Passager som ifølge Den Katolske Kirke beviser pavens vigtighed og hvordan Jesus giver Peter, den første pave, byrden at være hans stedfortræder:

Paven i Rom har fuld magt inden for den katolske kirke og inden for Vatikanstatens grænser. Han har ansvaret for at Kirken, altsa alle katolikkerne i verden, fortsætter pa rette vej. Enhver katolik bør være opmærksom pa pavens stilling og hvad han mener, men behøver ikke nødvendigvis at være enig med hans moralske doktriner. ^{[ kilde mangler ]} En katolik skal adlyde Kirkens dogmer (som paven ændrer, men meget sjældent), men har altid frihed til at gøre resten af sit liv som han finder korrekt moralsk set, sa længe det jo ikke gar imod Kirkens dogmer eller vigtige regler (synder osv.). ^{[ kilde mangler ]} Alt dette efter det andet Vatikankoncil . Nogle mener at det er en meget nyttig og effektiv made at lede denne store organisation pa og holde den samlet, mens andre mener at det minder om et absolutistisk regime. ^{[ kilde mangler ]}

I modsætning til, hvad mange tror, er dogmet om pavens ufejlbarlighed (infallibilitet) af nyere dato, selvom tanker i den retning havde floreret langt tidligere og er stadig gyldigt. Det blev vedtaget pa det første vatikanerkoncil (1869-1870), der indkaldtes af Pius 9. (født 1792, pave fra 1842 til 1878). Dogmet blev formentlig vedtaget som reaktion mod de liberale tendenser som Pius selv havde været fortaler for i begyndelse af sit pontifikat, men som udviklede sig langt videre end Pius havde ønsket eller forestillet sig. Ufejlbarheden forudsætter Kristi løfte om Helligandens hjælp til sin kirke og gælder kun nar paven udtaler sig som hele kirkens overhoved til hele kirken, det vil sige ex cathedra , og kan kun omfatte kirkens lære (tro og moral).

Det pavelige bodskontor havde mellem 100 og 200 ansatte i arene 1438 ? 1531 , da ca 150 sager med anmodning om pavelig dispensation eller tilgivelse blev sendt til Rom fra Norge . Disse blev fundet og gennemgaet af professor Torstein Jørgensen (center for middelalderforskning , universitetet i Bergen ) i Vatikanets underjordiske arkiv, der maler 150.000 hylde meter . Bodskontoret blev ledet af en kardinal der havde faet delegeret pavens " nøglemagt ", dvs at han kunne lase himmelporten op. Brevene kunne gælde dispensation for at indga ægteskab med et næst- eller næstnæstsøskendebarn, eller drikke mælk /spise smør i fastetiden . Munken Peter Hakonsson i et kloster i Bergen søgte om at matte bo udenfor murene, da han var over fyrre ar gammel og "derfor uegnet til denne ordens strenghed". Abbed i Selje kloster, Hakon Andreasson, søgte om licens til at kunne give tilgivelse lokalt. En sag gjaldt Svein Igulsson fra Stavanger , som søgte paven om at matte genoptage samlivet med sin kone, efter at have begaet incest med sin datter. Igulsson var allerede dømt i lokalsamfundet og havde som straf blandt andet mattet ga nøgen gennem Stavanger. Paven indvilligede hans ansøgning.

I 1468 fik præsten Nikolas Olavsson tilgivelse for at have dræbt en kollega. Olavsson havde bedt den anden om at holde en messe i hans sted. Den anden nægtede, og det endte med, at de sloges, sa tre andre præster matte ga imellem. Senere opsøgte den anden præst Olavsson, som pastod, at det var i selvforsvar han stak sin kollega ned, og at han mente, den anden var besat af en ond and . Som alle de andre ansøgere, fik Olavsson pavens tilgivelse. Boden var som regel en pilgrimsfærd , helst til Rom, men for nordmænd kunne den ogsa ga til Nidaros ( Trondheim ). Men ofte var brevskriveren allerede rejst til Rom for at levere ansøgningen personligt. Rejseruten gik søvejen til Brugge , sa over land til Marseille , og derefter til søs igen til Tiberens munding. ^[3]

Den koptiske kirkes overhoved, Tawadros 2. , har titel af Pave af Alexandria, mens patriarken for den græsk-ortodokse kirke i Alexandria, Theodoros 2. , har titel af Patriark og Pave af Alexandria og hele Afrika. Sammenfaldet i titler skyldes, at begge disse kirker anser sig som arvinger til det alexandrinske patriarkat, grundlagt af evangelisten Markus . I 451 vedtog kirkemødet i Khalkedon at Kristus havde to naturer (guddommelig og menneskelig men kun en vilje), hvilket splittede menigheden i Alexandria. Tilhængerne af kirkemødet blev udskilt i det græsk-ortodokse patriarkat (Khalkedonsk og i kommunion med patriarkatet i Konstantinopel), mens flertallet af den alexandrinske menighed afviste Khalkedon-mødet, og oprettede den koptisk-ortodokse kirke (monofysitisk og ikke-Khalkedonsk).

• Pavevalg
• Religion
• Paverækken
• Pavemobilen
• Sedia gestatoria
• Liste over katolske kardinaler