|
Om denne side
|
Pa denne side gengives nogle forskellige kronikker m.v. fra min levetid, som jer mener, eventuelt star tilbage med et eftermæle, som er mere eller mindre fortegnet.
Det drejer sig dels om Per Stig Møllers kronik fra Berlingske Aftenavis, ≫Da Adam Smith mødte Mao≪, fra 1970.
Dels drejer det sig om Mogens Lykketoft og Jytte Hildens kronik fra Aktuelt i 1987 ≫Samba-socialismen≪.
Dels drejer det sig om udtalelser fra daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen om danskhed, Dannebrog og kolonihaver.
Sluttelig drejer det sig om daværende kirke- og integrationsminister fra Venstre, Birthe Rønn Hornbech, og en kronik fra 2008 om muslimske tørklæder i danske retssale.
|
|
Om teksten
|
Senere udenrigsminister m.m. Per Stig Møllers kontroversielle kronik fra Berlingske Aftenavis, torsdag den 24. september 1970.
Den er der tit blevet peget tilbage til som en skamplet pa Per Stig Møller.
Sandheden er ? nar man læser hans kronik fra 1970 ? at den vitterlig ER lige sa rædselsfuld, som rygtet vil vide, med dens næsegrus beundring for Mao og tanken om at blande liberalisme og maoisme i forholdet 1 til 1, og sa fa en dejlig konservatisme ud af det.
Da Adam Smith mødte Mao
Berlingske Aftenavis
Torsdag d. 24. september 1970
Kronik
Af Per Stig Møller
Mag. art. Per Stig Møller fremhæver i denne kronik, at Det Konservative Folkeparti ma finde inspiration helt andres steder end det plejer, hvis det skal blive 70?ernes parti. Han mener, at man har udelukket for mange af de moderne erfaringer og holdt sig for meget til den traditionelle konservatisme. ? Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, ma den tænke i andre baner, nar den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao.
De konservative er i gang med at udforme et partiprogram, der skal danne basis for 70'ernes politik. Men meget i det tyder pa, at det ikke kan leve ret langt ind i fremtiden. Dertil har man udelukket for mange af de moderne erfaringer og holdt sig for meget til den traditionelle konservatisme. Værst gør det sig gældende inden for afsnittet om kulturpolitik, hvor man fortsætter den socialdemokratiske tradition fra 60'erne, hvorefter kulturpolitik er lig kunstpolitik. Et virkeligt forsøg pa at skabe eller fremme kulturlivet i befolkningen findes ikke i programmet.
| |
Da Adam Smith mødte Mao
Original grafik fra avisen i 1970
|
Konservatismens forudsætning synes stadig at være liberalisten Adam Smith med nogen tilsætning af statskonservatisme, som Christmas Møller og Aksel Møller formulerede den i 1930'erne.
Konservatismen bør lære af de darlige erfaringer med liberalismen og vende sig mod Mao og kollektivismen efter ny inspiration. Den ny generations verden er ikke begrænset til Hellas og Nazareth, men tværtimod aben mod Peking og Dakar.
Man kan vove den pastand, at liberalismen ikke er i overensstemmelse med demokratiet. Det er nemlig ikke demokrati, at nogle fa har alle muligheder for at udbytte de mange. Det er ikke demokrati, at nogle magtkoncentrationer og personer afgør væsentlige dele af samfundslivet uden nogen sinde at have faet mandat dertil og uden nogen sinde at kunne underkastes kontrol. Vi tror, vi vælger en regering, men vi vælger kun en del af den faktiske regering. Tag finanspolitikken, hvor banker, importører og organisationsfolk i realiteten opstiller rammerne for en finanspolitik. Det er hvert andet ar nogle fa organisationsfolk, der mødes for at afgøre hele folkets økonomiske status. Det er banker, der er uden for samfundets kontrol, der afgør, om de vil begrænse pengemængden eller pa trods af henstillinger øge den. Det er importører, der afgør valutakassens stilling og handelsforbindelsernes art. Det er handelsforbindelsernes art, der i stor udstrækning afgør udenrigspolitikken. Tyge Dahlgaard sagde det, og blev fyret. Men politikken er stadig den samme. Det viser Sydafrika, Rhodesia, Grækenland og Spanien.
Det er nogle fa, der kan gøre de mange arbejdsløse. En arving kan overtage en fabrik og gøre 100 mand arbejdsløse ved uduelighed, eller han kan sælge den til amerikanere, tyskere, som han vil. I tilfælde af arbejdsløshed har arbejderne og funktionærerne ingen chancer for at modsætte sig og landet endnu mindre. Ved salg til udlandet begrænses den udenrigspolitiske frihed. Der er endda arvinger eller aktionærer, der ansætter nogle skrivemaskine-kulier til at udtrykke en bestemt samfundsopfattelse eller politik. Derigennem pavirker de befolkningen, som ikke aner, den pavirkes. Den far sine informationer gennem aviserne og ved ikke i hvor høj grad de er beskarede eller fordrejede. Alligevel tror læseren at tage stilling til det samme problem som hans kammerat, der holder et andet blad og far en anden udlæning af nyhederne.
Dette er nogle af liberalismens darlige sider, og der er flere. Nu kommer sa Mao og belærer os om hele tiden at tage vore hellige meninger op til kritik og revision, til hele tiden at bryde med de institutioner, som i det øjeblik de har overlevet sig selv kvæler os, til at tage mere hensyn til flertallet end til den enkelte, til at se kultur som udtryk for de økonomiske og politiske forhold, til at forhindre, at snyderi betaler sig, til at forhindre at nogen kan manipulere i det skjulte med os. Og her tager jeg ikke stilling til, om disse maximer virkelig overholdes i Kina, men kun til dem som politiske ideer.
Det er med disse ideer, Mao bør inspirere den moderne konservatisme, saledes at Adam Smith 200 ar efter sin ≫Inquiry into the nature and causes of the wealth of Nations≪ bringes til overensstemmelse med Maos lille røde. Den moderne konservatisme vil fa sin store betydning ved at bygge samfundet op pa en balanceakt og en samordning af disse to politiske systemer. Balancen bør ikke være, saledes som det sa ofte fremføres, mellem staten og individet, for staten kan være udtryk for nogle fa eller for nogle, vi ikke kender, som det i høj grad er tilfældet i dag, men mellem flertallet og den enkelte. Flertallet bør ikke kunne kvæle eneren, men den liberalistiske ener bør ikke kunne gøre flertallet til slaver. Ved at forlange handelsregnskaberne abnet vil befolkningen kunne se, om den bliver manipuleret udenrigspolitisk og finanspolitisk. Det er folket, der skal afgøre, om vi skal bindes til andre lande, og ikke de fa, der kan tjene millioner pa det og derefter sla sig ned i Schweiz. Bankernes nationalisering kan heller ikke være nogen utopisk tanke for den nykonservative, for han ma ikke acceptere, at en sa stærk pengemagt er ude af befolkningens kontrol.
I uddannelsen ma der lægges vægt pa de færdigheder, som det samfund, man bevidst søger at realisere, matte kræve. Skolen har altid tjent samfundet og betænkningerne udtrykker mere eller mindre explicit og bevidst dette forhold. At sensibilitetskurser og gruppedynamik er kommet ind i uddannelsessektoren er det europæiske menneskes tribut til det orientalske og afrikanske. Her har hovedvægten været lagt pa fællesskabsudfoldelse fremfor individualudfoldelse, og dette er, ifølge Sedar Senghor, grunden til, at man ikke kender ret mange ældre afrikanske kunstnere af navn. De er gaet op i fællesskabet og har ikke følt noget behov for en individuel frelse ved historiens domstol. Alene sociologernes erfaringer om det sakaldte "ensomme massemenneske" skulle underbygge nødvendigheden af optræning til kollektivitet. Og samtidig skal man nødvendigvis bevare menneskets evne til individuel udfoldelse, til selvstændig vurdering og stillingtagen. For til syvende og sidst er vi i et demokrati darligt hjulpet, hvis ingen af sig selv kan tage stilling til informationer og valgsituationer, og hvis ingen uden et kollektiv kan tage ansvaret for en handling. Her skal balancen igen søges mellem kollektivismen og liberalismen. Der er f. eks. ingen løsning i Studenterradets forslag om en 12-arig enhedsskole, for uanset hvor meget man - uden bevismateriale - hævder, at vi alle er født ens, har ikke alle samme hang til bogen og det disciplinerede skoleliv. Mange vil simpelt lien ud og prøve andet end skolen. Man burde nok hellere kombinere lærlingeuddannelsen med en videreførelse pa højskoler, saledes at kræfterne prøves og den fri tilegnelse pa ny finder sted, men pa iet andet og mere erfaringsbetonet grundlag end skolens. Og man kunne til den anden side afskaffe filosofikum og indføre højskolen, saledes at differentieringen ikke sætter sine befolkningsskel.
For at modvirke den private dagspresses manipulation med demokratiet kunne staten oprette et nyhedsformidlende statsorgan, sa alle fik mulighed for at tage stilling pa samme grundlag, og den private dagspresse havde sa synspunkterne, den personlige kommentar og ikke direkte informativt stof som sit domæne. Det ville ikke give magt til autoriteter, som ikke er autoriteter.
Hvis den moderne konservatisme vil det virkelige demokrati, ma den tænke i andre baner, nar den færdiggør sit partiprogram, og den gør nok klogt i at lade Adam Smith møde Mao. Ved at hæge for meget om fortiden, kan et parti ikke ga ind i fremtiden. Ved at skele for meget til sine gamle støtter, kan det ikke finde nye. Den eneste politiske vej gar over ≫enhed ? kritik og selvkritik ? enhed≪, saledes som formand Mao forresten sagde det.
I morgen
Stud. mag. Mette Knudsen om Glauber Rochos nye film, som vistes pa Venedig-festivalen.
|
|
Om teksten
|
De senere socialdemokratiske ministre, ægteparret Mogens Lykketoft og Hytte Hilden skrev lørdag den 14. februar 1987 kontroversielt en kronik i Aktuelt efter et besøg i Cuba.
Det er en kronik, de tit har faet revet i næsen, og med god grund. Castro-regmiet har ført cubanerne i kummerlig fattigdom, og titusinder er døde i desperate forsøg pa at flygte fra øen. Den totalitære tvang i en stribe af cubanernes tilværelser er skrækkelig.
Men for Lykketoft og Hilden var det hele bare et paradis, kun skæmmet lidt af USA's blokade.
Samba-socialismen
Aktuelt
Lørdag d. 14. februar 1987
Kronik
Af Mogens Lykketoft og Jytte Hilden
Ikke flere Cuba-kriser skriver de to socialdemokratiske politikere der netop har besøgt Cuba.
En rapport 27 ar efter Castro overtog magten pa den latinamerikanske ø.
Det havde vi lejlighed til at opleve under et 2-ugers besøg i januar i ar pa invitation fra Cubas kommunistiske parti.
Det særlige er for det første at Cuba, malt med Latinamerika og andre dele af den 3. verden, har naet nogle bemærkelsesværdige fremskridt i levevilkarene for det store flertal af fattige mennesker. Man ser ingen sultne eller underernærede. Derimod er der nok en del overvægtige. Man far at vide, at gennemsnitsalderen er 72 ar for mænd og 75 for kvinder. Det er kun en anelse mindre end i Danmark, og det ma være det bedste resultat i hele den 3. verden. Det er lykkedes rimeligt godt for cubanerne at forene en høj grad af indkomstudligning med betydelige økonomisk fremgang. Man startede med en jordreform og med statens overtagelse af de fleste produktionsmidler. Samtidig blev der sat en vældig alfabetiseringskampagne i gang for hele landet. Siden er der blevet prioriteret benhardt: Alle far pa rationeringskort de vigtigste fødevarer meget billigt, og man kan købe mere pa det frie marked, men til 3-4 gange sa høje priser.
| |
Samba-socialismen
Original grafik fra avisen i 1987
|
Alle undervises i mindst 10 ar. Et stadigt mere udbygget familielægesytem og et hospitalsvæsen der for kostbar valuta til at købe de mest moderne hjælpemidler i Vesteuropa og Japan er en særlig pryd. Det satses voldsomt pa at være langt fremme pa nogle vigtige forskningsomrader, ? f.eks. er der lige nu investeret milliardbeløb i et meget avanceret bioteknologisk institut, der især arbejder med lægemidlet Interferon.
Endelig er der ofret vældige summer pa et højtudviklet vejsystem, som der endnu slet ikke er køretøjer til, men som kan tjene militære formal.
Et andet særligt træk ved Cuba er netop den meget stærke satsning pa militæret, der far al sin vældige udrustning fra østblokken. Det skal ses pa den baggrund, at Cuba føler sig permanent belejret og truet af USA ? og med rette: USA?s efterretningstjeneste CIA har mindst en halv snes gange søgt at myrde Fidel Castro. I 1961 foretog USA som bekendt sin egen mislykkedes Svinebugtsinvasion pa Castro?s Cuba med 1.500 eksilcubanere, som man naivt ventede ville blive støttet af en folkeopstand. Det gik anderledes, mest fordi Castro i alle arene under og efter revolutionen i 1959 har haft en næsten fanatisk opbakning fra en meget stor del af cubanerne. Selv under de mest økonomisk trange tider har denne karismatiske leder kunnet tale direkte til masserne. Det gælder ikke alene nar han samler en million pa Revolutionspladsen i Havana. Ogsa i hele det latinske Amerika er Castro?s og Cubas prestige meget høj. Og den bliver styrket af USA?s enøjede og uforstaende kamp mod enhver bevægelse og enhver regering, der vil gøre op med grænseløs fattigdom og horrible klasseskel. Hver gang USA f.eks. skærper sine angreb pa Nicaraguas regering ved hjælp af Contraerne vokser den latinamerikanske modstand mod USA. Og modstanden kommer ofte fra de nye folkevalgte borgerlige regeringer i store lande som Brasilien og Argentina. Disse regeringer har nu gode forbindelser med Cuba. USAs gamle blokadepolitik mod Castro støttes kun af Pinochet i Chile og af nogle af satellitstaterne i Mellemamerika.
Men USAs økonomiske og politiske blokade gennem 27 ar har sat sine varige spor og star som et monument over politisk tabelighed. Den Castro, der ikke var kommunist, da han kom til magten, er nu Sovjetunionens nære vabenfælle. Cubas økonomi og systemets overleven er helt afhængigt af, at russerne køber det cubanske sukker til høje priser, leverer billig olie, og forsyner Cuba med masser af vaben. Cuba er i dag organiseret som Østeuropa med kommunistpartiets magtmonopol pa alle niveauer. Det er megen bureaukratisk stivhed, og det har sikkert ogsa pa en række omrader forhindret den mest hensigtsmæssige økonomiske udvikling.
Det bemærkelsesværdige er imidlertid, at Castro trods alt i sa høj grad er sin egen herre, og at Cuba med landets særlige historiske, kulturelle og klimatiske særpræg har gennemført en charmerende samba-socialistisk variant pa det sovjetkommunistiske systemgrundlag. Der er saledes ikke tvivl om, at Castro?s politik i forhold til den 3. verden (f.eks. Angola) ofte har udløst frygt og bæven i Kreml. Men russerne bestemmer ikke, ? heller ikke i Cubas kommunistiske parti. Partiet er en nydannelse fra efter Castro?s revolution. De gamle kommunister, der var meget længe om at støtte Castro, har kun begrænset indflydelse i partiet i forhold til de mænd og (fa) kvinder, der var med Castro ude i bjergene før sejren i 1959. Der er langt mere folkelig indflydelse pa rekrutteringen af de nu 400.000 partimedlemmer end der er i Østeuropa. Forskellen er, at den cubanske revolution i sin oprindelse er cubanernes eget valg, og ikke en patvungen model. Det giver mere humør og mere hab.
Kort sagt: Vi syntes i høj grad Cuba var en rejse værd. Hvad enten man sammenligner levevilkarene med Latinamerika eller systemet med Østeuropa kommer cubanerne ind med en pæn placering. Og den sammenligning er vel mere fair end at spørge hvorfor ikke alle er lige sa godt og frit som i Danmark? Det er imidlertid klart, at der foregar en ensretning af meningsdannelsen og fængslinger af anderledes tænkende som vi ma være imod. Vi havde lejlighed til at fremføre denne kritik overfor ledende cubanere. Men vi har i grunden ikke megen tro pa, at forholdene bliver friere, før følelsen af omringning kan fjernes i takt med at en stupid blokadepolitik afløses af friere udveksling af varer og menneske, og af en militær afspænding i Mellemamerika og Caribien.
Selv om der er langt til Cuba kan Europa, og især de europæiske socialdemokratiske arbejderbevægelser, spille en positiv rolle i denne proces. Dels kan vi søge at pavirke den amerikanske politik efter Reagan ? dels kan vi selv direkte knytte nærmere kontakt med Cuba, der higer efter mere alsidige internationale forbindelser end dem, de nuværende allierede i Øst kan byde pa. Bade det tyske og svenske Socialdemokrati har allerede veludbygget kontakt med Castro?s Cuba. Vi synes at vort eget parti skal ga i det fodspor. Vi har brug for at lære mere om denne del af verden, og det vil være et naturligt led i Socialdemokratiets almindelige kamp for mere mellemfolkelig forstaelse og dermed en fredeligere verden. Hverken vi eller cubanerne ønsker flere Cuba-kriser.
|
|
|
|
Danskhed, kolonihavehuse og dannebrogsflag
|
|
|
Om teksten
|
Daværende kulturminister Elsebeth Gerner Nielsen fra de radikale kom i Ebeltoft i 1999 angivelig med en udtalelse, der gik pa, at hun fik det darligt, nar hun sa dannebrogsflag og kolonihavehuse.
Det er af hendes politiske modstandere blevet udlagt sadan, at hun ikke kunne lide dannebrogsflag og kolonihavehuse.
Men det er imidlertid en total fordrejning af, hvad hun faktisk sagde dengang. Hendes pointe var, at hun fik det darligt ved tanken om, at Dansk Folkeparti angivelig havde taget patent pa danskheden.
Det er immervæk en enorm forskel, som her skal forsøges fremvist.
Talen blev hold ved en konference pa Filmhøjskolen i Ebeltoft i oktober 1999, og blev de følgende ti ar tit citerer mere eller mindre loyalt og korrekt i sin sammenhæng i udlændingedebatten.
Det citerede er taget fra en tekst pa Kristeligt Dagblads hjemmeside under overskriften ≫Minister til kamp for danskheden≪, dateret 21. oktober 1999 og skrevet af journalist Morten Mikkelsen, og ma formodes at være korrekte gengivelser fra Gerners tale.
Fra Gerner Nielsens tale i Ebeltoft, 1999
[...]
- Jeg er sa træt af at fa det darligt, nar jeg kører forbi en kolonihave og ser det danske flag. Og grunden er, at en kultur, jeg betragter som meget udansk, har taget patent pa det flag. Vi er for mange, der har overladt hele diskussionen om det at være dansk til Dansk Folkeparti. Det skader os, for vi har alle brug for at have en danskhed at hente vores identitet i.
- Jeg er ikke bekymret for danskheden. Jeg er bekymret over bekymringen. Jeg er bekymret over, at nogle danskere føler sig truet, fordi der er mennesker med en anden religion, som slar sig ned i vores samfund. - Det er ikke sadan, at jeg er uforstaende over for usikkerheden. Jeg er selv vokset op i et lille landsbysamfund i 1960'erne, og før jeg kom pa universitetet, havde jeg aldrig for alvor mødt nogen med en anden kulturel baggrund end den danske. Men vi ma gøre det vi kan for at oplyse os ud af den.
- Pa den ene side star ungdomsoprørets holdning om, at alt er lige godt, og at vi bare skal tage abent imod det hele. Det har været en enorm trussel mod kvaliteten i kunsten og har ført til en ligegyldighed over for det, vi er glade for i det danske samfund. Pa den anden side star den ekstreme højrefløj, som kun ser bagudrettet pa danskheden. Det handler nærmest om at genoplive slaget ved Dybbøl.
- Jeg skal passe meget pa med som kulturminister at liste op, hvilke kunstværker og bøger, jeg synes enhver skal have kendskab til, siger Elsebeth Gerner Nielsen. - I stedet synes jeg, enhver bibliotekar, museumsinspektør og folkeskolelærer bør gøre op med sig selv, hvad de selv synes er det allervigtigste at give videre til kommende generationer. Nar der kommer et barn ind for at lane en bog, bør bibliotekaren anbefale sine yndlingsværker. Anbefale det, som er det bedste fra det danske skatkammer.
- Det hele er ikke i opbrud. Vi har stadig mange fælles referencerammer, ikke mindst vores fælles sprog, og mine børn læser nogle af de samme digte og noveller i folkeskolen, som jeg ogsa har læst engang. - Men nar jeg har rejst denne debat, hænger det sammen med, at vi igennem hele det 20. arhundrede har gjort det stadig mere legitimt at dyrke individet og ikke fællesskabet. Vi ma forsøge at holde fast i det fælles, for uden det bliver det enkelte menneske ensomt. Den ensomhed, som er bagsiden af den medalje, hvis forside er friheden, er arsag til, at mange i dag søger bliver bekymrede og søger nemme løsninger.
Men selv om vi skal lære det fælles danske at kende, betyder det ikke, at alt fremmed skal holdes ude. Tværtimod. I det 19. arhundrede opbyggede vi nationalstaten og i det 20. arhundrede velfærdsstaten. I det næste arhundrede bliver opgaven, at vi lærer at bega os bedre i en international sammenhæng. Nogle mener sa, at den nationale identitet bare er en klods om benet for, at vi bliver ægte kosmopolitter. Men for mig at se er man nødt til at føle sig hjemme et sted for at kunne ga verden i møde
- Den ligeværdige samtale med andre lande har det knebet med. Og vi har ellers øvet os i den slags samtaler i mange ar pa højskoler, i folkeskolen og mange andre steder. - Vi er lidt mærkelige. Sommetider virker det som om, vi er meget ydmyge og tilbageholdende. Og sommetider virker det som om, vi er meget selvtilstrækkelige. Det ville være meget rart at finde en balance imellem de to egenskaber.
[...]
|
|
|
|
Dommertørklædet og de to regimenter
|
|
|
Om teksten
|
Daværende kirke- og integrationsminister fra Venstre, Birthe Rønn Hornbech, skrev onsdag den 14. maj 2008 en kronik i Politiken som et indlæg i den offentlige debat, om der skulle lovgives mod kvindelige, muslimske dommere med muslimsk tørklæde.
Kronikken bragte virkelig sindene i kog, for hvad var nu det, at denne Venstre-kvinde kom og legitimerede stort set sharia-lovgivning i danske retssale?!
Sagen er, at Birthe Rønn kendte det dansk retssystem, og sagligt kunne fremføre, at vejen mod at sidde som dommer i en dansk retssal er sa lang, og sa overvaget, at tanken om, at der skulle kunne snige sig muslimske holdninger ind bag dommerens pult, er latterlig.
Et stort spørgsmal her er, om overhovedet nogen af de, der rasede mod hende, nogensinde havde læst hendes kronik?
Dommertørklædet og de to regimenter
Politiken
14. maj 2008
Kronik
Af Birthe Rønn Hornbech
Hvis det danske Folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, sa brister bade Luthers og Grundtvigs forudsætninger. Giv din kommentar til dagens kronik nederst pa siden.
Knebent har Domstolsstyrelsen nøgternt meddelt retterne i Danmark, at loven ikke hjemler mulighed for generelt at forbyde de muslimske tørklæder pa dommersædet, før fanatiske antimuslimer forsøger at bilde befolkningen ind, at dommersædet nu vil blive invaderet af kvinder i burka med en hammer i handen. Som om Domstolsstyrelsens personalevejledning nogensinde har omtalt burka, eller som om hammer anvendes ved domsafsigelse i Danmark.
Det, personalevejledningen fra Domstolsstyrelsen nemlig alene konstaterer, er, at lovgivningen i dag ikke generelt forbyder tørklæde hos kvindelige dommere eller domsmænd. Mændene menes der ikke rigtig noget om. Muslimske fanatikere, der ønsker at være femtekolonne, trojansk hest el. lign. og derfor ikke synligt bærer noget symbol pa deres overbevisning, men optræder pa skrømt for at infiltrere danske domstole, siges der heller ikke noget om.
Om kvinder eller mænd, der efter kemoterapi, og som alligevel ønsker at arbejde uden har, ma bære en eller anden form for hovedbeklædning, siges der heller ikke noget om.
Disse eksempler er blot nævnt for at demonstrere, at i det sekund, man fra lovgivers side bevæger sig ind i et forbud ved lov, har man ogsa stillet sig selv pa den opgave, at man ma være i stand til at forudse enhver tænkelig situation, hvor religiøs og ikke-religiøs paklædning, religiøs udførelse og religiøs tro kommer pa tale, og være i stand til at lovgive om det.
Man skal nemlig gøre sig klart, at i det øjeblik, der gives efter for kravet om lovgivning, vil kravet om flere forbud omgaende lyde højere.
Hvorfor stoppe ved dommeres paklædning? Tørklædet ma vel sa ogsa forbydes for anklagere. Og hvorfor ikke ogsa for forsvarere. Hvordan kan man være sikker pa en kvinde med tørklæde som beskikket forsvarer? Og hvorfor stoppe ved kvinderne? Ligestillingsfundamentalisterne ma da forventes at skrige op om ligestilling, sa i det mindste muslimske mænd, der matte søge ind til domstolene, skal rage skægget af. Er skægget maske ikke et muslimsk symbol? Og hvad med en jødiske kalot? Og hvordan skal vi agere over for en højkirkelig præst med flip, der maske møder som bisidder? Og hvad med et kors i en kæde om halsen pa en kvindelig dommer eller en diskret KFUM-nal i reverset hos en mandlig dommer?
Og hvis først der skrides til lovgivning om tørklæder for dommere, hvordan kan man sa undga, at der ogsa stilles krav om, at der skal lovgives for alle mulige andre professioner, og hvor ender vi sa? Bliver det ligesom med rygeloven, hvor det nu alvorligt rejses som et problem, at folk ryger i deres egen lejlighed.
Og skal reglerne gælde for juridiske dommere, skal de vel ogsa gælde domsmænd. Vi har ganske vist hidtil anset det for en dyd, hvis domsmændene udgjorde et noget bredere udsnit af befolkningen end i dag.
Men man har som bekendt et standpunkt, til man tager et nyt. Og man kan jo ikke forlange, at almindelige mennesker, der møder i byretterne, skal kunne se forskel pa domsmænd og juridiske dommere.
Det er kun i de højere retter, at de juridiske dommere og de juridiske partsrepræsentanter bærer kappe. Men det kan naturligvis indføres for alle. En bekostelig affære, der ikke fjerner hovedbeklædningen. Det gør ikke engang parykkerne.
Selv om man altsa ikke kan isolere spørgsmalet til et spørgsmal om de juridiske dommeres fremtræden, er det dog det vigtigste element. Det drejer sig om tilliden til domstolene. Det drejer sig om at understøtte befolkningens tro pa, at dommerne er bade juridisk kvalificerede og upartiske. Det er derfor helt afgørende, at den juridiske dommer besidder de fornødne kvalifikationer for netop at beklæde dette embede, som er det embede af alle, der kræver pa en gang høje juridiske kvalifikationer, myndighed som retsleder og loyalitet over for grundloven og dansk ret i øvrigt.
At denne loyalitet ikke blot skal være til stede, men være til stede pa en sadan made, at den enkelte dommer og dommerembedet og dommerstanden netop hos enhver, der møder i retten, ikke efterlader tvivl om, at disse kvalifikationer og egenskaber er til stede, sikres gennem udvælgelsesprocessen.
Allerede det juridiske studium vil naturligvis i den grad opdrage vordende kandidater i danske retstraditioner og dansk made at tænke juridisk pa, at det vil være næsten umuligt at tænke sig kandidater, der vil være i stand til at møde op med en høj eksamen, der kan kvalificere til et dommerembede, uden at de samtidig har tilegnet sig forstaelsen for danske retstraditioner og dansk juridisk tænkemade.
I øvrigt er en juridisk embedseksamen jo slet ikke den tilstrækkelige forudsætning for at blive dommer i Danmark. Dels forudsættes det, at man har naet et pænt eksamensresultat, dels at man efter embedseksamen skal igennem et længere uddannelsesforløb, før man kan søge en dommerstilling og fa den.
Med den domstolsreform, der blev gennemført for et par ar siden, er der tillige vendt op og ned pa domstolenes organisation. Det er slut med de sma embeder, der besættes alene med en dommer. Retterne bestar nu af en lang række jurister, der pavirker hinanden og afprøver hinanden.
Og man starter selvsagt nederst i hierarkiet, medmindre man kommer fra en anden stilling pa et universitet eller advokatvirksomhed, hvor man i en arrække er blevet afprøvet.
En ansøger med tørklæde pa, der søger ind til danske domstole, signalerer naturligvis tydeligt, at den pagældende ansøger ogsa tjener en anden Herre end dansk grundlov og anden dansk lovgivning. Men sadan er det jo ogsa med de muslimer, der gar uden tørklæde, eller muslimske mænd. Og ogsa kristne tjener en anden Herre end lovgivningen.
Men er det sa overhovedet noget problem at ansætte kvindelige dommere med tørklæde, nar vi i generationer uden videre har ansat ivrigt troende kristne ved domstolene?
Ja, der er en meget afgørende forskel, og den beror pa den fundamentale forskel pa islam og luthersk kristendom i et demokrati. Hvor islamisk ret nemlig foreskriver bade den religiøse og den verdslige lovgivning, forudsætter kristendommen efter reformationen, at der netop skelnes mellem kristendom og verdslig lovgivning.
Luther lærte os at skelne mellem de to regimenter, det verdslige og det kirkelige. Luther forudsatte, at det verdslige regimente holder sig til at sørge for at opretholde ro og orden. Brister den forudsætning, fordi f.eks. det danske Folketing ligesom i diktaturer begynder at lovgive for den enkeltes sindelag, sa brister bade Luthers og Grundtvigs forudsætninger. For sa ma den kristne gøre oprør.
Men holder magten sig fra at befatte sig med undersatternes tro og sindelag, og skelner magten altsa mellem lov og evangelium og holder sig til loven, sa er det en kristen pligt at overholde loven.
Jesus gjorde netop oprør mod lovreligionen. Han vendte sig stærkt imod tanken om, at lovgerninger kunne føre til frelse. Det eneste, det kristne menneske kan habe pa, er syndernes forladelse. Ingen lovgerning giver frelse, endsige en orkesterplads i Paradiset. Gud alene bestemmer frelsen. Mennesket skal passe sit embede her i livet som medmenneske og samfundsborger. Grundtvig vendte sig i forlængelse heraf stærkt imod en statsmagt, der ikke overlader det frirum til borgerne, hvor borgerne f.eks. frit kan tro, tænke og tale.
For muslimerne er frelsen ved lovgerninger derimod en del af troen. Den enkelte skal for frelsens skyld iagttage forskellige regler, der i lande uden religionsfrihed gennemtvinges for alle. For nogle muslimer betyder reglerne f.eks. for dem, at de derfor mener, at de skal bære tørklæde. Men det gælder ingenlunde alle, der betragter sig som muslim.
I Danmark er mange pa grund af den lutherske tradition skeptiske over for muslimer, der set fra et luthersk synspunkt bade synligt og usynligt blander religion og lovgivning.
Spørgsmalet er, om tørklædet pa forhand diskvalificerer en dygtig kvindelig jurist fra at blive dommer. Svaret er ikke sa let. Forenklede svar bør helt skrottes som useriøse. Det her afhænger pa en gang om at bevare vore frihedstraditioner for religionsfrihed og anden frihed og pa samme tid at tage vare pa, at vore frihedstraditioner ikke ender i deres modsætning, fordi vi i frihedens hellige navn ansætter en, der bekæmper vore frihedstraditioner. Men den risiko er pa den anden side altid til stede hos alle ansøgere.
Masser af muslimer har for længst forstaet at forene demokrati og islam, medens andre, der slet ikke er muslimer, kan være fanatisk mod det danske samfund og alligevel forsøge pa skrømt at kvalificere sig til en dommerstilling.
Derfor kan man sige, at ansøgere, der ønsker at blive f.eks. dommere og politifolk, hvor upartiskhed er afgørende, nødvendigvis ma underkastes en slags sindelagskontrol.
For den muslimske kvinde, der bærer tørklæde, gælder det, at hun derfor ma finde sig i at blive udspurgt. Hendes kvalifikationer afhænger som alle ansøgere til dommerembedet ogsa af hendes egne holdninger og af, hvordan hun med rimelighed kan forventes at blive opfattet af de forskellige aktører, der møder i retten.
En kvinde, der bærer muslimsk tørklæde, signalerer ikke kun, at hun er muslim, men at hun ønsker at omverdenen skal se, at hun følger bestemte regler, der er anderledes end de danske omgangsformer.
Der er masser af job, som en pige med tørklæde kan og bør kunne bestride. Den usmagelige generelle hetz mod tørklæder medfører alene, at flere piger tager tørklædet pa. Ja, det pastas, at der er kvinder, der i hjemlandet ikke bærer tørklæde, men som tager det pa, nar de kommer til Danmark for at demonstrere, at de netop ikke er undertrykte, men netop ønsker at demonstrere, at de ikke vil ligge under for den danske hetz.
Hvis man kender menneskene, forstar man det jo godt. Det er en ældgammel menneskelig erfaring, at stærke personligheder ikke finder sig i undertrykkelse. Derfor føler de trang til at demonstrere deres ret og evne til selvstændighed. Nogle muslimske danske piger tager derfor tørklæde pa, pa samme made som deres medsøstre med eller uden tro f.eks. for hundrede ar siden begyndte at cykle og oven i købet i bukser. Det førte i mange ar til, at nogle virksomheder forbød kvinder at ga i bukser og have ærme i blusen, hvis de ville bevare jobbet.
Med det muslimske tørklæde i retten kan det imidlertid være meget anderledes end bukserne og cyklerne, fordi den enkelte kvinde signalerer offentligt, at hun ogsa følger religiøse regler, som er demokratiet fremmede. Hun gar med tørklæde, fordi hun følger islamiske regler. En kristen, der gar med kors følger derimod ikke religiøse regler.
Derfor ma man forudsætte, at en ansøger til et dommerembede, og som bærer tørklæde, ma finde sig i en indgaende samtale med ansættelsesmyndigheden om tørklædet. Vil hun bare provokere, ender samtalen nok med, at hun enten lægger tørklædet eller ma ga med uforrettet sag.
Fastholder hun retten til at beholde tørklædet, vil hun være nødt til bade at argumentere religiøst og politisk. Og det strider mod danske retstraditioner og dansk demokrati, der netop har den klare skelnen mellem lov og evangelium som forudsætning.
Netop den kristne forudsætning sætter det enkelte menneske frit til at tjene bade Gud og staten. Bibelen er ikke en lovbog, og luthersk kristendom forudsætter netop, at det er staten, der fastsætter de verdslige love, som dommerne skal dømme efter, hvorimod muslimen med tørklæde signalerer som nævnt, at hun er undergivet andre love.
Om muslimer trods opvækst i en helt anden retstradition og trods tro pa en lovreligion, der ikke kan skelne mellem religion og politik, alligevel kan være loyale mod danske traditioner, kan man ikke uden videre udelukke, hvis en pige først er gaet gennem det juridiske studium og anden uddannelse efter eksamen.
De fleste muslimer fungerer godt i det danske samfund og føler sig som danske og som demokrater. Men de bør betænke, at det ikke er sa ligetil at blive accepteret som dommere.
Antallet af juridiske kandidater med tørklæde og hele udvælgelsesprocessen betyder, at dommeraspiranter med tørklæde ud i en længere fremtid vil udgøre et meget lille antal.
Ud over den møjsommelige udvælgelse, der ligger i ansættelses- og udnævnelsesproceduren, er det værd at hæfte sig ved, at det for dommere er helt umuligt at arbejde pa skrømt.
Dommere arbejder i meget høj grad i offentlighed. Det var Grundtvig, der fik offentlighedskravet ind i grundloven. Domme afsiges i offentligt retsmøde.
De afsagte domme granskes bade af de overordnede retter, af anklagere, af advokater og andre jurister og journalister. Det er ganske vist, at der pa forhand vil blive lagt ekstraordinært meget mærke til de domme, en dommer med tørklæde afsiger. Og hun vil pa forhand selv være meget bevidst om, at hendes domme vil blive vendt og drejet i langt større omfang end alle andre dommeres afgørelser.
Pa den baggrund og ikke mindst pa grund af den kontrol, som offentligheden altid har udøvet af domstolene, ma man have lov til at spørge, om ikke det mest rimelige ville være, at den tillid, vi danske med rette har til domstolen, nu ogsa bør manifestere sig i, at vi fortsat viser tillid til, at domstolene selv kan finde ud af, hvem der bør kunne udnævnes til dommere.
|
|