagtformerne ændrede sig markant i takt med landbrugets stadige udbredelse og landboreformerne. Ogsa den begyndende forvandling af landskaberne i Danmark via indvinding og udnyttelse af vild natur til landbrug (se Hedeselskabet ) ændrede forudsætningerne for at drive jagt. I slutningen af 1840’erne indførtes "rationel vildtpleje" med opdræt og udsætning af vildt samt systematisk bekæmpelse af rovvildt. Dermed blev en række toprovdyr , som spiller en afgørende rolle i deres økosystem, hardt trængt eller til og med udryddet. Danmarks sidste ulv blev skudt i 1813 ved Estvadgard nær Skive . Ogsa ørnebestanden blev væsentligt reduceret, og visse arter blev udryddet.

I 1880-1930 var herregardsjagten toneangivende. Fra at have været kongens privilegium blev jagten nu herremændenes fritidsbeskæftigelse. Den første danske jagtforening, Dansk Jagtforening, blev oprettet pa initiativ fra godsejere og andre velhavende jordbesiddere i 1884. Fra Japan indførte man sikavildtet , som dels skulle bruges til jagt, dels som pyntedyr omkring godser og i dyrehaver. Med Lensafløsningen i 1919 matte godserne afsta en række af deres rettigheder og sælge jord til de bønder, som havde arbejdet pa deres marker.

Jagt blandt urfolk [ rediger | rediger kildetekst ]

Jæger-samler-samfund eksisterer endnu i Nord- og Sydamerika , i Afrika syd for Sahara og i dele af Asien . De er dog i hastig tilbagegang. Blandt de folkeslag, der den dag i dag dyrker jagt som i den ældste stenalder, kan nævnes: Ache (Amazonas) Hadza og Khoisan (Centrale og sydlige Afrika), Fauy (Ny Guinea), Mlabri (Thailand og Laos) og Vedda (Sri Lanka).

Jagt er stadig afgørende i ekstreme klimaer, især i egne, der er uegnede til landbrug . Inuitterne i Arktis bruger fældefangst og jager dyr til tøj og føde. Af skind fra havpattedyr laver de kajakker, tøj og fodtøj.

Vaben [ rediger | rediger kildetekst ]

I Danmark anvendes fem forskellige jagtvaben: Haglbøsse, jagtriffel, salonriffel, luftgevær og bue. Alle undtagen haglbøssen er præcisionsvaben med et projektil. Dertil findes en række kombinationsvaben, fx haglbøsse med "drilling" (riffelløb). Omkring 90 % af alt vildt i Danmark nedlægges med haglbøsse.

Bøsser og rifler fungerer ved at antænde en krudtladning i en patron. Krudtets lynhurtige forbrænding udvikler en stor mængde krudtgas. Da gassen er indelukket, opstar et stort tryk, der skubber projektilet ud gennem løbet med stor hastighed. Luftgeværer anvender komprimeret luft til at afskyde projektilet.

Haglbøsse [ rediger | rediger kildetekst ]

Haglbøssen er et glatløbet vaben med patroner indeholdende et stort antal runde hagl og anvendes hovedsageligt til vildt i bevægelse. Haglbøsser er ikke præcisionsvaben: I stedet for at sigte som ved riffeljagt, peger man med bøssen. For effektivt at dræbe dyret skydes kun pa afstande pa 15-30 meter. Jagt med haglbøsse er afhængig af en refleksmæssig og hurtig bevægelse.

Den mest anvendte haglbøsse er dobbeltløbet uden udvendige haner, "hammerless", med slagstykkerne indbygget i lasen. Hanerne spændes, nar vabnet abnes. Pa hanebøsser sidder de udvendigt. De anvendes sjældent i dag.

Løbene kan ligge ved siden af hinanden ( side-by-side ) eller oven pa hinanden ( over-and-under ). Løbene fremstilles af stallegeringer, der er en smule elastiske. Samtidig er de meget stærke og taler op til 1.400 atmosfærers tryk (kg/cm ² ). Løbene er loddet sammen og normalt forsynet med sigteskinne og et sigtekorn ved mundingen. Overfladen kan være rillet for at modvirke refleksion. Normalt er haglbøsser indskudt fra fabrikken, sa sigtelinje og centrum for sværmene af hagl sammenfalder ved en afstand pa 35 meter. Udvendigt er løb og sigteskinne blaneret (bruneret) for at modvirke rustangreb og for at forhindre lysreflekser, der kan skræmme vildtet.

De mest almindelige kalibre for jagt i Danmark er 12, 16 og 20. Kaliber 12 er den størst tilladte og mest anvendte. Kaliber 16 ses i ældre kombinationsvaben.

Nogle haglbøsser er knæklasvaben: De skal abnes og lukkes for at lades og aflades. Andre er semi-automatiske, sa de kan afgive det næste skud uden forudgaende manuel bevægelse (som ved repetervaben). Til jagt med haglvaben er det i Danmark kun lovligt at anvende vaben med plads til to patroner. Hvis der er plads til flere, skal kapaciteten begrænses, fx ved at magasinet plomberes.

Haglbøsser findes ogsa i kombination med riffel i et og samme vaben. Dette kaldes et kombinationsvaben. Af almindeligt forekommende kombinationsvaben findes haglbøsse med: To haglløb og et riffelløb kaldet en drilling , et haglløb og et riffelløb kaldet en bochbuchsflinte .

Jagtriffel [ rediger | rediger kildetekst ]

Jagtriflen er et præcisionsvaben med riflet løb og anvendes til større vildt pa længere afstande. I Danmark er de fleste jagtrifler sakaldte repetervaben: Man skal udføre en manuel repetitionsbevægelse for at lade geværet. Repetervaben ma indeholde et ubegrænset antal patroner, fordi den manuelle bevægelse begrænser frekvensen i afgivelsen af skud.

Et bundstykke laser løbet eller lasestolen, sa patronen fastholdes under det kraftige tryk, der opstar, nar patronen affyres.

Jagtrifler er dræbende ud til langt større afstand (op mod fem kilometer), end hvad der er menneskeligt muligt at træffe forsvarligt. Der skal derfor være sa kaldt kuglefang (jord, træer eller andet fast) bag det vildt, der skydes.

Salonriflen anvendes pa samme made som jagtriflen, men til mindre vildt og pa kortere afstande.

Andre jagtvaben [ rediger | rediger kildetekst ]

Luftbøsser er sma, riflede præcisionsvaben uden krudt, der afgiver skuddet ved komprimeret luft, kaliberen skal være mindst 5,5 mm for at være lovligt til jagtbrug. Buer findes som langbue og compound-bue. Armbrøst er ulovlig til jagt i Danmark.

Jagtformer [ rediger | rediger kildetekst ]

Vente pa vildtet (anstandsjagt) [ rediger | rediger kildetekst ]

Jægeren kan sidde stille og vente pa dyrene, hvilket kaldes anstandsjagt .

Jagt fra kunstige skjul: Klovbærende vildt og ræv ma skydes med riflede vaben og bue fra permanent konstruktion ( skydetarn ), nar visse betingelser er opfyldt. ^[4] Skydestiger, der skal være transportable, ma ogsa placeres i remiser og læhegn og bevoksninger i samme højde som stigen. ^[5]

Pa fiskeriterritoriet (hav- og strandjagt) [ rediger | rediger kildetekst ]

En variant af anstandsjagten foregar pa det sa kaldte fiskeriterritorium: Pa havet og langs stranden op til højeste vandlinje (der, hvor tangen lægger sig). Typisk vil man fra en fastforankret flydende pram vente pa et fugletræk og sa enten ro eller vade ud for at hente det skudte vildt. Pa fiskeriterritoriet er jagten fri for alle med fast bopæl i Danmark. Man behøver saledes ikke statsborgerskab for at udøve hav- og strandjagt, men skal blot have gyldigt jagttegn. Pa fiskeriterritoriet og i de ferske vande ma der ikke jages hjortevildt, harer, mufloner og vildsvin. ^[6] Motorbadsjagt er tilladt, hvis der sejles under 2,7 knob (5 km/t). ^[7] I visse omrader ma der ikke drives jagt fra motorbad. ^[8]

Krybskytteri [ rediger | rediger kildetekst ]

Ulovlig jagt kaldes krybskytteri . Krybskytten nedlægger eller indfanger dyr pa anden persons ejendom uden tilladelse.

Regulering [ rediger | rediger kildetekst ]

Regulering adskiller sig fra almindelig jagt ved specifikt at rette sig mod at nedlægge eller indfange og aflive vilde dyr, der er et problem for mennesker eller det habitat, dyret plager. Det kan være arter, der er udsat, og siden har formaet at udfylde en tom plads. Det kan i visse tilfælde medføre betydelige ændringer af økosystemet. Dyrearter, der ikke har forekommet i et omrade i en vis tid, kaldes ofte for invasive arter og bliver genstand for regulering. Pa den anden side kaldes arter som fasanen, der i Danmark er indført fra Kina i 1500-tallet, sjældent for invasiv og har regulær jagttid.

Jægere regulerer vildt, nar det er til fare for menneskers og dyrs sundhed og er en risiko for luftfartssikkerheden.

Lovgivning om regulering [ rediger | rediger kildetekst ]

Regulering ma kun foretages af personer over 18 ar, der har jagttegn. Al regulering skal desuden overholde lov om jagt og vildtforvaltning. Regulering skal ske i henhold til "Bekendtgørelse om vildtskader". Regulering er det samme som nedlæggelse eller ombæring af vildt (§1. stk. 1). Det er altid ejeren af den pagældende ejendom, der beslutter, om der skal gives tilladelse til regulering. Der er krav om, at man senest 4 uger efter reguleringsperiodens udløb indberetter til Naturstyrelsen, hvad og hvor meget man har reguleret. Naturstyrelsen kan desuden forinden stille krav om, at man har forsøgt alternative mader at afværge vildtet pa, fx levende hegn eller oppustelige fugleskræmsler. Ved regulering ma man, til forskel for almindelige jagt, gerne skyde pa arealer under 1 hektar, og sa der kommer haglnedfald pa anden persons ejendom, have eller gardsplads (§31).

Fælder ma anvendes hele døgnet, men skal dog tilses morgen og aften. Fælder ma ikke graves ned og ma maksimalt male 60 x 60 x 250 centimeter. Indgangen for pattedyr ma maksimalt være 60 x 60 centimeter. Ældre former for fælder som snarer eller sakse, hvor vildtet kommer til skade, er ulovlige i Danmark.

Uden forudgaende tilladelse kan ræv, husmar og ilder reguleres i bebyggelser og i en afstand af 25 meter fra bebyggelse, indhegnede haver og pelsdyrfarme. Det gælder hele aret. Muflonvædder , vildsvin og undslupne pelsdyr ma reguleres hele aret. Er der udarbejdet biotopplan for omradet, kan der yderligere gives dispensation for regulering med fælder fra 16. til 30. april.

Brugen af hunde [ rediger | rediger kildetekst ]

Med tæmningen af hunde udvikles forskellige former for jagt som sporjagt med hund og rævejagt . Med tiden udvælges forskellige hunderacer som pointer og setter til særlige opgaver under jagten.

Jagt, der afhænger af synet, er rovfuglejagt (primært med falke ) og frittejagt. Det er middelalderlige jagtformer.

Selv om forskellige dyr har været brugt til at støtte jægeren, har ingen været sa vigtig som hunden ^[9] . Domesticering af hunden har ført til en symbiose. Hunde bruges i dag til at finde, jage og hente vildt og nogle gange til at dræbe det. Jagthunde forfølger og dræber byttedyr, der ellers ville være vanskelige eller farlige at jage.

Jagtens etik [ rediger | rediger kildetekst ]

Jagt (ikke drab ) indebærer at aflive dyr og har været genstand for mange af de etiske overvejelser om grundlaget for vores føde og vores ansvar over for de livsformer, der opretholder vores eget. Selv om der kan være mange grunde til en vegetarisk eller vegansk diæt, fx miljø- eller sundhedsmæssige, er dyrs velbefindende en væsentlig del. En veganer med dyreetisk indstilling kan ikke acceptere behandlingen af fx malkekvæg eller høns, mens vegetaren godt kan leve med det, sa længe dyrene far lov til at leve og ikke slas ihjel. I modsætning hertil indebærer en kødbaseret kost, at man kan leve med aflivningen, sa længe man ikke selv skal udføre den.

Der findes en alternativ made at betragte jagtens og medfølelsens dilemma pa. Jagt adskiller sig fra andre mader at skaffe føden pa, fordi de medfølgende omkostninger, tabet af liv, er abenlyst. Som Miles Olson i bogen The Compassionate Hunter skriver om drabets etik:

Et bedre spørgsmal kunne være: Findes der nogen livsførelse, der ikke kræver død for at opretholde sig? Findes der virkelig en udvej fra dette dilemma, eller er det faktisk et iboende forhold ved tilværelsen; en uundgaelig, integreret og (nu til dags) skjult del af vores alles selvopretholdelse, som jagt simpelthen konfronterer os med? ^[10]

At købe et stykke rugbrød lader pa den anden side ikke til at have noget at gøre med den slags barske forhold. Olson nævner i forlængelse af dette, hvordan moderne landbrug, som et biprodukt, udslukker en lang række usynlige liv. Mejetærskere alene er ansvarlige for at hakke gnavere, agerhøns, spurve, slanger og andre væsner, der kommer i vejen under høsten, i smastykker. ^[11] Disse liv er usynlige for mennesker, der ernærer sig gennem en kost fra supermarkedet, og de forsvinder derfor ubemærket.

I Danmark er der udbredt indstilling om, at jagt ikke ma reduceres til sport. Hensigten med at nedlægge vildt bør derfor være at anvende det. ^[12] I forlængelse heraf findes der nogle etiske retningslinjer, som jægere ma forvente af hinanden:

• At have godt vildtkendskab og aldrig at skyde til vildt, man ikke ved, hvad er.
• At nedlagt vildt behandles med respekt.
• At man ikke skyder, hvis vildtet er pa klos hold, sa et træffende skud vil ødelægge kødet.
• Ikke at ga pa jagt i perioder eller omrader, hvor vildtet er trængt, fx isvintre, indhegnede omrader, eller nar og hvor vandfugle fælder svingfjer.
• At tage hensyn til bestandenes størrelse og ved tvivl følge forsigtighedsprincippet.
• At behandle vilde dyr og især trækkende arter som et fælles gode.
• At begrænse forstyrrelserne ved jagt, eftersom disse kan betyde mere for bestandens trivsel end antallet af nedlagte dyr. Eksempelvis bør standvildt ikke udsættes for forstyrrende jagtformer (klap- og drivjagt) mere end 3-4 gange pr. sæson.
• At sørge for en balanceret nedskydning af han- og hundyr, samt unge og gamle individer.
• At anvende hensigtmæssige vaben og forsta dyrets anatomi.
• At overholde de maksimale skudafstande for haglbøsse til ravildt, som er 20 meter for gæs, 25 meter for ræv og 30 meter for øvrigt vildt.

For en mere udførlig liste, se de jagtetiske regler, udarbejdet af Danmark Jægerforbund i samarbejde med Vildtforvaltningsradet og Naturstyrelsen: http://naturstyrelsen.dk/naturoplevelser/jagt/om-at-gaa-paa-jagt/jagtetiske-regler/

Selv om dyreetikere ofte betragter al jagt med afsky, er der jagtformer, de især har kritiseret. Fx rævejagt (som Hubertusjagten er et ublodigt eksempel pa), forskellige former for opdræt og lejede dagjagter (industrialisering af jagten i form af Put and Take ), trofæjagt , sportsjagt , jagt med avancerede vaben (automatvaben) eller jagt fra køretøjer. Disse jagtformer krydser grænsen for, hvad der kan opfattes som 'fair'. Kritikken gælder ligeledes jagt pa truede dyr samt jagt, som ikke er bæredygtig: Hvor for mange individer skydes, saledes at bestanden kommer i fare.

Jagt i Danmark [ rediger | rediger kildetekst ]

I Danmark er der 10 jagtbare pattedyrsarter (plus to, der ma reguleres, hvis de er til gene). Hertil kommer omkring 35 jagtbare fuglearter. De vigtigste byttedyr er fasaner, radyr og harer . Man skal have jagttegn for at udøve jagt. Jagttegnet er bevis pa, at jægeren har bestaet en jagtprøve, og er en forsikring mod ulykker under jagten. De fleste danske jægere er organiseret i Danmarks Jægerforbund, der har udarbejdet jagtetiske regler, som alle jægere bør kende og rette sig efter.

Jagt er en dyr hobby , da jagtlejen er høj. Derfor er der social slagside i adgangen til at ga pa jagt. Over 90 % af alle jægere er mænd, men andelen af kvinder har været stigende de seneste 20 ar. Jagt er en vigtig indtægtskilde for mange godser . Mange danske jægere gar pa riffeljagt efter vildsvin og hjortevildt i nabolandene ? primært Polen og Sverige .

Som udgangspunkt finder jagten sted mellem solopgang og solnedgang. Ænder og gæs ma dog jages fra 1½ time før solopgang til 1½ time efter solnedgang. ^[13]

Jægerne i Danmark nedlægger godt 2,5 millioner stykker vildt om aret ^[14] .

Jagtbare dyr [ rediger | rediger kildetekst ]

Jagtiden, som er perioden hvor det er tilladt at ga pa jagt, varierer fra art til art og fra sted til sted. Der findes bade generelle jagttider og lokale jagttider, der fastsættes af Naturstyrelsen. ^[15] Jagttiderne fremgar af Bekendtgørelse om jagttid for visse pattedyr og fugle m.v. ^[16] .

Pattedyr [ rediger | rediger kildetekst ]

• Hovdyr (kronhjort, dahjort, radyr, sikahjort). Jagten foregar hovedsagelig fra efterar til senvinter.
• Ræv og husmar, fra efterar til senvinter.
• Hare og vildkanin, fra efterar til senvinter (haren kortest tid).

Fugle [ rediger | rediger kildetekst ]

• Svømmeænder: Graand, atlingand, krikand, spidsand, pibeand, skeand og knarand. Pa fiskeriterritoriet desuden hele januar.
• Dykænder: Taffeland, troldand, bjergand, hvinand, havlit, edderfugl (kun hannen, da hunnen er fredet), sortand og fløjlsand.
• Gæs: Gragas, blisgas, kortnæbbet gas, canadagas og sædgas. Fra september til januar. Sædgasen kun til og med november.
• Hønsefugle: Agerhøne og fasan.
• Vandhøns: Blishøne
• Vadefugle. Stort set alle vadefugle er fredet, men to arter er der jagttid pa: Dobbeltbekkasin og skovsneppe.
• Duer: Ringdue og tyrkerdue.
• Kragefugle: Husskade og krage (gra og sort).
• Invasive arter, som Naturstyrelsen ikke mener hører hjemme i Danmarks natur: Nilgas, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, marhund og mink.

Vildtregulering [ rediger | rediger kildetekst ]

Ud over jagttiderne ma en række dyr skydes uden for jagttiden, hvis de volder meget skade, og hvis ingen andre afværgelsesmidler har virket. Det er Naturstyrelsen, der bestemmer, om de vil give tilladelse til regulering. Et antal arter kan dog reguleres hele aret uden forudgaende tilladelse:

• Husmar og ilder i forsvarlige indhegninger med fjerkræ (hele aret). ^[17]
• Ræv i indhegninger med frilandsgrise og fjerkræ (juni-februar). ^[18]
• Vildkanin i egne, hvor den anses for at volde skade (hele aret). ^[19]
• Muflonvædder og vildsvin (hele aret). ^[20]
• Undslupne pelsdyr samt nilgas, amerikansk skarveand, bisamrotte, sumpbæver, vaskebjørn, marhund og mink (hele aret). ^[21]

Love og bekendtgørelser [ rediger | rediger kildetekst ]

Der ma ikke drives jagt pa eller fra et sammenhængende areal, der er mindre end 1 hektar. ^[22]

Ved udsætning af vildt skal der søges tilladelse hos Naturstyrelsen. ^[23] En undtagelse fra reglen er fasaner og agerhøns, hvor der ma udsættes op til 100 pa ejendomme under 100 hektar og pa arealer derover en hønsefugl pr. hektar.

Mindstekrav til ammunition er fastsat i Bekendtgørelse om vaben og ammunition, der ma anvendes til jagt m.v .

• De store hjortevildtarter (kron-, da- og sikavildt), muflon og vildsvin: Kuglevægt pa 9 gram og anslagsenergi E100 mindst 2.700 J, eller 10 gram og anslagsenergi E100 mindst 2.000 J. Kun blødnæsede projektiler.
• Ravildt: 3,2 gram E100 min. 800 J. Kun blødnæset.
• Ræv, gæs, vaskebjørn, marhund , hare, sumpbæver og skarv: E100 min. 175 J. Fx .17 HMR eller større. Ingen krav til kuglevægt, spidsskarp ammunition ma anvendes.
• Husmar, ilder, mink, vildkanin, bisamrotte, hønsefugle, blishøne, ænder og mager: E0 min 150 J. Fx .22 LR eller større. Spidsskarp ammunition ma anvendes.
• Duer, kragefugle, vadefugle og stære: V0 mindst 200 m/sek. Hvis drivmidlet er luft, som ved luftbøsse, skal projektilet minimum male 5,5 mm.

Danmarks Jægerforbund vedtog i 2019 at bly skulle forbydes i ammunition , og det blev indført som dansk lov i 2022 for riffelammunition, gældende fra 1. april 2024. ^[24]

Anskydninger af vildt [ rediger | rediger kildetekst ]

I 1996 offentliggjorde DMU (Danmarks Miljøundersøgelser) den første rapport om anskydning af vildt. Undersøgelsen viste, at 36 % kortnæbbede gæs (fanget i net) og 34 % af edderfugle (druknet i fiskegarn, skudt med riffel eller døde af sygdom) havde hagl indskudt i kroppen. Siden er andre arter blev omfattet af undersøgelsen, herunder ræv, radyr, graand og fasan. Af disse havde mellem 5 og 25 % hagl i kroppen hidrørende fra anskydninger. Levende vildt med indskudte hagl er et dyreværnsmæssigt problem, og jægerne er siden blevet presset til at fa anskydningsprocenten ned. Problemet har vist sig primært at hænge sammen med skudafstanden, som derfor kan nedsættes. ^[25]

Litteratur [ rediger | rediger kildetekst ]

Tidsskrifter [ rediger | rediger kildetekst ]

• Wildlife Biology, skandinavisk tidsskrift (engelsksproget).
• Fugle og natur, medlemsblad for Dansk Ornitologisk Forening.
• Faglige rapporter, udgives af DCE (Dansk Center for Miljø og Energi, tidligere DMU, Danmarks Miljøundersøgelser).
• Flora og Fauna, medlemsblad for Naturhistorisk Forening i Jylland.
• Hunden, medlemsblad for Dansk Kennelklub. Specialklubberne har ofte eget medlemsblad.
• Jagt og Natur, uafhængigt jagtblad.
• Jæger, medlemsblad for Danmarks Jægerforbund.
• Natur og Miljø, medlemsblad for Danmarks Naturfredningsforening.

Handbøger [ rediger | rediger kildetekst ]

• Dyrespor. Preben Bang. Gads Forlag. 1995.
• Fuglenes Danmark, om Danmarks ynglefugle optalt 1993-96. Michael B. Grell. Gads Forlag. 1998.
• Handbog i strand- og havjagt. Kim Worm. Jægernes Bogklub. 1996.
• Jagtsproget. Lisbeth og Gustav Graae. Pinus. 1973.
• Nudansk Jægerlatin . Mathias Vogdrup-Schmidt. Indblik. 2020.
• Jægerens handbog. Ivan Bjørn-Jensen (redaktør). Clausen Bøger. 1989.
• Nordens Pattedyr. Birger Jensen. Gads Forlag. 1993.
• Nyt Dansk Jagtleksikon i 10 bind. Branner & Korch. 1973-1977.
• Revirpleje. Kristian Raunkjær. Landsjagtforeningens Forlag. 1983.
• Radyr - vildtet, økologien og jagten. Goran Cederlund og Olof Liberg. Aschehoug og Danmarks Jægerforbund. 1997.
• Strandjæger. Kim Worm. Landsjagtforeningens Forlag. 1983.
• Ænder og andejagt. Henning Kørvel. Clausen Bøger. 1987.
• Danmarks Jagthunde. Mathias Vogdrup-Schmidt. Indblik. 2020.

Kilder [ rediger | rediger kildetekst ]